Johanne Gormsen Schmidt UDSAT NATUR
Bogen er udgivet med støtte fra
Bogserien udgives i regi af Nordic Humanities Center, som er støttet af
Johanne Gormsen Schmidt
UDSAT NATUR
Hvordan tage vare på det vilde?
Et landskab for æsteter og picnictæpper
Et åbent landskab på tronen
Hesten som socialiseringspartner og naturformidler
Hvordan tage vare på det vilde?
Når jeg doomscroller på de sociale medier, har min algoritme det med at føre mig ind i en endeløs række af små film med dyr, der bliver reddet af omsorgsfulde mennesker. Film, der har millioner af views og avler et væld af reaktioner. Forleden stødte jeg på et pindsvin, der var faldet ned i beskidt vand og blev hjulpet op. Historien stoppede dog ikke der. Pindsvinet blev taget med hjem, fik et bad og massage, blev svøbt i et blødt tæppe og forsigtigt madet. Faktisk så det ikke ud til nogensinde at flytte ud igen.
Kommentarfeltet flød over af hjerter, smileyer og dybtfølte kærlighedserklæringer til både det nuttede pindsvin og dets barmhjertige samaritaner.
En døende kronhjortekalv med fluerne svirrende om sig er et sjældnere syn på sociale medier. Men sådan en video lagde Morten D.D. Hansen, biolog og tidligere museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus, op på Facebook i august 2018.1 I stedet for at gribe ind holdt han sig i baggrunden og lod naturen gå sin gang. Stille og roligt. Også denne video skabte stor aktivitet. Men reaktionerne var alt andet end stille og rolige. At lade en dyreunge ligge og lide frem for at komme den til undsætning virkede ubærligt, hensynsløst.
Videoerne med pindsvinet og kronhjortekalven har det til fælles, at de stiller os over for mødet med et vildt dyr i dets udsathed – en udsathed, som de dog håndterer me-
get forskelligt. Mens pindsvinet trækkes ud af det vilde og ind i et domesticeret rum, lades kalven uberørt i sit naturlige habitat. De modsatrettede strategier tegner yderpositionerne op i det betændte spørgsmål om dyrevelfærd. Hvem tager man mest hensyn til, når man tager dyret til sig, og når man lader det være? Lidende dyr ikke bare optager os. De oprører os. ”Åh nej, et lillebitte dyr, der lider på Insta!”,2 som en karakter udbryder i forfatter
Maren Uthaugs tegneseriestribe, mens hun ligger pacificeret med et kæmpe hjerte kvast ned i brystkassen. For hvis man gerne vil passe på livet i naturen, hvad er så egentlig den mest omsorgsfulde ageren?
Naturen er et udsat sted. Et sted, hvor man kan få lov til bare at dø, uden nogen så meget som blinker. Og udsathed, lærer den gode samfundsborger, er noget, man skal til livs. Pindsvinet må ikke lide druknedøden. Samtidig er naturen udsat af mennesker. Forstået på den måde, at vi afgørende præger – og i stigende grad indskrænker – den vilde naturs3 dynamikker, sammenhænge og udfoldelsesbetingelser. I et økologisk perspektiv er den vildtlevende natur selv sårbar og truet. Her bidrager kronhjortekalvens uforstyrrede død til det større økosystems overlevelse.
Begrebet udsat natur rummer spændingen mellem på den ene side det grundlæggende farlige ved livet i naturen uden menneskers indblanding og beskyttelse og på den anden side den udgrænsning af vild natur, der opstår, når mennesker trænger sig på.
Det er historisk betinget, hvordan et samfund mener, naturen forvaltes bedst. I øjeblikket er naturforvaltningen på vej mod noget nyt, og nøgleordet er store dyr. Dyrene
skal tilbage i landskabet, hvor de skal hjælpe økosystemerne med at genoprette sig selv og udfolde sig frit og dynamisk.
De nye tiltag tilfører begrebet om udsat natur endnu en dimension: aktiv udsættelse af dyr som naturens selvpleje. Egentlig er det en absurd tanke, at udsathed kan gavne eller støtte den udsatte – det indebærer jo at blive sat uden for det sociale. Men det er altså netop tanken bag aktuel naturforvaltning, hvor dyr sættes ud for at genskabe en mere vild natur.
Samtidig åbner rewildingprojekter for et rum, hvor de udsatte dyr kan komme i berøring med den udsathed, som netop er et væsenstræk ved vild natur. De intense debatter i kølvandet på disse udsættelser har rod i denne ambivalens. Og de bliver i sig selv en samfundsmæssig udfordring, når vi ikke har blik for ambivalensen. Så risikerer vi at overse, at vi ofte kan mene modstridende ting, når vi diskuterer udsathed, og tale hen over hovedet på hinanden.
Det gælder ikke mindst i spørgsmålet om, hvordan vi bør forholde os til det udsatte i naturen. Hvordan hjælper vi bedst? Viljen og engagementet er der. Men vi mangler en fælles forståelse, der kan være udgangspunktet for en kvalificeret samtale. Uenige eller ej.
