Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse, digte, 2000
Græshoppernes Tid, digte, 2002
Turisthotellet, roman, 2006
Fuglepigen Vega, børnebog, 2009
Fuglepigen Vega rejser ud i verden, børnebog, 2010
Æsel, roman, 2011
Et kød, erotiske fortællinger, 2012
Historien, roman, 2013
På ryggen af en tyr – en tragedie, roman, 2014
Som om, roman, 2016
Cahun, roman, 2019
Paradis først, roman, 2020
Hvem er du, der tvivler?, essay, 2021
For evigt, roman, 2022
FRA BLODET, digte, 2024
Gutkind
© Kristina Stoltz og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © LA GRAPHIC DESIGN
Omslagsfoto: © Claus Troelsgaard
Sat med Garamond hos LYMI DTP-Service
og trykt hos ScandBook EU
ISBN 9788743411567
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Tak til Statens Kunstfond
www.kristinastoltz.dk
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk
En sitren ligesom lyset, der ligner strømmende vand, skyggerne fra de svajende trækroner mod det blomstrede tapet.
Jeg var på vej tilbage fra landsbyen. Jeg havde købt ind i det lille supermarked. En ICA med det mest basale. På den smalle grusvej mellem de to marker fik jeg øje på en skikkelse længere fremme. Jeg kørte langsomt. På den ene af markerne gik de yvertunge køer og de lysebrune, skævbenede kalve. Tættere på kunne jeg se, at skikkelsen var en dreng med en skoletaske på ryggen.
Ti år gammel eller deromkring. Der var ikke andre. Han så op og vinkede til mig. Et kort øjeblik havde vi øjenkontakt gennem ruden. Jeg vinkede også. Og smilede. Jeg kan ikke sige, hvordan han så ud. Måske var hans hår lysebrunt. Kort efter jeg havde passeret ham, brast jeg i gråd. Det var uventet, for egentlig følte jeg mig glad og forventningsfuld. Men noget ved den skikkelse og den store rygsæk satte et skred i gang. Eller det vil sige; hvis der er tale om et skred, er det et skred, der har været i skred længe. Hvis et skred kan blive ved med at være i skred. Jeg skrev det heller ikke i notesbogen, da jeg kom tilbage til huset, hvilket kan undre mig nu. Jeg nævnte ikke drengen med et ord.
Det er første gang, jeg er i huset i skoven alene. Da jeg ankom i går og steg ud af bilen, vældede det op med sommerfugle. Jeg har aldrig set så mange sommerfugle før. Græsset er allerede blevet højt, og der er brændenælder og bregner overalt. En vild lykke. Æbler på alle æbletræerne. Røde og grønne. Vi har fem forskellige sorter. Jeg gik en tur rundt om huset. Alle de sommerfugle over det hele, flagrende rundt om hjortetrøsten, som jeg ikke kan mindes at have set blomstre før. Lilla, nærmest fnuggede blomsterskærme. Men jeg plejer heller ikke at være her i slutningen af august, hvor børnene lige er startet i skole. Indenfor lugtede der af brændeovn, som der jo altid gør. Jeg gav mig øjeblikkeligt til at rydde bordet i stuen for rod og bar det ind i værelset med blomstertapetet, her hen foran vinduet, hvor jeg sidder. Jeg havde allerede set det for mig, at det var her, jeg skulle sidde og skrive. En følelse af at have travlt, at det var et spørgsmål om sekunder og minutter. Hvis jeg mistede fokus, ville ordene forsvinde. Hvis jeg drejede hovedet den forkerte vej eller talte i telefon, kunne alt gå tabt. Jeg tømte bilen, pakkede bøgerne ud og stillede dem sirligt på en række oven på kommoden. Jeg har taget alt for mange med. Da jeg pakkede tøjet ud, gik det op for mig, at jeg havde glemt strømper. Så kiggede jeg i fadeburet, lavede en huskeliste og skyndte mig ud til bilen.
