Finn Thrane: Du er autodidakt og provinsbo, nærmere be tegnet lægestuderende i Århus. Din stædige indsats for at overvinde salig Hauerslevs uvilje mod projektet og op nå film fondens støtte til film en »Lars Ole« er vist e fte r hånden alm indelig bekendt. Men hvorfra stammer egentlig din lidenskab for filmen? Nils Sigurd Malmros: Min personlige begejstring fo r film m ediet stammer fra da jeg så »Jules og Jim« første gang engang i gymnasiet. Eller mere præ cist: fra læsningen af Rifbjergs analyse af filmen i Vindrosen. Dér gik det plud selig op fo r mig, hvad »Jules og Jim« var fo r et mester værk. Nu har jeg det sådan, at når der er noget, jeg be gejstres for, så må jeg simpelthen prøve at genskabe det, lave det på min egen facon. Sådan også med »Jules og Jim«. Den gjorde et så stærkt indtryk på mig, at der ikke var nogen vej udenom: jeg måtte lave den selv fo r lige som at få styr på den. Kort efter gymnasiet gik jeg så i gang og lavede sammen mine klassekammerater spille film en »En mærkelig kærlighed«. F.T.: Havde nogle af je r tidligere snuset til film arbejde eller modtog I professionel assistance?
N.S.M.: Hverken eller. Vi lånte os frem til en 16 mm Bolex og fik nogle båndamatører til at lave lyd fo r os. Manu skriptet, der i tone og ide, om ikke i handling, lagde sig tæ t op ad fo rbilledet, skrev jeg selv. Så gik vi i gang med optagelserne og film ede løs uden mindste anelse om, hvordan vi nogensinde skulle få synkroniseret lyd og b il lede. D et problem udskød vi, til vi engang var fæ rdige med optagelserne. I realiteten skete der det, at vi under vejs ligesom »opfandt« film teknikken. F. eks. generedes 348
vi af, at kameraets snurren under optagelse kom med på lydbåndet, og konstruerede så en kasse til kameraet, der kunne tage lyden, men samtidig ikke forhindrede, at man kunne se i søgeren og betjene det. Med andre ord: vi opfandt det, der i fagsproget hedder en blimp. Nogle fagbøger læste vi selvfølgelig undervejs, men generelt kan siges, at vi havde problemerne, før vi havde deres løsning. F.T.: Og fortæ lleteknikken, form sproget? Opstod det på samme måde gennem forsøg og forkastelse? N.S.M.: Nej, ikke udelukkende. Gennem hele min gym nasietid var jeg en hyppig gæst i Århus Studenternes Filmklub og det lærte jeg naturligvis en masse af. Men det meste måtte vi erfare os til. F.T.: »En mærkelig kærlighed« nåede jo frem til offentlig premiere i Holte. Fik denne konfrontation med publikum og anmeldere nogen betydning fo r dig sidenhen? N.S.M.: Ja, i høj grad. Filmen forelå i 16 mm kopi med m agnettonelyd og var altså - idag vil jeg sige gudskelov - henvist til at blive vist på steder, hvor man havde så dant udstyr. Og her var det, Uhrskov i Holte trådte til, og det er jeg ham den dag idag meget taknemmelig for. For ham var det tilstræ kkelig m otivering til at tage filmen, at nogen turde stå frem og vise, hvad de havde på hjerte. Jeg fik mine hug for det, og værdien af det kan idag spo res på »Lars Ole« på en række punkter. Filmen fik gen nemgående en meget dårlig modtagelse. I Berlingske Tidende hed det således under overskriften »Truffautplagiat«, at »unge mennesker, der drømmer om at lave