Store smukke liv by Gads Forlag

STORE SMUKKE LIV

På dansk ved Betty Frank Simonsen

Store smukke liv er oversat fra amerikansk af Betty Frank Simonsen efter Great Big Beautiful Life

Dansk udgave © Gads Forlag 2026

Published in agreement with the author, c/o BAROR INTERNATIONAL, INC., Armonk, New York, U.S.A.

Omslag: eyelab.design efter originaldesign af Sandra Chiu

Illustrationer: Sandra Chiu

Bogen er sat med Adobe Garamond hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80328-7

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K

Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Til min mor og mine tre bedstemødre.

Livet er kompliceret. Det har jeres kærlighed aldrig været.

Der er en gammel vending om historier, og om, at der altid er tre versioner af dem: din, min og sandheden. Ham, der sagde det, arbejdede i filmbranchen, men det samme gælder journalistik.

Det er ikke meningen, at vi skal tage parti. Det er meningen, at vi skal forholde os til fakta. Fakta fører til sandhed.

Fakta: Robert Evans – den filmproducer, produktionschef og skuespiller, som er ophavsmanden til det catchy mantra om sandheden – var gift syv gange.

Fakta: Jeg, Alice Scott – ansat ved The Scratch, aspirerende biografiforfatter og ikke så meget andet – er ikke engang officielt kæreste med den mand, jeg har datet i syv måneder.

Fakta: Robert Evans var med sine hundrede og femoghalvfjerds centimeter nøjagtig lige så høj som mig.

Fakta: Hele mit liv er muligvis ved at ændre sig, og i stedet for at spurte op ad stien til det hyggelige, hvide stakit, som adskiller mig fra min livslange drøm, sidder jeg i min lejede bil og lader klimaanlægget køre for fulde drøn, mens jeg læser IMDb-siden om en mand, hvis navn jeg ikke kendte for tre minutter siden, fordi hans citat om historier dukkede op i mine tanker, og fordi jeg sidder og trækker tiden.

Jeg er mere spændt end nervøs, men der er alligevel en del nerver, der står og dirrer. Med en sidste dyb indånding slukker jeg for motoren og skubber bildøren op.

Straks rammer den fortættede sommervarme i Georgia mig fra alle sider. Det er en velkendt og elsket fornemmelse, som kun forstærkes af den salte havbrise, der bæres ind fra havet rundt om Little Crescent Island.

Jeg dobbelttjekker, at jeg har notesbog, diktafon og kuglepenne, så smækker jeg døren i og bøjer mig ned for at tjekke mit svedige pandehår i sidespejlet.

Jeg forsøger at tøjle mit smil og anlægge et neutralt ansigtsudtryk. Det er vigtigt, at jeg spiller cool nu.

Fakta: Jeg har aldrig spillet cool i mit liv.

Jeg åbner havelågen, og mine sandaler klaprer mod fliserne, da jeg følger stien rundt om en mur af buskads: sort nålesiv og kålpalme, figenkaktus og salturt, og min yndlings, stedsegrøn eg.

Efter elleve år i Los Angeles tænker jeg stadig, hver gang jeg ser en stedsegrøn eg fra Georgia: Hjemme.

Et charmerende, turkist hus på træstolper kommer til syne, og jeg går op ad en håndfuld slidte trappetrin til den meget lyserøde dør. Den er håndmalet med hvide snirklede mønstre fra top til bund.

Jeg bliver belønnet med en passende excentrisk dørklokke.

Den ligner en helt almindelig dørklokke, men da jeg trykker på den, lyder den som et vindspil.

Jeg er ved at tage en dyb indånding, da døren pludselig går op, og en lav, gråhåret kvinde i falmet skovmandsskjorte og jeans stirrer olmt på mig.

“Hej!” Jeg rækker hånden frem. “Jeg hedder Alice. Scott.”

Hun bliver ved at se lige på mig. Hendes øjne er lyseblå, og håret er kortklippet.

“Fra The Scratch?” tilføjer jeg, i tilfælde af, at det sætter gang i noget.

Hun blinker ikke engang.

“Altså, ikke fra The Scratch. Jeg arbejder der, men jeg er her angående bogen?”

