14 minute read
Arne Kiilerich: Dawkins’ Greatest Show (boganmeldelse
Dawkins’ Greatest Show
Anmeldelse af Richard Dawkins’ seneste bog The Greatest Show on Earth
Af Arne Kiilerich
Holocaustnægtere Dawkins lægger ud med en påstand om at evolutionen er lige så veldokumenteret som holocaust. Evolutionsskeptikere sammenlignes bogen igennem med historiebenægtere, såkaldte “40-percenters” med henvisning til galluptal som viser at der findes en hård kerne af 44 % skabelsestro amerikanere. Dertil kommer et større antal som på anden vis er skeptisk over for blind darwinistisk evolution. Kun 14 % af amerikanerne er sande evolutionstilhængere.
“Fyrreprocenterne” omtales i bogen gentagne gange som historiebenægtere. Ignoranter som tror at alt levende er blevet til på 6 dage à 24 timer. Dawkins gør ikke meget for at nuancere dette billede, bortset fra det sidste kapitel i bogen som omhandler diverse galluptal.
Men hvem har så skrevet og dokumenteret livets historie millioner af år tilbage i tiden – uden et eneste øjenvidne? Det har evolutionens teoretikere. Ingen “seriøse” videnskabsmænd betvivler evolutionen. Dawkins har forresten heller ikke mødt en “seriøs” biolog som kunne pege på et alternativ til naturlig udvælgelse.
Bogens retoriske metodik består i at Dawkins skyder alle naive creationistargumenter ned med det hårdeste skyts han kan hale frem fra sit arsenal. Bogen leverer hele fire siders veritabel nedsabling af en aldeles ukyndig modstander i et dawkinsinterview. Her kunne man som alternativ foreslå Dawkins’ og Dennets ordduel med matematikeren David Berlinski i bogen Uncommon Dissent.
Men lad os se nærmere på den såkaldte dokumentation.
Bogens vigtigste “bevis” i evolutionens favør skal hentes fra: 1. Mikroevolutionen 2. Det fossile vidnesbyrd 3. Arternes geografiske spredning 4. Indbyrdes slægtskab 5. “Rudimentære organer” 6. Våbenkapløbet
Blanding af spillekort Mikroevolutionen er kendetegnet ved variationer som følge af avl – naturlig eller kunstig. Nye kombinationer i en eksisterende genpulje fremmes ved se-
Darwin har gjort det muligt at man som ateist kan være intellektuelt tilfredsstillet. Richard Dawkins, The Blind Watchmaker, 1986: 6.
lektion. Dawkins sammenligner dette med blanding af spillekort. Dawkins trækker ofte hunden frem som et eksempel på hvor hurtigt avl kan fremme evolutionære ændringer, og stiller i denne forbindelse spørgsmålet: “Tænk hvad millioner af år kan udrette?” – Her skal forestillingsevnen altså erstatte historieskrivningen!
Et kvalificeret gæt er at det ikke vil blive til voldsomt meget mere hvis der kun er adgang til den samme genpulje. Mikroevolutionen er en i vid udstrækning lovmæssig og delvis forudsigelig variation. Makroevolutionen skal sprænge disse rammer. Ingen kan endnu svare på i hvor stor udstrækning det er muligt eller hensigtsmæssigt at blande gener. Den kønnede formering begrænser (heldigvis) det rene genetiske anarki, og som Dawkins selv udtrykker det i forbindelse med hundens ‘evolution’: “Det er forbavsende få gener der er involveret!”
Man kan naturligvis både lægge viftekabale og kongekabale af de samme spillekort; men hvordan fik Dawkins rystet selve spillekortene ud af ærmet?
Altså, den kønnede formering blander kort, men ingen ved det mindste om hvordan hverken kortene eller den kønnede formering er blevet til.
