REDIGERET AF HENRIK LUNDTOFTE
NORD ACADEMIC
Værket er udgivet med støtte fra: VELUX FONDEN
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
Ernst B. Sund Fonden
Frimodt-Heineke Fonden
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Fonden til Støtte af Kulturhistorisk Forskning
REDIGERET AF
HENRIK LUNDTOFTE
Dorte Kook Lyngholm
Heidi Vad Jønsson
Henrik Lundtofte
John V. Jensen
Klaus Petersen
Mathilde Skaarup Marker
Morten Baarvig Thomsen
Søren Werther Kjær Rasmussen
Redaktørens forord
9
DEL 1
Introduktion
KAPITEL 1
Mod en ny tid i et åbent øjeblik
Forventninger og udfordringer i
Danmarks overgang fra krig til fred
Af Klaus Petersen, Henrik Lundtofte og
Søren Werther Kjær Rasmussen
14
DEL 2
De udstødte
– afregning og resocialisering
KAPITEL 2
“Vi maa ikke gøre dem til en Pariakaste”
Resocialisering af landsforræderdømte
Af Dorte Kook Lyngholm og Henrik Lundtofte
32
KAPITEL 3
De små landsforrædere
Udstødelse eller reintegration?
Af Dorte Kook Lyngholm
62
KAPITEL 4
“Judas’er lader sig ikke resocialisere”
Strengt straffede kollaboratørers resocialisering
Af Henrik Lundtofte
98
DEL 3
De uvelkomne
– tyske og ikketyske flygtninge
KAPITEL 5
De uvelkomne?
Fra segmenteret til universel flygtningemodtagelse 1933-1956
Af Heidi Vad Jønsson
128
KAPITEL 6
Opdragelse til demokrati Nazismebekæmpelse og demokratiseringsbestræbelser blandt de tyske flygtninge
Af John V. Jensen 154
KAPITEL 7
De ikketyske flygtninge
i Danmark 1945-1953
Fordrevne i efterkrigstidens Danmark. Leveforhold, resocialisering og udrejse
Af Morten Baarvig Thomsen
188
De beundrede
– modstandsfolkene efter krigen
KAPITEL 8
Frihed for Nød og Frygt
Modstand, fremtidsvisioner og socialpolitik
Af Henrik Lundtofte og
Søren Werther Kjær Rasmussen
218
KAPITEL 9
“Hjælp?
Vi fik ingen hjælp!”
Den sociale indsats for modstandsfolk
1941-2025
Af Søren Werther Kjær Rasmussen
250
KAPITEL 10
Social hjælp til kvinder i efterkrigstiden
Kvindeskæbner og køn i erstatningslovens praksis
1945-1948
Af Mathilde Skaarup Marker
278
Perspektiver
KAPITEL 11
Det åbne øjebliks pragmatiske og progressive veje
Perspektiver på Danmark efter befrielsen
Af Henrik Lundtofte, Dorte Kook
Lyngholm, Heidi Vad Jønsson, John V. Jensen, Klaus Petersen, Mathilde
Skaarup Marker, Morten Baarvig
Thomsen og Søren Werther Kjær Rasmussen
Kildeoversigt og noter
Bibliografi
Bøger og artikler
Forhandlinger, love, bekendtgørelser m.v. Anvendte aviser og blade
DI det 20. århundredes Europa blev krig, besættelse og genopbygning
katalysator for dybe samfundsforandringer og internationale samarbejdsorganisationer.. Det gjaldt også for 2. Verdenskrig og årene derefter. Sjældent i det moderne Danmark var den politisk-sociale idéudvikling rigere og forventningerne højere end omkring 1945 – og aldrig var udfordringerne større med 40.000 udstødte landsforrædere, over 200.000 uvelkomne tyske flygtninge foruden ikketyske flygtninge og de omkring befrielsen så bredt beundrede tusinder af unge modstandsfolk. Hvad blev der gjort for at ruste de udstødte, de uvelkomne og de beundrede til en tilværelse i et fredstidssamfund – var de danske myndigheders håndtering af disse grupper ligefrem med til at bane vejen for efterkrigstidens velfærd og demokrati?
