Med hertugen på rejse

Med hertugen på rejse

Turismens begyndelse i Europa

MED HERTUGEN PÅ REJSE. Turismens begyndelse i Europa

© Mikkel Venborg Pedersen og Gads Forlag A/S, 2026

Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen

Tekstredaktion: Søren Boy Skjold

Billedredaktion: Julie Marie Falkentorp og forfatteren

Omslag og design: Le Bureau

Forside: Rudolf Koller, Die Gotthardpost, 1873, Kunsthaus Zürich, 1898 Forsats foran i bogen: Efter Politikens Verdenshistorie. Historisk Atlas, 1989. Forsats sidst i bogen: Tegnet efter Clausen, H. P. og Jørgen Clausen: Augustenborgerne. Tønder 1980.

Tryk og indbinding: PrintBest

ISBN 978-87-12-80307-2

1. udgave, 1. oplag Printed in Estonia

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Udgivelsen er støttet af: Farumgaard-Fonden, Landsdommer V. Gieses Legat, Minister Erna Hamiltons Legat for Videnskab og Kunst, Arne V. Schlechs Fond samt Nationalmuseets Fond for Videnskabelige Undersøgelser og Erhvervelser.

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk

Med hertugen på rejse

Turismens begyndelse i Europa

Gads Forlag

Indhold

Forord

Med hertugen på rejse er en kulturhistorie om forløberne til en af de mest eftertragtede beskæftigelser, moderne mennesker foretager sig, nemlig turistrejsen. Bogen er grundet i fagene historie og europæisk etnologi, der deler den form for fortolkende, detaljerige og bredt fortællende kulturhistorie, som fra sit arnested i skandinavisk­tysk tradition er blevet gængs i det internationale fagfelt, ofte under betegnelser som ny kulturhistorie, mikrohistorie eller hverdagens historie. Det er også en tradition, der har et gammelt hjem på landets kulturhistoriske museer, hvor jeg har mit daglige virke ved Nationalmuseet. Bogen baserer sig i tråd hermed på en mangesidet analyse, der danner en helhedsforståelse og samlet fortælling om den tidligste turismes veje og udviklinger i et par årtier, før den egentlige turisme med jernbanerne spredte sig til den opvoksende middelklasse, og hvorfra den har udviklet sig til vor tids store industri. Men givet de rejsers ophav, som bogen handler om, nemlig hertug Christian August II af Augustenborg i Sønderjylland, har den også et politisk­historisk element med sig, der står i forbindelse med den dramatiske historie, som ledte op til Treårskrigen i 1848. Det aspekt vil ligge som en klangbund bag bogens fortælling om rejser og turisme, men det er ikke dens emne.

Det er mit håb, at bogen trods sit akademiske ophav er skrevet, så den kan være til glæde for den alment interesserede læser, der frejdigt kan springe alle noter og kildelister over og gå ombord i rejsernes fascinerende verden. Men samtidig så tilpas underbygget, at den kan anvendes også i den videnskabelige samtale. For begge formål er illustrationerne hjælpsomme hver for sig, men de fortæller også en samlet historie. Det gælder ikke mindst om det rejseudstyr, som en tid, der nærmest opfandt den turistede rejse, også måtte interessere sig for. Genstandene kommer i vid udstrækning fra Nationalmu­

seet, Nyere Tids samlinger, som ganske vist ikke har en direkte indgang til bogens tema, men som gennem en krydsning af diverse spor rummer store muligheder til også dette emne.

Når man beskæftiger sig med Danmark, Tyskland og Europa i samme bog, må der foretages en række valg af sproglig karakter. Jeg har fulgt det princip at skrive navnene på medlemmerne af den augustenborgske familie på dansk, for sådan er de kendte i Danmark, ligesom andre danskes navne naturligvis er skrevet på dansk. Det samme gælder navne i udlandet udenfor det tysksprogede rum, hvor den tyske form er bibeholdt, for eksempel kong Friedrich Wilhelm IV af Preussen. Dels fordi de tyske former er letgenkendelige for en dansk læser, dels fordi navnesammenfaldet mellem tyske og danske fyrster er betragteligt, og sprogskiftet dermed letter identifikationen. Ellers fastholdes dansk form, for eksempel skrives kong Ludvig XVIII af Frankrig. Princippet er fastholdt for stednavne. Jeg skriver således Prag og Rom, mens tyske og østrigske stednavne anføres på tysk, hvis der ikke er gængse fordanskninger som for eksempel Hamborg. Endelig har jeg taget det sproglige valg at angive monarkisk form ved de forskellige riger, som hertugen rejste igennem. Dels fordi kilderne antyder, at det var vigtigt for ham selv. Dels fordi Europa efter knap to hundrede år ikke mere har det samme politiske landkort. Det er derfor af betydning, at det netop er et kongerige eller et hertugdømme, som måske slet ikke findes mere, der omtales, ligesom datiden selv oplevede ændringer i fyrsteligt niveau, der kunne markere en stats vigtighed, for eksempel en forfremmelse fra hertugdømme til kongerige. Kilderne bag bogen er næsten udelukkende på tysk, enkelte er på engelsk, latin og fransk. Særligt nogle breve er på dansk, mens de udgivne kilder er skrevne på dansk eller tysk. I bogen er udenlandske citater alle oversat af mig. Hvor der er danske citater, er den originale retstavning bibeholdt.