Mørket gør mig bange. At her bliver så sort, at alt kan ske, og ingen kan komme mig til undsætning. Så jeg
gik i seng, mens det endnu var lyst, og betragtede træernes dansende skygger mod væggen, aftegningerne af blondegardinet oven i de bølgende blade og grene, og luften som vand, der strømmer. Jeg gav mig til at filme det med min telefon. Så længe jeg kan huske, har jeg haft det sådan, men der har også været pauser, perioder i ro, hvor kroppen bare har været til, sammen med alt det andet. Hvem mon jeg har været i de perioder. Det hjælper ikke at læse tilbage i dagbøgerne, som jeg gjorde i ugerne op til, jeg skulle af sted. Jeg er niogfyrre år gammel. Siden jeg var ti år, har jeg ført dagbog. Men hvad har det nyttet, når der ikke står et ord om Julie. Måske mellem linjerne. Selvfølgelig mellem linjerne. Hvor mange gange har jeg ikke indsat post-its i håb om at forstå et eller andet eller huske en sætning. Jeg jager hende med disse blå, grønne, røde og orange sedler. Jager tiden. Men det ender ligesom i skoven. Jeg går vild. Mister orienteringen. Må sætte mig på en sten midt i det hele og nærmest snappe efter vejret, som om jeg er ved at drukne mellem mos og ord. I skoven, i dagbogen, det flyder sammen; træerne vokser ind over ordene eller ud af ordene, jeg kan ikke finde ud af det. Jeg har tænkt: Måske bliver du vanvittig nu. Måske er skredet en ustoppelig kraft, som med tiden vil gøre det umuligt at formulere det, der skal siges. Men inden det når så vidt, vil jeg forsøge at skrive om Julie. I de senere år er hun vendt tilbage, alligevel kan jeg ikke få ordentligt greb om hende. Det er derfor, jeg er taget herop. Jeg vil finde hende i
vildnisset. Indfange hende som et vildt dyr i mit net, se på hende. Studere hende. Hver en detalje.
I ugerne op til jeg skulle af sted, indsatte jeg nye postits. Denne gang lilla. At øve sig i at sige det, der skal siges. Eller at øve sig i at lyve. At øve sig i at lyve, så det, der skal siges, bliver sagt på en sand måde. Alle de talemåder: Ud med sproget. Eller: Spyt ud. Sproget tager sin begyndelse et andet sted. I skyggerne på væggen, under vand, i mørket. Lige her ved det åbne vindue foran skoven.
På vej tilbage fra supermarkedet, efter mødet med drengen, standsede jeg i vejkanten for at genvinde fatningen. Det er svært at køre bil, mens man græder. Grøften var dækket af blomster, hvide og lilla. Blomster, jeg ikke kan mindes at have set før. Der var et mylder af bier, de fløj ind og ud af de små blomsterkroner. Ligesom i den høje hjortetrøst herude foran vinduet: bier og sommerfugle, admiralsommerfugle, tidselsommerfugle, citronsommerfugle i et uroligt bølgende flor. Liv er evig bevægelse, derfor undrer jeg mig ofte over, at jeg bliver ved med at sidde her foran tastaturet.
Jeg gav mig til at plukke af blomsterne, rev de nederste blade af, samlede en hel buket, som jeg lagde på forsædet oven på min notesbog. Da jeg nærmede mig skoven, drejede en ladbil ud fra en indkørsel og blev liggende bag mig, indtil jeg blinkede til højre for at
køre op ad den usynlige skovvej, som ikke er usynlig. I bakspejlet havde jeg set, at det var en yngre mand. Der var ikke andre end ham i bilen.
Det er over femten år siden, vi købte huset. Bjørn var fire år på det tidspunkt. Jeg ventede Laura og havde kvalme, da vi kørte op gennem skoven. Siden blev vi skilt. Huset er her endnu. Vi havde set på mange huse, men det var svært at finde et sted, vi kunne betale, hvor både huset og omgivelserne havde den rette stemning. Det skulle være et sted, hvor vi kunne forestille os at vågne om morgenen. En skov at træde ud i. En skov, vi havde lyst til at træde ud i. Vi havde set på flere steder i nærheden af landsbyen med den lille ICA, der ligger cirka femten kilometer nordvest fra vores skov. Jeg kan huske, vi talte om, at der var en slags Twin Peaksstemning i landsbyen med de høje klipper og nåletræer bag ved klyngerne af huse, fastfoodkæderne, benzintanken, parkeringspladsen. Der er et busstoppested og et apotek. Der er sikkert også en frisør og en grill.
