13 minute read
Dybdegående interview med Ulla Bertelsen side
Som det ses på det foregående billede var det en stor dag, da borgmester N.E. Harild kunne hilse på familien Kofoed, der var flyttet ind i det første Svenskehus på Paradisvej 34. Huset var ikke bare færdigbygget, det var også indrettet med indsamlingsstøtte fra hele Bornholm.
Borgmesteren flyttede efterfølgende selv ind i et Svenskehus lidt længere oppe ad gaden på Paradisvej 42. Ulla Bertelsen er i dag 80 år og endnu engang fotograferet i køkkenet ved vinduet. Dog ikke i det oprindelige svenskehus, men et par gader derfra, hvor hun har boet i 60 år. Hun husker tydeligt, hvor genert hun var, da borgmesteren kom på besøg med henholdsvis en journalist og en fotograf fra Bornholms Tidende. Artiklen, der kom ud af besøget, kan læses i sin fulde længde på de næste sider under overskriften: ”Her er saa dejligt, at man skulde tro, man drømte”. Artiklen giver et enestående indblik i den opmærksomhed, der er omkring huset og kvarteret og de helt nye topmoderne bekvemmeligheder, som huset rummer. Ulla har indvilget i at fortælle om årene fra hun var fire til hun var otte år, hvor hun boede i huset sammen med sine forældre og sin bror, der var to år ældre. Hun fortæller om minderne, om tankerne og hvorfor de ikke blev boende til trods for, at der var så dejligt, at hendes mor næsten troede, hun drømte. Ulla Bertelsen, 80 år, Nexø
”Vi boede i Hjortestræde, der blev bombet. Det eneste vi fandt i ruinerne, var en lille figur og en dyb tallerken, som min bror fik. Så blev vi kørt i lastbil til Rønne og senere til Aakirkeby, hvor vi lå på gulvet, mens flyene fløj over hovedet på os. Jeg husker det tydeligt. Det var så uhyggeligt.” Jeg tænker normalt ikke på det, men da jeg skulle interviewes blussede det hele op igen.” Sådan fortæller Ulla om minderne fra overgangen mellem det det gamle og det nye hjem i Nexø. Hun fortæller videre, hvor dejligt det var at komme til huset. Først og fremmest var der varmt. Det var kun faderen, der arbejdede, og hun husker, hvordan hun sad med sin bror i vinduet ved gadelygtens skær og holdt øje med, når far kom hjem. Her sad de også og spillede og sang. Der var jo endnu ikke noget ‘børneliv’ på gaden, og i øvrigt var det farligt at gå i byen på grund af nedstyrtningsfaren fra de bombede huse. Selvom huset var så dejligt, og som det også fremgår af artiklen med Ullas mor, som var så glad for det nye køkken og ikke mindst et rigtigt toilet med træk og slip, så blev familien kun boende i fire år. Det skyldes, at lejekontrakten udløb og familien fik tilbudt at købe huset. Men det turde faderen ikke, for huset var et ‘statslånshus’, der kostede 25.000 kr. og han var eneforsørger, så det turde han ikke binde an med. Så de var enige om at flytte til et gammelt hus til 6.000 kr. Kravet var dog, at der var etableret et toilet med træk og slip, ”men det var jo koldt, for der var ikke centralvarme”, husker Ulla. Hun slutter af med refleksionen:
”Det var rigtig dejligt at bo der, men jeg kunne ikke tænke mig at få et Svenskehus i dag. Der vil komme alt for mange minder tilbage. Særlig hvis jeg satte mig i køkkenet!” ”Jeg tænker så meget på, hvad der sker med russerne nu. Det sidder her i hjertet. Det er så uhyggeligt, når man kan huske alle de grimme ting.”
Fra ruinerne af Hjortestræde 7, hvor familien Kofoed boede før bombardementet, til Paradisvej 34, hvor familien flyttede ind knap fem måneder efter.
Men der følger Ubehageligheder med at være de første Træhusbeboere: Uendelig mange Besøg hver eneste Dag - Det eneste, man mangler i Husene, er de Tusinder af Minder, man havde i de gamle Huse.
