Issuu

LAZARUS

Bøger i serien om Joona Linna:

Hypnotisøren (bind 1)

Paganinikontrakten (bind 2)

Ildvidnet (bind 3)

Sandmanden (bind 4)

Stalker (bind 5)

Kaninjægeren (bind 6)

Lazarus (bind 7)

Spejlmanden (bind 8)

Netspinderen (bind 9)

Søvngængeren (bind 10)

Andre bøger af samme forfatter:

Playground

Nøgleserien (Alex Ahndoril):

Jeg skal finde nøglen (bind 1)

Jeg lukker øjnene og beder (bind 2)

LARS KEPLER LAZARUS

KRIMI

På dansk ved Jesper Klint Kistorp & Birgitte Steffen Nielsen

GUTKIND

Lazarus

er oversat fra svensk af Jesper Klint Kistorp & Birgitte Steffen Nielsen efter Lazarus

Published by agreement with Salomonsson Agency

Denne udgave: © Lars Kepler og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Simon Lilholt / Imperiet

Sat med Adobe Garamond og Lucida Sans Typewriter info@gutkind.dk

ISBN 978-87-434-1232-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag

LYSET FRA DEN hvide himmel blotlægger verden i dens mest nøgne grusomhed, sådan som den må have taget sig ud for Lazarus uden for grotten.

Gulvet af riflet stål vibrerer under præstens fødder. Han holder fast om rælingen med den ene hånd og afbøder samtidig fartøjets vippen med stokken.

Det grå hav bevæger sig søvnigt som en teltdug, der bugter sig.

Færgen hales frem ved hjælp af dobbelte stålwirer, som er spændt ud mellem de to øer. De løftes dryppende op af vandet og forsvinder ned igen bag færgen.

Færgemanden bremser, kølvandsbølgerne skummer og syder, og landgangen skraber raslende hen over betonkajen.

Præsten er ved at miste balancen, da stævnen støder mod fenderne; tunge bump runger gennem skroget.

Han er her for at besøge den pensionerede kirketjener Erland Lind, fordi denne ikke tager sin telefon og heller ikke kom til adventsgudstjenesten i Länna Kirke, som han ellers altid gør.

Erland bor stadig i kirketjenerboligen bag Högmarsö Kapel, som hører til pastoratet. Han er blevet dement, men får stadig løn for at slå græs og gruse, når føret er glat.

Præsten går på den snoede grusvej og mærker, hvordan den kolde luft får ansigtet til at stivne. Der er ingen mennesker at se, men lige før kapellet høres den hvinende lyd af en slibemaskine i skibsværftets tørdok.

Nu kan han ikke længere huske, hvilke bibelord han tweetede i morges, han havde tænkt sig at sige noget om dem til Erland.

Med de dystre, små marker og skovranden som baggrund ser det næsten ud, som om det hvide kapel er bygget af sne.

Eftersom lokalet til gudstjeneste er lukket om vinteren, går præsten direkte op til den lave kirketjenerbolig og banker på døren med stokkens bøjede greb, venter lidt og træder så ind.

– Erland?

Der er ingen hjemme. Han stamper skoene rene og ser sig omkring. Køkkenet er rodet. Præsten tager posen med kanelgifler frem og stiller den på bordet ved siden af en aluminiumsbakke med gamle madrester: stivnet kartoffelmos, indtørret sovs og to grålige frikadeller.

Slibemaskinen nede ved vandet bliver tavs.

Præsten går udenfor, tager i døren til kapellet og ser så ind i den åbne garage.

En spade med jord på ligger smidt på gulvet. En sort plasticspand står fyldt med rustne rottefælder.

Med stokken løfter han på plastdækkenet over sneslyngen, men standser op, da han hører en fjern brølen.

Han går ud igen, hen til ruinen af det gamle krematorium foran skovbrynet. I det høje græs står ovnen der endnu med sin sodsværtede skorsten.

Præsten fortsætter rundt om en stabel træpaller og kan ikke lade være med at se sig over skulderen.

Lige siden han gik i land fra trækfærgen, har han haft en ildevarslende følelse.

Lyset er fuldstændig blottet for venlighed i dag.