Hendes ansigtsudtryk er uforandret. Et øjeblik overvejer jeg, om det her er et kompliceret fupnummer, som måske er orkestreret af denne kvindes midaldrende søn, der sidder på sit kælderværelse og bruger dagene på at sende e-mails og ringe op til godtroende forfattere som mig, mens han lysner stemmen og får den til at dirre en smule for at lyde som en kvinde i firserne.

Det ville ikke engang være første gang, det er sket.

Jeg rømmer mig og tager smilet på igen. “Undskyld. Er det dig, der er Margaret?”

Hun ligner hende ikke, men de seneste billeder, jeg har set af kvinden, jeg skal møde, er mindst tredive år gamle. Så dette kunne jo godt være den tidligere glamourøse, nærmest legendariske (i hvert fald for visse mennesker, inklusive mig selv) Margaret Grace Ives.

Sladderprinsessen. Kaldt sådan, fordi hun var arving til Ivesmedieimperiet, og fordi hendes egen berømmelse engang gjorde hende til paparazziernes og sladderspalternes yndlingsoffer.

Kvinden bryder ud i en høj, ægte latter og slår døren helt op. “Jeg hedder Jodi,” siger hun med en accent, der er svær at placere – tysk, måske? “Kom indenfor.”

Jeg træder ind i den kølige entré, hvor der dufter af citron og mynte. Jodi stopper ikke op eller sænker farten, hun marcherer bare direkte ind i huset, og jeg må selv lukke døren og skynde mig efter hende.

“Her er smukt,” pipper jeg.

“Her er varmere end i helvede, og myggene er værre end Dracula,” svarer hun.

Jeg sender en tanke til Robert Evans: Din, min og sandheden.

For enden af en smal gang drejer hun ned ad en anden. Huset er en lys og luftig labyrint af hvidmalede trævægge og havglasfarvede detaljer, som munder ud i en rummelig stue, hvor omkring halvfjerds procent af væggene er vinduer.

“Vent her, så finder jeg madame til dig,” siger Jodi med antydningen af ironi i stemmen. Hun låser en af de store glasdøre op og træder ud i baghaven, som er større og vildere end den foran, og som har en lille swimmingpool i den ene ende.

Jeg benytter lejligheden til at kigge mig omkring. Det summer stadig af spænding i kroppen, og jeg smiler så meget, at det begynder at gøre ondt i kæberne. Jeg sætter mine ting fra mig på det lave sofabord i rattan og lægger armene over kors for ikke at røre ved noget, mens jeg går rundt. Kunst fylder hver en millimeter af væggene, og der hænger planter i klynger foran vinduerne. Der står også en masse grønt i lerkrukker på gulvet. En fletvifte drejer dovent rundt i loftet, og der ligger bøger – de fleste om havearbejde og botanik – i rodede stabler og opslåede med forsiden nedad på alle ledige, antikke træflader.

Det er smukt. Jeg begynder allerede mentalt at formulere, hvordan jeg ville beskrive det på skrift. Det eneste problem er, at jeg stadig ikke er sikker på, om jeg har nogen anledning til at beskrive det.

For indtil videre er der intet, der indikerer, at dette er Margaret Ives’ hus. Der er ingen billeder af hendes berømte familie. Der er ingen eksemplarer, hverken gamle eller nye, af de mange magasiner eller aviser, de ejede. Ingen indrammede illustrationer af det overdådige “House of Ives”, hvor hun voksede op ved Californiens kyst, og ingen af hendes afdøde mands Grammy-statuetter på kaminhylden. Der er intet håndgribeligt, der forbinder hende

med det nu kollapsede medieimperium, eller med de glæder og tragedier, som Ives-familiens konkurrerende publikationer elskede at offentliggøre, da Margaret stadig var verdensberømt.

Døren går igen op, og jeg vender mig hurtigt om mod Jodi og er klar til at kræve svar på, hvem det er, der har inviteret mig til at tage elleve timer med et fly og derefter køre femogfyrre minutter i en lejet Kia Rio for at nå frem til dette møde.

Men så ser jeg kvinden, der står lige indenfor.

Hun er blevet lavere, har taget lidt på, meget af det muskler, vil jeg gætte på, og hendes tidligere så kulsorte hår er nu en blanding af leverpostej og grå.