Undervejs i arbejdet med Med hertugen på rejse har jeg modtaget hjælp fra en række personer, som jeg gerne vil nævne her. Redaktionschef på Gads Forlag Henrik Sebro takkes for sin udtalte interesse, allerede da bogen blot var en løs tanke i mit sind, og også for hans aldrig svigtende tro på mig som kulturhistorisk forfatter. Ligeledes takkes redaktionschef Bolette Rud. Pallesen og forlagets medarbejdere i alle retninger for det gode og givende samarbejde. Kolleger på Nationalmuseet har stået bi; tak til jer alle sammen! Og særlig tak til museumsinspektørerne Anne­Mette Marchen Andersen, Ingeborg Zacho Rath og Wibeke Haldrup Pedersen samt konservatorerne Lovisa Henriksson, Eva Lilja Jensen og Annemarie Juul for hjælp i forbindelse med fotografering. Optagelserne er for langt de fleste genstandsbilleders ved­

kommende foretaget af Roberto Fortuna, som jeg har haft et tæt og muntert samarbejde med. For samtaler om musik i tiden takker jeg museumsinspek­

tør Marie Martens. Ligeledes takkes forskningschef Christian Sune Pedersen for opbakning, interesse og råd, ikke mindst i en opdukket fælles glæde ved postvognssystemer! Rigsarkivet i København og dets afdeling i Aabenraa ved forskningschef Hans Schultz Hansen samt Landesarchiv Schleswig­Holstein, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot ved museumsinspektør Marie Møller Christensen og Museum Sønderjylland ved enhedsleder Carsten Porskrog Rasmussen takkes ligeledes. Dertil tak til den af mig ukendte fagfællebedømmer samt til en række venner og fagfæller, I ved selv, hvem I er!

Alt dette kunne imidlertid være skønne, spildte kræfter, hvis ikke bogen var blevet trykt. For generøs støtte takkes Farumgaard­Fonden, Landsdommer V. Gieses Legat, Minister Erna Hamiltons Legat for Videnskab og Kunst, Arne V. Schlechs Fond samt Nationalmuseets Fond for Videnskabelige Undersøgelser og Erhvervelser.

København, efteråret 2025

Forfatteren

Kapitel 1

Rejser og turisme

Moderne europæere rejser i et væk. Embedsmænd og politikere tager et tidligt morgenfly til Bruxelles for at vende hjem igen med aftenfly, samtidig med at forretningsrejsende drager verden rundt. Videnskabsmænd skal mødes, pilgrimme finder en indre bestemmelse gennem en ydre rejse, og mennesker besøger familie og venner. Særlig for vores moderne verden er dog turistrejsen, der i Europa for alvor opstod efter Napoleonskrigene. Den forblev længe et elitefænomen, men spredte sig gradvis til også at omfatte middelstanden, og i Vesteuropa blev turistrejsen allemandseje, efterhånden som kontinentet i løbet af 1950’erne og særligt 1960’erne kom ud af Anden Verdenskrigs skygge. I dag flytter Europas befolkning sig rundt på kryds og tværs som turister, og det ikke kun om sommeren. Men det er tankevækkende, at de fleste turistrejser sker til de samme steder, til dels på de samme måder og ofte efter de samme oplevelser, som blev etableret i løbet af det 19. århundrede som det, ”man skal gøre”. De tidligste trin i den udvikling er denne bogs overordnede tema, mens en specifik form for fyrsterejser, der i sin form satte sig varige spor også i en moderne turistrejses form og udførelse, udgør dens direkte emne. Udgangspunktet vil nemlig være tre rejser, som hertugen af Augustenborg i første halvdel af det 19. århundrede foretog ned gennem de tyske lande, Det Habsburgske Rige, Italien, Frankrig og England. Også nutidens danskerne er med på rejsens tillokkelser. I 2022 foretog danskerne omkring fire millioner ferierejser til udlandet, hvor der var mindst fire overnatninger. Destinationerne var de samme, som gennem flere årtier; nemlig i toppen Spaniens 19 procent, Italiens 10 procent, Grækenlands 8 procent og Tyskland og Sveriges hver 7 procent af rejserne.1 Italien, Grækenland og Tyskland er kendinge helt tilbage fra turismens spæde begyndelse. Da danskerne fra 1950’erne kunne tage på bilferie, var ikke mindst Tyskland og Østrig samt

Norditalien de eftertragtede mål – på sin vis samme slags rejse, som de hertugelige i denne bog. Vender man blikket hjemad, var turismen i syv år indtil den verdensomspændende coronakrise i 2020 ifølge interesseorganisationen Visit Denmark præget af fremgang. Og i 2021 tog det atter fart. Udenlandske turister i Danmark stod for 17,1 millioner overnatninger, og dertil kom 34,3 millioner danske turisters overnatninger i eget land. På verdensplan taler man om 421 millioner, heraf 281 millioner turistovernatninger i Europa i 2021. Tyskland er Danmarks største udenlandske marked, og i 2019 nåede den samlede omsætning i turismen i Danmark op på 139,2 milliarder kroner.2

Med andre ord er der tale om et væsentligt fænomen i vores samfund. Det kulturelle ønske om at rejse medfører, at der også økonomisk er tale om en vægtig branche, der tilmed er præget af en høj grad af personaletung service; der er uendelig mange arbejdspladser forbundet med turisme. Den danske regering har da også i efteråret 2024 udsendt en turismestrategi, der med arbejdspladser og indtægter for øje taler om at øge turismen i Danmark.3 Personaletung service er et kendetegn, som er med helt fra begyndelsen. Et andet emne er, hvad man søger på turiststederne, hvor allerede fra det 18. århundrede ideen om kulturel berigelse opnået gennem en dannelse og uddannelse har spillet ind. Både finkulturelle oplevelser, som for eksempel musikkoncerter i Wien eller besøg ved imponerende ruiner i Italien, og nysgerrighed overfor folkekulturens sæd og skik, har hele tiden været turistens ledsagere. Ja, det sidste i en grad, så de i masseturismens tidsalder har kunnet udgøre grundlaget for indtægter på turistdestinationen i en temmelig standardiseret form, for eksempel en traditionel dans eller en bestemt måde at bygge et hus på. Disse elementer kommer så til at indgå i en turistrejses samlede standardoplevelse. Men også dét er såmænd noget ældre, end man skulle tro. Allerede i det tidlige 19. århundrede indrettede schweiziske bjergbønder deres årsrytme efter turiststrømmene og begyndte at understrege den særlige byggeskik, sæterdrift inklusive alpehorn og folkedragter med mere som et led i markedsføringen af alperne og dertil knyttet indtægt for bjergbønderne.4 I denne bog vil der være et vågent øje for både de finkulturelle og de folkekulturelle træk, når de er relevante. Men netop da de elementer spiller så stor en rolle i turismens væsen og forretning, er der grund til at slå fast, at tilgangen er bredere. Ordet kultur dækker ikke blot sådanne finkulturelle emner eller enkelte, fikserede folkekulturelle elementer. Bogens emne er at nærme sig en måde at foretage rejser på, deres sammenhæng og virkning, og det indebærer en bred kulturforståelse. I sidste ende handler kultur om, hvordan den menneskelige virkelighed opfattes, og om, hvordan mennesker

