PRO MUSICA - HAYDN, BRAHMS & PROKOFJEV
27. JAN 2026 19.00 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS
Joseph Haydn: Strygekvartet i d-mol, op. 76, nr. 2 – ”Kvinten” (1732 - 1809)
I Allegro
II Andante de molto più tasto allegretto
III Menuetto. Allegro ma non troppo
IV Vivace assai
Varighed: ca. 20 min.
Medvirkende: Stefan Burchardt, violin; Jovana Vukušić, violin; Kateřina Jelínková, bratsch; Magdalena Cristea, cello
Heinrich Ignaz Passacaglia i g-mol for soloviolin
Franz von Biber: (1644 - 1704)
Varighed: ca. 8 min.
Medvirkende: Simona Bonfiglioli, violin
Finn Høffding: Dialoger for obo og klarinet, op. 10 (1899 - 1997)
I Conversazione semplice
II Conversazione serioso
III Altercazione (Mundhuggeri)
IV Conversazione sublime
V Conversazione gaia
Varighed: ca. 10 min.
Medvirkende: Pina Mohs, obo; Tine Maj Kofoed Antonsen, klarinet
P A U S E - ca. 20 min
Johannes Brahms: Horntrio i Es-dur, op. 40 (1833 - 1897)
I Andante
II Scherzo. Allegro
III Adagio mesto
IV Finale. Allegro con brio
Varighed: ca. 29 min.
Medvirkende: Niels Aamand Güntelberg, horn; Mads Haugsted Hansen, violin; Laurits Dragsted, klaver
Udgået pga. sygdom: S. Prokofjev: Kvintet i g-mol, op. 39
Ved årets første Pro Musica-koncert tager Odense Symfoniorkesters musikere publikum med på en rejse gennem tre århundreders kammermusikhistorie: fra strygekvartettens opfinder over højromantikkens mest elskede horntrio til en kvintet fra én af det 20. århundredes største banebrydere.
J. HAYDN: STRYGEKVARTET I D-MOL, OP. 76, NR. 2 – KVINTEN
Den godhjertede Papa Haydn bærer rundt på det åg at være den mindst markant profilerede af de tre store wienerklassikere, Haydn, Mozart og Beethoven. Han boede stort set det samme sted hele livet og arbejdede i næsten 30 år for den samme mand. Hvem kan, hånden på hjertet, skelne mellem hans over 100 symfonier og 70+ strygekvartetter?
Men så ihukommer vi det aspekt, at Haydn især i slutningen af sin levetid var Europas ubetinget mest berømte komponist. De mange somre i isolation i Fyrst Nikolaus I Esterházys jagtslot nær grænsen mellem Østrig og Ungarn tvang ifølge ham selv den talentfulde Kapellmeister til også at være en original komponist. Musikhistorien havde været overmåde fattigere, hvis ikke Haydn – lidt groft sagt – havde udviklet sonateformen, symfonien og strygekvartetten! Og hvor end han bevægede sig hen, var han i besiddelse af et hjælpsomt, flittigt og vindende væsen, som gjorde ham universelt elsket af alle – måske lige med undtagelse af fruen.
Strygekvartetten, som vi skal høre i aften, er skrevet i slutningen af 1790’erne, hvor Haydn var var økonomisk sikret for livet efter to succesfulde koncertrejser til England (som i øvrigt markerede første gang, den loyale hofkomponist havde set havet). Fyrst Nikolaus var død, og hans søn Anton havde mest bibeholdt Haydn i sin ansættelse af navn, med en reduceret løn og mindre at lave. Det skulle vise sig at være et held for den aldrende Haydn, som dermed fik frigivet tid til rejser og til at komponere nogle af eftertidens mest berømte værker, f.eks. de 12 såkaldte ”London-symfonier” og senere de store oratorier Skabelsen og Årstiderne. Og fra denne periode stammer altså også de seks strygekvartetter, som udgør opus 76, og af hvilke vi i aften skal høre nr. 2 i d-mol.
