BUDSTIKKEN 1971
Paradisets have Af tidl. forstander Kresten Hagsten
Nedenstående stykke er hvert år læst op for eleverne den første skoledag her gennem 24 år. Jeg synes, det kunne være opportunt, at I så det på tryk, idet jeg finder, at det godt kan have noget at sige til os i vor hverdag, hvor den end opleves. I længst forsvundne dage søgte man efter Paradisets have inde mellem Himalayas bjerge. Der fandt man den ikke. Mange tvivler nu om stunder meget om, hvorvidt Paradisets have i det hele taget findes. Ja, siger nogen, om vi endogså fandt haven, ville englen stå der med det flammede sværd og forbyde os adgangen.
Måske –. Den have, hvor man kan gå rundt i naturens uskyldighedstilstand uden at kende forskel på godt og ondt, og hvor man ikke behøver at bestille nogen ting, men bare kan gå hen til sit brødfrugttræ og strække hånden ud, den have finder ingen af os, og det kan også være det samme, for vi vil slet ikke have godt af at være i den altid. Dersom der altså står en engel og forbyder os at se den vej, betyder det kun, at vi skal se en anden vej –
se frem, ikke tilbage. Vi skal nødes til at søge Paradisets have lige for vor fod midt mellem Jordens torne og tidsler. Det beror på os selv. Det er blot, vi bliver enige med vor Gud og os selv om, at her og nu skal Paradisets have fremblomstre. Det er ganske simpelt. Det hele er blot, at jeg ser mig om og hilser på tingene om mig, idet jeg inde i mit sind opbyder alt, hvad jeg kan mønstre af tro og godt humør.
20