Allerede i det tidlige 19. århundrede blev Rhindalen og Taunusbjergene ved Frankfurt am Main gjort til et særligt rejsemål, både hvad angik kurbadeophold, naturen og de maleriske ruiner, som her borgruinen Falkenstein med udblik over Main, Odenwald og Rhinbjergene, tegnet af den lokalfødte kunstner Carl Morgenstern antagelig omkring 1830-40.

eksisterer i deres åndelige og materielle verden. For eksempel angående selve ideen om turisme og dermed ønsket om at rejse ud samt måden at gøre det på, brugen af tøj, senge og vogne og så videre. Kultur gør, at mennesker kan orientere sig i verden. Den siger noget om, hvad der er rigtigt og forkert for mennesker, der lever i en bestemt kulturel horisont. Men kultur er ikke blot løsrevne ideer, tværtimod er det netop i livets sammenhæng, den skabes og viser sig. Kulturelle normer er dybt forankrede i den verden, de pågældende lever i, og med dem forhandler mennesker muligheder og begrænsninger, som de møder. Kultur kan ikke ret godt forklares endsige defineres kort; det er med en i kulturfagene berømt litterær analogi nærmere en ”uskarp genre”.5 Når man ønsker at nærme sig og forstå et fænomen som turisme, er det således en mere belønnende vej at gøre det gennem beskrivelse og fortolkende sammenhængsanalyser mellem det skete, det gjorte og den verden, hvori det foregik, end gennem snævre, og i deres natur begrænsende, definitioner.6

Kulturanalytiske perspektiver på turisme

Turisme som fænomen har længe påkaldt sig forskningens interesse, og i dag er den samlede, tværvidenskabelige og interdisciplinære forskning ganske uoverskuelig. Hvor den endnu i 1970’erne og 1980’erne var overvejende økonomisk præget eller direkte tilknyttet branchens udfordringer og potentialer, begyndte særligt i 1990’erne også kulturvidenskaberne og ­historien at fatte en dybere interesse for emnet. I denne mangestemmige forskning kan man dog med en vis ret udpege to hovedlinjer, der samtidig også er relevante for bogens emne.7 Den ene er en kritisk linje, der ser en turistrejse som en art mislykket flugt fra hverdagen. Synspunktet er afhængigt af det skel mellem arbejde og fritid, der har været gældende siden det sene 19. århundredes industrialisering og stigende dominans af lønarbejdet i en markedsøkonomi, der blev helt tydelig i det 20. århundrede. Berømt er den tyske forfatter Hans­Magnus Enzensbergers opfattelse, der i et essay fra 1958 understregede turistrejsen som en flugt, der er dømt til at mislykkes, og som har den ulempe, at turisten ødelægger det, han søger. Flugten går til en ny, uberørt verden. Men i det øjeblik, den verden bliver genstand for turisme, bliver den ændret, den bliver kendt – og således ødelagt.8

Enzensbergers tankefigur er let genkendelig også i dagens debat, men i grunden er det mere massefænomenet end turismen i sig selv, der står under anklage. Man fornemmer en nærmest aristokratisk afstandtagen til netop

masserne, der spolerer, hvad der kunne være så smukt, men bliver besudlet af både mængden, opførslen og turismeindustrien.9 Eller måske er turismen en form for sofistikeret udøvelse af kulturel dominans fra eliten over folket? Altså fra en elite, der ved, hvordan man ved at forbinde økonomisk mulighed, social kompetence og kulturel viden om, hvordan ”man gør” overfor dem, der ikke ved det, dominerer de andre.10 Sådanne betragtninger indeholder en generel samfundskritik, men den forekommer nu temmelig forenklet. Der er næppe historisk belæg for at hævde, at det, der dog var enkeltpersoners individuelle valg, nemlig at foretage en rejse på de måder, som var givne og mulige for den enkelte, blot kan forstås som udtryk for en fremvoksende, kapitalistisk kulturindustris forførelse af mennesket.11 En sådan kritik af turisme, og af selve det moderne liv, er under alle omstændigheder ikke bogens ærinde. At turisme oplagt også kan have betydelige negative følger både for rejsemålene og i et forureningsperspektiv, er dermed ikke underkendt.

Mere relevant er derimod den anden tilgang, som nok er enig i, at en turistrejse delvis kan forstås som en realisering af drømme væk fra hverdagens trummerum. Men, selvom den henføres til fritidslivet, så også må ses som noget, der ikke nødvendigvis står i modsætning til andre ting, man foretager sig mellem år og dag. Turismen passer nærmere ind i livets brogede sammenhæng. At ”gøre ferie”12 som en del af en samlet kulturel helhed fremfor en flugt forekommer at være en mere nyttig indgang til fænomenet. Altså turistrejsens hvorfor, hvorhen og hvordan.13 Hvad betyder det så nærmere?

Nærmest enhver rejse består af en forberedelse, selve rejsen og en hjemkomst.14 Turistrejsen kan i tråd med det nærmere bestemmes som ”den temporære ændring af opholdssted uden erhvervsmæssigt formål, men derimod rettet mod fornøjelse, oplevelse og afslapning, praktiseret af medlemmer af de økonomisk velaflagte (middel)klasser særligt i industrilandene”.15 Eller, med mere mundrette ord, vægten er på fornøjelses­ fremfor forretningsrejsen; rejsen uden direkte nytteformål. Definitionen har den svaghed, at dens anden del overvejende retter sig mod tiden efter Anden Verdenskrig, men der skulle ikke være noget i vejen for at drage nytte af dens første del også længere tilbage i tid. Der er også den anke, at den tidlige turistrejse ikke var nær så skarptskåren i opdelingen mellem forretning og fornøjelse, som der lægges op til, men blev udviklet netop i en blanding af forskellige formål. Altså både oplagte nytteformål, og hvad der må opfattes som en oplevelseshensigt. Noget andet er, at nytte godt kan være af umiddelbar unyttig karakter. Og noget, der kan minde om fritidsrejsen, synes allerede i midten af det 19. århundrede at være indtrådt som en uomgængelighed blandt samfundets

