Theodor Christensen/ Brandes-filmen synopsis marts 66 D et vil være nødvendigt - som introduktion til det egentlige arbejdsm anuskript - at gøre rede for arten og indholdet af denne film. Dels vil arbejdsm anuskriptet (med dets detaillerede optagelsesanvisninger og henvisninger) ikke kunne give læseren det fornødne overblik, dels er det nyttigt på forhånd at afstikke filmens målsætning. En tilsvarende indføring i filmens problem atik skulle helst ikke være nødvendig, når det gælder at se filmen, m en kun p å dette forberedende stadium, hvor det drejer sig om at skitsere filmens hensigt m ed ikkefilmiske midler. G eorg Brandes bør behandles, som han selv behandler digterne. D.v.s., at denne film ikke gør fordring på at studere G eorg Brandes videnskabeligt, hverken i et øjeblik eller et af snit af hans liv. Mens Brandesforskerne tager et større eller m indre udsnit af hans næsten hundredårige løbebane under behandling og påviser konsekvens og inkonsekvens, baggrund og frem træden, historisk og psykologisk sammenhæng, må denne films instruktør benytte sig af langt mere flagrende associationer, af det behov h an føler for at bruge Brandes, ligesom denne følte behov for at bruge digterne - til at tøm re skikkelse og struktur om kring egne oplevelser, indtryk og m e ninger, erhvervet både ved læsning af disse digtere (resp. studium af Brandes) og ved udadrettet, nysgerrig kontakt med verden. Det er denne metode, som - når den blev anvendt af G eorg Brandes — af hans m odstandere blev kaldt journalistisk og uvidenskabelig, af hans beundrere kunstnerisk. D er er en dobbelt retfærdighed i, at denne fremgangsmåde nu overtages af en forfatter-instruktør, der skal lave en film, også i slut ningen af århundredet, bare det følgende. - Dobbelt. Dels fordi det er rimeligt at anlægge samme synspunkt på G eorg Brandes, som denne opstillede overfor sine studie objekter, digterne. Dels fordi G eorg Brandes brugte sine re sultater til at form e et nyt syn på verden, ikke til at yde for tiden retfærdighed. P å samme måde bør denne film have som opgave at sige samtiden noget om sig selv — ikke at foretage en historisk vurdering af den omvæltning, som hed det m o derne gennembrud. At m an udm æ rket kan bruge historien til sligt, viste G eorg Brandes selv. Stoffet for gennem brudsfore læsningerne i 1871 var at finde helt tilbage i århundredets første del, meget af det endda særdeles tidligt. Men facit af G eorg Brandes’ historieforsken blev ikke en litteraturhistorisk vurdering af den periode, som lå et halvt århundrede tilbage. Facit blev en ny tid. Selv om instruktøren til denne film nok skal vogte sig for at lufte tilsvarende ambitioner, kan der dog ikke m ed rimelig hed indvendes noget imod at følge en fra G eorg Brandes over taget teori og praksis, nemlig at tale til samtiden ved hjælp af fortiden. 144
Og selv om der skulle kom m e indvendinger, så vil instruk tøren m ed G eorg Brandes’ eksempel i erindring vove at gå let hen over dem. H an m å mene, at det er vigtigere at belyse G eorg Brandes i hans egen ånd end at frem kom m e med rig tige vurderinger. Desuden, hvad er rigtigt? Naturligvis kan visse af G eorg Brandes’ tolkninger korrigeres ved at gå til andre kilder, mere nær på end f. eks. G eorg Brandes’ egen »Levned«. M en filmen behøver ikke at agte så nøje p å f. eks. H enning F enger’s advarende bem ærkning til sin svenske kol lega Nolin om »ikke altid at tage G eorg Brandes p å ordet«. F o r så vidt k an h an altid tages p å ordet, både når han taler om sig selv og andre, p å tryk og i breve, både når han be kræfter sig selv og modsiger sig selv. Blot filmen sørger for stadig at have øje og øre for den menneskelige, lidenskabelige og kunstneriske konsekvens hos G eorg Brandes, som Fenger selv h ar gjort opm æ rksom på. D et er derfor af m indre be tydning, hvad Rubow, Vilh. A ndersen, Fr. Book, Stangerup, Fenger, Bredsdorff, Ahlenius, Ahlstrøm, N olin og mange flere m ener om G eorg Brandes - for slet ikke at tale om m od standere af typen H arald Nielsen. Deres værker er naturligvis blevet konsulteret, for at filmen kunne finde frem til den ud vælgelse, som er nødvendig for dens formål. Filmens instruk tør har ikke følt sig forpligtet af deres synspunkter - og ville egentlig finde det både anmassende og forkert, hvis han »sluttede sig til« en eller flere af disse. Til disse motiveringer føjer sig endnu en betragtning, som er en følge af, at vi her beskæftiger os m ed film. Selv den mest summariske, diskursive fremstilling af ef stykke G eorg Brandes-historie, en G eorg Brandes-problem atik, kan bringe uendeligt meget m ere frem i retning af viden og synspunkter, end en film kan. For filmen m ed dens blanding af diskursiv og overvejende ikke-diskursiv symbolik ligger kun den ene vej åben, som var G eorg Brandes’ egen: D en journalistisk-kunstneriske. 2.
Filmens instruktør (forfatter) har draget følgende konse kvens af det foregående: Film en kan kun bringe én eneste »ting«, ét tema, ét sæt af synspunkter, psykologisk talt én begivenhed. Hvis det virke lig kan lykkes, er meget lykkedes! Så kan filmen udm ærket forfølge dette ene tema i dets forhistorie, i dets senere skæbne. Dette tem a kan kun være det, som blev anslået den 3. nov. 1871, da G eorg Brandes holdt sin første forelæsning om »Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur«. Selvfølgelig udtøm m er filmen ikke sit tem a ved p å den ene eller anden m åde at gengive hovedindholdet af denne ud fordring til den danske samtid. D et er også filmens opgave at spore rødderne til dette tem a — hvordan nåede G eorg Brandes til at mene og udtale dette. Endvidere at forfølge temaets vide