
6 minute read
FarmCompany høster nu frugterne af målrettet ESG-arbejde
from Grobund nr. 3, 2025
by SAGRO
Grobund har løbende fulgt landbrugsvirksomheden FarmCompanys arbejde med ESG og CO2-reduktioner, og i dag kan virksomheden se og måle fordelene i det foreløbige arbejde.
Af Jannik Schiermer Poulsen
FarmCompany er måske den landbrugsvirksomhed i Danmark, der har arbejdet mest målrettet med bæredygtighed og ESG på stor skala. Virksomheden, der har seks gårde med i alt 1.700 hektar, har i flere år brugt store ressourcer på bæredygtighedscertificeringer og ESG-strategier – og nu bærer det store arbejde frugt.
Det fortæller bestyrelsesformand Jens Ohnemus, da Grobund tjekker ind for at høre, hvad der er sket, siden vi talte med ham i 2024.
”Bæredygtighed er ikke kun en udgift – det er også en god forretning. Det har vi hele tiden ment, og nu begynder vi faktisk også at kunne bevise det. Der er allerede afkast mange steder,” siger han og uddyber:
”I takt med vores ESG-tiltag og B-Corp-certificering har vi fået langt lettere adgang til kapital –og ikke mindst billigere. Det giver os velvilje ved finansiering, og investorer opsøger os aktivt. Vores profil gør det også langt lettere at tiltrække ung, ambitiøs arbejdskraft, for de vil gerne være en del af det her. Endelig er der altså også nogle konkrete besparelser og på længere sigt højere afregninger, vi kan takke de konkrete tiltag for.”

I går, i dag og i morgen
ESG-arbejdet i FarmCompany har i første fase handlet om papirarbejde. At måle, undersøge, udregne og dokumentere. Noget af arbejdet har udmøntet sig i certificeringer, mens andet er oversat til investeringer i CO2-besparende tiltag. ”Rapporterne og certificeringerne har været vigtige at få i hus. De giver os en masse bevidsthed, de giver os bedre finansiering, og de tiltrækker investorer. Vores investering i Marlene (Hansen, ESG-ekspert i SAGRO, red.) har virkelig været hurtigt tjent hjem,” forklarer han.
Bevæbnet med håndfast viden investerer FarmCompany i dag i forbedringer, store som små, der kan sænke klimaaftrykket i produktionen. Blandt de store investeringer er velfærdsstalde på tre gårde, mens de mindre tæller overdækning til gylletanke, Lely-robotter og LED-lys i staldene.
”Er tilbagebetalingstiden på mindre end fem år, er investeringen ikke engang til diskussion. Så gør vi det. Ellers handler det her – som i resten af landbruget – om at få størst reduktioner for pengene,” forklarer han.
Bæredygtighedsarbejdet er hverken helt eller halvt i mål i FarmCompany, og Jens Ohnemus og Co. har det som klar ambition at være CO2-neutral i 2030. Målet er han i hvert fald ikke i tvivl om, selvom hans deadline måske er en anelse optimistisk, indrømmer han.
”Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi lykkes. Vi har den viden, der skal til for at løfte dansk landbrug. Vi satte tidligt i gang, og vi fortsætter derudaf. Det er en god forretning, der styrker vores værdiansættelse og reducerer vores risici,” siger han og kommer med en opfordring:
”Alle de klimatiltag og -investeringer, vi foretager i landbruget, kommer tilbage som en boomerang i velvilje, afkast og en premium i forhold til de priser, vi får for vores varer. Det er den rigtige vej at gå.”
Ambitionerne er omsat til konkrete tiltag
FarmCompanys ESG-strategi er ikke bare slides i en PowerPoint-præsentation. De lever i bedste velgående på virksomhedens seks gårde, og driftschef Ole Sørensen viser glad Grobunds udsendte rundt på Ravninggaard ved Ribe, hvor Lely-malkerobotter, LED-lys og overdækning af gylletanke har reduceret energiforbruget betragteligt.

”Lely-robotterne er virkelig smarte, og de sparer både energi og kræfter i det daglige – men lige så vigtigt hæver de dyrevelfærden. Vores køer kan virkelig godt lide forudsigeligheden i malkningen og ikke mindst den fri adgang. De kan selv finde rytmen – og bare i det her robothus sparer vi 200 kWh i døgnet på seks robotter. Det løber op,” fortæller han og fortsætter:
”Men der er jo altid optimeringsmuligheder. Vi skiftede pattegummi, og det kunne spare 15 sekunder per malkning, og det løber op i halvanden time per dag. Per robot. Det betyder altså noget i længden.”
Robotterne deler blandt andet vakuumpumper og nedkøling. En varmeveksler i køleanlægget varmer til gengæld stuehus og personalerum op.

Slut med at bringe vand ud
LED-belysningen bruger vi ikke meget tid på, for det er ærligt talt ikke særligt interessant. Ole konstaterer dog, at der er en solid strømbesparelse at hente – og at tilbagebetalingstiden for 200 lysarmaturer er omkring fire år.
Ole lyser til gengæld op, da han fortæller om overdækningsteltene på gylletankene. En simpel konstruktion, der – ja – holder vandet ude.

”Det er cirka 85 centimeter vand, vi holder ude af gylletanken om året, og det betyder helt konkret, at vi bringer fem kubikmeter mindre gylle ud per hektar. Det løber altså op i besparelser, både i forhold til tid og diesel – og det kan vi så gange med vores i alt 15 gylletanke,” forklarer han.
Ole Sørensen forsikrer, at der kun er positive gevinster i ESG-investeringerne, men han understreger dog, at de skal være skarpe i forhold til at få lukket teltene ordentligt af, når det trækker op til uvejr.
Det slutter ikke her
Rejsen er langt fra slut med lys, telte og robotter, og allerede nu er en ny energieffektiv velfærdsstald ved at se dagens lys i majsmarken på den anden side af vejen. Reduceret jordbehandling, pletsprøjtning og en mere præcis gylleudbredning er på tegnebrættet, og der er i det hele taget en idérighed og virketrang, det er svært ikke at lade sig rive med af.
Ole drømmer også stort om satellitstyret vanding, selvom teknologien endnu ikke er fulgt med ønskerne.
”Tænk, hvis vi kunne vande, som vi pletsprøjter. At vi tilfører vandet dér, hvor der er brug for det – og kun der. Vi har 14 vandingsmaskiner, og det kunne være fantastisk at kunne nå dertil. Det er også nemt at forestille sig, at vi engang kommer til at skulle forsvare vores brug af vand, som vi skal med foder, medicin og pesticider,” slutter Ole Sørensen.

Fakta om FarmCompany
6 gårde
Ca. 1.700 ha
Producerer konventionel planteavl og mælk – og desuden økogrise
Vil du høre mere om ESG?
Kontakt:
Marlene Roswall Hansen
Bæredygtighedsrådgiver og ESG-ekspert
Tlf.: 76 60 23 36
Mobil: 30 57 00 28