Sjostakovitj & Tjajkovskij

Odense Symfoniorkester

Dirigent og solist: Eugen Tichindeleanu

Solist: Maja Bogdanovic, cello

Pēteris Vasks:

Castillo Interior (f. 1946)

Varighed: ca. 13 min.

Peter Tjajkovskij: Serenade for strygere, op. 48 (1840 - 1893)

I Pezzo in forma di Sonatina

II Walzer

III Elegie

IV Finale - Tema Russo

Varighed: ca. 28 min.

P A U S E - ca. 20 min.

Dmitrij Sjostakovitj: Cellokoncert nr. 1, op. 107 (1906 - 1975)

I Allegretto

II Moderato

III Cadenza

IV Allegro con moto

Varighed: ca. 30 min.

Foto: Sarah Wijzenbeek

Umiddelbart er aftenens tre værker meget forskellige: De kommer fra tre forskellige tidsperioder; komponisternes stil, og dermed også musikkens væsen, er forskellig, og endelig er de skrevet for tre ganske forskellige besætninger: ren strygerbesætning hos Tjajkovskij, soloinstrument med orkester hos Sjostakovitj og en inderlig duet for violin og orkester hos Vasks.

Men under forskellene løber flere fællesnævnere. Programmet kan læses som et før-under-efter-tværsnit af Sovjetruslands musik: Tjajkovskij er selvfølgelig eksponent for før-sovjettiden, mens Sjostakovitj kæmpede både indadtil og udadtil med de krav, al sovjetisk musik og dens komponister var underlagt. Vasks, født i Letland i 1946, voksede bogstaveligt talt op i Ruslands skygge, men har oplevet sit land blive frit, udvikle sig og slutte sig til Europa.

Al musik kommer fra komponisternes indre liv, men, og det er aftenens anden røde tråd, alle tre værker er i højere grad end ellers skrevet ud fra en dybt personlig impuls: Vasks, hvis far er præst, låner sin titel fra en mystiker fra 1500-tallet. Tjajkovskij, som livet igennem kæmpede med sin homoseksualitet, beskrev sin strygerserenade som musik, der blev skrevet ”fra en indre impuls”. Og Sjostakovitj omsatte det store pres, der hvilede på ham, til musik, der både er elegant og snerrende.

I dag er det hovedsageligt strygerne, der får taletid. Violinen og celloen taler sammen hos Vasks, Tjajkovskijs serenade sender blæserne uden for døren, og Sjostakovitj lader celloen brillere fra første takt.

SPIRITUELLE VERTIKALER

Ligesom Sjostakovitj skrev Peteris Vasks Castillo Interior til nogle helt specifikke musikere, nemlig stjernecellisten Sol Gabetta og violinist Patricia Kopatchinskaja. Titlen er et ordret lån fra bogen Sjælens Slot, som er skrevet af Teresa af Ávila. Bogens oprindelige spanske titel betyder bogstaveligt talt ”Det indre slot” eller ”den indre borg”, og handler om vigtigheden af kristen bøn og meditation.

Teresa af Ávila blev født i Spanien i 1515 i en adelsfamilie. Hendes bedsteforældre var konverteret til kristendommen fra den mosaiske tro, og det lå især moderen på sinde, at Teresa og hendes bror skulle opdrages som fromme kristne. Vejen til et liv som adelsfrue lå åben, men Teresa valgte i stedet at blive nonne: Hun grundlagde flere klostre, og sammen med præsten og mystikeren Johannes af Korset grundlagde hun karmeliterordenen, der stadig findes i den katolske kirke i dag.

Bøn og meditation stod som to konstanter i Teresa af Ávilas liv, og det er også temaet i bogen Sjælens Slot

Musikken begynder sagte og indadvendt, og er domineret af lange fraser, hvor instrumenterne ligger tæt op ad hinanden – som messesang eller som lange åndedrag hos den, der endelig finder fred i en bøn.

To hurtige, hektiske passager afbryder meditationen. Et billede på alt det ydre i verden – sygdom, krig, verdslige fristelser – der forsøger at trænge sig ind på den bedende, måske? I sin egen programnote beskriver Vasks værket som ”spirituelle vertikaler, vejen til det evige lys, og lige ved siden af, verden med alle dens mange facetter og modsætninger”.

