
2 minute read
Uderum og brugen af dem
Under Corona muliggjorde havedørene på de to skoler, at børnene kunne møde ind til deres eget klasseværelse. Det gjorde det dels muligt at adskille eleverne og dels at holde forældrene ude af skolen. Førstnævnte var alene et Corona-tiltag og ønskes derfor ikke videreført. Adskillelsen af eleverne var et nødvendigt onde, som der ikke italesættes fordele ved. Sidstnævnte oplevedes mere ambivalent. Som for daginstitutionerne oplevede man fordele ved, at forældrene ikke kom ind på skolen, når de afleverede. Det skabte mere ro, og man undgik, at lærerne brugte tid på forældre, der lige ville vende noget, når de afleverede. Fokus var på at tage imod eleverne. På Stengård Skole har man haft overvejelser om, hvorvidt man skulle videreføre denne praksis om at holde forældrene ude af skolen. Dog har man valgt at prioritere forældrenes oplevelse af en relation til skolen og lærerne ved at komme på skolen. Derfor har man ikke holdt fast i, at forældrene skulle blive ude. Man har vægtet, at relationen mellem skole og hjem ikke bliver for formel, som der er en fare for, hvis kontakten kun sker ved forældremøder og skolehjemsamtaler. I stedet har man opfordret forældrene til at tænkte over, om de skal med ind, og indprentet, at det ikke er om morgenen, at man skal tale med lærerne om eventuelle spørgsmål og udfordringer. Det har givet lærerne opbakning til at sige fra, hvis forældre begynder på en dialog om morgenen, og i stedet henvise til kontakt via telefon, mail eller møde. Forældrenes gang på skolen mindskes automatisk af, at indskolingen er sko-fri – det får de fleste forældre til at blive ude.
Figur 10: Havedør, der sikrer direkte ud- og indgang til klasseværelse på Stengård Skole.
Her ser vi således, at det fysiske rum kan gøre tilpasningen til Corona nemmere eller sværere, men også at man under Corona gjorde sig erfaringer med brugen af de fysiske rammer, som man lader sig inspirere af videre frem. Om disse tilpasninger vil blive den nye normal, eller om de vil gå langsomt i glemmebogen, må tiden vise. Skolelederen mente, at det ville holde ved.
Uderum og brugen af dem Corona medførte for mange institutioner en øget brug af uderum. Dels for at få mere plads, dels for at sikre udluftning (både ved at være ude og ved at lokaler kunne udluftes imens). Det betød, at kravene til uderummene ændrede sig, og at brugen ændredes ved, at man i stigende graf flyttede undervisningen ud.