Bruckners 4. symfoni

Odense Symfoniorkester

Dirigent: Andris Poga

Solist: Oleg Shebeta-Dragan, klarinet

Aaron Copland: Klarinetkoncert (1900 - 1990)

I Slowly and expressively

II Rather fast

Varighed: ca. 18 min.

P A U S E - ca. 20 min.

Anton Bruckner: Symfoni nr. 4, (1824 - 1896) Den romantiske

I Bewegt, nicht zu schnell

II Andante quasi Allegretto

III Scherzo: Bewegt

IV Finale: Bewegt, doch nicht zu schnell

Varighed: ca. 1 time 10 min.

Foto: Mariia

Shutko

Coplands klarinetkoncert og Bruckners 4. symfoni er adskilt af både tid, stil og kontinent, men deler en fælles fascination af rum, natur og kontrasten mellem det eftertænksomme og det energiske. Vi skal i aften høre to værker, der på hver deres måde bevæger sig mellem indadvendt refleksion og livfuld bevægelse. Velkommen til en koncert, der åbner rum – fra moderne amerikansk horisont til østrigsk-romantisk natur.

MED KRIGEN SOM BAGTÆPPE

Som solist i aftenens første værk skal vi møde en ung herre, for hvem gerningen som internationalt efterspurgt klarinetsolist sættes i skarp kontrast af den brutale krig, der nu i snart fire år har hærget hans hjemland. Ukrainske Oleg Shebeta-Dragan fik sin kometkarrieres start i Odense med en sejr i Carl Nielsen Klarinetkonkurrencen i 2022. Siden er hans liv musikalsk set kun gået én vej: opad! – alt imens opmærksomheden til stadighed må deles mellem klarinetten og familien og vennerne hjemme i Kyiv, som lever med daglige droneangreb, bombardementer, mangel på strøm og varme, og frygt for, hvad morgendagen vil bringe. Denne realitet tynger naturligvis vores unge solist voldsomt, og han gør sig umage for gennem musikergerningen vha. støttekoncerter og fundraising at minde folk i Europa om, at krigen stadig foregår, og at ukrainerne desperat har brug for vedvarende støtte og bevågenhed.

Aaron Coplands klarinetkoncert beskriver Oleg som værende blandt hans tre yndlingsværker. Om værket fortæller han: ”Jeg var rørt til tårer, da jeg hørte den første gang! Andensatsen er fuld af jazz og latinamerikanske rytmer og føles som et musikalsk portræt af 1940’ernes New York. Det er et værk, der taler direkte til sjælen, samtidig med at det forbliver rytmisk vitalt og fuld af karakter.”

Den amerikanske komponist Aaron Copland kender vi for balletmusikken til Billy the Kidd, Rodeo og Appalachian Spring, og for hans Fanfare for the Common Man Coplands kunstneriske interesser spændte bredt, han skrev filmmusik og komponerede i de fleste af det 20. århundredes markante stilarter i løbet af sin karriere. Interessen for jazz og latinamerikansk musik skinner unægtelig igennem i klarinetkoncerten, som blev til på bestilling af klarinettisten og bandlederen Benny Goodman og uropført i november 1950 i en radioudsendelse af Goodman og NBC Symphony Orchestra.

Modtagelsen var umiddelbart en smule lunken, men Copland og Goodman indspillede koncerten sammen to gange, i 1950 og 1963, og den anden indspilning blev et stort hit og gjorde – sammen med en balletversion af Jerome Robbins året efter – sit til at få koncertens popularitet slået fast hos både kritikere og publikum. Koncerten blander med sin jazzpåvirkning den populære og den seriøse musik i en syntese, der vækker mindelser om komponistens egen Rodeo-ballet og stilen, vi kender fra Leonard Bernstein.

Klarinetkoncerten er skrevet i to satser frem for de traditionelle tre og instrumenteret for den usædvanlige kombination af klarinetsolist, strygere, harpe og klaver. Og hvor den langsomme første sats viser klarinettens evne til at indgå i lyrisk forening med strygerne (som også får vist deres percussive evner i 2. sats), får vi til fulde serveret den virtuositet, vi forventer i solokoncertgenren, i den kadence, der forbinder de to satser, og i den livfulde 2. sats, som bringer os direkte til New Yorks gader, mens Franklin D. Roosevelt var præsident, og krigen rasede i Europa.

