Air

Af samme forfatter:

Eurotrash 2022

De døde 2018

Imperium 2013 1979 2004

christian kracht

AIR

oversat fra tysk af Madame Nielsen

GADS FORLAG

Air

er oversat fra tysk af Madame Nielsen efter Air

Copyright © Christian Kracht, 2025

Published by arrangement with The Wylie Agency (UK) LTD

Dansk udgave © Gads Forlag 2026

1. udgave, 1. oplag

Omslag: LA Graphic Design

Forsidefoto: Rob Howard

Bogen er sat med Bembo hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

ISBN: 978-87-12-80327-0

Bogen er udgivet med støtte fra The Swiss Arts Council Pro Helvetia

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K

Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Leur vie était comme une trop longue habitude, comme un ennui presque serein: une vie sans rien.

– Georges Perec

The machine conceals the machinations.

– Ursula K. Le Guin

Livet var fuldt af bekymringer, og så alligevel ikke rigtig. Det var en tid, hvor mange ting blev købt og snart glemt igen. Det var et stort, roligt værelse i et lille hus ved vandet i havnebyen Stromness i det tidlige efterår. Uden for vinduet over de skotske Orkneyøer svævede en himmel uden nogen særlig farve, spækket med højtopragende kumulusskyer. Snart ville de oscillerende gardiner af grønt lys komme til syne på himlen, når skyerne trak bort for natten. Stromness var en lille by højt oppe mod nord ved et gråt hav, kold, klippefuld og ren.

En sølvgrå laptop stod på det lysbejdsede træbord. I den anden ende af bordet lå en stabel af tidsskriftet Kūki med hjørnerne sirligt ordnet og placeret i en ret vinkel mod bordkanten.Tidsskriftet var trykt på genbrugspapir, som med tiden, på grund af luftfugtigheden – for huset i Stromness stod direkte ud til havnebugten – var begyndt at bølge en smule.

På forsiden af tidsskriftet, oplyst af skæret fra laptoppen, sås en umbrafarvet keramikskål med tre valnødder og en lille, næsten gennemsigtig muslingeskal. På en tallerken lå en let anbidt croissant. Under bordet stod et par mørkegrønne,

langskaftede gummistøvler. En gammel schweizisk militærcykel stod lænet op ad væggen bagved, som var af lysegrå sten, hvis ujævnheder, riller, hakker og udbulninger understregede snarere end forstyrrede roen i rummet.

På væggen over cyklen hang et indrammet oliemaleri.

Det viste troldmanden Merlin og ridderen Lancelot, malet af skotten James Archer mod slutningen af det nittende århundrede. Archers navn stod med sorte bogstaver nederst på den forgyldte træramme.

Det var hverken et særligt betagende eller særligt godt malet billede af Archer. Troldmanden Merlin var klædt i en lang lys kutte, og en hvid hætte dækkede hans baghoved og skjulte også hans ansigt. På himlen sås den hendøende aftensol og et par hastigt drivende skyer. Merlin skred, med sandaler på fødderne, selvbevidst og beslutsomt hen ad stien foran ridder Lancelot, der sad besynderligt træt, flegmatisk og sammensunken i sadlen på en tilsvarende træt sort hest og lod Merlin vise ham vejen over i skyggernes rige, red af sted bag troldmanden mod venstre ud af billedet.

De spidse, sitrende skygger af et bundt siv, der ragede op af et krus ovre i vindueskarmen, strakte sig umærkeligt hen over gummistøvlerne og videre hen over endnu et par sko. Det var engang lysebrune katalanske sandaler, nu ud- og nedtrådte i hælen, og med såler, der befandt befandt sig i en tilstand af endegyldig opløsning. Fnuller af læder lå allerede spredt nogle centimeter rundt omkring dem på det kun pletvist glanspolerede betongulv.

På dette lå, ligeledes i en ret vinkel ud fra bordet, et snavsethvidt fåreuldstæppe, der ikke var jævnt bleget, men flere steder

havde rester af gråbrune pletter. Midt på tæppet sad en enøjet kat og så ud ad vinduet. Kløerne på dens poter havde haget sig fast i uldtæppet. Katten trak skiftevis den venstre og den højre pote op med en stille rivende lyd.