eliter, som så senere blev til middelklassens behov. Salmonsens Leksikon, der udkom i årene mellem 1893 og 1907, har betegnende ikke turisme som et særskilt opslagsord, men derimod turistforeninger, og beskæftiger sig særligt med de nordiske, hvoraf den norske er grundlagt 1868, den svenske i 1885 og den danske i 1888. Forbindelsen til de ældre alpeforeninger i Tyskland og Østrig betones i leksikonet, der endvidere ser fænomenet som udviklingen af en ny erhvervsgren; således nævnes, at formålet for den danske Turistforening er ”at fremme Turistlivet i Danmark, navnlig ved at vække Interesse for Udviklingen af Kommunikationsvæsenet, ved at bestræbe sig paa at skaffe tidssvarende Hoteller og ved at udbrede Kendskabet til Danmark i Udlandet”.16 Ved siden af at trække turistlivet ned i det 19. århundrede ses det tydeligt, at det handler om et fænomen, der nok er ved at brede sig, men i 1890’erne endnu skulle indlæres og understøttes.

En turist er altså afsted for at gøre noget andet, end han plejer, hvilket ofte i forskningen er blevet anvendt til at understrege en art indtræden i en omvendt verden – eller i hvert fald i en verden, hvor de hjemlige regler for opførsel og social position ikke nødvendigvis gælder.17 Man kan for eksempel

En rejse begynder og slutter hjemme, og det var for hertugfamilien indtil 1848 de to slotte Augustenborg og Gråsten i Sønderjylland. Her hovedsædet Augustenborg Slot, set fra gårdsiden, som det stod færdig fra 1770’erne. I midten indgang til havesalen, i højre fløj slotskirken. Udlængerne til højre rummede ridehus, godskontor og det hertugelige bibliotek, til venstre var herskabsstalden, og anlægget sluttedes på kameraets position med porthus og vognporte.

kaste sin normale status af sig og påtage sig en højere status med tilhørende beleven opførsel. Eller, vil beboerne på nutidens overrendte og dermed udsatte festrejsedestinationer nok mene, antage en lavere status med en til tider uopdragen opførsel, man ikke ville tillade sig hjemme. Det sidste er der ikke eksempler på i bogens materiale. Men der er den pointe, at flytningen af sig selv til et andet sted også kan påvirke den sociale positionering. For eksempel at man som hertug på et hotel i en storby kan komme til at bo forholdsvis tæt sammen med mennesker, man ellers aldrig ville have mødt. Eller på et badested komme i nærkontakt med medlemmer af en social klasse, der ellers ville stå fjernt for en. For ikke at tale om den nødvendige udvikling af nye omgangsformer, som postvogne, landevejskroer og jernbanestationers snævre rammer fordrede af datidens mennesker, der her mødte noget nyt. Hvad der end kræves, så står det dog klart, at turisme og opførsel både undervejs og på rejsemålene også var og er en indlært, kulturel foreteelse.18 Man kunne også kalde den en kulturel praksis.19

At se en (turist)rejse som en kulturel praksis betoner også, at den er et skabt fænomen – og derfor som alt andet menneskeskabt har en historie, der også mere eller mindre bevidst kan bestemme handlingens udførelse sågar mange år senere. Dertil kommer, at netop rejsen som emne forbinder et utal af aspekter, hvoraf de vigtigste er kulturelle forhold, det sociale liv, politik, økonomi, tekniske muligheder og begrænsninger samt natur og miljø. Det medfører, at et kulturelt rejsestudium ikke alene kan reserveres til privatsfæren eller fritiden, men derimod forbinder helt centrale aspekter af det menneskelige liv,20 hvilket jo på sin egen måde også blev antydet af de turistbranchetal, som indledningsvist blev nævnt. Det gælder også de rejser, som er emnet i bogen. Og på den måde bliver en kulturhistorisk betonet rejsefortælling helt af sig selv også en beretning om dele af den moderne verdens opståen og udviklingen af dens kulturelle karakteristika, såsom sociale klasser, politisk mobilisering, nationsdannelser, regional udvikling og forbrugskultur. Turistrejsen som fænomen kan nærmest ses som et laboratorium for livet i det moderne i sin spraglede mangfoldighed.21

Kulturhistoriske træk af den tidlige europæiske turisme

Én måde at betragte rejsen på er som et uafladeligt fremadskridende fænomen: stadig flere rejser, stadig længere væk, stadig hurtigere undervejs. Det er nok et beskrivende, men ikke særlig forklarende perspektiv. En mere givende

vej kunne være at gå kvalitativt, historisk til værks og se turistrejsen som en form, der står på baggrund af andre. Det kunne være pilgrimmenes fodture til Det Hellige Land, Santiago de Compostela eller andre valfartsrejser særligt i Middelalderens fælleskristne Europa. Også håndværkere på valsen har langt tilbage i tid rejst som en del af deres uddannelse, mindst siden Middelalderen, og altid har købmænd og andre handlende rejst på kryds og tværs af kontinentet og videre ud i verden. Udvandrede har fristet lykken i fjerne lande, lærde er draget på studieture eller opdagelsesrejser. Adelssønner blev sendt på uddannelsesrejser, såkaldte kavalerture eller grand tours, hvor man både besøgte hoffer og universiteter. Og på baggrund af det blev bestemte regioner, byer, badesteder og institutioner fra det sene 18. århundrede mål for elitens nye form for fornøjelsesrejser, der teknisk blev understøttet af landvindinger som postvognssystemer og gode veje, senere af dampskibe og jernbaner.22 For det er i det sene 18. århundrede, den nye form for rejse tager fart. Ikke mindst velhavende englændere rejste fra tidligere i århundredet som turister. Ordet kom ind i engelsk på det tidspunkt, og målet var ofte Italien, hvor en antikvarisk og kunsthistorisk interesse blandede sig med fest og farver i Venedigs, Roms og Napolis karnevalssæsoner. Ligeledes blev byen Nice et fejret

Vandkoloreret tegning af et idyllisk alpelandskab, signeret den 29. september 1818, hvor hertug Christian August II og hans bror, prins Frederik, var i Schweiz. En af deres engelske venner berigede hertugens stambog med tegningen. Udpegning og gengivelser af det naturskønne, seværdige landskab var en måde at lære sig turisme på.