Den mærkelige lyd høres igen, nærmere, som en kalv, der er spærret inde i en kasse af stål.

Han standser op og står uden at røre sig.

Alt er stille, ånden damper ud af hans mund.

Bag kompostbunken er jorden optrampet. En sæk med muld står lænet op ad et træ.

Præsten begynder at gå hen mod komposten, men standser foran et metalrør i jorden. Det stikker en halv meter op, markerer måske et skel.

Han støtter sig til stokken, kaster et blik ind i skoven og ser en sti dækket af nåle og kogler, som er blæst ned.

Vinden går gennem grantoppene, i det fjerne høres en krage.

Præsten vender tilbage, hører den underlige brølen omme bag sig og begynder at gå hurtigere. Han passerer krematorieovnen og beboelseshuset, ser sig igen over skulderen og mærker, at han bare ønsker at komme hjem til præstegården og sætte sig foran pejsen med en krimi og et glas whisky.

EN SNAVSET POLITIBIL kører væk fra Oslos centrale dele på den ydre ringvej. Trækvinden får ukrudtet under autoværnet til at skælve, og en plasticpose fyldt med luft ruller rundt i grøften.

Karen Stange og Mats Lystad svarede på kommunikation scentralens alarmudkald, selvom deres vagt egentlig var forbi.

De var færdige med dagens arbejde og på vej hjem, men nu kører de mod Tveita-området.

Cirka ti beboere i et højhus har klaget over en frygtelig stank. Viceværten har været forbi tidligere for at tjekke affaldsspandene, men de var rene. Det viste sig, at lugten kom fra en lejlighed på ellevte etage. Der kunne høres lavmælt sang inde fra lejligheden, men ejeren, som hedder Vidar Hovland, nægtede at åbne døren.

Politibilen passerer en lav industribebyggelse.

Inde bag pigtrådshegn ses affaldscontainere, lastvogne og saltdepoter til vinteren.

Højhusene på Nåkkves vei ser ud, som om en kæmpemæssig betontrappe er væltet om på siden og gået i tre stykker.

Foran en varebil med teksten Mortens Låseservice AS står en mand i grå overall og vinker til dem. Deres forlygter lyser ham op, og skyggen fra hans løftede hånd når flere etager op på facaden bag ham.

Karen holder ind til siden og standser blødt, trækker håndbremsen, stopper motoren og forlader bilen sammen med Mats.

Himlen er allerede ved at lukke sig forud for natten. Luften er kold. Det virker, som om der er sne på vej.

De to politibetjente giver hånd til låsesmeden. Han er glatbarberet, men grå om kinderne, flad over brystkassen og bevæger sig usikkert og nervøst.

– Svensk politi modtog et alarmopkald fra kirkegården – man havde fundet tre hundrede nedgravede lig, joker han næsten uhørligt og smiler så ned mod jorden.

Den kraftige vicevært bliver siddende i sin pickup og ryger.

– Sandsynligvis har den gamle mand glemt en affaldspose med fiskerester i entréen, mumler han og svinger bildøren op.

– Det er det, vi håber, svarer Karen.

– Jeg bankede på og råbte ind gennem brevsprækken, at jeg ville ringe til politiet, siger han og knipser cigaretten væk.

– Du gjorde det rigtige, da du ringede til os, svarer Mats.

To gange i løbet af fyrre år har man fundet døde personer her, en på parkeringspladsen, og en i sin lejlighed.

De to politibetjente og låsesmeden følger efter viceværten ind i opgangen og mødes straks af den kvælende stank.

Alle forsøger at lade være med at trække vejret gennem næsen, da de går ind i elevatoren.

Dørene lukker sig, og de mærker trykket under fødderne, da de trækkes opad.

– Ellevte etage er en favorit, mumler viceværten. – Vi havde en hård udsættelse sidste år, og i 2013 blev en lejlighed totalt raseret af en brand.

– På svenske brandslukkere står der, at de skal testes tre dage inden ildebranden, siger låsesmeden med lav stemme.

Da de står ud, mødes de af en så frygtelig stank, at alle får noget desperat i blikket.

Låsesmeden holder sig for næse og mund.

