Mads Peder Nordbo
Kors Krimi
Gutkind
KORS.indd 3
15/12/25 5:50 PM
Kors Copyright © Mads Peder Nordbo, 2026 Udgivet på Gutkind Forlag, 2026 info@gutkind.dk Bogen er sat med Minion Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU Omslag: Kenneth Schultz 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-4341-000-3 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
KORS.indd 4
15/12/25 5:50 PM
Ensomhed er en sorg der vokser som ringe i kroppen Hvert år vokser en ny ring til og først når vi fældes ser andre den sorg vi bar i vores stamme
I mindet om min mor, Jytte Nordbo, der fra sit fjerde leveår bar på den største sorg, et barn kan bære. (5. februar 1934 – 6. februar 2025)
KORS.indd 5
15/12/25 5:50 PM
KORS.indd 6
15/12/25 5:50 PM
Juni, 1997
KORS.indd 7
15/12/25 5:50 PM
KORS.indd 8
15/12/25 5:50 PM
Kapitel 1 Karolina rakte ud og greb fat i sin mors hånd. Rundt om dem summede luften af insekter, og solen kastede sit lys ned mellem træernes blade og dannede skygger i det høje græs langs stien ned til søen. Det var mandag, og mor havde frokostpause. Mor havde lovet hende, at de kunne gå en tur ned til søen og se på haletudser, inden de alle fik ben og blev til frøer. Karolina havde sit lille fiskenet med og et stort, rent marmeladeglas med skruelåg. Hun havde fået nettet af far, da hun fyldte syv år. Nu var far rejst. Oppe fra minkfarmen kunne de høre råb. Det var Knud. Han var altid vred. Mor sagde, at det var derfor, far var rejst hjem til Polen. Hun og Karolina skulle også rejse hjem, men først skulle mor tjene flere penge. Karolina hankede op i sit net, så stangen ikke rørte jorden. Mor var også sur nogle gange – og meget træt. Andre gange var hun helt vildt glad. Det skiftede meget, syntes Karolina. Far var altid den samme. Karolina klemte nettets stang og glasset hårdt ind mod sin korte kjole. Det var svært at have stangen og glasset i samme hånd, men hun ville gerne holde mor i hånden. Mor var meget inde ved minkene, og sidst på dagen lugtede hun altid skarpt af tis og gammel fisk. Karolina missede med øjnene mod solen. Hun kunne se søen nu.
9
KORS.indd 9
15/12/25 5:50 PM
Mor begyndte at nynne en sang. Den var polsk, vidste Karolina. Nynneriet varmede. Mor var der. Hun var ikke vred. Ikke træt. Hun strammede grebet om mors hånd. ”Er du klar til at fiske?” spurgte mor og klemte tilbage. Karolina nikkede, mens søen åbnede sig for dem for enden af skovstien. Søbredden, hvor de plejede at stå, var fuld af små potespor. ”Det er nok minkene,” sagde hun og skævede til sin mor for bekræftelse. Mor plejede at sige, at sporene var fra de mink, der slap væk. ”Nemlig,” sagde mor og smilede, mens hun kørte den ene hånds fingre gennem Karolinas mørke hår. ”Det er derfor, vi aldrig hører sangfugle heromkring, for minkene har ædt deres æg og unger.” Karolina lyttede til vinden, der hvislede i sivene langs bredden. Der var ingen fugle. Kun vind og et par insekter. Hun rynkede på næsen. ”Hvad spiser de så nu, hvis de har ædt alle fuglene?” ”Hinanden,” sagde mor og pegede ned mellem sivene. Karolina trådte tættere hen til vandet og spærrede øjnene op. Mellem sivene lå en død mink. Der var huller i dens krop flere steder. Som havde noget ædt af den. ”Renata!” kaldte en irriteret stemme oppe fra minkfarmen. ”Jeg må hellere gå tilbage,” sagde mor. ”Kan du fange lidt haletudser selv?” Karolina trak mut på skuldrene og så ned i jorden. ”Du ved, hvordan det er,” fortsatte mor. ”Og snart rejser vi hjem, ikke?” ”Snart rejser vi hjem til far,” sagde Karolina stille. Mor kyssede hende på håret. ”Husk at tage nogle halvrådne blade fra sivene med til dine haletudser, okay? Ellers overlever de ikke i glasset.”