Vandkoloreret tegning af pittoresk parti ved Rhinen fra hertugens stambog, signeret den 24. oktober 1819 af en tysk bekendt, brødrene havde mødt på rejsen. Som Schweiz var også Rhindalen et tidligt yndet rejsemål for rene turismeoplevelser, der blev fastholdt gennem sådanne souvenirs.

mål, i dag i Frankrig men dengang en del af kongeriget Piemonte­Sardinien.

Dyrkelsen af naturen var en anden tendens først i den engelske elite, snart for ligestillede i hele Europa. Det var også årtierne for opfindelsen af den romantiske, såkaldt engelske landskabspark med sin anlagte, vilde natur fremfor den fransk­italienske havestils stramme former. Dette sansende og sanselige blik for naturen blev hurtigt en del af turismen. Og beliggende naturskønt ved Middelhavet med nem adgang til det spændende, vilde og dog tiltrækkende, lune hav begyndte Nice at blive dyrket af britiske aristokrater. Snart fulgte eliteturister fra andre europæiske lande. Historien erindres i den stadigvæk eksisterende Promenade des Anglais, der kantes af de gamle hoteller.23

På skandinavisk materiale bestemmer den svenske etnolog Orvar Löfgren også begyndelsen af turismeoplevelsen til det sene 18. århundrede. Han

citerer ”Sveriges første turist”, friherre Carl Jonas Linnerhielm, for i 1787 at motivere en rejse til Lapland med, at han rejser ”for at se, ikke for at studere”. Det vil sige for sin fornøjelses skyld og ikke med et videnskabeligt formål, som de umiddelbare forgængere i oplysningstiden ville have gjort det. Linnerhielm søgte oplevelse, et pittoresk landskab og at blive sat i en følelsesstemning gennem sin rejse;24 han anlagde da også en af Sveriges første landskabsparker ved sin herregård Ebbetorp i Småland. Löfgren er også helt i tråd med den overvældende store del af den kulturhistoriske turismeforskning, når han ser disse rejser i det sene 18. århundrede som forløbere. Og han sætter det egentlige gennembrud for turistrejsen til udbredelsen af jernbanenettet i Europa i midten af århundredet, der muliggjorde også middelklassens rejser.25

Overgangen til jernbanerejserne har den tyske etnolog Wolfgang Kaschuba beskæftiget sig med ad flere omgange.26 Han ser et brud omkring år 1800. I 1806 gik det gamle Tysk­romerske Rige under. Revolutions­ og Napoleonskrigenes 25 år, der sluttede i 1815, havde vendt op og ned på alt, hvad hidtil var kendt. Det tyske dannelsesborgerskab begyndte for alvor at trænge sig frem i en ellers adelsdomineret tysk sammenhæng. Og turistrejsen udviklede sig som ”det tyske borgerskabs salt” i en art kombination af den fra oplysningstiden kendte higen mod ”det derude” og en længsel efter et nyt Europa efter Den Franske Revolutions frembrud og slutning. Også Kaschuba understreger de nye tekniske muligheder; veje, postvogne, dampskibe og jernbaner, men ser altså det stigende antal rejser i forbindelse med en ny verdens drømme om politisk og social frihed. Dette sidste skulle nu drøje lang tid netop i tysk sammenhæng. Faktisk mener han, at netop de indskrænkede politiske og sociale muligheder i de tyske stater efter 1815 understøttede rejsefeberen både til udlandet og indenlands, og dermed repræsenterer emnet også for ham en vej til forståelse af den moderne verden.27

Det moderne som både begreb og epokebetegnelse kendetegnes ikke mindst af ord som forandring og bevægelse. Og netop rejsens tekniske forudsætninger og selve bevægelsen er både konkret og metaforisk udtryk for dette nye. For eksempel var det en evig bekymring ved jernbanetrafik, at de rejsende fik et ”panoramatisk blik”. Fremfor at roligt se og forstå et landskab, de kørte igennem, ville de nu på jernbanen kun opfatte de så hastigt forbifarende landskaber som en art flimmer, der i næste omgang kunne forstyrre sjæl og sind; det bør tilføjes, at bekymringen allerede ytredes ved indsættelsen af de nye, hurtigkørende postvogne i årtierne før jernbanerne. Men uanset hvordan det skete, kunne det, mente kritikerne, kun medføre de, åh så moderne gener som rastløshed og neuroser.28 Det sidste er måske for moderne et ord. Men

En stor del af turismens etablerede oplevelser var fra begyndelsen folkeliv som denne scene på en vej i 1814, antagelig i Genèves omegn, malet af schweizeren Wolfgang-Adam Töpffer. Kræmmeren falbyder sine varer, hunden ser til, og en ung mand sidder på bjergegnenes praktiske ridedyr, et æsel, som også Schweiz-turister hurtigt fandt ud af at værdsætte.

den nye, hastige form for rejse medførte hos de rejsende en ny eftertænksomhed over det eget jeg, der både bevægede sig gennem tid i hastig fart og rum over store afstande og dermed også gennem en indre færd. For øvrigt optræder denne uvante eftertænksomhed allerede hos Tysklands vel mest berømte rejsende i tiden, digteren og filosoffen Johann Wolfgang von Goethe, på hans italiensrejse i 1766, altså lang tid før damplokomotivet. Men med jernbanen udbredtes det nervøse også til mindre ånder.29

Som den svenske friherre Linnerhielm var digteren Goethe en tidlig forløber for, hvad der blev modellen for det 19. århundredes rejsende. Fra 1821 var der et sammenhængende vesteuropæisk hurtigpostsystem af vogne, hesteforspand og kroer til ophold undervejs. Vognene kunne køre på de samtidigt hastigt forbedrede veje, som nu blev forsynede med faste broer eller pålidelige færger ved vadesteder. Vejene blev belagt med chaussésten eller, snart, makadambelægning af fæstnede skærver, opkaldt efter sin skotske opfinder