Den gamle glamour, og auraen af penge og magt, er slidt væk, men det listige glimt i de blå øjne er præcis det samme som på alle de billeder, jeg har set af hende; det udefinérbare, der forvandlede hende fra arving til en avisformue til forsideprinsesse.

“Jamen goddag med dig,” siger Margaret med en varme i stemmen, der overrasker mig, ligesom den gjorde i de få, korte telefonsamtaler, vi har haft i ugerne op til denne tur. “Du må være Alice.”

Hun trækker havehandskerne af og smider dem på armlænet på den nærmeste hvide rattanstol og kommer mig i møde på bare fødder, tørrer hænderne af i sin kaftan og rækker den ene frem.

“Du er hende,” siger jeg. Hver eneste nogenlunde velformulerede sætning, jeg har sat sammen i mit liv, er blevet til på et tastatur i et langsomt tempo. De sætninger, der kommer direkte ud af min mund, lyder som regel som denne.

Hun griner. “Jeg havde indtryk af, at det var hele pointen.”

Hun giver min hånd et lille klem, slipper den så og gør tegn til, at jeg skal sætte mig.

“Ja, det er det også.” Jeg sætter mig i sofaen. Hun sætter sig

i stolen overfor. “Jeg ville bare ikke have for høje forventninger!

Men det fungerede ikke. Det gør det aldrig. Alligevel bliver jeg ved at forsøge.”

“Virkelig?” Hun lyder fornøjet. “Jeg plejer at have det modsatte problem. Jeg forventer mig altid det værste af folk.” Hun sender mig et smil. Det er et blændende smil, men også trist.

Kunne man kalde det blist?

Det ville for eksempel aldrig ende som en redigeret og korrekturlæst sætning. Men pointen er, at jeg kan se den derinde, bag de strålende blå øjne: sandheden. Den, vi aldrig har hørt før.

Hvordan det var at blive født ind i en verden med sølvskeer og fade af guld, skuespillere, der svømmede fuldt påklædt og berusede rundt i din indendørs pool, og politikere, der gav hånd på aftaler hen over dit antikke spisebord.

Hvordan det føltes at forelske sig i kongen af rock’n’roll, og at han også forelskede sig vildt i dig.

Og så selvfølgelig de andre ting. Skandalen, sekten, retssagen, ulykken.

Og så, for tyve år siden: Margarets forsvinden.

Hvad der skete, men også hvorfor.

Og hvorfor hun nu, efter alle de år, er klar til endelig at fortælle hele historien.

Bag Margaret går døren knirkende op, og Jodi kommer ind igen med en hel spand citroner. “Tak, Jodi,” siger Margaret uden at vende sig om.

Jodi brummer. Det er ikke til at sige, om de to kvinder er venner, kærester, arbejdsgiver og ansat, eller dødsfjender, der tilfældigvis bor sammen.

Margaret lægger det ene ben over det andet. “Søde negle,” siger hun og nikker mod mine hænder i mit skød.

Den øjeblikkelige forbindelse gør mig næsten ør af glæde.

“Det er kunstige negle.” Jeg læner mig frem, så hun bedre kan se de små jordbærmønstrede motiver.

“Jeg vil vædde med, du er den type, der prøver at finde skønhed i alting,” siger hun.

“Gør du ikke det?” siger jeg og fascineres af det blide, vemodige smil, der strejfer hendes læber.

Hun trækker en smule på skuldrene. Det ligner ikke så meget et det ved jeg ikke, mere et jeg kan ikke lide det spørgsmål.

Som den Ives, hun er, skifter hun elegant emne: “Hvordan skulle det her så spænde af? Hvis jeg indvilliger i det.”

Jeg lader mig ikke slå ud af det hvis. Jeg ved, hun ikke er hundrede procent med endnu, og det forstår jeg godt. “Det kan foregå, ligesom du vil have det,” siger jeg.

Hun hæver det ene øjenbryn. “Og hvis jeg gerne vil have det til at foregå, som det plejer at foregå?”

“Jah,” siger jeg. “Jeg har ikke lavet noget præcis som det her før. Normalt skriver jeg artikler og portrætter. Jeg tilbringer et par dage, eller nogle uger, sammen med et menneske. Og så skriver jeg om det, jeg har observeret, og skriver det lidt sjovt. Det er en ‘outsider, der kigger ind’- vinkel. Det her ville være anderledes. Det ville handle om at få din oplevelse ned på papiret. ‘En insider, der kigger ud’. Det ville tage meget længere tid, sikkert flere måneder, bare til den første omgang research, så jeg kan skrive et udkast og finde ud af, hvor hullerne er. Jeg ville leje en lejlighed i nærheden, og vi laver et skema med bestemte tidspunkter til interviews, men også bare med tidspunkter, hvor jeg er med som din skygge.”

