Hou Hsiao-hsien Med sine lige så generøse som dybt humanistiske film om Taiwans og hans egen historie står Hou Hsiao-hsien som en af vor tids helt uomgængelige filmkunstnere
Skønt han næ rm er sig de 60, er H ou Hsiao-
levet hele d enne historie på sin egen krop,
hsiens film kunst så ung og frisk, som da
og gennem det meste af sit oeuvre har han
han for over tyve år siden stod fadder ikke
på forskellig vis søgt at formidle sin egen
blot til den ny taiwanesiske film specifikt,
og Taiwans særegne kultur i krydsfeltet
m en tillige til den m oderne asiatiske film i
mellem kinesisk tradition, japansk m oder
bredere forstand.
nitet og am erikansk materialisme.
Hou er autodidakt og har igennem årene
Efter at have lavet et p a r kommercielle
udviklet helt sin egen m etode og sit eget
kom edier på d en nationalistiske film in
æstetiske udtryk, som dels har baggrund i
dustris betingelser kom H ou i begyndel
hans egen personlighed og livssyn, dels er
sen af 1980 ern e med i en kreds af unge
blevet til som praktiske løsninger på pro
filmskabere og forfattere, som ønskede at
duktionsm æssige problemer. M an kan ikke
nedbryde stereotyper og genreskabeloner
pege på andre instruktører eller strøm ning
til fordel for personlige væ rker om deres
er, som i særlig grad skulle have bidraget
egne livserfaringer. Da industrien samtidig
til at forme hans filmkunst, og alligevel
var sulten efter nyt talent, blev det m uligt
vil det næ ppe være forkert at se Hous film
for Hou og bl.a. Edward Yang at lave an
som en slags brobygger mellem på den ene
tologifilmen The Sandwich Man (Erzi de
side klassiske m oderne bølgebrydere som
Dawanou, 1983), der blev startskuddet til
efterkrigstidens italienske neorealisme og
den nye taiwanesiske bølge.
Yasujiros Ozus stilfærdige japanske hver-
Allerede senere samme år instruerede
dagsdram aer og på den anden side nu tid
H ou The Boys fro m Fengkuei (Fengkuei-lai-
ens urbane asiatiske filmstilister som, ikke
tejen, 1983), en slags taiwanesisk pendant
m indst, W ong Kar-wai og Tsai Ming-liang. Først og frem m est er Hous filmkunst
til Fellinis I Vitelloni (1953), og de følgende år fulgte A Sum m er at Grandpas (Dong-
im idlertid uløseligt forbundet m ed Tai
dongdejiaqi, 1984), The Time to Live and
wans turbulente historie efter 1945, hvor
the Time to Die ( Tongnien wangshi, 1985)
50 års japansk besættelse afløstes af Chiang
og Dust in the W ind (Lianlian fengchen,
Kai-sheks nationalistiske Kuomintang,
1986). I disse fire film oversætter H ou sin
som fra 1949 lagde øen i et jerngreb - bl.a.
egen og m anuskriptforfatteren Chu Tien-
herskede der krigsretstilstand helt frem til
wens barn- og ungdom til helt uprætentiøs,
1987 - og gjorde Taiwan til en slags am eri
m en vidunderligt levende og generøs film
kansk fortrop i det fjernøstlige Asien.
kunst. Hvor A Sum m er at Grandpas bygger
150
Intuitiv energi. Hou, der er født i Kina i
på Chu Tien-w ens erindringer om b a rn
1947 og kom til Taiwan som spæd, har o p
dom m ens som m erferier i en solbeskinnet