Denne bog er drevet af ideen om for første gang at belyse efterkrigsårene og behandlingen af landsforrædere, flygtninge og eksmodstandsfolk efter maj 1945 i et fremadrettet samfundsperspektiv. Dermed er det også sigtet at levendegøre en noget overset fase i dansk historie, nemlig overgangen fra krig og besættelse til den nyvundne frihed, hvor de helt store spørgsmål om et samfunds indretning og sammenhængskraft i sjælden grad lå åbne.
Indrammet af en bred introduktion og en afsluttende perspektivering er bogen bygget op om tre hoveddele med kapitler om henholdsvis landsforrædere, tyske og ikketyske flygtninge samt modstandsfolk og deres pårørende. Til hvert af disse kapitler er der i forbindelse med noterne introduktioner til forskningslitteratur og arkivmateriale. Tyngdepunktet er perioden omkring befrielsen og årene umiddelbart derefter, men for at anskueliggøre udviklingen i efterkrigstiden dykker dele af bogen ned i mellemkrigstiden og besættelsesårene, ligesom enkelte kapitler bevæger sig langt op i det 20. århundrede for at belyse virk ni nger af beslutninger truffet i de første efterkrigsår – der er stadig danskere, der modtager hjælp fra den erstatningslov, som blev gennemført i efteråret 1945.
Et af vidnesbyrdene om de store forandringer i efterkrigstidens Danmark var retskrivningsreformen i 1948. Forfatterne gengiver i bogen kildernes oprindelige ortografi, og da bogen bevæger sig på begge sider af reformen, vil læseren inden for samme kapitel for eksempel kunne møde citater med brug af ‘aa’ et sted og citater med brug af ‘bolle-å’ et andet.
Bogen er en af frugterne af et stort tværinstitutionelt forsknings- og formidlingsprojekt med titlen De udstødte, de uvelkomne og de beundrede – resocialisering, velfærd og demokratisering 19451950. Projektsamarbejdet begyndte i 2022 med deltagelse af historikere og formidlere fra Historisk Samling fra Be-
sættelsestiden/Museum Vest, Esbjerg Kommunes Skoletjeneste MYRTHUE, Vardemuseerne, Viborg Museum og Danish Centre for Welfare Studies/Syddansk Universitet.
Hverken projektet eller den foreliggende bog havde været mulige uden en generøs støtte fra VELUX FONDENs Museumsprogram. Derfor en varm tak til VELUX FONDEN for støtten og muligheden for at styrke samarbejde mellem universiteter og museer.
Alle projekter har en forhistorie. Derfor en tak til tidligere museumsdirektør Flemming Just for at have ansporet hele projektet under ledelse af Historisk Samling fra Besættelsestiden, der fra 2026 er en del af Vardemuseerne. Tak også til de mange forskerkolleger, som undervejs generøst har brugt deres tid og viden til at diskutere projektet og bogens hovedtemaer med os.
Endelig sender forfatterne en stor tak Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Ernst B. Sund Fonden, Frimodt-Heineke Fonden, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og Fonden til Støtte af Kulturhistorisk Forskning, der har muliggjort udgivelsen af bogen, og til Nord Academic/Gads Forlag for samarbejdet i processen med at få et manuskript til at blive en bog.
Henrik Lundtofte Varde, januar 2026
Forventninger og udfordringer i Danmarks overgang fra krig til fred
Af Klaus Petersen, Henrik Lundtofte og Søren Werther Kjær Rasmussen
Åbningsscenen til den socialdemokratiske propagandafilm Drømmen om i Morgen fra sommeren 1945 følger en ung mand, Svend, der kommer hjem fra arbejde til lejligheden, hvor han bor sammen med sine forældre. På vej ind i dagligstuen smider han med desillusioneret træthed sit frihedskæmperbind i entreen. Det fremgår ikke af filmen, præcis hvilken rolle han har spillet i modstandskampen, men når han med et dybt suk erklærer, “det er noget lort det hele”, og udtrykker sin frustration over, at der ikke er sket nogen større forandring af det bestående samfund, så fanger han tidens ånd.