Skeletter ud af skabet Endnu et af de påståede fældende beviser (kapitel 10) er at alle levende organismer ifølge Dawkins skulle være fætre og kusiner. For ham er alting forbundet ved evolution. I slutningen af bogen erkender Dawkins dog at der ikke findes dokumentation for at livet er opstået spontant, men alene sammenligning af skeletter beviser for ham at alle dyr og mennesker er fætre og kusiner – uagtet at den fælles stamform er hypotetisk.
Den kambriske evolutions manglende forgængere undskyldes sædvanligvis med at disse forløbere for ikke-bløddyr må være bløddyr som sjældent fossileres. Hertil må man spørge hvorfor der så findes en del eksempler på fossile vandmænd og mange andre fossile bløddyr? Det skorter normalt heller ikke på fossile kambriske bakterier, de trækkes endda ofte frem som dokumentation for den tidlige evolution!
Hvorfor har de mange kambriske skaldyr ikke haft forgængere med halve og kvarte skaller? Det formentligt mest betydningsfulde findested vedrørende de kambriske dyr er The Burgess Shale i Canada. Herfra er der fund af tusinder af dyr med masser af fossilerede bløddele, herunder adskillige orme hvor selv maveindholdet har kunnet bestemmes. Alle nulevende dyrs grundformer er fossileret her.
Ifølge den berømte evolutionist Stephen Jay Gold rummer de nuværende oceaner langt flere arter end det kambriske hav repræsenteret ved Burgess. Men denne mængde er baseret på langt færre anatomiske grundformer. Dvs. at der af nulevende dyr er mange med små forskelle og få med store forskelle. I stedet for progressiv evolution er her et tydeligt vidnesbyrd om det stik modsatte.
Så skeletterne vælter ud af Dawkins evolutionsskab!
Levende fossiler Det generende begreb “levende fossiler” bruger Dawkins ikke meget energi på. For enten har Darwin ret i at alle arter forandrer sig over årmillioners forløb, eller også har han ikke. – Men artstabiliteten er meget højere end selv en Dawkins kan ønske sig.
På Politikens hjemmeside er der pt. en henvisning til et tilsvarende 260 millioner år gammelt “levende fossil” som nu er filmet med sine unger med et dybhavskamera. Denne fisk, med finner på “korte ben”, viser stadig ikke megen interesse for at gå på land. Og de påståede forløbere til ben er løst fæstnet til bugen og ikke til rygsøjlen som på alle hvirveldyr. Dette makroevolutionære svælg ses tydeligt i bogens illustration af fisken Eusthenopteron og krybdyrene Ichthyostega og Acanthostega. Floridas vandrende malle spadserer heller ikke rundt. Den glider på bugen med de samme bevægelser som den bruger i vandet. I forbindelse med et nyere fossilfund Tiktaalik fortæller Dawkins at “han tabte mælet af bevægelse” idet han i dette fossil har set sin forfader direkte i øjnene. Tiktaalik er et fladtrykt og ikke særligt velbevaret fossil. Dyrets formodede lunger er ren darwinistisk ønsketænkning. Fossilet har som andre fisk finner og gæller, og ingen ved noget om hvor tæt på vandoverfladen den har levet. Når dette fossil er blevet spidskandidat til en meget efterstræbt mellemform, fortæller det mest af alt noget om hvor tomt der er på hylderne.
Fossilerne er ifølge Dawkins slet ikke nødvendige for at bevise evolutionen. Vi er blot heldige overhovedet
at have dem, som et ekstra supplement! De vidner om at evolutionsteorien er en ægte videnskabelig teori, da fossilernes vidnesbyrd er særdeles sårbart over for falsificering. Tænk hvis man fx fandt en fossil gedebuk i de kambriske lag?
Dawkins’ ark Dawkins’ royal flush er de nuværende arters fordeling ud over verden. Ifølge biologerne lever mange arter i en form for isolation skabt af øer, søer, havdybder, bjerghøjder, klima og ikke mindst kontinentalpladernes drift. I disse “øer” har nye arter udviklet sig, hvilket for eksempel ses ved at kænguruen kun findes i Australien. Ifølge bogen skilte Madagaskar sig ud fra Indien for 90 millioner år siden og begav sig på vej mod Afrika.