10
KORS.indd 10
15/12/25 5:50 PM
”Okay,” sagde Karolina sammenbidt. Mor aede hende på kinden og begyndte at gå tilbage mod farmen. Karolina så efter sin mor. Hendes sorte hår glinsede i solens stråler. Hun havde lyst til at løbe efter hende, men hun vidste godt, at de ikke ville have hende i staldene. Slet ikke onkel Knud. Mors ryg forsvandt mellem buskene. Karolina kunne høre lyden af minkafliveren, der blev sat i gang oppe på farmen. Den lyd genkendte hun altid. Og lugten af osen fra dens lille benzinmotor. De pumpede gas ind til de levende mink i kassen, og så fór dyrene rundt i skrigende panik i flere minutter, inden de døde. Far havde sagt, at mink kunne holde vejret meget længere end mennesker, men når de så skreg, fik de gassen ned i lungerne, og så var det slut. Skrig, og du dør, sagde far. Hold kæft, og du lever. En sky trak for solen, mens Karolina vendte sig mod sivene og så på den døde, halvædte mink. Forsigtigt prikkede hun til den med stangen på sit net. Kroppen gav sig let og duvede i vandet. Et par store guldsmedelarver svømmede væk fra kadaveret. Rundt om sig kunne hun høre det pusle i sivene. Der var fuld af undslupne mink i det skjulte. Hun slog med stangen i det høje, tætte græs ved en busk, og noget derinde hvæsede ad hende. Der kom mere uro i græsset. Også bag hende, og hun trak sig lidt skræmt tilbage til stien. Hun så på syltetøjsglasset, der stod på den mudrede søbred. Tomt og med skinnende metallåg. Det kunne vente lidt med de haletudser. Solen var kommet frem igen, og hun gik tilbage mod farmen ad den solbeskinnede sti. Afliveren var stille nu. Minkene i den var sikkert døde. Hun gik med forsigtige skridt hen til den
11
KORS.indd 11
15/12/25 5:50 PM
længste af de lave, røde stalde. Der lugtede skarpt og grimt. Der var ingen stemmer at høre. Hun vidste, det var sjældent, at der var nogle af de voksne til stede, mens maskinen kørte. Stalden var tom, og tæt ved den åbne gavl stod afliveren. Det var en sort kasse på hjul. Den var bygget af sorte plader, der var samlet i siderne med metalspænder. Den havde hjul under sig, så den kunne skubbes rundt. Minkene blev smidt levende og hvæsende ned i den gennem en luge i låget. Når den var fuld, startede de den lille benzinmotor, der sad bagerst på kassen. Det var der, gassen kom fra. Karolina så sig søgende om og listede så hen mod kassen. Hun kunne se, at spænderne rundt om det ene af kassens hjørner ikke var lukket ordentligt til, så flere mink havde prøvet at presse sig ud. Der stak et par poter og et hoved ud. Der var stadig stille uden for stalden, og Karolina kiggede nøje på det halvåbne hjørne, men stoppede, da hun så noget glimte lige under den gabende, sorte boks. Hun bukkede sig forsigtigt ned for at samle det op. Hun genkendte det, så snart hun havde det mellem fingrene. Det var Mirelas guldkors. Mirela var fra Polen, og hun var flåer på farmen. Korset med den lille figur på lyste op i hendes hånd. Det sad i en tynd guldkæde, og Karolina vidste, at Mirela havde fået korset i 19-års fødselsdagsgave af sin mor et par måneder tidligere. Hun knugede hånden sammen om korset. Hun kunne næsten ikke vente med at give Mirela det tilbage, men først skulle hun se lidt mere på de døde mink i kassen. Hun fik normalt aldrig lov at se de døde dyr. Hun samlede mod til sig og skubbede til minkhovedet, der stak ud. Det havde store, opspilede øjne. Hun ville undersøge, om den var helt død, ligesom den i søen, og puffede til den igen. Minkens hoved gled lidt til siden. Der var noget, der stak ud under det, og
12
KORS.indd 12
15/12/25 5:50 PM