Drømmen om i Morgen blev aldrig vist offentligt.1 Sandsynligvis fordi dens visioner om økonomisk demokrati og atombiler gik for langt i forhold til, hvad den socialdemokratiske partiledelse fandt helt passende, efter befrielsessommerens krudtrøg havde lagt sig. Filmen giver dog alligevel et billede af tiden omkring 1945. Den illustrerer, hvordan den umiddelbare efterkrigstid bedst forstås som et åbent øjeblik i den nyere danmarkshistorie. Filmens hovedperson bevæger sig mellem
Stillfoto fra Drømmen om i Morgen. Filmens unge modstandsmand Svend (Bendt Rothe) har allerede kort efter befrielsen tabt fremtidstroen, men Karen (Karin Hasselbalch) viser ham vejen til en lysende socialdemokratisk fremtid med fællesskab, boliger – og atomdrevne biler. Filmen var instrueret af Peter Lind med manuskript af redaktør Harald Engberg og Poul Hansen, sekretær i Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC), og musik af arbejderdigteren Oskar Hansen. Socialdemokratiet.
fortid og fremtid. Mellem ideologi og underholdning. Mellem et nyt samfund og det, man plejer. “Brevduerne er begyndt at flyve igen”, som faren pointerer fra sin middagslur på sofaen, hvilket får Svend til at gå ud at søge “drømmen om i morgen”. I filmen præsenteres den socialdemokratiske drøm, som den var formuleret i partiprogrammet Fremtidens Danmark (1945). Men det var bare én blandt mange drømme i overgangen fra krig til fredstid.
I denne bog ser vi helt overordnet 1945 og de første efterkrigsår som en situation, hvor den historiske kontekst satte nye rammer og dermed påvirkede aktørernes handlerum og strategier. Vi peger på seks problemkredse, som er særligt relevante i denne sammenhæng:
1. Et forventningspres knyttet til overgangen fra krig til fred.
2. En allerede eksisterende tro på samfundsmæssig ingeniørkunst.
3. Ønsket om social genopretning og en udvikling mod en egentlig velfærdsstat.
4. Det liberale danske demokrati som kampplads for genoprettelse af samfundsstabilitet og statsmagt.
5. Den gryende kolde krig.
6. Store sociale problemer direkte knyttet til krigens afslutning.
I det følgende vil vi se lidt nærmere på hver enkelt af dem, men de hænger uvægerligt sammen og udgjorde den samlede historiske kontekst for datidens aktører.
ET ÅBENT ØJEBLIK
I historieforskningen har man diskuteret besættelsestiden som parentes, brud eller kontinuitet.2 Som i stort set alle historiske faser og begivenheder er det selvfølgelig alle tre ting, og det præcise svar afhænger af, hvor man præcist retter blikket hen. Brud-kontinuitetsdiskussionen handler mest om besættelsens betydning i det lange historiske perspektiv. Skal man derimod forstå den umiddelbare efterkrigstid, overgangen fra krig og besættelse til fredstid, bør man se den som et åbent øjeblik i dansk samtidshistorie. Det giver en bedre mulighed for at forstå datidens aktører og begivenheder.
Historien savner ikke ligefrem eksempler på, at krig og krigsafslutninger har ført til dramatiske samfundsforandringer. “War made the state, and the state made war”, som den historiske sociolog Charles Tilly har formuleret det.3 Krig er tæt knyttet til statens funktioner og udvikling, og krige har skabt, formet og gjort en ende på nationalstater. Det gælder ikke mindst i en dansk sammenhæng.
Etableringen af den demokratiske danske nationalstat fra 1848 til 1849 var uløseligt knyttet til krigene mod Preussen.4 Og 1. Verdenskrig førte i Danmark som i de fleste andre europæiske lande til statens vækst og et mere reguleret samfund.5
Den amerikanske historiker Mary Dudziak har påpeget, at begrebet krigstid (wartime) dækker over faser med hver deres særlige logik.6 Der er forskel på krigsforberedelsesfasen, selve krigen og krigens afslutningsfase. Når vi tænker på krig, er det for det meste forberedelserne og selve krigshandlingerne, som er i fokus. Bøger om 2. Verdenskrig handler mest om selve krigen og krigshandlingerne, ligesom det meste af den danske besættelsestidsforskning handler om, hvad der skete fra den tyske invasion 9. april 1940 og frem til de tyske troppers kapitulation om morgenen 5. maj 1945.
