Øystein Hjort
Fellini Efter at have jagtet Feilini gennem nogle dage i april og maj 1971 og stykket et interview sammen af tre kortvarige møder, slutter Charles Thomas Samuels - i sin nye »Encountering Directors« - af med et forsøg på at legitimere nødvendig heden af disse (og andre) interviews. Fellini har slået sig gevaldigt i tøjret undervejs, spillet for galleriet og ustandseligt afleveret uforskammede sidebemærkninger, men vil nu und skylde og trække i land: »... min re aktion udspringer af frygtsomhed. Denne lange og dybtgående sam tale om mine tidligere arbejder hol der mig fast på netop det, jeg ønsker at glemme.« Samuels: »I 8V2 beder Guido hele tiden om at blive befriet.« Fellini: »Jeg er Guido.« Det kan tage sig lidt kuriøst ud at netop Fellini, der mere end nogen anden synes afhængig af fortiden, skulle ønske at befri sig for den. Men af dette ambivalente forhold udsprin ger selvfølgelig også det bedste og det dårligste i hans værk: mellem d is s e modsætninger s p rin g e r g n is te n til det dybt inspirerede samtidig med at den stadige konfrontation med erindringsstoffet måske fungerer som en løbende selvterapi; endelig er det det, han kan falde tilbage på i uinspireret tomgang, når alt andet ikke vil makke ret. Fellinis første tid i Rom gik med at 172
tegne karikaturer på kafeerne. Ikke særlig begivenhedsrigt, men fuldt af stof for Fellini. En skøn tid, jeg kun ne lave ti film om de år, siger han et sted. Man kunne få det indtryk, at Rom i de senere år er en stærkere inspirationskilde for ham end ung domstiden i Rimini og Romagna; her er smeltediglen for hans kunstneriske arbejde, og sådan vil han måske også gerne selv se det. Samuels bemær ker til Fellini, efter at have fulgt med rundt i nogle dage, at man får fornem melsen af, at han er en slags Kongen af Rom; alle kender ham tilsyneladen de, og han bruger nærmest byen som sin egen dagligstue. Fellini modsætter sig ikke sammenligningen, som der efterhånden er lagt op til adskillige gange. Prologen i »Fellini Roma«, hvor skoleklassen er på ekskursion til Rubicon, som man overskrider, mens læreren hylder Julius Cæsar, er panegyrisk foregrebet i Angelo Solmis biografi (1962), hvor kapitlet om ungdomstiden i Rimini er samlet under overskriften »Federico passa il Rubicone« (Federico går over Ru bicon) mens ankomsten til Rom er blevet til en »conquista di Roma«.
Men den romerske inspiration var af tvivlsom værdi i »Fellini Roma«, og tiden før overgangen over Rubicon slår med en helt anden styrke igen nem i »Amarcord«. Kronologien er blevet lidt bagvendt, erindringen om de første år i det romerske har øjen synligt ført Fellini dybere ned i erin dringsstoffet. »Amarcord«, der havde italiensk premiere sidst i december, tegner et nostalgisk, vemodigt og bittersødt billede af ungdomsårene i Rimini i tiden før den anden verdens krig. Den italienske titel rummer nøglen til denne holdning, men er ikke umid delbart forståelig. »Amarcord« findes heller ikke i ordbogen, det er Romagna-dialekt og betyder omtrent »jeg erindrer mig« (io mi ricordo), og har også indebygget det bittersødt no stalgiske: »bittert hjerte«. Og som en lille parentes kunne man tilføje, at Romagnuolis dialektale kælenavn for Adriaterhavet er »L’Amarissimo«. Fellini har altså fundet ned til dy bere lag i erindringen, er med »Amar cord« tilbage til noget af det stof, som blev til »I vitelloni«. Også for melt har han grebet tilbage og benyt-