det lignede en menneskefinger. Karolina trådte med et gisp tilbage og knugede korset fastere i hånden. Uden at tænke det til ende gik hun så et par skridt frem og skubbede besværet låget på hele kassen op. Det ramte mod siden med et brag, der fik hende til at springe lidt tilbage igen. Men hun havde nået at se Mirela i et glimt. Nede i kassen. Mirela. Karolinas hals snørede sig sammen, mens hun skræmt hviskede navnet. Mirela var helt bleg i huden og havde opspilede øjne og mund ligesom minken. Karolina trådte anspændt tilbage til kassen og stak forsigtigt til sin ældre veninde med stangen på sit fiskenet, men der skete intet. Mirela var livløs, og hendes hud var fuld af kradsemærker fra de paniske mink, der nu lå døde omkring hende som en kåbe. Udenfor kunne hun pludselig høre stemmer. De blev højere, og de lød vrede. Måske havde de hørt braget fra låget. Karolina løb hen mod udgangen og fortsatte i fuld fart ned ad skovstien uden at se sig tilbage. Der var nogle, der råbte bag hende. De havde hørt hende. De råbte vredt. Nede ved søbredden styrtede hun blindt ud mellem sivene, til hendes fødder sank så meget ned i dyndet, at hun faldt og røg under vandet. Søen og sivene rev i hendes tynde sommerkjole, og hun slog vildt om sig. Angsten skreg i hende, mens hun igen sank under vandspejlet. Kjolen svøbte sig tæt om hende. Lyset flimrede i overfladen. Hun knugede fortsat korset hårdt i den ene næve. Sekunder efter greb et par hænder fat i hende og hev hende op. Hun skreg og sparkede panisk. ”Stop!” råbte mors stemme. Karolina stivnede og så sig omkring. Det var mors hænder. De holdt hende. Hun brækkede sig rædselsslagen i søvandet og kiggede så op.
13
KORS.indd 13
15/12/25 5:50 PM
Mor så bange ud. ”Du må ikke sige noget!” sagde mor anspændt. ”Intet. Forstår du?” ”Mirela,” sagde Karolina hæst, mens hun åbnede hånden og rakte mor korset. Smagen af mose og søvand flød sammen med smagen af bræk i hendes mund. ”Hun lå i afliveren.” Mor greb hurtigt korset og stoppede det i sin ene lomme. ”Du har ikke set noget, okay?” Karolina så ind mod de to mænd, der var dukket op ved bredden. Den ene råbte truende efter dem. Vandet dryppede fra hende. Mor vendte sig rundt og så med et bredt smil på de to mænd. ”Hun blev bare bange for en syg mink. Alt er godt igen.” ** Renata satte sig nervøst på stolen på den anden side af sin chefs skrivebord. Hun kunne mærke, hvordan det sitrede i hendes krop, så hun knap kunne samle tankerne, og hun kløede hårdt med neglene på sin ene arm. ”Har I gjort Karolina noget, Knud?” ”Nej, hvorfor pokker skulle vi gøre pigen noget? Hun sidder lige her ovenpå og tegner, og hun har kiks og mælk, så hun har det vel bedre, end hun plejer.” Renata kiggede ned. Det var et slidt fyrretræsgulv, og hendes øjne søgte rundt i smudset i revnerne mellem brædderne. ”Hun savner bare sin far, det er det hele.” ”Hun har jo ingen far, Renata.” Renata spændte i kroppen. ”Jeg kan ikke lide, at hun skal sidde deroppe for sig selv hele dagen.”
14
KORS.indd 14
15/12/25 5:50 PM
”Jamen, sådan bliver det i dag, for vi er nødt til at få lidt styr på, hvor meget hun snuser rundt. Det her er en farlig arbejdsplads, hvor en tøs på hendes alder let kan komme til skade.” ”Hun kommer jo aldrig til skade!” ”Ikke endnu, nej, men du …” Knud tøvede og rystede afvisende på hovedet. ”Der er ikke mere at tale om, og du kan jo takke dig selv for alt det her, ikke sandt?” ”Det kan jeg sgu da ikke!” fløj det ud af Renata. ”Det var ikke mig, der …” Hun gik i stå. Det hele var så uoverskueligt. Måske var det hendes skyld. Det var det vel. ”Der ser du,” sagde Knud og rettede sig op. ”Vi har sendt Piotr væk, og det skal du være glad for.” ”Glad?” ”Vi havde ikke noget valg, efter det med Mirela, og … Ja, der er styr på det nu. Det var jo nok et uheld, men …” Knud rykkede ubekvemt på sig i sædet. ”Ja, du ved, og det er helt sikkert til alles bedste, at vi fik ham sendt hjem til Polen.” ”Jeg føler mig bare helt alene her uden ham,” sagde Renata og så tomt ud i luften. ”Det er bedst for dig og Karolina, at han er væk.” Det sitrede i hele Renatas krop, og hun holdt en hånd ind mod sin trøje, som kunne hun ikke få luft. Under trøjen hang det lille guldkors, som Karolina havde fundet. De måtte ikke vide, at Karolina havde set Mirela. Hun måtte spille dum og holde fokus på sig selv. ”Jeg har brug for noget, Knud. Jeg er helt smadret og kan ikke sove.” ”Det er klart,” sagde Knud og stirrede på hende med en skeptisk mine. ”Det må være hårdt for dig med alt det her med Piotr, men nu er han jo væk, ikke sandt?” Renata pustede opgivende ud. ”Jeg forstår bare ikke, hvad der er sket?”