“Som min skygge,” gentager hun eftertænksomt.

“Ja, jeg følger med dig rundt i din dagligdag,” forklarer jeg.

“Ser, hvad du dyrker i din have, hvem du bruger tid med. Hænger ud med dig og Jodi, og med de andre venner, du måske har i byen.”

Margaret stikker hagen frem og lukker øjnene i, da hun udstøder en kort, skarp latter. “Gør mig en tjeneste, og sig det igen, når hun kommer tilbage.”

Blot få sekunder senere kommer Jodi brasende ind i rummet med to glas lemonade. Hun sætter dem på sofabordet.

“Tak, Jodi,” siger jeg, fast besluttet på at charmere hende.

Hun går bestemt ud samme vej, som hun kom ind.

“Jeg ville dø uden dig,” råber Margaret drillende efter hende.

“Som om jeg ikke ved det,” råber Jodi tilbage, før hun forsvinder ud ad døren.

Jeg tager en lille slurk af lemonaden, som bliver til en lang tår, fordi den smager skønt, den er frisk og sprød, med mynteblade, der svømmer rundt sammen med isterningerne.

Jeg sætter glasset fra mig og tvinger mig til at vende tilbage til emnet. “Der er en masse andre journalister med mere erfaring, du kunne samarbejde med om det. Der er hundredvis af mennesker, der ville være parat til at skubbe mig ud foran en bus for at få den her opgave, og jeg ville helt ærligt godt kunne forstå dem, hvis de gjorde det.”

“Lidt bekymrende,” siger Margaret.

“Min pointe er, hvis du er klar til at fortælle din historie, så fortjener du at få den fortalt præcis, som du vil. Det skal være din historie, og ingen andres. Og det virker kun, hvis du gør det her sammen med nogen, du stoler på fuldt ud. Men jeg lover dig, hvis vi ender med at skrive bogen sammen, så vil din stemme være i centrum. Det er min topprioritet. At sikre, at det er din historie.”

Hendes smil falmer, ansigtet bliver alvorligt. Smilerynkerne ved øjnene og furerne ved munden bliver dybere; de er beviser på et levet liv. Ikke bare på de første treogtredive år i offentlighedens søgelys, men også på de efterfølgende tredive år som eneboer, og de tyve år, siden hun forsvandt.

“Hvad nu, hvis,” siger hun langsomt, “det ikke er det, jeg vil?”

Jeg ryster på hovedet. “Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad du mener.”

“Hvad nu, hvis jeg ikke vil have det til at være min version af historien?” spørger hun. “Hvad nu, hvis jeg vil have hele den frygtelige sandhed? Hvis jeg er færdig med at leve med min version af begivenhederne, hvor jeg altid er helten, og jeg gerne vil sætte mig og se det hele sort på hvidt for en gangs skyld?”

Hendes spørgsmål kommer bag på mig. Jeg er mest vant til at skulle forsikre folk om, at jeg ikke er der for at forvrænge alt det, de siger, for at levere et brutalt og kritisk portræt. At jeg gerne vil se hele billedet, også deres menneskelighed.

Margaret hæver et øjenbryn, da jeg tøver. “Er det et problem?”

Jeg rykker mig frem på kanten af sofaen. “Hvis det er sådan, du gerne vil have det fortalt,” gentager jeg. “Hvis det er det, du vil, så er det sådan, vi gør det.”

Det tænker hun over et stykke tid. “Ét spørgsmål mere.”

“Hvad som helst.” Hun kunne bede mig fortælle min mest pinlige sexhistorie lige nu, og jeg ville gøre det. Jeg har brug for, at hun forstår, hun er tryg hos mig.

Hun hæver igen drillende et øjenbryn. “Er du altid så kæk?”

Jeg ånder tungt ud. Det her er for vigtigt og for omfattende et projekt til, at jeg skal indlede med en løgn.

“Ja,” siger jeg. “Ja, det er jeg.”