Denne bog handler om krigens afslutningsfase og overgangen fra krig og besættelse til fred med fokus på årene fra 1945 til omkring 1950, men med enkelte afstikkere til mellemkrigsårene og længere op i det 20. århundrede. Efterkrigsfaser har tiltrukket sig voksende interesse i den internationale forskning, men har altid været i fokus for politiske aktører og beslutningstagere. Det handler ikke bare om de store diplomatiske spil knyttet til fredsslutninger som i Versailles 1919 eller Potsdam i 1945.7 Krigsafslutninger åbner også ofte for store forventninger om forandring. Som hos Svend i filmen Drømmen om i Morgen eller efter 1. Verdenskrig, hvor befolkningen i sønderjyske byer mærkede krigens efterdønninger med lokale soldater- og arbejderrevolutioner, ligesom Påskekrisen 1920 hang sammen med den just afsluttede verdenskrig.8 Krigsafslutninger rejser også spørgsmål om, hvorvidt tiltag indført under krigen, for eksempel i form af højere skatter eller regulering af markedsøkonomien, skal fastholdes efter krigen. Både efter 1. og 2. Verdenskrig var det til debat, og i begge tilfælde svingede pendulet mod mere regulering og mere stat.9 I flere lande måtte rationeringspolitikken fastholdes i årevis efter krigene – i Danmark blev de sidste rationeringstiltag fra besættelsen først ophævet i 1953. Men derudover kunne krigsafslutningerne føre store og konkrete udfordringer med sig i form af flygtningestrømme, reintegration, sociale problemer, politiske forventninger og genopretning af samfundsorden osv. Det er de udfordringer, vi zoomer ind på i bogen.
Som allerede nævnt ser vi de første efterkrigsår som et åbent øjeblik i danmarkshistorien, hvor der helt grundlæggende var to veje at gå. På den ene side kunne maj 1945 ses som en ‘Stunde Null’, hvor tavlen blev visket ren, så danskerne kunne tegne konturerne af noget nyt og skabe et andet samfund, politisk og socialt. Det var det, Svend ønskede i Drømmen om i Morgen. På den anden side kunne krigstiden og besættelsen betragtes som en undtagelsestilstand, en
parentes, der blev lukket i maj 1945, og hvor det handlede om hurtigst muligt at få genetableret normale forhold. Det var håbet, Svends familie ytrede med deres glæde over, at brevduerne nu fløj igen.
Svaret afhang som altid af øjnene, der så, og positionen, de så fra. Uden at foregribe svarene alt for meget – de findes i bogens kapitler og samles i dens perspektiverende slutkapitel – blev det måske ikke så overraskende en typisk dansk middelvej, som sejrede og tonede frem, da krudtrøgen havde lagt sig, og Danmark gik ind i 1950’erne.
FORVENTNINGSPRES SKABT AF OVERGANGEN FRA KRIG TIL FRED
Krigsafslutningen fik ikke direkte virkninger for Danmark i form af et påtvunget regimeskifte eller nye grænsedragninger. Selv da der åbnede sig en mulighed for at genforhandle grænsen til Tyskland i 1946, var der med undtagelse af Venstres statsminister Knud Kristensen ingen reel politisk vilje til at forfølge den sag.10 Men krigsafslutningen var alligevel præget af håb og drømme om forandring og en bedre verden efter krigen. Det var tanker, som var en del af de allierede magters propaganda under krigen med for eksempel Roosevelt og Churchills løfter om en ny verdensorden i Atlanterhavserklæringen fra august 1941 eller med den britiske Beveridge-rapport fra 1942, der tegnede et billede af efterkrigstidens velfærdsstat.11 Beveridge-planen indgik direkte i krigen, da den blev præsenteret i flyveblade smidt både over det nazistiske Tyskland og over Danmark (se kapitel 8), og den indgik i de socialpolitiske debatter over det mest af verden, inklusive Danmark.12 Der skete i det hele taget meget i London, hvor de mange eksilmiljøer hver for sig og med gensidig inspiration tidligt var i gang med at lægge planer om tiden efter krigen.13 For danske forhold kan endvidere peges på det nordiske miljø, som fandtes i Stockholm, hvor der var flere centrale danske aktører under besættelsen.14