John McAdam. Floddampere kunne fra samme årti aflaste vejtransporten, og fra 1835 kom i de tyske stater dampjernbaner med personbefordring til. Det begyndte ganske vist i det små med linjen Nürnberg­Fürth i kongeriget Bayern, men allerede i 1839 var hovedbanen Leipzig­Dresden i kongeriget Sachsen etableret. Og så gik det slag i slag; visse steder dog indledningsvis med heste foran de skinneanbragte vogne.30 I det danske monarki var den første linje Altona­Kiel i 1844, hvor der var dampskibsforbindelse til hovedstaden København, mens sporet Roskilde­København blev indviet i 1847. Det blev markeret med H.C. Lumbyes Kjøbenhavns Jernbane-Damp-Galop. I de tyske stater er den tøvende og dog nærmest uafvendelige modernisering tydelig. De både politisk, socialt, kulturelt og altså også teknisk formende femogtredive år fra Wienerkongressen i 1815, der nyordnede Europas politiske forhold efter revolutionskrigenes næsten 25 års grundige forstyrrelser af det gamle, over revolutionerne i 1830 til Europas næste store revolutionsår i 1848, er i hele Europa rigt facetterede. Måske det dog allermest gælder for de tyske stater. Det er medbestemmende for både turistrejsens udvikling og selve den ramme, som rejserne i denne bog foregår i, og som der i bogen løbende vendes tilbage til. Her indledningsvis skal rammen blot antydes.

I tysk politisk historie benytter man ofte begrebet Sattelzeit, 31 ordret oversat sadeltid, om den lange overgangsperiode fra omkring 1750 til 1850. Andre gange og i vores forbindelse mere hjælpsomt indsnævres synsvinklen til tiden efter 1815. Den periode kan ofte, og med blikket rettet mod revolutionerne i marts 1848, også betegnes Vormärz, det vil sige tiden før marts 1848. Begge forståelser er nyttige i vores sammenhæng og var for øvrigt genkende­

Med

på rejse

lige i datiden. Den teologiske student og rejsende i tiden omkring 1843 Viggo Aksel Læssøe nævner i sin rejsebeskrivelse som noget helt indlysende, at tiden var en blanding af gammelt og nyt, og han udtrykker sig måske mere præcist, end en senere tids begrebsdannelse kan gøre det. Han udbryder i hvert fald i anledning af besigtigelse af kunstindustri i München med en for tiden ikke uvant konservatisme i bedømmelsen, at ”vor tid anerkjendes almindelig for en Overgangsperiode, Reformernes Tid; vi kunne adskille den i en dobbelt Retning, af hvilke den ene gaaer ud paa at nedrive, omdanne, skabe noget Nyt; derfor allevegne Gjøren og Uro, hvorom Frihedsbevægelserne hjemme hos os, og de mange tilsvarende i Tydskland … Böhmen … de hemmelige politiske Selskaber i Italien – Spanien og Frankrig behøver jeg kun at nævne – let overbevise os. Her have vi Tidens negative Retning, der er den mægtigste, og stempler vor Tid til en Overgangstid. Den anden Retning gaaer ud paa at optage, anerkjende, vurdere og selv bearbeide de foregaaende Tiders overleverede aandelige Eiendomme; denne Retning bringer et positivt Stof ind i vor Tid, der ligesom giver den Næring og Hvile under dens Stræben efter at forberede for det Tilkommende noget Nyt, hvori dens egentlige Arbeide består…”.32

Selvom begrebet Sattelzeit oprindelig stammer fra den politiske historie, forekommer det forklarende også i en kulturhistorisk sammenhæng, men ordet er ikke særlig mundret på dansk. Overgangstid kan såmænd nok gøre det. Under alle omstændigheder er det, der sætter sig i sadlen, den moderne verden, men det sker langsomt og med mange svinkeærinder. Det er en periode, hvor det gamle slutter og det nye begynder. Men perioden er ikke helt formet mellem den både politisk, sociale og kulturelle europæiske restauration efter Wienerkongressen, der med vægt på kulturelle aspekter ikke sjældent betegnes Biedermeier. Det betoner en grundlæggende borgerlig sindsstemning med vægt på en idylliseret familiekultur og dyrkelse af nationen, der svarede til de indskrænkede politiske og økonomiske muligheder i Tyskland, Østrig og såmænd også Danmark efter 1815 med delvis genetablerede, enevældige fyrster og konservative politiske og sociale konventioner. Betegnelsen biedermeier var nu ikke deres eget, men stammer fra 1850’ernes syn på den nære fortid i form af Hr. Biedermeier, der er en satirisk figur i det liberalt sindede, münchenske satireblad Fliegende Blätter. Og det hører med, at den indadvendte stemning gik hånd i hånd med en ny industriel, moderne verden med tekniske fremskridt og økonomisk fremgang efter revolutionskrigene, inklusive en voksende middelklasse, der begyndte at foretage turistrejser efter model fra de egentlige eliter. Der er også den pointe, at de indenlandske rejser og deres forståelsesramme i disse årtier var medhjælpere

for de opkommende nationalbevægelsers udnævnelse af særlige landskaber til at være skueplads for, ja til tider egentlig bærer af, særlige nationale kvaliteter.

Det gjaldt for eksempel en ændring i opfattelse fra den vilde flod Rhinen til Den tyske Rhin, der kom til at betyde så uendelig meget for den tyske rigssamling, der endelig lykkedes i 1871.33 Også andre steder skete omfortolkningen af en farlig natur til et positivt forstået, betydningsbærende sceneri.