Første del af programnoten skrevet af Katrine Nordland

OUTSIDEREN

Anton Bruckner var en meget mærkelig mand. Efter at have tilbragt de første næsten 40 år af sit liv i nærheden af fødebyen Ansfelden i det nordlige Østrig, først som skolemester og siden som organist (med det erklærede mål at blive den bedste organist i verden), bragte mødet med Richard Wagners musik og siden Franz Liszt ham til storbyen Wien, hvor han var og forblev noget af en outsider. Udover en yderst veludviklet OCD, der tvang ham til at tælle alt og alle i sin nærhed (inkl. antal mursten og vinduer på meget store huse!), var han socialt handikappet og tilbragte livet i en følelse af evig underdanighed – f.eks. tiltalte han konsekvent kollegaen Liszt som ”Deres Nåde”. Der var vitterligt nok at gøre grin med: han gik håbløst gammeldags og bondsk klædt, han blev livet igennem ved med at være tiltrukket af og fri til teen-

agepiger uden nogen form for held, han var besat af døden og havde et billede af sin afdøde mor stående i sit arbejdsrum, ligesom han opsøgte og fingererede Beethovens og Schuberts kranier. Det er måske derfor ikke så sært, at mange kolleger og kritikere i samtiden betragtede ham som lidt af et fjols, og han blev således heller aldrig accepteret i de finere kredse i Wiens musikliv.

Med sin usikre fremtoning blev han desuden offer for alt for mange velmenende råd om, hvordan hans musik burde lyde. Således eksisterer der et utal af udgaver af hans symfonier, og det har været en utaknemmelig opgave at få forsket sig frem til, hvad han oprindelig havde tænkt sig. Nu er der dog efterhånden ved at være konsensus omkring, hvilke udgaver vi betragter som 'ægte' Bruckner. Komponisten selv var udmærket klar over, at det ville være svært at bevare originalpartiturerne for eftertiden, så han fik produceret en forseglet boks med de originale manuskripter som en slags forsikring mod velmenende 'venner'. Dette blev dog heller ikke respekteret, og indholdet af den gik tabt, hvorfor musikologer siden har tilbragt mange timer med at løse ”The Bruckner Problem”: nemlig at forsøge at finde tilbage til symfoniernes oprindelige form og udtryk.

En af de ting, som alle disse mange ”venner” syntes, det var aldeles nødvendigt at ”hjælpe” den stakkels Bruckner med, var orkestreringen. Bruckner foretrækker at bruge orkestrets forskellige grupper se-

Foto: Jean Philippe Raibaud

parat, som blokke af ensartet lyd, fordi han først og fremmest tænker som en organist: orkestret bliver brugt som registre på et orgel, hvilket medfører såkaldt ”terassedynamik” som i barokken, altså store og pludselige spring i lydniveau, ligesom de enormt lange opbygninger også leder tankerne hen på orglets måde at producere sammenhængende lydforløb på –uden at ”trække vejret”. Dette var håbløst umoderne i Wien i slutningen af det 19. århundrede, hvor trenden var at bruge orkestret så varieret som muligt, så utroligt mange velmenende venner og elever har forsøgt at 'hjælpe' Bruckner med at orkestrere bedre – og fik dermed i mange tilfælde ødelagt netop det, der er Bruckners kendetegn.

Et andet aspekt, som samtiden havde svært ved at sluge, var Bruckners antipati for overgange i musikken: når han har sagt det, han vil sige med en temagruppe, skifter han som på en fjernbetjening til en ny slags musik, som han derefter behandler, og så fremdeles. Det har fået mange kritikere gennem tiden til at påstå, at han mangler form, udvikling og overblik i sine kompositioner, men hvis man lytter uden forbehold og med koncentration i de store tidsspand, han bevæger sig over, så udkrystalliseres en meget klar fornemmelse af sammenhæng alligevel – den er bare overhovedet ikke som hos Beethoven eller Brahms. Til gengæld er der i Bruckners storslåede klangverden noget helt unikt, nemlig en følelse af hjemløshed, et ophør af tid og rum, blandet med det ekstremt hjemlige i de landlige temaer, der er som klippet ud af de østrigske bjerglandskabers idyl. Og giver man sig hen til hans lange forløb, hans kaskader af lyd og de sjæleskurrende akkorder, så venter der en symfonisk oplevelse af de helt store.

Første sats har den for Bruckner karakteristiske overjordiske klangverden, som straks sender mig på langfart ud i galaksen med solohornets simple, men geniale åbningstema. Og kontrasten til den landlige feel-good-stemning i sidetemaet kan næsten ikke være større. Alligevel efterlades man med det indtryk, at disse to forunderlige musikalske størrelser trods deres forskellighed MÅ passe sammen, og de hensætter os i en frydefuld undren og til tider næsten en slags trance i de knapt 19 minutter, som denne ene sats varer.