Ricard Dawkins puster sig derfor gevaldigt op i det niende kapitel og skriver om sit favoritdyr:
En forhistorisk lemur på Madagaskar, formentlig kun en enkelt art, er nu blevet til 37 forskellige arter af nulevende lemurer samt nogle uddøde former. De varierer i størrelse fra pygmæmus, mindre end en hamster, til en kæmpelemur, større end en gorilla med lighed med en bjørn. Den sidstnævnte er for nyligt uddød. Hver eneste af disse arter findes kun på Madagaskar. Der findes ingen lemurer noget andet sted i verden, og der er ingen aber på Madagasker.
Hvordan i alverden tror de 40 %-historiebenægtere at dette har fundet sted. Spadserede alle 37 – eller flere – lemurarter i samlet trop og med halen i sky ad landgangsplanken ud af Noahs ark og hele vejen igennem Afrika til Madagaskar uden at efterlade en eneste på vejen. Endnu engang er jeg desværre nødt til at knuse en så lille og skrøbelig nød med en forhammer. Men jeg er nødt til at gøre det fordi mere end 40 % af den amerikanske befolkning tror bogstaveligt på beretningen om Noas ark.
Jeg må erkende at efter læsning af Dawkins bog kan man komme i tvivl om hvordan han mener det er gået til. Måske marcherede lemurerne for 47 millioner år siden, i stigende rangorden, igennem Tyskland hvor de begravede side 9-lemurpigen Ida (farveside nr. 9 i bogen) som udviste abelignende tilbøjeligheder og først derefter fortsatte til Madagaskar, som desværre var afsejlet og befandt sig langt ude i det Indiske Ocean. (Supplerende informationer om den 47 mio. år gamle lemurpige kan findes i Origo nr. 114. Se også artiklen side 27 i dette blad.) tion på Madagaskar igennem de seneste 90 millioner år, er det naturligvis udelukket at en nær slægtning har levet i Tyskland for 47 millioner år siden!
Dawkins scorer hermed et nydeligt selvmål og får således ufrivilligt ret i at evolutionslæren kan vise sig at være særdeles fossilfølsom, hvilket leder frem til spørgsmålet om hvorvidt den nuværende artsdistribution er bevis for evolutionen. Det var Darwin som fandt på at isolation skaber nye arter. Dette lyder som en ganske rimelig forklaring i en række tilfælde, men langt fra alle. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre for havpattedyrenes og de mange migrerende vingede væseners vedkommende; de må være noget svære at isolere. Når arter alene findes på bestemte lokaliteter, kan det i lige så høj grad skyldes andre arters manglende tilpasningsevne i skiftende miljøer, hvilket fx kan være forårsaget af særdeles voldsomme klimaændringer. Det skønnes at vi nu står tilbage med (måske) kun én promille af alle de arter som tilsammen har levet på kloden. Uddøen og arternes egne fravalg må derfor være en del af forklaringen på den geografiske spredning.
Sommerfugleeksperten Torben W. Langer skriver om bjergsommerfuglen Apollo i bogen “Sommerfugleliv”:
I den sidste snes år er intet eksemplar fanget i Skåne skønt både lavens foderplante og den nøgne klippe stadig forekommer. Teoretisk set skulle mulighederne være til stede; at de ikke er det, skyldes Apollolarvens kræsenhed. Den er nemlig ikke tilfreds med at den rette planteart forekommer, den vil have en ganske bestemt rødbladet varietet af den som udelukkende vokser i tynde jordlag i hulninger på store klippeblokke der ligger fuldt udsat for solen. Vokser planten på selve jordbunden, er den uden interesse for larven, og gror træerne op imellem klippeblokkene så de kommer til at ligge i skygge, uddør sommerfuglen på stedet. Denne kræsenhed gør at al tale om at Apollosommerfuglen skulle have levet i Danmark, roligt kan lades ude af betragtning.