Var disse både gamle og nye rejsende fra Storbritannien, kunne de fra 1841 ty til rejsebureauet Thomas Cook for hjælp og vejledning. Var de skandinaver eller tyske, havde Karl Baedekers grundige, røde rejseguider allerede siden 1832 været den mulige trøstende ledsager, der gav sikker og ofte ajourført viden om turiststeder og praktiske forhold.34 Begge systemer af bøger og rejsebureau Baedeker og Cook kunne lære den usikre, hvordan man rejser, hvor man rejser hen, hvad man skal se og gøre, og hvad man skal fortælle om bagefter. Det dækkede bredt og gjaldt, hvad enten man havde besøgt den mægtige Rhin med de maleriske scenerier, det frygtindgydende og samtidigt storslåede Schweiz, det eksotiske, men snavsede Italien med allehånde farer, det letlevende Paris eller, særligt for nordiske rejsende, det fremmedartede, katolske Prag, München, Wien – for nu at opregne de mest kanoniserede steder, som også denne bogs rejsende kom til, og som allerede i datiden fik sine stadigvæk genkendelige, her nævnte stereotype fordomme hæftet på sig. Den dengang etablerede standard for at se, fortælle og føle rejseoplevelsen bærer nutiden i høj grad med sig. Det gælder for eksempel sådanne stereotype forestillinger, der i bund og grund ikke altid siger så meget om det fremmede, men en hel del om det fremmedes indplacering i det kendte; i ens egen kulturelle horisont. På den måde hjælper kulturelle og sociale stereotyper ofte med i den ordning af verden, som kultur udtrykker; de er byggesten i skabelsen af ens egen kulturelle og individuelle identitet.35

Bogens kilder og opbygning

Emnet for bogen befinder sig overvejende i tidsrummet fra 1815 til 1848, det vil sige, førend turisme egentlig er blevet til i fuld skala. Men netop derfor kan den beskæftige sig med de spor og emner, som skulle blive så vigtige siden hen. Udgangspunktet er tre store rejser, som hertug Christian August II af Augustenborg foretog i sine år som hertug fra 1817, hvor han lige havde sluppet sin mors formynderskab efter farens død i 1814, til og med bruddet med Danmark ved Treårskrigens udbrud i 1848. Det augustenborgske hertughus,

Hertug Christian August II ses på dette litografi af Th. Becker fra omkring 1846 i rideudstyr med frakke og hat, ridepisk og hund. Trods fritidstøjet får man indtryk af en myndig mand, der vidste at sætte sig i respekt hos betragteren. Han rejste Tyskland tyndt i 1840’erne, og en beklædning som denne har været praktisk, også på rejserne. Næsten helt til sin død i 1869 rejste hertugen meget.

hertug Christian August II’s rejser og deres politiske sammenhæng vendes der kort tilbage til i næste kapitel. Her skal det afslutningsvis handle om de kilder og studier, der er at bygge på.

Kildematerialet til det augustenborgske dynasti er fordelt på to hovedarkiver. Dels godsarkiverne for de augustenborgske og gråstenske godser, der er i Rigsarkivets afdeling i Aabenraa (tidligere Landsarkivet). Dels det hertugelige husarkiv, som består af både officielle og private breve, egentlige officielle dokumenter samt memorabilier og andet gennem hele dynastiets historie, og som er opbevaret i Landsarkivet for Slesvig­Holsten i Slesvig By. I godsarkiverne er også hofchefens arkiver, og her er rejseregnskaberne for turene. De indeholder både de endelige regnskaber, som de er blevet ført efter hjemkomst og overgivet til hertugens kasseforvaltning, bl.a. til udbetaling af udlæg og betaling af regninger, som blev oparbejdet undervejs. Dels rummer regnskaberne også diverse kladder, ført på rejserne, og en større mængde bilag for udgifter, der dog ikke er fuldstændige. Rejseregnskabet for 1847 er ikke renskrevet og dermed færdigført, hvilket muligvis skyldes, at det ikke er blevet færdigt inden krigsudbruddet i marts 1848; der er tale om en form for kladde. Kilderne til den store kavalerrejse i 1817­20 er derimod i husarkivet, hvor rigdommen af bilag og rejseminder er stor, mens et bare tilnærmelsesvis samlet regnskab mangler. Sammenlagt danner de to arkiver forholdsvis gode kildesæt til rejserne.

Rejserne er omtalt i både Jørgen Paulsen og H.P. Clausens store, grundige og kildenære bog om Augustenborgerne fra 198036 og i min egen bog om hertugerne og hoflivet fra 2005.37 Den eneste egentlige biografi over hertugen behandler også rejserne, særligt deres politiske side.38 Den blev udgivet i 1910 af den tyske historiker Johannes H. Gebauer på baggrund af samtaler med familien og vistnok ubegrænset adgang til husarkivet. Men den er mest af alt et politisk partsindlæg til fordel for den augustenborgske position i opgøret med Danmark i Treårskrigen og siden i det fra 1871 forenede Tyskland. Indimellem er der hos Gebauer også små antydninger af, hvad man har set, oplevet og tænkt undervejs på rejserne, hvilket ellers helt mangler i husarkivet for de to rejser i 1840’erne. I husarkivet mangler også breve til og fra hertugen og hertuginden fra flere uger før, til flere uger efter at rejserne fandt sted, som ellers burde have rummet sådanne oplysninger. Ellers skrev de to ideligt til hinanden, ofte flere gange om dagen. Men pludselig mangler al korrespondance.

Forklaringen ligger antagelig i den spændte, politiske situation. Allerede i 1848 udtog den loyale overinspektør for de hertugelige godser, hofråd

Digteren H.C. Andersen besøgte ofte den hertugelige familie. Her læser han op en dag ved tebordet i november 1845, hvor prinsernes tegnelærer Carl Hartmann fangede situationen. Tilhørerne er blandt andre hertugen til venstre, prinsesse Louise, hertuginden og prinsesse Amalie samt prins Frederik med ryggen til.