Den gående andante-sats er en opvisning i et langt, musikalsk forløb. Hele satsen fornemmes som en lang bue, der uendeligt langsomt bevæger sig ubønhørligt mod det store klimaks i slutningen af satsen. Det er musik, der næsten har en fysisk indvirkning med sin kontinuitet, og den store bue spændes til bristepunktet og udløses i et storslået klimaks, der via en 'skæv' hornsolo bringer satsen tilbage til udgangspunktet og rydder scenen til tredjesatsens vilde jagt.

For her i symfoniens hit-sats, scherzoen, præsenteres vi for en sand hvirvelvind af heste, hunde og ryttere, når den vilde jagt går over messinggruppen, der her virkelig får sved på panden. Som altid hos Bruckner veksles her også med en roligere, folkeligt klingende

musik, og vi når næsten at blive helt vel til mode i denne blanding af jagtfanfare og blid afslapning.

Det får fjerdesatsen dog hurtigt gjort kål på: finalesatsen præges af en truende, trykket atmosfære og udbrud af voldsomhed, der næsten tager pusten fra lytteren; man kan mærke det tunge messing helt ned i maveregionen! Her viser Bruckner, at han selvfølgelig HAR overblik over sit enorme materiale, når han lader noter af Andante-satsen finde vej ind undervejs, ligesom jagtmotivet fra scherzoen kan fornemmes under overfladen. Til allersidst genforenes vi med det storslåede horntema fra 1. satsen, når han mod slutningen bygger en veritabel katedral af lyd, og den spøjse komponist, der i sin levetid var så ugleset af mange på parnasset, lader musikken tale med en urkraft, der er en superhelt værdig.

Anden del af programnoten skrevet af Ole Bartholin Kiilerich

HØR

MERE

FRA

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

• Få eksklusive tilbud

• Modtag nyheder først

MEDVIRKENDE

Andris Poga, dirigent

Lettiske Andris Poga er chefdirigent for Stavangers Symfoniorkester, uddannet fra Jāzeps Vītols Letlands Musikakademi og ved Wiens Universitet. Han var chefdirigent ved Letlands Nationale Symfoniorkester fra 2013-2021 og har derudover dirigeret orkestre i det meste af Europa og i Asien, heriblandt Frankfurt Radiosymfoni, DR Symfoniorkestret, Orchestre National de France, Hong Kongs Symfoniorkester, Elbphilharmonies orkester i Hamborg, WDR Sinfonieorchester i Köln, Tysklands Symfoniorkester i Berlin, Tokyos Symfoniorkester, Tonhalle-Orchester Zürich, Gewandhausorchester, Royal Philharmonic Orchestra, Sydney Symphony, Dallas Symphony og mange flere. Andris har vundet internationale dirigentpriser, heriblandt førsteprisen ved Evgeny Svetlanov International Conducting Competition i 2010, og har bl.a. været assistent for Paavo Järvi i Orchestre de Paris. Han har besøgt Odense Symfoniorkester flere gange, senest ved en opførelse af bl.a. Tjajkovskijs 5. symfoni i 2023.

Oleg Shebeta-Dragan, klarinet

Oleg Shebeta-Dragan er uddannet på Ukraines Nationale Musikakademi hos Roman Vovk og på Musikhochschule Lübeck hos Reiner Wehle og Jens Thoben. Allerede i en ung alder vandt han pladsen som 1. soloklarinettist for Ukraines Nationale Præsidentielle Symfoniorkester og Culture Orchestra i Polen. Sammen med Hannovers Kammerorkester uropførte han i 2020 Concerto Breve af Nicolas Bacri. Oleg vandt førsteprisen ved både Silverstein Global Clarinet Competition og Kharkiv International Clarinet Competition, og karrieren tog fart, da han vandt den internationale Carl Nielsen Klarinetkonkurrence i Odense i 2022. Ved samme lejlighed vandt han også både orkestrets særpris og ungdomsjuryens pris – og sammen med Odense Symfoniorkester indspillede han sit debutalbum i 2023. Fra 2025-2027 er Oleg en del af britiske BBC’s New Generation Artists-talentudviklingsprogram, hvilket afføder muligheder for både at spille i front for landets betydeligste symfoniorkestre og lave radiooptagelser til BBC.

Besøg vores nabo, Carl Nielsen Museet, hvor store, temperamentsfulde symfonier og fine, folkelige sange går hånd i hånd i et moderne museum for den internationale, fynske komponist. Og husk, at du også her kan købe billetter til OS’ koncerter. Læs

KONCERT, SÅ VIL DU HELT

SIKKERT OGSÅ KUNNE LIDE...

BLEUSE & RAVEL

19. FEBRUAR 2026 KL. 19.00

Maestro Bleuse i spidsen for et program af allerfineste karat fra hjemlandet Frankrig: Debussys Forspil til En Fauns Eftermiddag og Ravels klaverkoncert i G-dur, Rapsodie Espagnole og hans smukke Valses nobles et sentimentales.