I krogen, ved siden af vinduet med udsigt over den lille havn i Stromness, lå Paul på en slidt sofa betrukket med sejldug og sov. Det forekom ham, at han befandt sig på kammen af en lang, glat grå bølge i et øde skiferfarvet sydhav, som han gled hen over. Antarktis, Ross-øerne og deres forbudte vulkanske tinder var ikke langt borte, de lyste uindbydende i horisonten, som bølgen bar ham af sted ud mod. Det var en næsten behagelig følelse, men også kun næsten.

En af disse gamle orangerøde engelske Penguin-billigbøger var gledet ham af hænde i søvnen og lå nu på tæppet ved siden af sofaen. Det var en bog fra Anden Verdenskrig om flyidentifikation. I bogen blev det forklaret, hvordan man under en overflyvning hurtigt kunne identificere henholdsvis Heinkel-, Messerschmidt-, Hurricane- og Spitfire-flyvemaskinerne på deres forskellige silhuetter. Også lyden af de enkelte maskiner var forskellige. Man kunne sågar, på skyggen af flyet, når den gled hen over landskabet, se, om det var en Focke-Wulf eller en Beaufort. Regn var et godt tegn. Regnvand, eller livets vand, som det hed i Rusland, det lægede sår, lod lemlæstede legemsdele vokse ud igen, gjorde de gamle unge og vækkede de døde til live.

Derude i horisonten, for enden af bølgekammene, kom nu de hvidklædte himmelstræbende bjergvulkaner Mount Erebus og Mount Terror til syne. Snefaner drev sidelæns hen over deres frygtindgydende spidser. Og med et blev drømmen forfærdelig. Paul vågnede op med et skrækkeligt spjæt. Under halsen ved nøglebenene var hans skjorte blevet fugtig, klæbrig og uappetitlig. Hele dagen sovet bort og vågnet fordummet op, tænkte han. Det var langt ud på aftenen nu, og udenfor var det mørkt, omend det om sommeren og efteråret aldrig blev helt mørkt.

Paul rejste sig forvirret og alt for langsomt, fandt sine briller, gik hen til bordet og rørte nænsomt ved laptoppen med spidsen af pegefingeren. Maskinen og skærmen og hele rummet lystes op. Han så ud ad vinduet mod nordlysets grønt vajende gardiner på himlen over havnen, der i den første tid, efter at han var flyttet herop på Orkneyøerne, havde forekommet ham at være et under. I timevis havde han stirret ud mod dem, dette solvindens scenarie, disse ionudladninger i atmosfæren, fotonstorme. Og nu, efter så lang tid i Stromness, hvor de næsten hver eneste nat havde vist sig på himlen, var de bare dekoration for ham, et fadt og ganske almindeligt naturfænomen, hvis magi var udslukt for ham.

Han tændte lyset, holdt hånden for munden og gabte og tørrede mareridtets sved af med et viskestykke, som han foldede sammen og hængte tilbage over ovnen. Så gik han hen til køleskabet, åbnede det, tog hytteosten ud, tømte den ud på underkoppen med croissanten og stillede den ned foran katten

på det hvide tæppe. Han brød sig ikke om katte. Denne her var kommet til ham. En morgen havde han åbnet døren, og der stod den og spadserede forbi hans fødder ind i huset, som om den nu boede hos ham.

Paul satte sig ved bordet foran laptoppen. Han havde fået to mails, ellers bare det sædvanlige junk fra Nigeria. Den ene forekom ham vigtig og til at håndtere, og derfor havde han om morgenen allerede læst den tre gange, og nu efter aftenluren læste han den igen. Den anden mail bad ham på et ret ubehjælpeligt engelsk om at udføre en meget forsigtig restaurering af Ingmar Bergmans hus på øen Fårö i Sverige. Det var blot nogle ganske få indgreb, man ønskede fra hans hånd, her, hvor der var dukket svamp op i væggene, en smule frisk farve, der udskifte et par stoleryglæn, som var blevet ormstukne. De kunne ikke betale ret meget. Og heller ikke rejsen. Han åndede hørbart ud. Hvis de ønskede noget af ham, kunne de da i det mindste skrive på et anstændigt engelsk, tak, ikke dette Charles Dickens-vås: Please, kind sir, og: most obediently, stod der. Med fingerspidsen skubbede han mailen ned i mappen med ubesvarede mails.