15
KORS.indd 15
15/12/25 5:50 PM
”Nej,” sagde Knud og kiggede anspændt på hende. ”Men han har gjort noget dumt, og vi ser ham ikke igen her.” ”Vi skulle jo rejse hjem sammen!” afbrød Renata hæst og knyttede hænderne hårdt for at holde sig i ro. ”Hvorfor rejste han uden os?” ”Han fandt jo ud af, at Karolina ikke er hans unge, og det slog ham ud, ikke?” Knud sukkede dybt. ”Hvorfor fanden fortalte du ham det?” ”Jeg kan ikke huske det, Knud, okay? Jeg var skæv, ked af det og ville hjem, men Piotr ville ikke en skid. Han er så …” Hun så stift på Knud. Hendes krop dirrede, så hun følte, hun kunne høre stolens ben sitre mod gulvet. ”Må jeg ikke godt se Karolina?” ”Vi lader hende lige tegne lidt endnu, så du kan falde ned.” ”Så må jeg have noget, for fanden! Jeg er helt smadret! Det kan du sgu da vel se? Jeg må have noget!” ”Du har allerede brugt din løn for hele måneden.” Hun så sammenbidt på ham. ”Det hele?” ”Desværre, men der er jo andre måder.” Renata rejste sig sløvt og mekanisk op. Aldrig havde hendes krop føltes tungere. Det var, som om hun knap nok kunne stå på sine ben, da hun begyndte at åbne sine bukser. ”Ikke nu, for fanden! På fredag. Jægerne kommer her fredag aften, og der kunne vi godt bruge dig.” ”Klart,” mumlede Renata og lynede op igen. Hun så på ham. ”Har du så noget nu eller hvad?” ”Altid,” sagde han og trak en skuffe ud i sit skrivebord. Han fandt et par små, klare poser frem, som han lagde på bordet sammen med en femhundredekroneseddel. I den ene pose var der hvidt pulver, i den anden tre slags tabletter. ”Så er der lidt til dagen og natten … og til fredag aften, okay?” Hun nikkede og rakte ud efter poserne og pengene.
16
KORS.indd 16
15/12/25 5:50 PM
”Og så flytter du og Karolina herop i huset for en tid,” fortsatte han. ”Vi er nødt til at have styr på ungen, så hun ikke ender i noget skidt.” Renata knugede de små poser og pengesedlen i sin højre hånd. Hendes krop skreg efter stofferne, men hun måtte holde sig lidt endnu for ikke at miste den sidste rest af sin værdighed. Knud rystede på hovedet ad hende. ”Det er noget lort, Renata!” Hun svedte i hånden. Hun vidste, at Piotr ikke bare ville rejse på den måde, uanset hvad han så havde gjort. Det bankede på døren, og Renata skyndte sig at putte poserne i den ene bukselomme. ”Der er en fra politiet her,” sagde den tætte, unge kvinde, der kiggede ind. ”Politiet?” udbrød Knud. ”Hvad fanden vil de?” ”Aner det ikke, men skal jeg lukke ham ind?” ”Ja!” vrissede Knud og så på Renatas hånd i lommen. ”Vi to tales ved senere.” Renata nikkede og gik hen mod døren. Der var dukket en høj, rødblond mand med grønne øjne op i åbningen. Hun turde knap se på ham, men hun opfangede et stort overskæg. Hvad pokker skulle politiet der? Ledte de mon efter Piotr? Hun smøg sig beklemt forbi politimanden og fortsatte ud af rummet. *** Knud så på den høje politimand, der var trådt ind i kontoret. ”Hvad skylder vi æren?” ”Walker, Horsens Politi,” sagde manden. ”Jeg kommer på grund af en polsk kvinde, der flere gange har kontaktet os via
17
KORS.indd 17
15/12/25 5:50 PM