Også i Danmark blev der lagt planer for efterkrigstiden. For nogen var planerne baseret på et ønske om hurtigst muligt at vende tilbage til normale forhold, til verden som man kendte den før krig og besættelse. Men for andre var udsigten til en krigsafslutning præget af håb om forandring. Det var mest tydeligt hos modstandsbevægelsen. Her var der stor spændvidde, og netop forventningerne til efterkrigstidens danske samfund understregede de grundlæggende forskellige politisk-ideologiske interesser internt i modstandsbevægelsen. Kommunister og konservative stod sammen i kampen mod besættelsesmagten og kravet om udrensning af tilpasningsivrige politikere, men så var det også slut med enigheden – måske bortset fra et mere diffust ønske om, at noget nyt ville opstå baseret på modstandskampens værdier (se kapitel 8).15
Den britiske økonom, politiker og reformator Sir William Beveridge stimulerede velfærdsforventningerne med den såkaldte Beveridge-plan fra 1942. Beveridge var også rektor for University College i Oxford, hvor han og hans hustru inviterede amerikansk militærpersonel på eftermiddagste. Her ses Beveridge ved indgangen til rektorboligens have. National Portrait Gallery, London
Der eksisterende en nærmest tværpolitisk forståelse af, at nazisme og krig også var udtryk for liberalismens systemsvigt, og at politiske indgreb, planlægning og styring af samfundsøkonomien derfor måtte forhindre de tilbagevendende økonomiske kriser med deres sociale nød og massearbejdsløshed. Det skabte et pres for handling, som var tydeligt også hos de etablerede politiske partier. Stort set alle partierne udsendte umiddelbart efter befrielsen politiske programskrifter, som var kendetegnet ved, at de gjorde porten for forandringer en del mere vid, end partierne nok reelt følte sig trygge ved.16 Det meste kendte program er det socialdemokratiske Fremtidens Danmark fra sommeren 1945, der dannede afsæt for den føromtalte propagandafilm Drømmen om i Morgen. Programmet blev med Jens Otto Krag som pennefører forfattet fra efteråret 1944 af en sluttet kreds af især yngre socialdemokrater som Henning Friis, Per Hækkerup m.fl.17
Der har blandt historikere været en ret omfattende debat om programmets ideologiske inspirationer, men det står fast, at det med sine ideer om økonomisk demokrati, virksomhedsråd og socialisering var et bud på fremtiden, som repræsenterede et markant skridt til venstre.18 Programmets radikale elementer blev ret hurtigt lagt på hylden til fordel for en mere traditionel socialdemokratisk kurs, og programmet kan i høj grad ses som monument over den socialdemokratiske elites forsøg på at imødekomme og imødegå en oplevet forventning om forandring fra venstre side af det politiske spektrum.19 Og det var ikke kun hos socialdemokraterne, at der blev åbnet mod venstre for mere økonomisk demokrati.20 Det genfindes hos blandt andre Det radikale Venstre og overraskende nok også i Det konservative Folkepartis 1945-program, forfattet af den fra eksil i London hjemvendte John Christmas Møller.21 Selv om Christmas Møller ikke mente præcis det samme med økonomisk demokrati som socialdemokraterne, udtrykte det en markant åbning mod venstre og viste, at Christmas Møller var kommet hjem fra London præget af ideer om “equality of sacrifice”.
Både Socialdemokratiet, de konservative og de fleste andre partier indtog hurtigt mere traditionelle politiske positioner, men forventningerne om forandring fortsatte med at spille en rolle. Der var åbnet for reformagendaer, som blev grebet af datidens sociale ingeniører (se nedenfor), og forandringspresset blev i de første efterkrigsår fastholdt af dele af modstandsbevægelsen og af de danske kommunister. Der blev krævet social genopretning og udvikling, men også retfærdighed i form af straf til landsforrædere og andre, der havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.
