Close up
Det gjaldt om at nå det sidste tog
skuespillere, andre medskabere og emnet, der som bekendt er parisisk teaterliv under den tyske besættelse 1941-44: »Med ’Den sidste Métro’ opfyldte jeg tre af mine egne ønsker: Jeg ville bevæge mig i et teaters kulisser uden selv at skabe teater (det har aldrig været min ambition), jeg ville genskabe besættelsestidens stemninger (jeg var kun dreng dengang og gik kun i teatret til skolescenens opførelse af Moliéres »Den gerrige-), og jeg ville give Catherine Deneuve en rolle som en voksen kvinde med et ansvar - un role de femme responsable - som hun længe havde været moden til, men ikke fået, fordi hun var hængt op som en ikon, et sted mellem helgeninde og Chanel-reklame«. »Sammen med Suzanne Schiffman, der selv gjorde »den jødiske erfaring - som lille pige under krigen, gik jeg nøje gennem avi sernes teaterreportage fra krigsårene og læ ste, hvad jeg kunne af memoireværker om emnet. Særlig meget stof hentede vi fra Jean Marais’ erindringsbog »L’histoire de ma
vie«. Resultatet skulle blive en kærligheds historie og en spændingshistorie, som vi vil le skulle udtrykke vores aversion mod en hver form for racisme og intolerance, men også vores dybe hengivenhed over for dem, der har valgt skuespillernes erhverv, og som udøver det under alle tilværelsens omstæn digheder«. »Min første idé om at lave netop denne film fik jeg i 1975, da jeg skrev forordet »An dré Bazin, l’Occupation et Moi« til en sam ling af den store filmkritiker og filmessay ists ord om »Le Cinéma de l’Occupation et de la Résistance«. Det er rigtignok en kritiker af en ganske anden støbning, jeg har an bragt i min film, hvor han hedder Daxiat. Daxiat var faktisk det en enkelt gang an vendte pseudonym for kritikeren Alain Laubreaux, der ikke blot var udtalt anti-semit, men som også udøvede stor magt over pari sisk teater i krigsårene, hvor hans ord kun ne betyde den tyske censurs velsignelse eller fordømmelse af snart sagt hver eneste teateropsætning«. F rangois Truffaut Instruerer C atherine Deneuve
Frangois Truffaut fo rtæ l ler om »D en sidste M étro«, Keith K eller refererer
F ran gois Truffaut, 49, mager, intens, men som sædvanlig elskeligt forekommende, ta ger trods travlhed med forberedelserne til sin næste film imod i sit bibliotekslignende arbejdsværelse i Les Film du Carosse’s kon torer i den idylliske blindgade Rue RobertÉstienne, fyrre skridt til den ene side fra de store modehuse og fyrre til den anden fra Champs Elysées, hvor hans »Le Dernier Mé tro- har fyldt en af de største biografsale siden november sidste år - med bestandigt nye tilføjelser på reklameskiltene udenfor om, at filmen nu er belønnet med en halv snes César’er og nu Oscar-nomineret, etc., etc. Frangois Truffaut svarer præcist på alle spørgsmål, der i forskellige retninger nær mer sig ham selv og hans films personer. N estor A lm en d ros e r n o k en g a n g Truffauts foretru k n e fo to g ra f
•Jeg har ingen speciel model for Catheri ne Deneuves rolle som Marion, primadonna en, der er gift med sit teaters tysk-jødiske eksil-direktør, der driver teatret fra sit skju lested under selve scenen. I den sidste er der til gengæld en i hvert fald indledende paral lel i Louis Jouvet, der besluttede sig til at stikke af til Sydamerika via Schweiz, da den tyske Kultur-Beamter Otto Abetz lidt vel kraftigt havde opfordret ham til at sætte Kleist’s »Catharina af Heilbrunn - op på L’Athénée-teatret«. Hvad angår figuren JeanLoup Cottins, der i filmen fremtræder så sympatisk, men som alligevel bliver slæbt af sted af modstandsmændene efter Befrielsen, så har jeg mange modeller til ham, men først og fremmest Sacha Guitry, der frem for no gen overlevede på sine egne betingelser gen nem mange små kompromis’er med tysker nes krav«. »Titlen til min film skal naturligvis først