Hendes latter afbrydes af lyden af vindspillet. Margaret kig-

ger på uret lavet af drivtømmer, som står på den Grammy-løse kaminhylde.

“Nå, det må være min aftale her klokken to.” Hun rejser sig. “Du har givet mig noget at tænke over, Alice Scott.”

Jeg rejser mig også straks og tager min ubrugte notesbog og diktafonen. “Nå, men uanset hvad, så tak,” siger jeg. “Det mener jeg.”

“For hvad?” siger hun og lyder oprigtigt forbløffet, da hun fører mig igennem de labyrintiske gange.

“For i dag,” siger jeg. “For at give mig en chance.” For det faktum, at jeg endelig har noget arbejdsrelateret, jeg kan fortælle min mor, som ikke får hende til at se på mig med et uinteresseret og distræt blik.

“Jeg giver dig bare en chance,” siger Margaret, da vi når hen til hoveddøren. “Det skal du ikke takke mig for. Det har alle fortjent. Og jeg har stadig et par andre grene, der skal rystes for at se, hvad der drysser ned.”

“Det forstår jeg godt, men …” Så siger jeg ikke mere, for hun åbner den lyserøde hoveddør, og det går op for mig, hvor meget jeg har taget fejl.

Jeg forstod det slet ikke.

Margarets aftale står på det øverste trappetrin iført skifergrå lærredsbukser og en hvid T-shirt.

Det er ikke tøjet, der får min mave til at knuge sig sammen og blodet til at drænes fra mit hoved, selv om alene tanken om at have lange bukser på i den her varme faktisk giver mig en smule kvalme.

Det er den kæmpestore, mørkøjede, ørnenæsede mand, der har det på.

Hayden Anderson.

For fire år siden ville man måske have sagt: Hayden Anderson, musikjournalisten, og det ville have været en fair beskrivelse. Men hvis han stadig bare var musikjournalist, ville jeg ikke kende hans navn, og da slet ikke vide, hvordan han så ud. Jeg har en udmærket hukommelse, men jeg har ikke for vane at kunne skribenterne fra Rolling Stone Magazines navne udenad.

Men han er ikke længere bare Hayden Anderson, musikjournalisten.

Nu er han Hayden Anderson, Pulitzerprisvindende forfatter til biografier. Ham, der skrev den murstenstykke mavepuster af en bog om blues-sangeren med demens.

Nu er han den Hayden Anderson, som Margaret netop kaldte et par andre grene, der skal rystes. En mere succesfuld, mere kendt, mere mere gren.

Hans mørke øjne bevæger sig fra mig (et helt neutralt ansigtsudtryk, han genkender mig ikke; hvorfor skulle han? Jeg er en uimponerende gren) til Margaret (som han er en anelse mindre uinteresseret i), og siger med dyb, lavmælt stemme: “Er jeg for tidligt på den?”

“Du kommer lige til tiden,” siger Margaret venligt. “Alice var netop ved at gå.”

Jeg ville beskrive udtrykket i Haydens ansigt som en perfekt gengivelse af who the hell is Alice, som om han allerede har glemt, at der står en anden person lige foran ham, eller som om han faktisk slet ikke registrerede mig i første omgang.

“Hej!” Jeg får tilpas samling på mine indre organer til, at mit hjerte igen pumper blod, mine lunger trækker ilt ind, og min hånd rækker ud for at møde hans.

Han løfter langsomt sin hånd, som om han gerne vil have lidt mere information, før han går med til fysisk kontakt.

“Jeg var netop på vej ud,” siger jeg, og det lader til at virke.

Endelig lægger hans meget store, meget varme, meget tørre hånd sig om min, dykker ned en enkelt gang og falder så tilbage ned langs hans side.

“Tak endnu engang,” siger jeg over skulderen til Margaret, da jeg skynder mig ned på stien.

“Vi tales ved,” siger hun, og jeg tvinger et smil frem, som om mit hjerte ikke lige er ved at blive knust, og som om jeg ikke er på nippet til at begynde at græde over det drømmejob, jeg er nioghalvfems procent sikker på, at jeg lige har mistet.

Store smukke liv

EMILY HENRY

af mine yndlingsforfattere.” – Colleen Hoover

STORE SMUKKE

STORE SMUKKE LIV