Et af de markante træk ved den sociale og samfundsmæssige debat i 1930’erne var fremvæksten af den såkaldte sociale ingeniørkunst. Den kan kort sammenfattes som en tro på, at planlægning, rationalitet og viden kunne dannes basis for en mere fornuftig, effektiv og afbalanceret samfundsudvikling.22 Med den svenske bannerfører Gunnar Myrdals ord fra 1932, publiceret i kulturtidsskriftet Spektrum, var den “‘saklig’. Dess romantik är ingenjörens”.23
Ikke overraskende var det især højtuddannede ekspertgrupper som læger, nationaløkonomer og arkitekter, der repræsenterede den sociale ingeniørkunst i Danmark – ofte tæt knyttet til Socialdemokratiet eller venstrefløjen. Efter 1945 blev den venstreorienterede sociale ingeniørkunst tilført nye vitaminer og en selvbevidst progressiv identitet fra navnlig modstandsorganisationen Frit Danmark. Den sociale ingeniørkunst åbnede en flanke for statens regulering af en lang række nye områder som familien, sundhed, boligen etc. med ideer om præventiv socialpolitik, videnskabelige udredninger af sociale problemer og en markant stærkere rolle til staten i samfundsudviklingen.24
Det handlede ikke mindst om at få plan og orden på samfundsøkonomien efter krigen, hvilket blandt andet gav sig udtryk i indførelsen af et nationalbudget i 1948. Det var ideer, som også blev fremmet af internationalt pres i tilknytning til Danmarks deltagelse i Marshall-planen og etableringen af OECD i 1948. Inden for den danske statsadministration var det ikke mindst en gruppe socialdemokratiske nationaløkonomer (cand.polit.’er), der greb øjeblikket. Gruppen omfattede både unge socialdemokratiske politikere, der i de kommende årtier kom til at præge samfundsudviklingen, som Jens Otto Krag, Per Hækkerup og Viggo Kampmann, samt embedsmænd som Erik Ib Schmidt.25
I den umiddelbare efterkrigstid var det i mindre grad det ‘lille liv’ og velfærdspolitikken, men mere overordnet samfundsplanlægningen, som havde de sociale ingeniørers opmærksomhed. Et af de første danske eksempler på social ingeniørkunst var den i 1935 af socialminister K.K. Steincke nedsatte Befolkningskommission, der efter svensk forbillede og ledet af den socialdemokratiske økonom Jørgen S. Dich skulle finde løsninger på datidens faldende fødselstal.26 Kommissionens arbejde blev godt nok sat på hold med besættelsen 9. april 1940, men dens ideer kom til at præge efterkrigstidens familiepolitik. Andre tidlige eksempler på den sociale ingeniørkunst er Ungdomskommissionen, der under ledelse af Hal Koch blev nedsat i 1945 med henblik på at sikre ungdommens demokratiske sindelag, indsatserne i forhold til uddannelse af tyske flygtninge i Danmark eller de meget tidlige retssociologiske tanker om reintegration, der opstod i sammenhæng med retsopgøret (se kapitel 2 og 6).27
Når den sociale ingeniørkunst først stod i fuldt flor under velfærdsstatens guldalder i 1960’erne, skyldes det ikke mindst, at de umiddelbare efterkrigsår var præget af andre og mere påtrængende bekymringer. Besættelsen af Danmark havde godt nok ikke, som i andre besatte lande, ført til en omkalfatring af det eksisterende socialpolitiske system, men det havde sat systemet under voldsomt pres og betydet, at den sociale standard var forringet for mange modtagergrupper.28 Det gjaldt for eksempel pensionister eller modtagere af fattighjælp. Hertil kom, at der i de umiddelbare efterkrigsår var svingende beskæftigelse, hvilket satte det danske arbejdsløshedsforsikringssystem under pres. Det handlede ikke mindst om de ufaglærte grupper, hvis a-kasser flere gange balancerede på kanten af økonomisk fallit.29 Dermed kom den socialpolitiske indsats i sidste halvdel af 1940’erne langt hen ad vejen til at handle om en genoprettelse af den sociale standard. Vi kan for eksempel se en stribe af særtillæg til aldersrentemodtagere begrundet i et efterslæb og især dækning af stigende brændselsudgifter. Hertil måtte Rigsdagen flere gange yde særhjælp til enkelte arbejdsløshedskasser for at sikre deres fortsatte eksistens.