Karen kæmper imod, da maven gør oprør. Det er som en prøvende rystelse, inden mellemgulvet rammes af panik og presser maveindholdet op gennem halsen.

Viceværten trækker trøjen op over mund og næse og udpeger lejligheden med den anden hånd.

Karen går derhen, lægger øret til døren og lytter. Der er stille derinde. Hun ringer på dørklokken.

Signalets bløde melodi klinger ud.

Pludselig høres en svag stemme inde fra lejligheden. Det er en mand, som synger eller reciterer et eller andet.

Karen banker på døren, og manden bliver stille, men begynder så forfra, helt forsigtigt.

– Vi går ind, siger Mats.

Låsesmeden fortsætter hen til døren, stiller sin tunge taske på gulvet og åbner lynlåsen.

– Kan I høre det? spørger han.

– Ja, svarer Karen.

Døren til en anden lejlighed åbnes af en lille pige med lyst, sammenfiltret hår og trætte rande under øjnene.

– Gå ind med dig igen, siger Karen.

– Jeg vil kigge, smiler pigen.

– Er din mor eller far hjemme?

– Det ved jeg ikke, siger hun og lukker hurtigt døren.

I stedet for at bruge låsepistol borer låsesmeden hele låsen op. Skinnende metalspåner vrider sig og falder ned på gulvet. Han piller de ophedede dele ud af cylinderen og lægger dem i sin taske, lirker slåen ud og træder så væk.

– Vent her, siger Mats til viceværten og låsesmeden.

Karen trækker sit våben, samtidig med at Mats skubber døren op og råber ind i lejligheden.

– Det er politiet! Vi kommer ind!

Karen stirrer på pistolen i sin blege hånd. I nogle sekunder bliver hun fremmed over for det sorte metal, de sammenføjede dele, løbet, bundstykket, skæftet.

– Karen?

Hun møder Mats’ blik, vender sig om mod lejligheden, løfter pistolen og går ind med hånden for munden.

Hun ser ingen affaldsposer i entréen.

Stanken må komme fra badeværelset eller køkkenet.

Det eneste, som høres, er støvlesålerne mod linoleumsgulvet og hendes egen vejrtrækning.

Hun går forbi et smalt entréspejl og ind i stuen, sikrer hurtigt hjørnerne og ser ud over kaosset. Fjernsynet er blevet væltet ned på gulvet, en urtepotte med bregner er blevet smadret, sovesofaen med store tæpper på står skævt, en af siddehynderne er sprættet op, og gulvlampen ligger ned.

Hun vender våbnet mod gangen til badeværelse og køkken, lader Mats slippe forbi og følger så efter ham.

Det knaser under støvlerne af knust glas.

En væglampe er tændt, små støvpartikler svæver i lyset.

Hun standser og lytter.

Mats åbner døren til badeværelset og sænker pistolen efter et øjeblik. Karen forsøger at se ind, men dørsiden skygger for lyset. Det eneste, hun kan skelne, er et beskidt bruseforhæng. Hun træder et skridt nærmere, læner sig frem og prikker til døren, så en stribe lys glider hen over vådrumstapetet.

Håndvasken er blodig.

Karen skutter sig, og sekundet efter hører hun en stemme bag sig. Det er en gammel mand, som taler dæmpet. Hun bliver så bange, at hun jamrer sig, da hun svinger rundt og sigter med pistolen gennem gangen.

Der er ingen.

Fuld af adrenalin vender hun tilbage til stuen, hører en latter og retter våbnet mod sofaen.

Det er absolut muligt at gemme sig bag den.

Karen forstår, at Mats forsøger at sige noget til hende, men det lykkes hende ikke at opfatte hans ord.

Pulsen dundrer i hovedet.

Hun går langsomt fremad, lægger fingeren på aftrækkeren, mærker, at hun ryster, og giver støtte med den anden hånd.

I næste sekund forstår hun, at stemmen kommer fra musikanlægget, præcis da den gamle mand begynder at synge.

Karen fortsætter rundt om sofaen, sænker så våbnet og betragter de støvede ledninger og en tom chipspose.

– Okay, hvisker hun for sig selv.