I den første mail ønskede man, at han for tidsskriftet Kūki ville finde den perfekte hvid. En kolossal dunkel hal skulle males hvid, i Norge, med flere hektoliter maling. Om han dog ikke ville være så venlig at møde op til en samtale på kontoret i Stavanger, flybillet vedhæftet, business class. Der var tale om mange penge, måske hundrede og halvtreds tusind.

Den perfekte hvid, tænkte han. Ja, ja, så var han den rigtige. En omgang hvid, naturligvis, tak. Ikke for beige, ikke for

æggeskalfarvet, ikke for koldt blå som snehvid. Ingen isfarve. Du altforbarmende. Kūki. Super. Hvordan i alverden var de kommet på netop ham. Det glædede ham overmåde. Sikken overdådig ære. I hvor mange år havde han ikke efterhånden abonneret på dette tidsskrift, trykt på groft lysebrunt genbrugspapir, og fulgt dets forvandling fra asketisk modernistisk blad for de intellektuelle til et lettere excentrisk indretningsmagasin, der helt bevidst fremturede som komplet irrelevant. Hvert eneste nye nummer, der dumpede ned i postkassen i Stromnes (for der fandtes ingen onlineudgave), blev omhyggeligt studeret af Paul. Kūki. Han havde altid de seks seneste numre liggende i en stabel på det store bord, de øvrige i et hjørne af sit soveværelse, hvor de med årene havde dannet et veritabelt tårn.

Engang, helt i begyndelsen, havde Kūki været på besøg hos en af de sidste japanske børstenbindere, som i en træhytte i Hida-bjergene på Honshu stadig bandt sine egne børster i hånden. For tidsskriftet havde det altid handlet om eksklusivitet. Den sidste af dette, den eneste af hint. I de første år havde tidsskriftet stadig anset den skandinavisk-japanske minimalisme som nødvendig, derefter fulgte i årenes løb bæredygtighed og det konsekvente genbrug og det asketiske afkald, og for tiden plæderede fotoserierne og artiklerne for en blid, let forskruet, antikapitalistisk metafysik.

Paul huskede, hvordan han for et par år siden, da Orkney

Sourdough Bakery var blevet nævnt i rosende vendinger i en ret lille artikel (men med foto) i Kūki, havde glædet sig overmåde over, at han allerede boede her. Hans eget lille bageri i det store Kūki. Han lagde vægt på at aflægge bageriet

et besøg hver uge for at købe brød, selvom de ud over de tre surdejsbrød og nogle få kanelsnegle ikke havde noget særligt at byde på. Der var jo også kun en person, der arbejdede der. Og desuden var efterspørgslen ikke stor, da menneskene på Orkney hellere spiste hvidt skiveskåret toastbrød fra supermarkedet.

Så for nylig havde han rullet den grønne schweiziske militærcykel ud ad hoveddøren, sat sig op på den umagelige lædersaddel og var kørt af sted op ad den brolagte Alfred Street. Stromnes bestod i bund og grund bare af nogle få gader og grå gyder, så han var hurtigt ude af byen og på vej op ad den hullede vej til bageriet. Han bar af princip ikke cykelhjelm, da han fandt disse strømlinede, kulørte monstrøsiteter fuldkommen uantagelige. Men hvorfor i alverden havde han dog ikke købt en mountainbike, den idiotiske schweizertingest var så forfærdelig tung, og den havde ingen gear, det gav jo overhovedet ingen mening. Det var akkurat som at nægte at gå med en praktisk fleecesweater på de vindblæste Orkneyøer, men i stedet stædigt og idiotisk at insistere på fåreuld. Det havde været en skrækkelig anstrengende tur, da det nu engang gik støt og roligt, men stejlt, op ad bakke. Paul svedte og bandede. Så super godt var det surdejsbrød nu heller ikke. Men når han, mens han trampede i pedalerne, så til højre og venstre, så smilede han alligevel, for så vidste han, hvorfor han boede her. Lutter grøngrå små bakker, får og hoftehøje stenmure spredt ud over det vidtstrakte landskab. Ikke et menneske, og til alle sider havet, skifergråt og vidunderligt afvisende. At der virkelig var så lang vej til Orkney Sourdough Bakery, det havde han glemt. En hel time cyklede han gennem støvregnen.