Kvartetten har kælenavnet ”Kvinten”, hvilket vi forstår fra første tone: Navnet refererer til det motiv af to faldende kvinter, som indleder og gennemsyrer hele første sats. Tonearten d-mol har den til fælles med Mozarts strygekvartet nr. 15 (KV 421), som Mozart havde dedikeret til netop Haydn – Mozarts død i 1791 havde taget hårdt på hans ældre kollega. Vi lægger altså i nogen grad stormfuldt og ambitiøst ud – men herpå følger en glad andensats i D-DUR og dansende 6/8’s-takt. Tredjesatsen er den, vi kalder ”Heksemenuetten”: en tostemmig kanon i hhv. d-mol og D-dur (igen et usædvanligt og innovativt valg), hvor de to violiner spiller et tema i parallelle oktaver, ”ekkoet” af celloen og kontrabassen, også i parallelle oktaver, med én takts forsinkelse. Og i finalens vivace assai [”meget livligt”] er vi med hektisk intensitet tilbage i d-mol og den gode, gamle sonateform, som verden skylder Haydn så stor tak for.
F. BIBER: PASSACAGLIA I G-MOL FOR SOLOVIOLIN
Herpå følger barokkomponisten Franz Bibers inderlige passacaglia for soloviolin fra de såkaldte “Rosenkranssonater”. Biber var søn af en jæger og skovløber, født i Wartenberg
i det nuværende Tjekkiet. Han fungerede allerede fra 24-års-alderen som violinist og kammertjener hos en musikelskende og partitursamlende ærkebiskop i Olomouc. Og den mest dramatiske begivenhed i Bibers liv var sandsynligvis, da han på en rejse i ærkebiskoppens tjeneste i 1670 flygtede fra sin plads og blev ansat i en tilsvarende stilling, formodentlig under bedre betingelser, hos den kunstelskende ærkebiskop af Salzburg. Her blev han indtil sin død i 1704 – muligvis afbrudt af en periode i Wien i 1690, hvor kejser Leopold I slog ham til ridder under navnet Biber von Bibern.
Passacagliaen her er den afsluttende sats i den samling af 15 sonater for violin og continuo fra 1676, som har fået navnet “Rosenkranssonaterne” (ofte også ”Mysteriesonaterne”). Det samlede værk har fået en renæssance i nyere tid, og passacagliaen betragtes som en markant forløber for J.S. Bachs værker for soloviolin. Satsen er bygget op over en gentaget, langsomt nedadgående figur (G–F–Es–D), over hvilken Biber spinder en række virtuose og udtryksfulde variationer.
F. HØFFDING: DIALOGER FOR OBO OG KLARINET, OP. 10
Aftenens tredje værk er en både krasbørstig og humoristisk dialog for obo og klarinet, skrevet af danske Finn Høffding i 1927. Høffding er ikke på allemandslæber, men havde en lang, glorværdig karriere som komponist og musikteoretiker i et liv, der stort set faldt nøj-
agtig sammen med det 20. århundrede: Høffding levede fra 1899-1997. Det er stadig ikke muligt at gennemføre det musikvidenskabelige studium uden at have stiftet bekendtskab med de teoretiske værker om harmonilære, hørelære og nyklassikeren fra 1969, Indførelse i Palestrinastil. De sidste femten af en næsten fyrre år lang karriere ved Det kgl. danske musikkonservatorium var han stedets direktør, og Høffding skulle som musikpædagog få skelsættende indflydelse på en lang række yngre komponister fra Vagn Holmboe til Per Nørgård.
Bl.a. fordi karrieren omfattede ti år i 1930’erne som formand for Musikpædagogisk forening, var det af stor vigtighed for Høffding som komponist at skrive store mængder af letspillelig, men lødig musik. Før og efter dette årti var han i højere grad frit skabende kunstner, og allerede inden han var fyldt 30, havde han skabt tre ambitiøse symfonier. Dialogerne, som vi skal høre i aften, er også dette årti – skrevet i 1927. De fem små satser alene har sjove og sigende navne: Conversazione semplice [”Simpel samtale”] - Conversazione serioso [”Alvorlig samtale”] - Altercazione [”Skænderi”] - Conversazione sublime [”Ædel samtale”] - Conversazione gaia [”Munter samtale”]. Og det er uhyre nemt at følge de små humørtableauer, både når oboen og klarinetten taler respektfuldt sammen, når de skiftes til at have ordet, når der er omsorg på tapetet, når de aggressivt råber i munden på hinanden, og når de griner hjerteligt til sidst.
Og så slutter vi aftenen med en trækken i tårekanalerne, som enhver kan sætte sig ind i: Sorgen over mors død.