HYLDEST TIL MOZART

Modsætninger finder vi også hos Tjajkovskij. Hans 1812-ouverture er, med sine kanoner, bamlende kirkeklokker og indlagt citat af den franske nationalsang, en bombastisk fejring af den russiske hærs sejr over Napoleons hær i 1812. Den er også – sammen med balletten Nøddeknækkeren – blevet et af Tjajkovskijs absolutte superhits. Og så står den i skarp kontrast til den inderlige, elegante serenade, vi skal høre i aften. Alligevel lå begge værker på Tjajkovskijs arbejdsbord samtidig.

”Ouverturen bliver meget højlydt og støjende, men jeg skrev den uden nogen varme, kærlige følelser, og derfor bliver den nok uden nogen særlige, kunstneriske kvaliteter”, skrev Tjajkovskij.

”Serenaden, derimod”, fortsatte han, ”er skrevet ud fra en indre trang. Det er et værk fra hjertet, så jeg håber, at det ikke er uden kunstnerisk kvalitet”.

Fire satser består serenaden af, og de skal – hvis man følger Tjajkovskijs egen markering i partituret – spilles af ”jo flere strygere, desto bedre”.

Første sats er en hyldest til Mozart. Den åbner med en højtidelig koral, som kommer igen til sidst i satsen, og derimellem er satsen bygget op over den sonateforms-læst, som Mozart også skar sine symfonier og sonater efter. ”Min hensigt er at imitere Mozarts stil, og jeg ville være henrykt, hvis jeg mente, at jeg på nogen måde var kommet tæt på mit forbillede”, skrev komponisten.

Også andensatsen er åndeligt beslægtet med Mozart. Mange wienerklassiske symfonier – også mange af Mozarts – har menuet-satser, og selvom Tjajkovskijs andensats minder mere om hans egne elegante balletvalse end for eksempel Strauss’ parfumetunge wienervalse, kan satsen sagtens høres som et tydeligt, kærligt, nik til de wienerklassiske menuetter.

Hvis man skal svømme hen til én af aftenens satser, så lad det være Tjajkovskijs tredjesats. Det er en elegi – ordet kommer fra det oldgræske elegos, der betyder klagesang – som viser Tjajkovskijs uforlignelige evne til at få strygerne til at synge.

Foto: Sarah Wijzenbeek

Tjajkovskij stod med begge ben solidt plantet i nationalromantikken, hvor man i højere grad dyrkede nationale særpræg frem for universelle dannelsesidealer. Og selvom hans strygerserenade er en hilsen til Mozart og klassikken, hvor man netop dyrkede oplysningstidens universelle dyder, så kan man, let omskrevet, tage manden ud af nationalromantikken, men ikke tage nationalromantikken ud af manden.

Begge temaer i fjerde sats låner fra to russiske folkesange, der hylder landlig russisk idyl – sange, som Tjajkovskij havde samlet ind, arrangeret og udgivet nogle år forinden.

STALINS YNDLINGSSANG?

Sjostakovitjs cellokoncert er skrevet i 1959 til Mstislav Rostropovitj, en af de største russiske cellister på den tid. Rostropovitj må formodes at have haft en klæbehjerne ud over det sædvanlige, for han lærte solostemmen udenad på blot fire dage, så forelsket blev han i musikken!

Der er virkelig også nok at blive betaget af. Sjostakovitj havde set nære venner ”forsvinde” eller falde i unåde hos Sovjetregimet, og han havde også selv været offer for nådesløs forfølgelse i 1937, da hans opera Lady Macbeth fra Mtsensk blev revet af plakaten, fordi Stalin ikke brød sig om den. Måske forklarer det Sjostakovitjs enestående evne til at skrive musik, der på en gang er let og bidende.

Åbningssatsen beskrev Sjostakovitj selv som en ”spøgefuld march”. Den begynder med et lille tema på fire toner, der efterhånden udvikler sig og bliver overtaget af først obo og så messingblæsere i orkestret. Marchen går hurtigere og hurtigere, højere og højere, hen mod en hæsblæsende slutning.

Idéen om koncerter for soloinstrument og orkester blev som så meget andet ”opfundet” i wienerklassikken, men vi er langt væk fra Mozart – og fra Tjajkovskijs hyldest til ham – her. Hvor man i en wienerklassisk koncert i hovedreglen altid ville have en orkesterindledning, før solisten sætter ind, lader Sjostakovitj her solisten drøne ud over stepperne fra første takt.

Læg mærke til, på hvor mange måder Sjostakovitj iscenesætter det lille firtonetema: selvsikkert i begyndelsen, intimiderende, når det bliver drønet ud i messingblæserne, elegant hos træblæserne…

Førstesatsen sætter scenen for andensatsens sårbare rum med lange strygerlinjer suppleret af småbitte lysglimt i celestaen. Cellostemmen forsøger sig med smukke, melodiske linjer satsen igennem, men i midten er det, som om den kommer op at slås med orkestret eller sig selv, og det hele falder efterhånden lidt fra hinanden på den spændingsmættede måde, som Sjostakovitj er uovertruffen mester i. Åbningstemaet kommer igen, men mere forpint og ikke så velsyngende som før.