Aldrig nogensinde tidligere i deres henholdsvis 6- og 3-årige Levetid har Cyklehandler Kofoeds to Børn, Tommy og Ulla i Nexø set saa mange fremmede Mennesker paa Besøg hver eneste Dag i deres Hjem, som de har gjort det nu de sidste fjorten Dage, hvor de med deres Forældre og deres Bedsteforældre er flyttet ind i eet af de to færdige Træhuse i Nexø.
Dag og Aften kommer Folk paa Besøg, kigger sig interesseret omkring, faar forevist alt, og slaar Gang paa Gang Hænderne sammen i beundrende: “Næh”, “Ih” og “Aah, hvor Dejligt”. Mange Gange er det vildtfremmede Mennesker, som Familien, slet ikke kender. Men man holder aabent Hus i denne Tid. Det manglede da bare, siger Fru Kofoed, en lille, kraftig, smilende og munter Dame, der Dagen igennem – ind imellem Besøgene – nusler omring i sit yndige lille Hjem. Travlt optaget af at faa alting i orden. (Og travlt optaget efter at få renset ud paa de nye Gulve efter de ikke altid lige hensynsfulde Besøgende, der af og til kunde tørre Fodtøjet lidt bedre af, inden de traadte ind.)
Da Fotografen og jeg forleden Eftermiddag kiggede indenfor i Hjemmet, var der selvfølgelig andre Fremmede. Det var endda Folk, der var kommet helt fra København. Ganske vist var de paa Øen i andet Ærinde.
Her bliver vi boende
Men de vilde ikke være bekendt at rejse tilbage, uden de havde set de Huse, der staar saa meget Ry om. Og Fru Kofoed forklarede engletaalmodigt alt, hvad Gæsterne vilde have Besked paa. Man kunde tydeligt høre, at hun var ved at være trænet i Job’et som Foreviser og efterhaanden var ganske klar over, hvad det var Folk vilde se for at faa deres Nysgerrighed stillet. Og mange Gange for at få en lille Indsprøjtning Misundelse!
Ja, er her ikke dejligt, siger Fru Kofoed, og lukker Døren op til det, man nu som Husmoder interesserer sig allermest for: Det pragtfulde Køkken, hvor der er taget alle de Hensyn til Komfort og Praktiskhed, der i det hele kan tages. Indbyggede Skabe, moderne Staalvask med koldt og varmt Vand. Og saa Komfuret. Et hypermoderne Gaskomfur, der overhovedet ikke griser et Køkken, der derfor kan holdes helt i hvidt. Der er rigelig Plads i Køkkenet. Saa meget, at man har kunnet indrette den dejligste Spisekrog i et dejligt lyst Hjørne.
Her er saamænd saa dejligt her i Spisekrogen, siger Fruen, at vi ofte, naar vi faar Gæster, sidder herude om aftenen. Joh, det er et dejligt Hus, det er det. Og vi vil sandelig gerne blive boende, hvis det ellers kan lade sig gøre.
Overhovedet intet bjerget fra det gamle Hjem
Hvor var det, De boede, før bomberne kom?
Da boede vi i Hjortestræde nede i min Svigerfaders Ejendom. Men den blev helt ødelagt og brændte fuldstændig ned. Vi reddede overhovedet ikke nogetsomhelst derfra, lige bortset selvfølgelig fra det vi stod og gik i.
Der er altsaa ikke een eneste af tingene her i Huset, der har været Deres egen? Nej, det er der ikke. Vi har købt nogle af Møblerne, Stuen derinde f. eks., og jeg vil regne med, at vi har kunnet flytte ind for ca. 2500 kr.. Selvfølgelig er der mange Ting, vi ikke har faaet endnu, og som vi skal have senere. Smaating af den Slags, man altid skal have i et Hjem, og som vi samler med Aarene.
Resten af Møblerne er altså Bombemøbler? Ja, det er det. Og jeg synes selv, det er ganske pæne Ting, vi har faaet. Vi har ogsaa faaet en Del Sengetøj, Gangklæder, Køkkenudstyr og sådan noget. Dels af Indsamlingen og dels af Venner og Bekendte.