Da jeg havde parkeret og været inde i huset med blomsterbuketten og en af poserne med varer, hørte jeg en motorlyd stige op gennem skoven, og jeg tænkte med det samme, at det måtte være den unge mand i ladvognen, og at det også var en komplet tåbelig og uforsvarlig idé at tro, at jeg kunne tage herop alene. Jeg satte blomsterne i en vase med vand, som nu står her på bordet ved vinduet i værelset med det blomstrede
tapet, og stillede mig ud på stien og ventede. Ventede på hvad ved jeg ikke. Eller jo, jeg måtte tage imod min gæst med en eller anden slags kropssprog. Motorlyden blev højere, og op gennem skoven kom en mand med et stort og langt fuldskæg. Han kom kørende på en ATV med et mindre lad. Klædt i overall og skovmandsskjorte. Skægget var rødligt, isprængt hvidt, kunne jeg se nu. Han standsede og rakte hånden frem og præsenterede sig, jeg glemte hans navn, idet jeg greb fat om den. Måske Jakob. Måske Christian. Han havde et mærkeligt øje. Jeg spurgte, om han arbejdede her i skoven. Jeg er din nye nabo, sagde han.
Han var flyttet ind i huset nede ved vejen for et halvt år siden. Så forstod jeg bedre, hvorfor der ikke længere var en hund, der gøede, hver gang jeg kørte forbi. De første fem-seks år efter vi havde købt vores hus, var det Åsa og Calle, som boede i huset nede ved vejen, et ældre pensioneret ægtepar, hun havde været dommerfuldmægtig, han revisor. De inviterede os på rejemadder og sød hvidvin. De inviterede os på elgbøffer og kartoffelmos. Det var hende, der førte ordet. Han brummede mest. Hun havde mange perlekæder om halsen. Han kørte rundt på en græsslåmaskine, der lignede en traktor. Ikke et strå blev overset. Han havde høreværn på. Græsplænen var gigantisk. En eng var det nærmere. En vinter, vi gik ned med en chokoladekage, vi havde bagt, var Åsa blevet syg. Hun tog bleg imod kagen og aede Laura på kinden. Da vi kom tilbage omkring påske, var hun gået bort. Da vi kom
tilbage om sommeren, var hendes veninde flyttet ind hos Calle. Vi vidste ikke, om det var for at trøste ham, eller om det var noget romantisk, eller begge dele. Da vi kom tilbage nogle måneder senere, var Calle og Åsas veninde flyttet, og nogle nye boede allerede i huset. Vi fik ikke hilst ordentligt på dem. De havde mange biler i forskellige størrelser og en stor hund, måske en jagthund, i et bur udenfor, der gøede uafladeligt.
Jeg ville have hilst i sommer, sagde Christian eller Jakob. Han fortalte, at han kendte Gustaf, ham, der ejer den del af skoven, som ikke er fredet. Han fortalte, at han gik på jagt. Nu? spurgte jeg. Nej, ikke lige nu, men ofte, jeg bruger hele området. Han slog ud med hånden som for at vise, at skoven her også var hans jagtdomæne. Du må endelig komme ned at hilse, sagde han. Bor du alene? Nej, sammen med min hustru. Okay, sagde jeg lettet. Hyggeligt at møde dig, jeg kommer ned en af dagene.