polsk politi, fordi hun har mistet kontakten med sin datter. De havde en aftale for to dage siden, men datteren har ikke ringet, og hun plejer altid at overholde deres aftaler. Moren vil gerne i kontakt med hende, da hun er blevet utryg ved, at pigen er her.” ”Okay,” sagde Knud. ”Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg kan hjælpe med?” ”Datteren, Mirela, skulle angiveligt arbejde her som sæson arbejder.” ”Mirela Olczak?” ”Ja, netop,” sagde Walker tonløst og så ud ad vinduet, hvor regnen var begyndt at sile ned. Knud rystede på hovedet. ”Hun rejste for et par dage siden.” Walker rynkede på panden. ”Rejste? Det har hun ikke sagt til sin mor.” ”Det kan jeg jo ikke vide noget om,” sagde Knud og trak på skuldrene. ”Men okay, nu du er her, så kan jeg da fortælle, at her var en fandens ballade den nat, inden hun rejste. Hun kneppede jo med sin bedste venindes mand. Ja, de var godt nok pissefulde, men alligevel!” Knud trak på skuldrene igen. ”Og så tilbød vi de to sextosser et par måneders løn for at fordufte … for den gode stemnings skyld, du ved.” ”Tak for din ærlighed,” sagde Walker og gned sit store overskæg. ”Det, du siger, er, at Mirela var sammen med en mand, der var sin kone utro, og så sendte I dem på porten?” ”Præcis!” ”Hvor rejste de hen?” ”Hjem til Polen, går jeg ud fra.” Knud kiggede på Walker. ”Moren hører nok snart fra Mirela.” Der lød en lav, skrabende lyd ude fra gangen, og Knud rejste sig brat op og begyndte at gå hen mod døren. Walker havde ikke lukket den efter sig, da han kom ind. Man kunne høre
18
KORS.indd 18
15/12/25 5:50 PM
hurtige skridt, og sekunder efter lukkede hoveddøren stille i med et let klik. Knud skævede ud ad vinduet. ”Hvis det var det hele, så har jeg lidt meget at se til i dag?” ”Der var ikke andet for nu,” sagde Walker og smilede til Knud. ”Men vi tales nok ved, hvis pigen ikke dukker op.” ”Sig også til, hvis hun dukker op,” sagde Knud. ”Jeg bliver jo også lidt bekymret nu.” Walker så på Knud med en skeptisk mine, hilste så med et par fingre og gik hen mod døren. Knud fulgte Walker med øjnene og ventede, til døren gik i bag ham, inden han fandt sin Nokia frem og trykkede et nummer. ”Politiet har lige været her for at spørge til Mirela … Yes … Og vi skal have en alvorlig snak om Renata og hendes unge.” **** Renata skyndte sig ind på sit værelse og gik straks hen til vinduet for at se, om nogen var fulgt efter hende. Der var intet at se. Hun skævede op mod et vindue på førstesalen i stuehuset, inden hun trak gardinet for og sank sammen på sengen, hvor hun plejede at sove med Piotr og Karolina, men nu var der koldt og tomt. Hun fandt de små, klare poser fra Knud frem og stoppede en hvid tablet i munden. Få minutter efter begyndte hun at slappe af i kroppen. Hun trak en af Karolinas bamser ind til sig. Det var en enøjet, blå plysbamse, som hun selv havde haft som barn. Varmen spredte sig under hendes hud, som lå hun under solen på en sommerdag. Hun pustede tungt ud et par gange, inden hun helt gav slip. Da hun vågnede igen, var det blevet mørkt. Hun spærrede øjnene op, da det slog hende, at hun ikke havde fået sagt godnat
19
KORS.indd 19
15/12/25 5:50 PM