Masser af Plads i Villaen
Mens vi gaar rundt og ser de forskellige Værelser i Villaen, tager de første Gæster Afsked med endnu en Række Lovprisninger over dette dejlige Hjem, men knapt er de ude af Døren, 7-8 andre Mennesker holder deres Indtog med mange Undskyldninger for, at de kom. Vi vilde da lige indenfor og se, hvordan I har indrettet jer. Og atter er Fru Kofoed lutter Smil mens hun begynder paa Forevisningen endnu en Gang. »Her er altsaa Køkkenet, er det ikke dejligt? Her er Stuen, ja, ja, jo, vi er glade ved det, nej, vi flytter sikkert aldrig, og »her har vi en Stue til Svigerfader, ja, her ser rædsomt ud i Øjeblikket, jeg har lige været til Uddeling paa Teknisk Skole og har faaet nogle Smaating, og jo, ovenpaa har vi Soveværelse og Børneværelse. Og i Kælderen, ih, ja, en Masse Plads . . . . Saadan gaar det Dagen lang og ofte Aftenen med. Saa det er nu ikke lutter Idyl at være de første Træhusbeboere, hvis man ikke har Taalmodighed i Overflod.
Mange Minder blev i det ødelagte Hus
Mens Fru Kofoed viser sine Gæster rundt, taler vi lidt med hendes Svigerfader, pens. Lods Kofoed, der ejede det Hus, hvor Familien boede i Hjortestræde. Ogsaa han er vældig glad for det nye Hjem, og selvom man havde det - det understreger baade han og Fru Kofoed Gang paa Gang – ualmindelig godt hos de hjælpsomme Mennesker, hvor man var indkvarteret fra Bombardementet til man kunde flytte ind i Træhuset, saa er det nu rart at faa sit eget igen. Bare at kunne være sig selv og vide, at man ikke ligger nogen til Byrde.
Men, siger Kofoed halvt bedrøveligt, der er jo alligevel saa meget, man gaar og savner selv i dette dejlige Hus. Alt det, man havde samlet sammen gennem et langt Liv og alt det, der knyttede sig saa mange Minder til. Det fik vi ikke Spor med af. Og nu maa vi begynde at samle forfra. Det gaar vel ogsaa nok. Det skal jo gaa.
Man skal vel ogsaa først vænne sig til at bo i saadan et moderne Hus? Ja, de første Dage var det hele jo saa nyt. Navnlig skulde min Svigerdatter jo vænne sig til, hvor hver enkelt Ting var henne, og hvordan man skulde behandle det. Fru Kofoed kommer til paa dette Tidspunkt af Samtalen: Ja, ja, men det gaar godt nu. Nu er jeg allerede saa langt fremme, at jeg kan give de vordende Træhusbeboere Undervisning, naar de kommer og kigger indenfor og skal se det hele.
Bjergede kun én Ting fra Huset
Selvom Kofoeds Villa vel nok er den, der maa holde haardest for - den ligger jo nærmest ved Paradisvej – er der dog ogsaa livligt Besøg i det andet Træhus, Bungalowtypen, hos Arbejdsmand Petersen og Hustru. De bor i Bungalowen sammen med Fru Petersens Mor, og de er ligeledes overmaade glade for Huset. Ogsaa de har forstaaet at indrette sig praktisk for forholdsvis smaa Midler.
Vi boede tidligere i Grønnegade, siger Petersen, og vort Hjem brændte helt ned til Grunden, kun een eneste Ting bjergede vi fra Ruinerne, det var denne lille Porcelænshest, som jeg fik engang i Fødselsdagsgave. Den laa helt nede i Bunden af Ruinerne. Fuldstændig uskadt. Alt andet var ødelagt. Saa De kan nok forstaa, at den har faaet en Hædersplads. Det føles ærligt talt lidt tomt i den første Tid, at man skal undvære alt det, man havde samlet sammen gennem et langt Liv. Det skal ikke nægtes. Jeg ser ellers, De har Billeder paa Væggen og forskellige andre Nipsting. Har De faaet det gennem Indsamlingen? Nej, det har vi faaet gennem Venner og Bekendte. Min Kone har faaet en Del af sin Familie, og det hjælper jo altsammen med at hygge op herinde.