Fra skrivebordet har jeg udsigt til hjortetrøsten og jasminbusken, som jeg klippede ned sidste år for at få udsigt til mosen og den lysende sti bagved, mellem birketræerne. Det er der, hjortene går i skumringen. Rundt om haven med æbletræerne, bærbuskene, de høje rododendroner, hylden, blodbøgen, blåbærmarken, bregnerne, syrenerne rejser den gamle bøgeskov sig i et bølgende, svajende massiv. Af en eller anden grund ser jeg det oppefra for mit indre blik. Jeg har ellers aldrig fløjet hen over området. Huset ligger
midt i et naturreservat. Der findes ikke andre huse herinde. Gamle bøgetræer, sjældne mos- og lavarter. Når et træ vælter, skal det blive liggende. Skovarbejderne må ikke fjerne det. Biller og myrer, mos og svampe tager bolig, vokser frem og ud. Et sprog i skoven. De væltede stammer er et sprog. Krateret, der hvor træets rødder giver slip, de hænger som synlige årer, overskårne forbindelsesled, nu ved at indgå en anden slags symbiose. Skoven er hele tiden nye symbioser. Rundtomkring ligger gamle mosklædte stengærder. Det er rester af bosættelser helt tilbage fra middelalderen. At gå mellem stengærderne, stammerne, de oprejste og de faldne, er som at gå mellem rum. For et par somre siden vågnede jeg flere uger i træk med solen. I en søvngængeragtig tilstand trådte jeg direkte ned i mine sko og gik ind i skoven, ind i rummene. Jeg gik gennem bøgeskoven, ind i blandingsskoven, ind i granskoven uden for reservatet, hvor jorden er dækket af mos. Et blødt fjedrende tæppe under fødderne, fugtigt af dug. Jeg fandt et træ, et tvillingebøgetræ midt mellem grantræerne. Den tykke stamme delte sig i to selvstændige stammer med to selvstændige kroner. Et siamesisk bøgetræ. En af de tidlige morgener kravlede jeg op i træet og satte mig til rette i splittet mellem de to stammer. Derfra, måske også fordi træet stod højt, kunne jeg se langt. Jeg kunne se ud over skoven, stengærderne, skellene mellem områderne. Jeg tænkte, at skoven var kæmpestor. Jeg følte mig som et barn, der aldrig ville kunne finde vej. Jeg kunne gå vild i skoven.
Den tanke gjorde mig lykkelig. Da vi kom tilbage i efteråret, var den del af skoven, hvor det siamesiske bøgetræ havde stået, blevet fældet. Også bøgetræet var væk, selvom netop bøgetræerne er fredede. Jeg gik der sammen med børnene, faktisk var vi på vej hen til det siamesiske bøgetræ, fordi jeg ville vise dem det. Da vi trådte ud i det store åbne landskab, skamferet, hullet, som en slagmark, hvor kun enkelte stammer ragede op, resten var skæve stubbe i varierende højde, blev verden med et meget lille. Den kæmpestore skov var forvandlet til et mindre anlæg. Skellene, lavninger, højdedrag, rummene var væk. Der var kun én betoning, én ensartet strækning. Affortryllelse. Destruktion. Tomhed. Intet sprog. Laura satte sig ned på hug. Ingen sagde noget. Indtil Bjørn sagde: Nej! Hvad var der mere at sige, selvom det var for sent. Og selv hvis han havde sagt det i tide, ville det ikke have gjort nogen forskel, for Gustaf ejer den del af skoven, som ikke er bøgeskov, den må han fælde, lige så tosset han vil, og det havde han gjort.
Som barn, i de år jeg stadig gik på den lokale kommuneskole, havde jeg et stort bøgetræ. Det var mit. Sådan tænkte jeg. Det stod oppe på volden på Christianshavn. Hvornår slutter barndommen. I det øjeblik jeg begriber, at træet ikke er mit, at træet også findes eller finder sted for andre, at jeg ikke bliver usynlig, idet jeg stiller mig om bag det. Et førsprogligt paradis. Eller i hvert fald et sprog med en anden logik end det
sprog, der kommer efter. Det var et gammelt træ med store bulnende rødder, der stak op af jorden. Jeg kom fra skole, begav mig op ad voldens stejle skråning og stillede mig oven på rødderne, lagde armene om den glatte stamme og fortalte, hvordan dagen havde været. Det var inden, jeg havde lært at skrive. Træet var min dagbog, men det tog ikke tavst imod. Der var en pagt imellem os, som overdøvede sirenerne og trafikstøjen ude fra Torvegade. Når jeg havde talt, satte jeg mig ned i en smal grube mellem rødderne og lyttede. Jeg vidste ikke, hvordan træet kommunikerede, eller hvad det overførte, når jeg sad der, men det var beroligende. En fornemmelse af bløde hænder, der foldede sig om det urolige inden i mig, dyssede det i søvn, og af og til faldt jeg selv i søvn. Det var på en af de dage, hvor jeg lå mellem rødderne og småsov, en tidlig sommeraften i juni, at det gik op for mig, at jeg i årevis havde befundet mig i en illusion, at jeg havde haft en barnlig opfattelse af virkeligheden. Ja, at jeg havde været et barn. Et yngre par, en mand og en kvinde, stod foran mig. De spurgte, om jeg var faldet i søvn, om ikke jeg skulle hjem og spise. Jeg rejste mig og børstede sikkert græs og jord af mit tøj, og det var ubærligt. Jeg husker kvindens venlige ansigt. Måske aede hun mig på kinden eller klappede mig på håret. Et svigt, jeg ikke kunne begribe. Men ingen at bebrejde. Heller ikke nogen at spørge om hjælp.