I disse år fylder de store dyr i diskussionen af vores forhold til naturen. Det gælder både i naturforvaltningen og i den store offentlige interesse for dyrevelfærd. Samtidig bliver der produceret et væld af litterære skildringer af dyr. Her reflekterer og bearbejder forfattere de kulturelt betingede antagelser om vores naturforhold. De antagelser,
der ligger uudtalt i debatten, og som et rent biologisk informeret perspektiv ikke kan indfange. Myter og fortællinger giver en privilegeret adgang til at forstå et samfunds forestillinger om og forhold til dyr. Det pegede antropologen Claude Lévi-Strauss på allerede i 1950’erne med et ordspil om, at dyr ikke kun er ”bonnes à manger”, men også ”bonnes à penser”.4 Altså ikke bare gode at spise, men også gode at tænke med. Man kan aldrig helt adskille det faktiske – spiselige – dyr fra det tænkte. Og påvirkningen går ikke kun én vej, fra det observerede dyr til forestillingen om det. Den går også tilbage igen. Vores menneskeskabte billeder og fortællinger om dyret følger det, hvor end det går og står – og de præger den politiske virkelighed. Er det muligt at forene det åndelige foder, som dyrene giver os, med deres fortsatte eksistens som vildtlevende?
I det lange perspektiv fremstår menneskehedens historie og skiftende kulturelle forestillinger som én lang udkonkurrering af store vilde dyr fra den fysiske natur.
Lige så længe mennesket har skabt kunst og udtrykt sig symbolsk, har dyrene været en del af vores forestillingsverden. Nogle af de tidligste kendte kunstneriske repræsentationer er de 30.000 år gamle hulemalerier i Chauvetgrotten i Frankrig. På væggene vrimler det med dyr. Store dyr. Mammut, kæmpehjort, urokse, hulebjørn. Dyr, der spillede en altafgørende rolle for overlevelsen i vores ældste kultur, og som er afbildet overvældende realistisk og levende. Den fascinationskraft, som disse store vilde dyr tydeligvis har haft på fortidsmennesket, og den måde, den menneskelige kultur er kommet dem i møde på ved at give dem så stor plads på væggene, ja, lade dem løbe
med al opmærksomheden, forhindrede imidlertid ikke mennesket i samtidig, som jæger, at fordrive dyrene fra deres levesteder. Hulemalerierne fortæller derfor også historien om, at tilbedelse og uddrivelse sagtens kan gå hånd i hånd – at stærke følelsesmæssige bånd ikke er nogen garanti mod effektiv rovdrift. At flytte dyrene ind i hulen beskytter dem ikke.
Når store dyr i dag får plads i landskabet til at leve for sig selv, er det en radikal vending af historien. Ulvens genindvandring i Danmark i 2012 – ti år efter at den blev strengt beskyttet af EU’s habitatdirektiv, og næsten 200 år efter at den sidste ulv blev skudt på heden – er ét eksempel. Med til ulvens genkomst hører alt det besvær, der følger med, når mennesker skal leve side om side med store, vildtlevende dyr. Får, der flænses. Ulve, der kommer tæt på menneskers boliger. Og med til genkomsten hører også alle de myter, der ligger gemt i dybet af den kollektive hukommelse, og som nu aktiveres på ny.
Ulven er glubsk og blodtørstig. En luskepels i mormorforklædning og med blid kridtstemme, en tyv i natten. En varulv, der hyler ved grænsen til den menneskelige verden. En konkurrent i menneskestørrelse, der minder os for meget om os selv – det udsatte i os, vores skurkagtighed og vildskab.
Et humanistisk blik kan netop få øje på det indviklede forhold mellem den faktiske vilde natur og den natur, der optager vores tanker og forestillinger: Hvordan vores billeder af, hvad ulven er, og hvad vi er i relation til den, flimrer rundt i vores kultur, mens nogen i smug tager geværet og skyder derude på heden. Igen. Som altid.
Kulturelt og æstetisk betingede billeder har det med at dukke op og præge diskussionen om naturen. Det gælder den aktuelle ulve og rewildingdebat og den måde, vi i Danmark diskuterer naturforvaltning på. I mange år dominerede en æstetisk tilgang til landskabet og et udtalt kulturelt perspektiv diskursen om naturen – med kunstmalere, skønlitterære forfattere og kulturdebattører helt fremme i felten. Spørgsmålet om, hvorvidt naturfredning skal tilgodese menneskers trivsel og nydelse, eller om den skal have en større artsrigdom for øje, har været central i debatten fra begyndelsen. Er det først i mødet med mennesker, at landskabet får værdi? Hvor livløst bør det tage sig ud uden os? Så snart der er liv inde i billedet, trænger spørgsmålet om udsathed sig også på. Med dyrenes ankomst til naturforvaltningen sættes det på spidsen, at livet som vildtlevende i naturen er et udsat liv. Også uden menneskers forstyrrelser. Samtidig kan livet for dyr blandt mennesker –i menneskers vold – også være udsat.
Kampen står derfor ikke blot om, hvorvidt naturen skal fredes for menneskers skyld, men også om, hvor højt livet værdsættes i dets diversitet. Og hvad er et værdigt liv? Skal dyret reddes fra den barske natur, eller skal det reddes fra hensynet til mennesker? Skal dyret redde naturen? Som modvægt til debatten om, hvor skillelinjen skal sættes mellem de dyr, vi kan lade dø, og dem, der skal knuselskes, står spørgsmålet, om der også kan findes en omsorgsfuld relation, som er betinget af afstand.
Kampen for at frede naturen ud fra ideen om en udsathed har langt fra været en forenet kamp, men er en kampplads.