6 minute read

Kvalitetskrav til OP-stuer skærpes i CEN-standard

En mere restriktiv europæisk CEN-standard 156, der hæver barren for hygiejnen på blandt andet ultrarene operationsstuer, skal reducere risikoen for infektioner, genindlæggelser og genoperationer efter knæ- og hofteoperationer og vil læne sig op ad de skrappere svenske krav

En ny, mere restriktiv CEN-specifikation er på vej til at stramme de nationale krav til indretning, adfærd og hygiejne på danske og andre europæiske sygehusenes operationsstuer. Den lægger op til halvering af CFU-tallet på stuerne.

Advertisement

Når den træder i kraft, vil den være et opslagsværk, der kan opgradere hygiejnen i OP-stuer markant. I udkastet skærpes kravet til luftkvaliteten i Danmark fra 10 CFU pr. kubikmeter luft og lægger sig tæt op ad de mere restriktive krav i Sverige på 5 CFU.

For at sikre en renere luft stilles en lang række krav til bygninger, indretning, adfærd, ventilation, tøj m.m. Kravene er på vej ind i sygehusprojekter fremover og bliver obligatoriske i nye udbud, men håbet er, at de også resulterer i opgradering af eksisterende OP-stuer.

CEN kommer ikke til at foreskrive en bestemt ventilationsteknik som LAF eller TAF, men vil bygge på en blanding, så der opereres med UDF og dilution princippet. UDF er en forkortelse af Undirected Flow og dilution er en fortynding, hvor ren- og rumluft blandes og filtreres, så grænseværdien overholdes.

Specifikationen vil kun operere med kategorierne ”rent” og ”ultrarent”, men hvordan den ultrarene luft sikres konkret er op til det enkelte projekt. Nok lidt overraskende kommer der ikke krav om obligatoriske luftsluser kendt fra lægemiddelindustrien.

Sluser, der anses som effektive mod forurening af ultrarene rum og til at holde trykket på operationsstuen, er sparet bort i sygehusbyggerierne. Der er ikke planlagt en eneste sluse til de nye danske sygehusbyggerier ind til OP-stuer, vurderer en ventilationsekspert med kendskab til mange af projekterne.

Ingeniørerne må derfor udvikle andre løsninger. Det kan være at indrette udpakningsrummene og ventilationen, så de kan fungere som sluser, hvor luftstrømmen bevæger sig bort fra OP-stuerne ud mod gangene, så urenhederne ventileres ud.

Danmarks ene repræsentant i CEN-arbejdsgruppen, seniorkonsulent Flemming Malcho, Halton, er med til at formulere indholdet i den ventede CEN-156 og har set mangt og meget på danske OP-stuer i sit arbejde som specialist. Målet er at sætte fokus på at sikre ultraren luft på operationsstuerne, men hvordan det bliver opnået, er op til projektmagerne, fastslår han. Håbet og intentionen er, at luften bliver meget renere og at specifikationen og standarden vil gøre det sværere at dyrke kunsten udi ansvarsforflygtigelse, når der henvises til den allerede i udbudsmaterialet. Tretrinsraket mod bedre hygiejne

CEN udvikler specifikationer og standarder, der skal fremme teknisk harmonisering i Europa. Når en standard vedtages, bliver den automatisk gældende i alle medlemslande. CEN-156 bliver en formel vejviser landene kan følge.

Den vedtages først som frivillig, teknisk specifikation, som senere kan godkendes til en egentlig, national forpligtende CENstandard. I praksis vil den som teknisk specifikation utvivlsomt blive betragtet som en standard der bør efterleves.

Sygehuse og rådgivere har længe ønsket mere stingente, håndfaste retningslinjer på området. Projekter, der ikke følger indholdet, kan få det svært. Den betragtes som en vejviser og vil nok blive indskrevet i udbud som dét, der skal følges.

Rådgivende ingeniører peger på, at CEN, de reviderede Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer samt den kommende opdatering af FSTA-vejledningen bliver en tretrinsraket, der kan stoppe årelange diskussioner og løfte den hygiejniske standard, da anbefalinger, retningslinjer og krav er opdateret.

Kludetæppe af systemer forsvinder

De nye retningslinjer diskuteres og udarbejdes i øjeblikket i CEN TC156-WG18, en arbejdsgruppe der skal nå konsensus trods mange divergerende holdninger. Hidtil har enkeltlandenes OP-stuer været et kludetæppe af systemer.