Under alle omstændigheder er artsdistributionen ikke noget som leder til en entydig historieskrivning. Tænk på det paradoks at den kvastfinnede “forfader” fremdeles lever i isolation på store havdybder. Er det ikke netop tilfældet at dens isolation har sat en barriere op for makroevolutionen? I modsætning til dette findes ens typer af dyr på hele verdenskortet. En kat kan hedde en puma, en tiger eller en gepard og leve i hver sin verdensdel. Men det er stadigvæk en kat. Diversiteten er ikke dokumentation for makroevolution.
Chihuahua og Stor dansk Hund: Hvem skulle tro ud fra deres udseende som skyldes nogle få århundreders kunstig selektion, at de begge skjuler ulven i sig?
Denne illustration (med ovenstående tekst i dansk gengivelse) viser hvor dygtig Dawkins er til at understrege sine pointer. Han forstår virkelig at sælge sit budskab. Og læseren narres med dette foto til at tro det utrolige: For hvis en ulv kan blive til en hund i så forskellig fremtoning, kan evolutionen jo gøre hvad som helst. Men se lige artiklen om mikro/makroevolution som viser hvor Dawkins går galt i byen. Bogen er i øvrigt forsynet med mange flotte tegninger og farveplancher. Set i forhold til fx The Blind Watchmaker har bogen fået et betydeligt grafisk løft.
Skyder på alt og alle Dawkins er indædt darwinist. Den naturlige udvælgelse er for Dawkins den suveræne motor i evolutionen. Men den naturlige udvælgelse fungerer helt overordnet ved at udvælge det som producerer mest (levedygtigt) afkom. Det gør de små dyr med en faktor 100.000 sammenlignet med de største. Evolutionen burde derfor have løbet i retning af mindre og mindre organismer.
Dawkins skyder på alt der bevæger sig. Alle variationer, forlæns eller baglæns, indsamles som trofæer til bevis for evolutionen. Men intet af det Dawkins påberåber sig, er et bevis på at evolutionen er en progressivt fremadskridende proces. Heller ikke at ny kompleksitet opstår spontant. Variation i den eksisterende genpulje, uanset hvor omfattende den måtte være, er intet bevis for molekyle til mennesketeorien.
Ideen om organismernes våbenkapløb er også problematisk. At træerne har strakt sig op over græsset for at stjæle lyset, er for Dawkins et bevis for at evolutionen foregår som et våbenkapløb. Træer er spild af energi, så de burde ikke forekomme i en designet verden. Hvem siger det? Den designede verden er netop et overflødighedshorn af unødvendighed målt i artsrigdom, og hvor organismer desuden, for nogles vedkommende, lever i dyb indbyrdes afhængighed. Træerne kvæler ikke græsset, og græsset tager ikke til genmæle. Regnskove er designet med tre niveauer af trækroner som danner levesteder for et mylder af forskellige dyr og planter der er adskilt ved specialisering så de ikke udkonkurrerer hinanden som et samfund af forskellige faggrupper.
Evolutionens kapløb handler om hvem der i en given habitat kan udnytte fødemængden til at producere mest afkom. Dette er mekanikken i den naturlige udvælgelse – intet andet. Den som leverer flest individer der kan blande sig i kommende generationer, bliver evolutionens ukronede vinder. Dette taler ikke til gunst for de langsomtvoksende træer. Dawkins hovedopponent Michael Behe har i bogen The Edge of Evolution givet et bud på evolutionens grænser. Her påviser Behe at det påståede evolutionære våbenkapløb imellem organismer snarere er skyttegravskrig – eller en defensiv krigsførelse. Dawkins refererer endnu engang til bakteriers resistens som et af evolutionens små mirakler, på trods af at det utallige gange er blevet påvist at resistens blot skyldes tab af information og nedsat fitness. Endvidere glemmer Dawkins det ubehagelige faktum at bakterier i et antibiotikafrit miljø hurtigt svinger tilbage til den oprindelige tilstand fra før resistensen er opstået.
