4 minute read

Portræt: Søtofte Gårdmejeri går sine helt egne veje

Ægteparret Mikkel Poulsen og Marie Linea Østergaard laver økologiske mejeriprodukter i særklasse, og blandt kunderne er de største navne i dansk gastronomi. Der er bare lige det, at Mikkel, der står for landbruget, er autodidakt.

Af Jannik Schiermer Poulsen

For en nysgerrig sjæl handler det om at holde tungen lige i munden, når man besøger Søtofte Gårdmejeri på Ringsted-egnen. Alt ved Søtofte er usædvanligt, og det samme er landmanden Mikkel Poulsen. Han er født på stedet – som dog dengang husede et botilbud for voksne sindslidende – og nu bor han her så med sin kone Marie og deres to små børn.

Hans forældre bor også på ejendommen, og det samme gør hans søster og svoger. Ja, de ansatte gør det sådan set også, og i alt fem familier bor rundt omkring på ejendommen. Foruden mejeriet og kvægbruget byder Søtofte også på gartneri, kursussted og faderens vin-gesjæft.

Det er, med andre ord, et særligt foretagende, han og konen Marie driver.

”Jeg ville gerne have malkekøer, og Marie læste til mejeriingeniør og drømte om at lave ost, da vi mødte hinanden.

Det var et match made in heaven,” fortæller Mikkel.

”Vi lykkedes ret hurtigt med at skabe et godt produkt, og det gav os et solidt navn – og et kvalitetsstempel. Vi startede med én ammeko, og efter første år havde vi ot-

te malkekøer. Nu har vi 60 – og vi malker ikke ammekøer længere,” tilføjer han med et grin.

En plads i solen

Det er også usædvanlige produkter, de fremstiller på Søtoftes Gårdmejeri, og Mikkel og Marie sælger deres mælk – på brune glasflasker - til 25 kroner literen. Blandt kunderne finder du Geranium og NOMA, Københavns bedste surdejsbagerier, der bruger osten i deres BMO’er (bolle med ost, red.), ligesom de førende kaffebarer, så som Prolog Kaffe, også har mælk fra Søtofte.

Det er dog de store københavnske kantiner, som står for at aftage broderparten af produkterne.

”Vi startede med at stå på marked i Roskilde, og senere var jeg rundt og banke på køkkendørene på de københavnske restauranter og fortælle om vores produkter. Det gav pote, og ret hurtigt fik vi nogle gode navne på kundelisten. Det gjorde det helt sikkert nemmere at komme bredere ud,” fortæller han.

Mikkel Poulsen og Marie Linea Østergaard
Vi er på vej mod en sund bundlinje uden at gå på kompromis med det, vi står for.

Ikke som andre kunder

Mikkels kvægrådgiver i ØkologiRådgivning Danmark er Birgitte Kjemtrup Høyer, og hun hilser Mikkels utraditionelle tilgang meget velkommen. Hun beskriver ham som et frisk pust, og hun mener også, at der er noget læring at hente for hende i relationen.

”Det er et sjovt samarbejde, og han er ikke bange for at fortælle, hvorfor han gør, som han gør. Han lytter meget til rådgivningen, og så udvælger han råd og tiltag, så de passer til hans værdier – og siger til, hvis han ikke kan bruge det i sit system,” siger Birgitte Kjemtrup Høyer og tilføjer:

”Han kommer også selv med nye idéer, og han har eksempelvis hundegræs i nogle marker. Det har givet nogle interessante resultater, hvor han har undgået det vakuum, der opstår sidst i maj. Det er dog ikke sikkert, at det skal gentages – eller anbefales til andre. Men interessant er det.”

Mikkels manglende landbrugsuddannelse fører også til nogle helt andre spørgsmål, end mælkeproducenter normalt stiller deres rådgivere – men han er langt fra uvidende, understreger Birgitte Kjemtrup Høyer.

”Han har et helt andet syn på tingene, og han tænker naturen ind på en markant anderledes måde end andre landmænd – men han er en begavet landmand. Jeg forventer, at vi får hans ydelse i vejret, og jeg ved, at det ikke bliver med et kompromis på kvaliteten, hans ideologi og det kredsløb, han fokuserer sådan på.”

Lykkes det Mikkel og Birgitte at få ydelsen i vejret, skal mælken nok hurtigt få ben at gå på. Søftofte Gårdmejeri er nemlig i gang med en udvidelse af produktionsarealerne, så Mikkel og Marie har mulighed for at lagre flere oste fremover.

Kontakt:

Birgitte Kjemtrup Høyer

ØkologiRådgivning Danmark

40 91 30 75, bmk@oerd.dk

Fakta

Søtofte Gårdmejeri

• 60 Malkekøer

• 2.000 liter 5,5 procent sødmælk om dagen

• Fem ansatte

• Noma, Geranium og Prolog Kaffe på kundelisten

This article is from: