Dawkins’ anti-gudsbevis i kritisk belysning Af Peter Øhrstrøm Netop som de fleste troede, at gudsbeviser er gået af mode i den akademiske diskussion, dukker der et anti-gudsbevis op formuleret af prof. Richard Dawkins – bannerføreren for den nye og relativt aggressive ateisme, som er opstået i kølvandet på terrorangrebene i USA d. 11. september 2001. Dawkins præsenterer sit argument for, at Gud næsten med sikkerhed ikke eksisterer i bogen “The God Delusion” (2006) (dansk oversættelse: “Illusionen om Gud”, 2007), som er blevet en af de seneste års helt store bestsellere. Jeg vil i det følgende vise, at Dawkins’ argument er meget svagt, og det i virkeligheden er et mislykket forsøg på at komme uden om et tungtvejende argument for design i naturen. Dawkins tager udgangspunkt i spørgsmålet om oprindelsen af kompleksiteten i den levende natur – velvidende at netop denne kompleksitet traditionelt ses som evidens for design og ofte også for en teistisk verdensforståelse. Dawkins er ganske klar over problemet og dets betydning som udfordring af den ateistiske verdensopfattelse. Han er også opmærksom på de teoretiske vanskeligheder med at forklare kompleksitetens og informationens oprindelse i den levende natur. Han henviser til, at den berømte videnskabsmand Sir Fred Hoyle har fremsat en tankevækkende udtalelse herom:
»Hoyle sagde, at sandsynligheden for, at livet skulle være opstået på jorden, ikke var større end sandsynligheden for, at det skulle lykkes en orkan, som fejede hen over en bilkirkegård, at samle en Boeing 747.« [p. 136]
Dawkins benægter ikke Hoyles påstand. Han er også helt opmærksom på, at denne og andre lignende observationer ofte har været brugt i en argumentation for, at eftersom det er så usandsynligt, at livet kan være opstået ved naturlige og ikke-styrede processer, så må livet være blevet til ved styrede processer (dvs. design eller skabelse). Selv om Dawkins altså er helt Origo 116
opmærksom på, at det ville være fristende at bruge Hoyles observation som evidens for skabelse eller design, afviser han alligevel den form for argumentation. Man skal ifølge Darwkins nemlig ikke falde for fristelsen til at bruge Hoyles korrekte observation på den måde:
»Den naturlige fristelse består i at tillægge det tilsyneladende udtryk for design et faktisk eksisterende design. I tilfældet med en menneskeskabt kulturgenstand, som f.eks. et ur, har designeren virkelig været en intelligent teknisk pioner. Det er fristende at bruge samme logik i forhold til et øje eller en vinge, en edderkop eller en person.« [Dawkins, p.185-6]
Det er påfaldende, at Dawkins i forbindelse med det han kalder “den naturlige fristelse” ikke gør noget for at forklare, hvorfor man på forhånd skal udelukke, at “det tilsyneladende udtryk for design” kunne skyldes “et faktisk eksisterende design”. I modsætning til den gængse anvendelse af Hoyles observation søger Richard Dawkins derfor i sin bog at vise, hvordan Hoyles indsigt i virkeligheden kan bruges på den stik modsatte måde, nemlig i en argumentation for konklusionen: “Gud eksisterer næsten med sikkerhed ikke” [p.187]. Dawkins har ikke i bogen præsenteret sit argument på meget stringent måde, og han nævner heller ikke i alle tilfælde de underforståede præmisser, som er forudsat i argumentationen. Grundstrukturen i Dawkins argumentation kan skitseres på følgende måde, idet jeg har forsøgt at bringe Dawkins skjulte præmisser frem i lyset, således at argumentet bliver mere sammenhængende end i Dawkins egen præsentation, og idet jeg har oplistet argumentets præmisser (P1-6) og dets mellemkonklusioner (K1-3) på vejen mod den endelige konklusion (K4):
P1. Livets opståen af ikke-liv er ekstremt usandsynlig. (Hoyles observation) P2. Selv det ekstremt usandsynlige har en forklaring mht. dets tilblivelse.
15