til Karolina. Hun var nok stadig oppe i huset, og hun havde stort set ikke set datteren hele dagen. Karolina måtte være urolig for, om der var sket hendes mor noget. Bare hun ikke troede, at hun ikke ville se hende. Det havde de måske sagt til hende? Renata prøvede at komme op, men var stadig fortumlet. Hun måtte op til Karolina med det samme. Hendes mund var tør som sandpapir, og hun så sig om efter noget vand. I det samme fik hun en følelse af ikke at være alene i rummet. Hun kunne intet se, men hun havde en klar fornemmelse af, at der var en anden der i mørket med hende. ”Karolina?” prøvede hun forsigtigt. De kunne jo have sendt hende tilbage, mens hun sov. Tænk, hvis hun var der. Hendes elskede datter. ”Karolina?” prøvede hun igen. Denne gang hørte hun en lyd tæt ved. En skrabende lyd. Som en støvle eller noget tungt, der blev trukket slapt hen over gulvet. ”Hvem er det?” sagde Renata og skubbede sig bagud i sengen, til hun ramte ryggen mod væggen. Hun prøvede at tænke efter, om hun havde noget liggende ved sengen, hun kunne forsvare sig med. Hun syntes, hun kunne høre en person ånde tungt tæt ved sig. ”Er her nogen?” sagde hun bange og holdt vejret, mens hun lyttede koncentreret. Der måtte være noget at slå med et sted. Forsigtigt begyndte hun at afsøge sengen med sine hænder. Helt stille. ”Er det dig, søde Karolina?” En bil startede ude på gårdspladsen, og i det flimrende lys fra lygternes skær gennem gardinets stof kunne hun ane nogen tæt ved sengen. Det var en bred, stor silhuet, der stod få meter fra hende. Hun sank med et gisp tilbage på sengen. Skrig, og du dør. Hold kæft, og du lever.
KORS.indd 20
15/12/25 5:50 PM
OMSLAGSDESIGN: KENNETH SCHULTZ
MPN_KORS_OMSLAG_137x215_R26-5_F100_OK_LYSNET.indd 1-5
En mand vakler ind i Skt. Knuds Kirke i Odense – blodplettet og medtaget. Få timer senere er han død. Dagen efter træder en kvinde ud foran en lastbil. Hun har et lille guldkors om halsen og bærer på en slidt lædermappe præget med ordene ‘Walker – Horsens Politi’. Da Line Præst og hendes søster, Ragnhild, fra den nye enhed mellem politi og psykiatri begynder at grave i sagen, leder sporene dem tilbage til sommeren 1998 og en minkfarm i Jylland, hvor en skræmmende hemmelighed toner frem fra mørket. Jo tættere Line og Ragnhild kommer på sandheden, jo tættere kommer døden på dem. Med hver brik, der falder på plads, bliver det tydeligt, at skjulte øjne følger dem i hver eneste bevægelse – selv når de sover. KORS er andet bind i serien om søstrene Præst. Det er en intens og nervepirrende fortælling om familier, skam og drab – en historie om dystre hemmeligheder, der har været begravet så længe, at den, der afdækker dem, risikerer at dø.
K O R S
P RÆST- S E R I E N
CMYK
100 mm
MADS PEDER
NORDBO
KORS P RÆST- S E R I E N | K R I M I
FOTO: © LEA MEILANDT
“Skrig, og du dør. Hold kæft, og du lever.”
26,5 mm
MADS PEDER
”
“Hun strammede hånden sammen om korset. Hun kunne næsten ikke vente med at give Mirela det tilbage, men først skulle hun se lidt mere på de døde mink i kassen. Hun fik normalt aldrig lov at se de døde dyr. Hun samlede mod til sig og skubbede til minkhovedet, der stak ud. Det havde store, opspilede øjne. Hun ville undersøge, om den var helt død, ligesom den i søen, og puffede til den igen. Minkens hoved gled lidt til siden. Der var noget, der stak ud under det, og det lignede en menneskefinger. Karolina trådte med et gisp tilbage og knugede korset fastere i hånden.”
137 mm
NORDBO
215 mm
100 mm
MADS PEDER NORDBO er 55 år. KORS er hans tiende roman. Han har senest skrevet krimierne OPLØST og SÅR sammen med Sara Blædel. De udspiller sig, ligesom HUND og KORS i hans nyeste krimiserie om Præst-søstrene, på Nordbos fynske hjemegn. Mads Peder Nordbos bøger er udgivet i mere end 40 lande.
GUTKIND
18.12.2025 11.51