Det må være en slags vilde orkidéer, blomsterne her på bordet. De smalle, aflange blomsterhoveder og den genkendelige aftegning fra andre typer orkidéer, tydeligst på de hvide af blomsterne, et fint identisk mønster i grønt og rødt, måske et drys af gult. Impressionistisk stjernestøv. Nej, det kan ikke være orkidéer, de er så sjældne, og blomsterhovederne er meget mindre. Så vidt jeg ved, er de også fredede. De står og vibrerer i det åbne vindue, flere af stilkene har allerede mistet deres hoveder og ligger slapt i vindueskarmen, øjeblikkeligt forvandlet til et andet materiale. Selvfølgelig er det ikke orkidéer. Nogle af bierne fra hjortetrøsten har opdaget blomsterne. De flyver på visit, men vender hurtigt tilbage. At blive opdaget. Måske er det et af de største chok, der findes.
Jeg var ti år, da jeg begyndte på den fine privatskole i Indre By. Jeg havde været vant til børn, der kom i skole på bare fødder eller ikke fejrede fødselsdag, fordi de var Jehovas Vidner, eller kun mødte i skole mandag, tirsdag og onsdag, fordi de skulle passe deres søskende resten af ugen. Nu skulle jeg gennem glasdøre og op ad en bred trappe. Der hang store guldindrammede malerier af vigtige personer. Mange af børnene skulle med kystbanen hjem. Min dansklærer, han hed Erik ligesom min far, trak mig ned under vandet, da vi havde ham i svømning, han holdt mig i benet tæt ved skridtet. Det var for sjov. Og selvom jeg ikke kunne lide det, ville jeg gerne være i nærheden af ham. Han
bad mig også læse et digt, jeg havde skrevet, højt for resten af klassen. Han havde overskæg og brede næsebor og blev skilt fra sin kone i den tid, jeg havde ham som lærer. Han gav mig et job på skolebiblioteket. Når jeg stod og satte bøger i reolen, kom han nogle gange hen til mig og lagde hænderne på mine skuldre. Jeg kunne lugte kaffe fra hans mund og en sprittet eau de cologne. Han ville gerne have mig i nærheden så meget som muligt. Jeg vidste altid, hvor han var, fordi jeg kunne høre nøglerne i hans bæltestrop. Han fik mig til at forstå grammatik, men han fik mig også til at mærke, at jeg meget let kunne bringe mig selv i fare ved at blive for synlig. Man kan være synlig, og så kan man være for synlig.
noget skinnende et smykke måske af guld ikke bide i det hjerte om min hals jeg fik en gave
Man kan også splitte sig op, blive et hus med adskillige rum, en krop med flere personer. På biblioteket var der alle bøgerne, jeg gik rundt med vognen og satte dem på plads. Det var ham, der bestemte, hvad jeg skulle læse. Indimellem sitrede det for meget indeni til, at jeg kunne samle mig om at begribe, hvad der stod på siderne.
Hun er taget alene op til sit hus i den svenske skov. Mørket og stilheden sætter noget i skred. Hun konfronteres
med minderne om den første gang en fremmed mand ville fotografere hende.
Den første gang Julie viste sig.
Dagene i skoven bliver en vandring ad gengroede stier, gennem et liv. Vi møder koreografen, en mor, en morfar, en mystisk, velklædt mand på gaden.
VILD er en roman om erindring. En roman om at genkalde sig den tidlige ungdom, en ung piges skelsættende møde med spejlene, dansen, fotografiet.