BLEUSE, BRAHMS & SCHUMANN

5. MARTS 2026 KL. 19.00

De gamle venner Schumann og Brahms side og side på plakaten med to værker, der emmer af kærlighed til det, der bragte dem sammen: musikken. Fra Brahms den fyrige violinkoncert og fra Schumann den overdådige, ”rhinske” symfoni nr. 3.

NØRGÅRD & SIBELIUS’ 7.

19. MARTS 2026 KL. 19.00

For dig, der er en sand kender og gerne vil ud i randområderne af moderne, klassisk musik. Udover

Sibelius’ énsatsede og dog dybt varierede 7. symfoni, skal vi høre Per Nørgårds lydmagiske Rejse ind i den gyldne skærm og Kaija Saariahos Nymphéa

Reflection.

1. violin

Eugen Tichindeleanu

Erik Heide

Signe Madsen

Esther Mielewczyk *

Hana Kovacˇ

Stinus Christensen

Ulrike Kipp Christensen *

Valeria Stadnicki

Sofie Qvamme

Zhe Deng

Vilma Tumanoff **

Agnes Hauge **

Jacob Agerskov Buur **

2. violin

Simona Bonfiglioli

Jovana Vukušić *

Jan Erik Schousboe

Carl Sjöberg *

Stig Andersen (orlov)

Kathrin Kollecker *

Mads Haugsted

Veronika Krauß Mojzešová (orlov)

Katerina Jelinkova (orlov)

Stefan Enemærke Becker **

Øssur Bæk**

Philemon Hahn **

Hallvard Holm Høgemo **

Aisté Juodagalvyté **

Bratsch

Rafaell Altino *

Martin Jochimsen

Dorthe Byrialsen

Gertrud Ludwig

Dorota Kijewska

Christian Bønnelykke

Victor Sørensen

Ewelina Bielarczyk **

Cello

Jonathan Slaatto

Anna Dorothea Wolff

Chatarina Altino *

Michaela Fukacˇová *

Anna Pettersson

Mette Spang-Hanssen

John Ehde **

Michal Panasiuk **

Benjamin Lund Tomter **

Kontrabas

Peter Prehn *

Maria Frankel

Andreas Hjorth Jessen -

Malte Schmidt-Hemmet **

Mads Stevns Uldall **

Piotr Dubajko **

Fløjte

Rune Most (orlov)

Ragnhildur Josefsdottir -

Kristin Yr Jonsdottir **

Maria Steinaa **

Obo

Henrik Skotte

Albrecht Krauß

Pina Mohs (engelskhorn)

Klarinet

Svante Wik

René Højlund Rasmussen

Kenneth Larsen (basklarinet)

Fagot

Morten Østergaard

Xanthe Arthurs

Lars Mathiesen (kontrafagot)

Horn

Tone Sundgård Anker

Niels Aamand Güntelberg (orlov)

Nicolai Sell

Philip Sandholt Herup Andersen -

Julie Solevad **

Jack Richerd Pilcher May **

Trompet

Per Morten Bye

Victor Koch Jensen

Henrik Hou

Basun

Robert Holmsted

Lukas Winther AndersenTobias Larsen **

Basbasun

Alf Vestergaard Nielsen

Tuba

Carl Boye Hansen

Pauke

Thomas Georgi

Slagtøj

Jonas Bonde-Nielsen

Laurids Hvidtfeldt Madsen

Harpe

Alexandra Guiraud **

Klaver

Ole Bartholin Kiilerich

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond

** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Odense Symfoniorkester modtager tilskud fra:

BARENS VINSORTIMENT

kr. 70,2 for kr. 120,kr. 70,2 for kr. 120,-

Få et forsikringstjek på kun 3 minutter.

FLØJTEKONKURRENCE

9 – 16 juni 2026

9. JUNI

NIELSENS 3. ÅBNINGSKONCERT

9. - 10. JUNI

Indledende runde med alle 24 deltagere

11. - 12. JUNI

Anden runde med 12 deltagere

14. JUNI

Semifinale med 6 deltagere

16. JUNI

Finale med 3 deltagere

Mere information om runder, finaler, koncerter:

odensesymfoni.dk

Carl Nielsen Konkurrencens mål er at finde frem til morgendagens solister på de tre instrumenter: violin, klarinet og fløjte. I 2026 er det fløjterne, der får lov til at konkurrere. Konkurrencen har desuden til formål at udbrede kendskabet til Carl Nielsens musik og motivere flere børn og unge til at spille et instrument.