Daniel Nicolas Bahrt, visse dokumenter fra arkiverne, så de ikke skulle falde i danske hænder. Selvom de burde have været tilbageført til arkivet efter krigen, skete det dog ikke i fuldt omfang. Efter Anden Slesvigske Krig i 1864 kom nogle af de manglende dele af husarkivet så tilbage til hertugen, andre dele vides fortsat at have været hos hofråd Bahrt, der nu boede i Pinneberg, eller på slottene i Sønderjylland. Igen andre dele havde hertugen bragt med sig i 1848, og endelig var enkelte dele blevet ført til Storbritannien. I 1888 blev det meste af det nuværende husarkiv dog samlet igen, og det blev i 1927 efter testamentarisk bestemmelse fra den sidste hertug Albert ført til landsbiblioteket i Kiel. En del af det resterende, spredte materiale blev ved køb i 1932 ført sammen med resten af arkivet, og det samlede husarkiv har siden 1965 så været i landsarkivet for Slesvig­Holsten. Så sent som i 1985 modtog arkivet dog en mindre korrespondancedel mellem hertugparret.39 Men selvom det i dag er et nærmest fuldstændigt og rigt arkiv, så mangler de afgørende breve omkring rejserne altså. Enten har de siden 1848 ikke været tilgængelige, eller også har familien muligvis taget brevene ud inden arkivoverdragelsen i 1927. De kan så være gået tabt ved den sovjet­russiske fremrykning i 1944, der ødelagde hertugernes hjem, slottet Primkenau i Schlesien. Det er naturligvis ærgerligt ikke at kunne læse, hvad hertugfamilien har ment og tænkt før, under og efter rejserne, om end man kan slutte sig til en del. Dertil er der hjælp at hente i tidens litteratur, skrevet af rejsende. Der er mange at tage af, men her skal trækkes på dels digteren Adam Oehlenschlägers erindringer for hele tidsperioden, særligt hans dannelsesrejse 1805­1809, en rejse i 1817 og en i 1844. Dels på den lidt yngre digter Hans Christian Andersens rejsefortællinger, særligt bøgerne Skyggebilleder, der omhandler en rejse i 1831, og En Digters Bazar fra 1842. De to rejste ad samme ruter og til de samme steder, på samme måde og i de samme årtier som hertugen. Og selvom de ikke var med på hertugens rejser, har de oplevet noget lignende. På den måde kan de for os besætte rollen som ører og øjne for, hvad tidens rejsende kunne komme ud for, herunder hertugen. De to digtere kendte dertil ganske glimrende hertugparret. De havde blandt andet flere gange været gæst på Augustenborg og Gråsten Slot og har ved de ophold højst sandsynligt også fortalt om deres rejser. De har dermed været med til at skabe den måde, som man burde og kunne rejse på, forme rammerne for oplevelserne og måden at tale om dem på, når man kom hjem igen. Særligt forekommer Oehlenschlägers erindringer fra rejserne at være ret præcise, mens Andersen mere fabulerer over det oplevede; hans sigte er nærmere ”at formidle indtryk af, hvordan der er andre steder i verden.” Men Andersen lader alligevel sine forestillin­

ger afbryde af nærmest journalistiske beskrivelser af, hvad der hænder ham. Således kan begge forfattere være kilder også her.40 Som en sidste rejsende skal bogen trække på den allerede nævnte unge teologistuderende Viggo Aksel Læssøe, der i 1843 rejste til flere af de samme steder som hertugparret, og som på mange måder synes at have været med på den nye idé om at rejse for fornøjelsens skyld.41

Hertugen rejste en hel del mere end i 1817­20, 1843 og 1847, og oplysninger fra hans både inden­ og udenlandske, mindre rejser vil blive inddraget, hvor det er relevant. Blandt andet rejstes en hel del til og fra København, og i 1840’erne foretog hertugen også nogle rejser i Skåne. Dertil rejste hertugen ideligt i Slesvig og Holsten, familien tog også på kunst­ og teaterture bl.a. til Hamborg, og hertuginden var selv på et par rejser til kur­ og badesteder. I 1840’erne kom endelig nogle kortere rejser til enkelte tyske hoffer, særligt det i Hannover og det i Berlin i tillæg til rejser, som hertugens hofchef, baron von Cossel, foretog på egen hånd i hertugens tjeneste. De var mestendels udtryk for den ikke­turistmæssige, politiske del af hertugens og hofchefens rejseaktivitet.42

Rejsernes materielle side danner også et selvstændigt kildesæt, om end af en anden karakter end de skriftlige. Det gælder dels vogne og anden rejseteknisk udstyr i almindelighed, der analyseres som en mere uudtalt, men ikke mindre væsentlig vej til forståelse af rejsernes sammenhæng, udfordringer og forløb. Det gælder også direkte for det rejseudstyr i form af tasker, kufferter og alskens småting, som blev opfundet i tiden, samt for souvenirs, modeartikler og meget mere dertil. Det hele optræder flittigt i bogens illustrationer og er med i analyserne hele vejen igennem. Endelig inddrages enkelte andre skildringer, erindringer og officielle kilder til slægtens og rejsernes historie samt kilder til enkeltemner.

Uanset kildeophav og ­type vil de blive underkastet en søgning efter rejsens praksis, dens kulturelle, sociale og tekniske sammenhæng, som det vil være naturligt i forlængelse af de tidligere bemærkninger om kultur som en uskarp genre, der kalder på fortolkning. Det betyder, at en kongevej vil være beskrivelser byggende på kildernes enkeltoplysninger sat i sammenhæng.43 Dertil vil rejsens naturlige tredeling i forberedelse, selve rejsen og hjemkomst løst forstået inspirere bogens gang. Som led i rejseforberedelserne skal det således i næste kapitel handle om selve rejsernes mål og ruter og om hertug Christian August II, hans familie og rejseselskab. Dertil er det nødvendigt med en kort introduktion til den danske og tyske politiske sammenhæng, som særligt den sidste store rejse i 1847 indgik i. Kapitlerne 3­5 helliger sig kulturhi­

storiske spørgsmål om selve rejsen og det at være undervejs, om tjenerskabets opgaver, indkøb, souvenirs og turiststedernes landskaber, og de nye tiltag ved de så yndede badesteder og i storbyer med hoteller og offentlige restauranter. Bogen afsluttes med et kort, opsamlende kapitel om turistrejsen og om bogens hovedpersoners videre skæbne. Til sidst er et engelsksproget resumé, kilder og henvisninger samt person­ og stedregister til at holde styr på de mange omtalte steder og mennesker.