»Jeanne d’Arc« blev indspillet i Paris i 1927. Dreyer foreslog mig til at forestå dekoratio nerne, og jeg blev engageret af Société Générale i Paris. Med forarbejde, optagelser og klipning iberegnet varede det elleve måneder at ind spille filmen. Udkastene til og selve opbygningen af de korationerne tog ca. fire måneder. I en tom værktøjshal, der tilhørte Renaultfabrikken, og som lå lige i nærheden af Billancourt-studierne, opbyggedes først de korationerne til det »indre af kapellet« og »fængselscellen med soldaternes foranliggen de vagtrum« og derefter »torturkammeret med forværelset til det pinefulde forhør«. Siden fulgte dekorationerne til »byen Rouen« i Petit Clamart, der er en lille for stad til Paris. Værktøjshallen, der var vort improviserede filmatelier i den tid, det tog at bygge deko rationerne og få optagelserne fra hånden, lejede vi til et beløb, der var meget ringe i forhold til den almindelige atelierleje. Kabler til projektører og lamper blev ført ind gennem et hul i muren. Lamper og strøm fik vi fra filmstudiet, og til vor rådighed stod også filmatelierets værk steder og teknikere. Den, der kender filmstu diernes høje leje, kan forestille sig, at vi spa rede mange penge ved at leje bilværkstedet. En endnu større besparelse opnåede Dreyer ved at udbetale skuespillerne en meget lille gage. Han engagerede ingen stjerner men kun ret ukendte skuespillere samt amatører. Den store instruktør viste sig her som den økonomiske og kloge administrator. Dreyer vidste, at filmen valle kræve 10-12 måneder fra forarbejdet til det færdige resultat at regne, men de betydelige besparelser mulig gjorde den lange produktionstid. Drejebogen begrænsede sig til Jeannes sid ste afhøringer i kapellet, forhøret i tortur kammeret og fængselscellen samt til døden på bålet. Forfatterne, Dreyer og Delteil, hav de kun fundet disse scener væsentlige i ak terne fra inkvisitionsprocessen i 1431. Man kan takke Dreyers flair for ansigter for, at han valgte den lidet kendte skuespil lerinde, Falconetti, til rollen som bondepigen, der bliver pålagt en guddommelig mission. Lederen af de engelske soldater var i det virkelige liv restauratør og russisk emigrant. En af vagtsoldaterne var også emigrant. De fleste af dem var amatører. Dreyer spurgte folk, han så på gaden, om de valle medvirke i filmen, og de sagde næsten altid ja. Det var ikke af betydning for filmen, at rollerne blev besat med professionelle skuespillere. Det der betød noget var, at der var tid nok. Tid måtte han have til at forme alle de med virkende, indtil deres bevægelser og især deres ansigtsudtryk svarede til, hvad han øn skede af dem. Da der hverken skulle bruges parykker eller kunstigt skæg, var det også her nødvendigt at have tid nok, for at begge dele kunne vokse frem. Under forarbejdet, og mens dekorationer ne blev bygget, kom skuespillerne en gang om ugen for at blive behandlet af »sminkøser«. Hoved- og skæghår blev klippet i den af Dreyer ønskede facon, der siden blev konstant overvåget i de måneder, optagelser ne stod på. I filmen varede det hele kun en eneste dag. Kameramanden Rudolph Mate, en unga rer der døde i Amerika for godt et år siden, 1 46
DReyeRBRUGie
sanDrøRDiGHeoen
somsnuniooeL
Den tyske jilmarkitekt Hermann W arm * - den sidste overlevende blandt Carl Th. Dreyers væsentlige medarbejdere på ,,Jeanne d’A rc ” samarbejde med den danske filmskaber.
- fortæller om sit