De direkte krigsrelaterede sociale udgifter i Danmark var begrænsede. Modsat de krigsførende lande, der efter krigen stod med enorme udgifter til efterladte familier, til understøttelse af krigsinvalider og andre former for kompensation til hjemvendte tropper eller med udgifter til genopførelse af boliger og institutioner, var Danmark sluppet billigt. I Tyskland anslås, at helt op mod 15-16 procent af de sociale udgifter i begyndelsen af 1950’erne var relateret til krigen.30 Men begrænsede udgifter betød imidlertid ikke, at finansieringsudfordringerne var helt fraværende. I en dansk sammenhæng handlede det især om et akut behov for hjælp og forsørgelse til tidligere modstandsfolk og andre personer, der havde været interneret af tyskerne for eksempel i kz-lejre. Det er beskrevet nærmere i kapitel 9 og 10.
DEMOKRATIET – GENETABLERING
Den simple fortælling om 2. Verdenskrig er, at det var en kamp mellem demokrati og diktatur – det sidste repræsenteret ved Nazityskland og dets allierede. Det er ikke forkert, men det favner heller ikke alle nuancerne – Stalins regime i Sovjetunionen stod tilbage som en af krigens absolutte sejrherrer.
Det danske parlamentariske demokrati havde overlevet mellemkrigstidens demokratiske nedsmeltning i Europa. På trods af internt og eksternt pres vedblev Danmark at være et “well-ordered democracy”, som det hed i en dansk turist-
brochure fra 1939.31 Det lykkedes endda at fastholde dele af demokratiets funktioner under første del af den tyske besættelse, for Danmark var et særtilfælde i det besatte Europa. Der blev i marts 1943 afholdt et rigsdagsvalg, som viste, at 95 procent af den stemmeberettigede befolkning stod bag samlingsregeringen (blot 2,1 procent stemte på DNSAP, det danske nazistparti). Først fra august 1943 brød det danske demokratiske system helt med den tyske besættelsesmagt, og selv derefter fortsatte statsadministrationen med en vis grad af selvstændighed sine funktioner.32
Der var ikke tvivl om, at efterkrigstiden stod i demokratiets lys. Men spørgsmålet var, hvilket demokrati og hvordan dette demokratiske system sikrede sig legitimitet og stabilitet. Betragtet fra i dag er det let at se, at det var de gamle institutioner, som eksisterede før besættelsen, der hurtigt genindtog deres positioner. De centrale institutioner som rigsdag, valgsystem, statsadministration m.v. blev der ikke pillet meget ved. Det var de gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, Det radikale Venstre og Det konservative Folkeparti – som massivt dominerede vælgerkorpset, drev den parlamentariske hverdag og satte sig på regeringsmagten. Der var kun mindre partimæssige udsving på fløjene i dansk politik. De krav om en væsentlig demokratisk offensiv, som for eksempel var markeret med det socialdemokratiske 1945-programs krav om “Økonomisk Demokrati” endsige de socialistiske tanker, som fandtes hos kommunisterne og andre steder, var hurtigt både gemt og glemt. Graver vi lidt dybere, så bliver det dog mere kompliceret. For det første var der i de første år efter krigen en markant offentlig debat om demokrati. Meget kort fortalt handlede det om den eksisterende danske form for parlamentarisk demokrati over for kommunisternes ideer om folkedemokrati, der hårdhændet blev implementeret øst for Jerntæppet.33 Mens der ikke var mange, som ønskede en fuld og hel sovjetisk demokratimodel, var der dog udbredt skepsis over for den gamle politiske elite – var de politikere, som havde ført Danmark ind i samarbejdspolitikken med Nazityskland, også i stand til at rydde op efter sig selv? Vi kan for eksempel se, at både modstandsbevægelsen, kommunisterne og andre med dem rejste krav om udrensning, opgør og nye tiltag i kølvandet på befrielsen. Var det ikke nye koste, som fejede bedst? Der blev sat spørgsmålstegn ved det parlamentariske demokratis legitimitet og effektivitet. Det satte især i de første måneder efter den tyske kapitulation den politiske stabilitet i Danmark under pres. I større provinsbyer og i København udfordrede bevæbnede modstandsgrupper i foråret og sommeren 1945 direkte statsmagtens autoritet i en stribe konflikter om udrensningens bredde, dybde og hårdhed.34 Besættelsestidens væbnede udenomsparlamentariske pres på Christiansborg-politikerne ebbede dog efterhånden ud.