Johannes Brahms’ far, stadsmusikant Johann Jakob Brahms, giftede sig i 1830 med den 17 år ældre syerske Johanna Christiane. Hun var dygtig til sit fag, en god kok, en sparsommelig husmor og havde en intelligent, jordbunden personlighed, der kunne modvægte hendes mands mere flyvske væsen. Jakob var ofte mere idérig end succesrig (han købte lottokuponer og opdrættede kaniner, ænder og duer i baggården, hvilket alt sammen satte penge til), og familiens økonomi forblev hæderlig, men spartansk.
Jakob og Christiane fik tre børn, og lille Johannes – født den 7. maj 1833 – havde i det store hele en lykkelig barndom i Hamborgs arbejderkvarter Gängeviertel. Han plagede sig til at få klaverundervisning, men far sørgede overså for at undervise ham i ”nyttige” instrumenter, heriblandt naturhornet, som Brahms livet igennem nærede en særlig forkærlighed for. Fra 14-års-alderen bidrog han til familiens underhold ved at spille med sin far i dansehaller og Schänken i havnekvarteret, der i dag hedder St. Pauli. Og unge Brahms forgudede sin mor, blev boende hjemme, indtil han var næsten 30, og tilgav aldrig helt sin far, at han lod sig separere fra moderen i 1864. Ovenpå separationen måtte den nu succesfulde Brahms klare ærterne økonomisk, fik sin far fastansat som kontrabassist i Filharmonisk Selskab og finansierede egenhændigt sin mor og søsters underhold i den bolig, faderen havde forladt.
Det siger sig selv, at moderens død året efter, i 1865, ramte Brahms hårdt. Dødsfaldet skulle indirekte blive medvirkende til hans internationale gennembrud, idet man mener, at det inspirerede ham til kompositionen af hans monumentale Ein deutsches Requiem for kor, solister og orkester. Men i horntrioens tilfælde er der næppe nogen tvivl: Den er åbenlyst skrevet til minde om Brahms’ mor og illustrerer følelser, vi alle kender, når en elsket person går bort: Fortvivlelse, vrede, fordybelse i lykkelige minder, længsel og til sidst helingen, når tiden læger også dette sår. Skal vi lede efter andre inspirationskilder, kan inklusionen af folkesangen ”Es soll sich ja keiner mit der Liebe abgeben” [”Ingen burde have noget med kærlighed at gøre”!] lede tanken hen på den kortvarige forlovelse med sangerinden Agathe von Siebold, som Brahms havde brudt få år forinden.
I løbet af Brahms’ levetid var det ventilhorn, vi kender i dag, hurtigt blevet standard, og naturhornet var gået af mode, da Brahms skrev sin horntrio i foråret 1865. Imidlertid er horntrioen skrevet specifikt for naturhorn, der har en mere dyster og melankolsk klang end ventilhornet og dermed sætter stemningen for det sorgfulde værk på passende vis –udover, at det jo var et instrument, Brahms havde lært at spille i sit barndomshjem, så klangen kan også have mindet ham specifikt om opvæksten hos mor og far. (Vær dog ikke bekymret for, at den gamle mester vil rotere i sin grav, når vi i aften skal høre horntrioen spillet på almindeligt horn – det var allerede standardpraksis, mens Brahms endnu var iblandt os).
Første sats er ret usædvanligt for Brahms ikke i sonateform, men i en rondo-agtig ABABA-form, hvor er smukt, melankolsk tema sættes i kontrast med to mere livlige sektioner. Herpå følger en livlig scherzo, der peger tilbage mod et liv fuldt af lykkelig minder, og en ubærligt sorgfuld og alvorstung Adagio mesto [”Langsomt og trist”], som derimod giver en forsmag på Brahms’ langt senere Vier ernste Gesänge. Finalen lægger ud i fuldt firspring, og vi bliver mindet om den historiske forbindelse mellem naturhornet og jagt, mens musikken med endeløs drivkraft – og et lille, længselsfuldt glimt i øjet her og der – spurter afsted mod sin afslutning.
Programnote af Katrine Nordland
SØNDAGSMATINÉ
1. MAR - KL. 11.00 - KAMMERKONCERT
Konservatoriets koncertsal, ODEON
C.P.E Bach: Solosonate for fløjte i a mol, H. 562
Reinhold Gliere: Suite for bratsch og kontrabas
Cesar Franck: Violinsonate i A-dur
Medvirkende: Ragnhildur Josefsdóttir, fløjte; Kateřina Jelínková, bratsch; Andreas Hjorth Jessen, kontrabas; Stinus Christensen, violin; Jacob Lidåkra, klaver