Tiktaalik fik Dawkins til at tabe mælet af bevægelse
Dawkins undlader heller ikke at fortælle at creationister ikke har forstået termodynamikkens 2. lov. Dawkins har fuldstændigt ret i at levende organismer ikke bryder denne lov – på grund af solens vedvarende energiforsyning. Men det er heller ikke det som er problemet. Loven skal anvendes i forbindelse med det spæde livs påståede spontane tilblivelse. På den anden side kan man kan heller ikke udelukke at termodynamikken er et problem for det komplekse liv – på den lange bane. En solcelle leverer fx elektricitet i fuld harmoni med termodynamikkens love, men selve cellen nedbrydes med tiden af den samme energikilde.
Har Dawkins bevist evolutionen over for de såkaldte historiebenægtere? Nej, han har bevist variationen – som aldrig har krævet noget bevis. Ordet “evolution” burde være entydigt beregnet for den progressivt voksende kompleksitet, og ville i så fald ikke inkludere mikroevolutionen.
En dybtfølt tak Trods det at Dawkins ikke bringer de store nyheder under solen, må man alligevel være ham tak skyldig for bogen. Jeg er sædvanligvis indædt modstander af at sammenblande bibel og naturvidenskab. Ikke desto mindre er der nogle strofer fra Bibelens første side som konstant har ringet i mine ører under læsning af bogen. De handler om skaberens befaling om at jorden skal vrimle med forskellige dyr. De mange forskellige dyr og planter er designet som individuelle specialister der gør det muligt for dem at leve sammen uden at superdyr som rotter og kakerlakker (umiddelbart) overtager hele billedet. Når for eksempel dyr er opdelt af forskellige kostvaner, kan de leve i samme omgivelser uden at decimeres af grænseløs konkurrence. Har Dawkins en bedre forklaring? Jeg kan ikke få øje på den. Den blinde evolution vil ikke få noget individ til at respektere det som bliver sat på tallerkenen til naboen. Sådanne begrænsninger forklares bedst ved design.
Når den røde tråd skifter farve På den ene side er der no free lunch som medfører at der ikke er råd til nogen form for luksus. På den anden beretter Dawkins om ekstravagant ressourceforbrug når han argumenterer for våbenkapløbet.
Denne slingrekurs ligner kommunalpolitisk fnidder snarere end en klar evidensbaseret naturvidenskab.
Er der overhovedet klare regler for evolutionens fremdrift? Det er vel for meget at spørge efter naturlove?
Hvis vi havde en uforfalsket historie om en gradvis udvikling fra molekyle til menneske, ville dette naturligvis være tilstrækkeligt. Men det har vi ikke! Kun spekulation bygget over mikroevolutionens banale variationer.
Den bedst egnede tilskuer Intet er kommet af nødvendighed. Den biologiske motor som snurrer rundt indtil solen lukker sit øje, er på en måde aldeles overflødig. Det biologiske kredsløb kunne desuden være langt simplere. Den blinde evolution efterspørger i sig selv ingen større dyr, og naturen ville klare sig bedst uden mennesket.
Når Richard Dawkins skriver en så tendentiøs bog, med titlen The Greatest Show on Earth, fortæller det at Dawkins’ bevæggrund er ideologisk snarere end naturvidenskabelig. Hvem vil iscenesætte et show uden tilskuere? Og hvorfor iscenesætte et show for den mest unødvendige af alle skabninger? Fordi denne skabning, mennesket, som en uhørt luksus, er udstyret med evnen til at stille disse to overflødige spørgsmål – hvordan og hvorfor? »Dawkynismen« svarer forkert på det første spørgsmål – og kan derfor ikke besvare det andet.
Konklusion Richard Dawkins vil tydeligvis med denne sin tiende bog slå fast at evolution er en kendsgerning – ikke bare en teori. Som det ses, lykkes det ikke rigtigt.