Man skal vænne sig til af bo saadan. . . .
Hvordan er De ellers tilfreds med at bo saadan, Fru Petersen. Der var vel ikke nær saa moderne i Deres gamle Hus? Nej, det var det ikke, men alligevel vilde vi naturligvis hellere have undgaaet, at det Hjem blev ødelagt. I denne dejlige Bungalow bor vi saa rart og saa behageligt, at man faktisk skulde tro, at det var en Drøm. De første Dage var ærlig talt ikke morsomme. Vel, siger hun til Manden?
Nej, vi skulde jo vænne os til at bo saadan . . .
Ja, for der var jo saa meget, vi slet ikke var vant til. Men nu gaar det ganske godt, og jeg maa sige, at vi er vældig glade ved at bo her. Alting er saa praktisk indrettet. Vi har denne store Stue, saa har vi et stort, lyst Soveværelse, et andet Værelse, som vi ogsaa bruger til Stue, og saa Køkkenet.
Ja, siger Petersen, saa er der en dejlig stor Kælderplads, og vi maa da endelig ikke glemme Centralvarmen. Det er jo absolut en Lettelse. Jeg har saa tit tænkt paa, hvad i Alverden der skulde være blevet af os, om vi ikke havde haft disse Træhuse som Hjælp fra Sverige. Saa var der vist gaaet mange Aar, inden vi havde faaet noget Sted at bo igen.
Indrettet sig for godt et Par Tusinde
Hvor meget har det nu kostet Dem at indrette Dem saa hyggeligt, som De har gjort det her?
Naah, det er ikke saa let at sige. Jeg vil regne med, at vi har gjort det for godt et Par Tusinde Kroner, maaske 2500. En stor Del af de Møbler, vi har faaet, er Bombemøbler. F. Eks. har vi møbleret Spisekrogen i Køkkenet med Bombemøbler, som vi har ladet kvikke op med lidt Maling og saadan. Saa har vi faaet en hel Del Enkeltmøbler af forskellig Slags, en hel Del Sengetøj og Køkkentøj. Meget mangler vi naturligvis endnu i at have det komplette Udstyr, men det kommer jo nok med Tiden.
Hvor meget er det, man skal give i Leje for saadan et lille Paradis som dette? Det bliver 52 Kroner.
Og hvor længe maa De blive boende? De vil maaske ogsaa som Fru Kofoed blive boende her hele Tiden? Naah, hvorvidt vi vil bo her hele Tiden, er jo ikke let at sige. Vel er vi glade ved at bo her, uendelig glade endda, men derfor kan det jo godt ske, at vi vil bygge vort Hus op igen. Navnlig da, hvis vi kan faa nogen af de her mange Millioner at spæde til med. For ellers kan vi ikke klare det. Hvor længe er det, vi maa bo her, Mor? ]eg tror, det er tre Aar, Kontrakten kommer til at lyde paa, naar vi nu faar den underskrevet.
Efter at vi ogsaa hos Petersens havde faaet Køkkenet forevist med usædvanlig Stolthed af Husmoderen, ligesom vi ogsaa kiggede indenfor i de andre Værelser, tog vi Afsked, for at give Plads til nye Besøgende med nye Spørgsmaal. Og disse mange Besøg, af forholdsvis fremmede Mennesker vil være almindelige et Stykke Tid endnu, til Træhusene en Dag er saa almindelige, at man ikke mere snakker om dem. Men lad deres Indehavere hygge sig i uforstyrrethed i det lille Samfund, som hele Kvarteret af Træhuse i Nexø bliver. Et pynteligt lille Samfund. lndvendigt som udvendigt.
Lille Ulla skal vaskes, men det er saa dejligt nu, der er nemlig varmt Vand i Hanen