Derfremme var allerede den hvidkalkede stenhytte med det græsklædte tag, og ved siden af den lille røde telefonboks, der var blevet konverteret til gratisboghandel – man tog sig en bog, og hvis man havde tid, stillede man til gengæld en anden derind. Det meste var noget bras, men for nylig havde han fundet Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren, en smuk engelsk førsteudgave, og taget den med sig, men ikke stillet en anden ind og havde derfor en vag skyldfornemmelse.

Fremme i bageriet stod han en tid ubeslutsom, fordi bagerdamen stadig var ude at samle svampe, det stod der med håndskrift på et skilt ved siden af bastkurvene. Man skulle bare tage det ønskede brød, lægge det i en papirpose og så overføre pengene med appen, en handel baseret på tillid.

Ude igen, med brødet i hånden, åbnede han hurtigt døren til telefonboksen, skimmede udbuddet af bøger, som ikke havde ændret sig på det seneste. Og dog, øjeblik, dér lå der da noget nyt, en brochure om fremstilling af et keramisk våben ved hjælp af en 3D-printer. Interessant, tænkte han. Han så sig om, om nogen holdt øje med ham, og stak så brochuren ned bag bæltet. Ved sit næste besøg ville han helt sikkert tage et par bøger med fra sit hus og lægge dem ind i telefonboksen. Havde han dog bare monteret en lille bastkurv på styret af sin militærcykel. Eller medbragt en taske. Nu var han nødt til at klemme surdejsbrødet ind under armen, og undervejs faldt det ned på vejen, papirposen gik i stykker, og han standsede for at samle det op igen. Han pustede vejsnavset af brødet og tørrede det af med ærmet på sin gennemblødte sweater. Ærgerligt. Men tilbageturen var i det mindste lettere, han løftede sågar fødderne fra pedalerne, strakte benene ud til

højre og venstre og frydede sig over at suse så hurtigt og ubesværet tilbage ned til Stromnes.

Hjemme igen tog han brødet ud af den brune pose, lagde det på træbrættet i køkkenet og skar en skive af med den ekstraskarpe rillekniv fra Kyoto. Han var temmelig udmattet, og det havde egentlig slet ikke betalt sig at køre hele vejen derop på cyklen, men han smurte sig alligevel lige lidt syrnet flødesmør på brødskiven og tog Blackthorn-saltet ud af skabet, fra saltplantagen i det vestskotske Ayrshire.

Blackthorn-saltet blev filtreret gennem et såkaldt tornetårn. Nogle unge mennesker havde købt et gammelt saltudvindingsanlæg, som ingen siden Anden Verdenskrig havde ønsket at drive, de havde taget beroligende fotografier af tangtråde draperet hen over flade sten og uploadet billederne på Instagram. Derpå havde de hængt havtornbuske ind i den gamle bygning og taget udfældningsværket i brug igen. Det salt, der rislede ud i bunden af tornetårnet, blev fyldt i passende papirposer og sendt ud i hele verden.

Til Norge altså. Han vidste slet ikke, at Kūkis redaktion holdt til i Norge. Stavanger var jo ikke særligt langt væk fra ham, fra Orkneyøerne, alt heroppe havde på den ene eller anden måde engang været norsk, selv Orkeyøernes flag var det samme som det norske. Og før i tiden talte man her det nu uddøde sprog norn, et oldnordisk sprog. Norn, norn, sagde han højt. Norn. Det kunne han godt gøre, komme til Stavanger, det ville han glæde sig til, mange tak, skrev han hurtigt tilbage og trykkede på send-tasten.