Oven på stereobænken ligger et etui til en cd fra Institut for sprog og folkeminder. Den samme lille sekvens af optagelsen er fanget i en sløjfe og afspilles gang på gang. En gammel mand fortæller noget på en svært forståelig dialekt, ler og synger så – her er bryllup på vores gård, med tomme tallerkener og sprukne skåle – inden han tier.

Mats står i døråbningen og vinker til hende om at komme, vil have, at de fortsætter ud til køkkenet.

Det er næsten mørkt udenfor nu, gardinerne vibrerer lidt i varmen fra radiatoren.

Karen følger efter sin kollega ud i gangen, vakler, støtter sig mod væggen med den hånd, som holder pistolen.

Luften emmer af latrin og kadaver, den er så gennemtrængende, at øjnene løber i vand.

Hun hører, at Mats trækker vejret i korte, overfladiske stød, og hun koncentrerer sig om ikke at lade kvalmen overmande hende.

Hun følger ham ud i køkkenet og standser.

På linoleumsgulvet ligger et nøgent menneske med et for stort hoved og en udspilet mave.

En gravid kvinde med en opsvulmet, blågrå penis.

Gulvet gynger under hende, og synsfeltet trækker sig sammen.

Mats jamrer sig i en høj tone og støtter sig til kummefryseren.

Karen gentager for sig selv, at det bare er chokket. Hun forstår, at den døde er en mand, men den udspilede mave og de spredte lår fik hende til at tænke på en fødende kvinde.

Hun mærker, hvordan hænderne ryster, da hun stikker våbnet i hylstret.

Liget befinder sig i en langt fremskreden forrådnelse, store dele ser løse og fugtige ud.

Mats går hen over gulvet og kaster op i køkkenvasken, så det sprøjter op på kaffemaskinen.

Hovedet på den døde er som et sortnet græskar sat fast direkte på skuldrene, kæben er helt brækket af, og gasserne indefra har presset svælg og adamsæble ud gennem den abnorme mund.

Der har været et slagsmål, tænker Karen. Han er kommet til skade, har brækket kæben, slået hovedet mod gulvet og er død.

Mats kaster op igen og spytter slim ud.

Inde i stuen begynder sangen igen.

Karens blik søger på ny ned mod maven, de spredte lår og mandens kønsorgan.

Mats er svedig og hvid i ansigtet. Hun tænker, at hun vil gå hen og hjælpe ham ud, men i det samme griber nogen fat om hendes ben, hun skriger af rædsel og begynder at famle efter pistolen, da hun ser, at det er pigen fra nabolejligheden, som er kommet ind.

– Lille ven, du kan ikke være her, stønner hun.

– Det er sjovt, siger pigen og kigger på hende med mørke øjne.

Karen mærker, hvordan hendes ben ryster, da hun fører barnet med sig gennem lejligheden og ud i trappeopgangen.

– Ingen må komme ind her, siger hun til viceværten.

– Jeg åbnede bare et vindue, svarer han.

Karen vil egentlig ikke vende tilbage til lejligheden, ved allerede, at hun vil drømme om det her, at hun vil vågne om natten og se den skrævende mand for sig.

Da hun kommer ud i køkkenet, slukker Mats for vandhanen over vasken og ser på hende med skinnende øjne.

– Er vi færdige? spørger hun.

– Ja, jeg vil bare lige kigge i fryseren, siger han og peger på de blodige håndaftryk omkring håndtaget.

Han tørrer sig om munden, åbner låget og bøjer sig forover.

Karen ser, hvordan hans hoved ser ud til at blive stødt opad, og munden åbnes uden en lyd.

Han vakler baglæns, og låget smækker i, så en kaffekop klirrer på køkkenbordet.

– Hvad er det? spørger hun og nærmer sig fryseren.

Mats holder om kanten af vasken, vælter en vandforstøver af plast og ser på hende. Hans pupiller har trukket sig sammen og ligner små dråber af tusch, ansigtet er underlig hvidt.

– Lad være med at kigge, hvisker han.

– Jeg bliver nødt til at vide, hvad der er i fryseren, siger hun og hører samtidig frygten i sin egen stemme.

– For guds skyld, lad være med at kigge.