I stedet for den traditionelle kadence, som man ville forvente i en traditionel koncert for soloinstrument og orkester, har Sjostakovitj valgt at skrive knap fire minutters intens monolog for celloen, der går direkte over i fjerde sats.

Her samler Sjostakovitj alle trådene i en rasende allegretto con moto, altså en allegretto med fremdrift, som bliver til et spind af temaer – ikke mindst det lille firtonetema fra første sats.

Der er skrevet flere hyldekilometer om Sjostakovitjs brug af ”koder” og citater i musikken, ikke mindst om denne fjerde sats. Nogle forskere peger nemlig på, at Sjostakovitj lader et ganske særligt tema spøge i kulissen: Den georgiske sang ”Suliko”, som ofte blev nævnt som Stalins yndlingsmelodi. Stalins kritik af Sjostakovitjs opera tyve år tidligere var tæt på at få komponisten smidt ud af det gode selskab af sovjetkomponister – eller i arbejdslejr. Stalin selv døde i 1953, seks år inden cellokoncerten blev skrevet. Er det et bevidst citat? En hilsen til den døde leder fra komponisten, der overlevede ham både kronologisk og kunstnerisk? Eller et tilfælde?

Uanset hvad står den vilde fjerde sats i skøn kontrast til den indadvendte, melodiske andensats, og det er blot én blandt de mange herlige kontraster, der præger musikken i aften.

Programnote af Malena Rønnow

MEDVIRKENDE

Eugen Tichindeleanu, dirigent

Koncertmester i Odense Symfoniorkester siden juni 2013. Eugen Tichindeleanu er født ind i en rumænsk musikerfamilie og debuterede som bare 8-årig med Bacau Symphony Orchestra. Han er uddannet på Musikakademiet i Bukarest, hvor han studerede hos Stefan Gheorghiu. I 2003 flyttede han til Paris, hvor han studerede på konservatoriet hos Gerard Poulet og Olivier Charlier. Han har også fulgt undervisning hos Mauricio Fuks, Pavel Vernikov og hos sin mentor Dmitry Sitkovestky. Eugen har vundet adskillelige priser og optrådt med en lang række orkestre over det meste af Europa. Siden 2020 har han ved siden af sit arbejde i Odense også indtaget koncertmesterposten ved City of Birmingham Symphony Orchestra. Eugen har også ved flere lejligheder dirigeret OS.

Maja Bogdanovic, cello

Serbiskfødte og i dag Amsterdam-baserede Maja Bogdanovic har spillet cello, siden hun var helt lille, og studeret under bl.a. Nada Jovanovic i hjemlandet Serbien, Michel Strauss, Itamar Golan og PierreLaurent Aimard i Paris og Jens Peter Maintz i Berlin. I nyere tid har hun været solist i front for orkestre som Tonhalle Orchester Zurich, Tokyos Filharmoniske Orkester, Den Slovenske Radios Symfoniorkester i Ljubljana, Orchestre National des Pays de la Loire, Beograds Filharmoniske Orkester, Konzerthausorchester Berlin, Bremerhavens Filharmoniske Orkester og orkestre i Korea, Mexico, Argentina og USA. Bogdanovic har vundet talrige internationale priser og er en ivrig kammermusiker. F.eks. optræder hun hyppigt sammen med sin partner, violinisten Daniel Rowland, og på disse breddegrader den dansk-armenske pianist Marianna Shirinyan.

SÆSON 2026

KONCERT, SÅ VIL DU HELT

SIKKERT OGSÅ KUNNE LIDE...

BLEUSE, BEETHOVEN & FAUST 11. SEPTEMBER – KL. 19.00

Med chefdirigent Pierre Bleuse i spidsen blænder vi op for Bartóks kontrastfyldte koncert for orkester. Og så byder koncerten på en af den musikalske himmels superstjerner; violinvirtuosen Isabelle Faust, der spiller Beethovens vidunderlige violinkoncert.

PLANETERNE & STAR WARS

30. & 31. OKTOBER - KL. 19.00 Gustav Holsts Planeterne er et symfonisk hovedværk, som det kræver betydelige, instrumentale muskler at realisere. Til koncerten kan du også opleve musik fra Star Wars-filmene af John Williams.