I de tysktalende lande bruges LAF, i Norden et miks eller TAF, England har sin egen standard.

Forskellige syn på LAF og TAF og andre systemer vækker bred irritation. Derfor har arbejdsgruppen forsøgt at opnå et bredt fodslag.

Seniorkonsulent Flemming Malcho, Halton A/S, der er den ene af Danmarks to repræsentanter i CEN-arbejdsgruppen, uddyber: ”Det endelige udkast er ikke fuldt offentliggjort, men vi ved, hvad der er på vej i Danmark. Vi har set på, hvad vi kunne gøre og opererer kun med rent og ultrarent som kategorier. Mange har allerede indført den svenske norm og alt, der kommer til at stå i den nye standard, skal gælde fremadrettet.

Man ser på stuens beskaffenhed, der er tæthedskrav til rummet og lofterne for at

Udpakningsrum, hvor instrumenter m.m. klargøres som her til at blive kørt ind på operationsstuen i ultraren luft, kan designes, så den får en slusevirkning, hvis luftstrømmen vendes, så den strømmer ud mod operationsgangen i mangel af rigtige sluser, vurderer en ventilationsspecialist. Foto: Aarhus Universitetshospital/Region Midtjylland.

opnå den ønskede renhed, og standarden læner sig meget op ad den svenske norm. Man angiver således ikke et bestemt luftskifte, men en renhed der skal opnås. Har man tøj på, der afgiver 5 CFU i stedet for 1,9 CFU, skal der bruges et tredobbelt luftskifte osv.” ”I min verden bliver det en større ændring, nu handler det også om adfærd, tøjvalg ud over ventilation. Det bliver en helhedsbetragtning og ikke en betragtning over entreprisegrænser. Rådgiverne får et bedre værktøj og kan skrive, hvilke krav stuen skal opfylde med henvisning til standarden,” siger han.

Slut med at fraskrive sig et ansvar

Fremover bliver ansvaret for byggefadæser måske også lettere at placere. Det er i hvert fald intentionen med standarden, forklarer Flemming Malcho: ”Man har skrevet konditionerne for bygningskonstruktionen, hvordan den bygges op og kravene. så leverandørerne får ansvaret, hvis det ikke virker. Et supersygehus måtte ombygge ca. 40 OP-stuer, der ikke kunne sikre ultraren luft. Problemet var, at ingen ville påtage sig ansvaret, fordi man havde opfyldt krav, som kunden ønskede, men som jeg tror alle finder utidssvarende.” ”Standarden bliver et værktøj, hvor rådgiver direkte kan sige til leverandøren: Det, du leverer, skal virke, ellers har du et problem. I dag er der ikke nogen som tager ansvar. Kirurgen ved ikke noget om det, mange maskinmestre og rådgivende ingeniører ved ikke nok. Derfor er det rart med en standard der siger, ”det er sådan vi gør det.” ”I Odense skal leverandøren sikre 10 CFU i en klasse 4 stue og 100 CFU i en klasse 3 stue under en simuleret operation. De har taget udgangspunkt i noget mere restriktivt, end vi ellers ser i Danmark. CEN-standarden omfatter ud over OPstuer også isolationsstuer og patientstuer.” ”Infektioner ved ortopædkirurgiske operationer med indsættelse af implantater i knoglerne er specielt kritiske for patienter, der får nye knæ og hofter, men problemet er generelt, at vi ikke kan blive ved med at forebygge og behandle infektioner med antibiotika.

Vi ser flere og flere bakteriekulturer ændre egenskaber og bliver multiresistente, så mange af disse lægemidler i fremtiden næppe kan hjælpe patienterne. Derfor bliver det stadigt vigtigere at sikre ultraren luft på operationsstuerne,” siger Flemming Malcho.

Problemet med ren luft på landets operationsstuer har stået på i en årrække, men i slutningen af 2017 sprang lidt af en bombe da det stod klart, at 40 helt nye operationsstuer på det nye supersygehus i Skejby ved Århus skulle bygges om, fordi de ikke opfyldte kravet om ultraren luft til de mest risikofyldte operationer med indsættelse af implantater som typisk er knæ-og hofteoperationer. Skejby har ikke været alene om sådanne problemer. Foto: Aarhus Universitetshospital/Region Midtjylland.

This article is from: