Kære alle! Af tidl. forstander Thorkild Sønderskov
Der skal også i 2021 være en hilsen til alle mine ”gamle” stabyanere – elever, forældre og arbejdskolleger. Og det skal gerne resultere i et tegn og et bevis på, at livet fortsat leves her med høj grad af foretagsomhed og flest mulige dage fyldt af spændende indhold. Det er nu tre et halvt år siden Britta døde af kræft 71 år gammel. I alle henseender er hun stadig savnet – hver eneste dag – og ikke mindst, når jeg i min hverdag møder nogen eller noget med relationer til Staby Efterskole. Livet der og begivenheder der skabte vi sammen. Undervejs kunne vi i samtale dele disse mange oplevelser og mødet med de mange mennesker med hinanden. Sådan var det i de travle år på skolen, og sådan var det også i årene efter, da vi var flyttet til Lemvig. Den ene persons iagttagelser og oplevelser plus den anden persons det samme blev til mere end to. Selvsagt – det var godt og berigende at være en del af! Og hvad er det så, der fylder dagene for en nu 75-årig stabyaner og tidligere forstander? Det vil jeg fortælle lidt om i tilfældig og ikke prioriteret rækkefølge. For spændende har det været. Jeg bor stadig i mit dejlige hus i Lemvig – højt og på en skråning mod vest med en mere end god udsigt over istidslandskab, vand, fjord og by. Mine
12
træer slides ned af vind i vest og vokser mod øst. Og desuden tilhører jeg alligevel nok en alder og har et syn på naturpleje, der gør mig til i det mindste at være lidt medbestemmende om, hvad der skal gro og fylde her på grunden. Og selvfølgelig kan denne holdning medføre sved på panden og efterfølgende ømme muskler. Men det er heldigvis ganske sundt samt glædeligt, at man kan. Der vil derfor endnu gå nogle år, inden min grund og have bliver en del af en naturnationalpark – socialdemokratisk ”naturminister” eller ej! Huset skal vedligeholdes, om end det ikke er gammelt. Der skal købes ind, laves mad og ryddes op. Og her er træningstilstanden sikkert ikke for god. Vi boede tidligere på en kostskole med et dygtigt personale. Og til trods for, at jeg forsøger ikke at snavse for meget, må jeg alligevel ofte på tilbageerobringstogt med støvsugeren. Især edderkopper synes at have en forkærlighed for Skovbakken 9. Indtil videre fører jeg på point. Dernæst har jeg indenfor det seneste år taget revanche over det, som jeg ofte ikke havde tid til i forstanderperioden – at få læst nogle gode bøger. Selv her i Lemvig-årene har jeg følt, at den form for aktivitet hører storm- og regnvejrsdage til. Men denne holdning har ændret sig det seneste års tid. Måske er det corona-tidens
nedlukning af alle former for kulturelle møder. Ingen inspiration udefra, ingen foredrag, ingen teaterstykker, ingen koncerter, ingen biografture – alt var sat i nul. Alle blev vi isolerede i vores egen lille verden. Det – sammen med at familie og venner havde beriget mig med store og særdeles spændende bøger – medførte min holdningsændring på storm, regnvejr og bøger. Og hvor har det været berigende og spændende. Til oplysning og for anbefalingernes skyld vil jeg kort nævne nogle af disse fantastiske bøger. Fra vores kristendom kender vi alle udtrykket – størst er kærligheden. Den først læste bog i min årsserie var ”Kærlighed” af Anders Agger. Og her får forfatteren på sin helt vidunderlige og ligefremme måde belyst kærlighedsbegrebet. Igennem dialog og samtale med vidt forskellige mennesker i næsten alle aldre og på forskellige ”platforme” bringer Anders Agger læseren og iagttageren videre til en endnu bredere og bedre forståelse og indsigt i kærlighedens betydning. Ingen løftede pegefingre – ingen morale. Det er her – som i så mange andre af livets forhold – helt op til de enkelte at finde plads, værdi og holdning. Senere blev det til læsning om noget, der på næsten alle måder har fyldt i mit liv – fra mit hjem med sangglade forældre til mine mange år i sko-