BRAHMS & PROKOFIEV - KAMMERKONCERT

11. NOVEMBER – KL. 19.00 Kammerkoncert med en anden prominent, sovjetisk komponist, nemlig Prokofiev, hvis melodiøse og farverige strygekvartet var ét af hans egne yndlingsværker. Før den kan du høre Brahms’ sene klarinettrio og dansende, amerikansk klezmer.

KOMMENDE KONCERTER

BLEUSE, BEETHOVEN & FAUST

11. september 2025 - kl. 19.00

STEEN JØRGENSEN - MED MARINA BOTES & OS

18. september 2025 - kl. 19.00

BRAHMS’ 2. KLAVERTRIO - PRO MUSICA

23. september 2025 - kl. 19.00

BIZET & WIDOR - ODENSE INTERNATIONALE ORGELFESTIVAL

25. september 2025 - kl. 19.00

BAMSEKONCERT

27. september 2025 - kl. 11.00 & 13.00

LA TRAVIATA - DEN JYSKE OPERA

10. & 11. oktober 2025

SØNDAGSMATINÉ

12. oktober 2025 - kl. 11.00

FANTASYKONCERT

17. & 18. oktober 2025

CARL NIELSEN OG ANNE MARIE CARL-NIELSENS HÆDERSLEGAT

24. oktober 2025 - kl. 19.00

PLANETERNE & STAR WARS

30 & 31. oktober 2025 - kl. 19.00

SPØRG OM ALT - HOS OS

7. november 2025 - kl. 19.00

BRAHMS & PROKOFIEV - PRO MUSICA

11. november 2025 - kl. 19.00

MUSIKHISTORIEN - PÅ DYBT VAND

15. november 2025 - kl. 11.00

DE OPERAREJSENDE

20. november 2025 - kl. 19.00 (udsolgt)

21. november 2025 - kl. 19.00 (udsolgt)

SØNDAGSMATINÉ

23. november 2025 - kl. 11.00

1. violin

Eugen Tichindeleanu

Erik Heide

Signe Madsen

Esther Mielewczyk *

Hana Kovacˇ

Stinus Christensen

Ulrike Kipp Christensen *

Valeria Stadnicki

Sofie Qvamme

Zhe Deng

Aisté Juodagalvyté **

Carlota Combis Clara **

Martyna Kulpinska **

2. violin

Simona Bonfiglioli

Jovana Vukušić *

Jan Erik Schousboe

Carl Sjöberg *

Stig Andersen

Kathrin Kollecker *

Mads Haugsted

Veronika Krauß Mojzešová (orlov)

Katerina Jelinkova (orlov)

Stefan Enemærke Becker **

Nanna Treu **

Øssur Bæk **

Karoliina Koivisto **

Bratsch

Rafaell Altino *

Martin Jochimsen

Dorthe Byrialsen

Gertrud Ludwig (orlov)

Dorota Kijewska

Christian Bønnelykke

Victor Sørensen (orlov)

Malte Bjerkø **

Barbara Anna Kammer **

Cello

Jonathan Slaatto

Anna Dorothea Wolff (orlov)

Chatarina Altino *

Michaela Fukacˇová *

Anna Pettersson

Mette Spang-Hanssen

Perrine Pacherie **

Michal Panasiuk **

Tobias van der Pals **

Kontrabas

Peter Prehn *

Maria Frankel

Jens Krøgholt

Andreas Hjorth Jessen

Fløjte

Rune Most (orlov)

Ragnhildur Josefsdottir

Simon Rosenkilde Roed **

Obo

Henrik Skotte

Albrecht Krauß

Pina Mohs (engelskhorn)

Klarinet

Svante Wik (orlov)

René Højlund Rasmussen

Kenneth Larsen (basklarinet) -

Tine Maj Kofoed Antonsen **

Fagot

Morten Østergaard

Xanthe Arthurs

Lars Mathiesen (kontrafagot)

Horn

Tone Sundgård Anker

Niels Aamand Güntelberg

Nicolai Sell

Philip Sandholt Herup Andersen

Emmett Hartung **

Trompet

Per Morten Bye

Victor Koch Jensen

Henrik Hou

Basun

Robert Holmsted

Lukas Winther Andersen

Tobias Larsen **

Basbasun

Alf Vestergaard Nielsen

Tuba

Carl Boye Hansen

Pauke

Thomas Georgi

Slagtøj

Jonas Bonde-Nielsen

Laurids Hvidtfeldt Madsen

Harpe Alexandra Guiraud **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond

** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Sjostakovitj & Tjajkovskij - 4. september 2025