Sandheden om Josie Fair

Page 1

ÅRETS KRIMI I ENGLAND

SANDHEDEN OM

JOSIE FAIR

Hendes lĂžgne kan blive din dĂžd

Af samme forfatter

Den fremmede gĂŠst (2018)

Og sÄ var hun vÊk (2019)

Huset i Chelsea (2020)

Den usynlige pige (2021)

Den nat hun forsvandt (2022)

Lisa Jewell

Sandheden om Josie Fair

spĂŠndingsroman

PĂ„ dansk ved Lisbet KjĂŠr Johansen

Gads Forlag

Sandheden om Josie Fair er oversat fra engelsk af Lisbet KjĂŠr Johansen efter None of This is True

Copyright © Lisa Jewell, 2023

Dansk udgave © Gads Forlag 2024

Omslag: eyelab.design efter originalomslag

Originalomslag: © Anja Hylland Tengelsen, Cappelen Damm AS, Norge 2024

Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07680-3

Denne bog er beskyttet i medfÞr af gÊldende dansk lov om ophavsret. Kopiering mÄ kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun mÄ ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

LÊs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion pÄ gad.dk

PROLOG

Det gÞr ham ikke mindre beruset at tumle ud i den dampende hede nat inde fra den kÞlige hotelfoyer. Det gÞr ham panisk og klaustrofobisk. Sved, der fÞles som ufordÞjet alkohol, springer straks frem, lÞber ned over ryggen og lÊnden pÄ ham. Hvordan er det overhovedet muligt, at det kan vÊre sÄ varmt klokken tre om natten? Og hvor er hun? Hvor er hun? Han vender sig om for at se, om pigen er fulgt med. Han ser hende dobbelt som i en tÄge, flimrende bag ruden ind til hotellet. Og sÄ ser han en bil, der blinker for at holde ind til siden, hans hjerte falder lidt til ro. Hun er her. Endelig. Gudskelov. Denne rÊdselsfulde nat er ovre. Han kniber Þjnene sammen for at fokusere, og han sÞger efter et beroligende glimt af hendes nÊsten hvide hÄr i fÞrersÊdet, men finder det ikke. Vinduet rulles ned, og han krymper sig.

“Hvad?” siger han til den mĂžrkhĂ„rede kvinde bag rattet. “Hvad laver du her? Hvor er min kone?”

“Bare rolig,” siger kvinden. “Hun har sendt mig. Hun har fĂ„et for meget at drikke. Hun bad mig kĂžre dig hjem. Kom. SĂŠt dig ind.”

Han ser sig over skulderen efter pigen, som han ser forlade hotellet og fortsÊtte i hurtigt tempo i modsat retning med hÄndtasken knuget tÊt ind til sig.

“Jeg har vand. Jeg har kaffe. Kom. Du er hjemme i lþbet af et splitsekund.”

Hunden, som sidder pÄ skÞdet af hende, knurrer lavmÊlt ad ham, da han lader sig glide ned pÄ passagersÊdet.

“Jeg troede, du var rejst?” siger han, mens han fumler med sikkerhedsselen. “Jeg troede, du var flyttet ud?”

Kvinden smiler til ham, mens hun skruer lÄget af en flaske vand og rÊkker den til ham.

“Ja,” siger hun. “Det var jeg ogsĂ„. Men hun havde brug for mig. SĂ„. Ja. Drik. Ned med det hele.”

Han sĂŠtter flasken for sin knastĂžrre mund og synker. SĂ„ lukker han Ăžjnene. Snart er han hjemme.

Ny serie pÄ Netflix til maj

Hej! Vi er fĂždt samme dag!

Aldrig set fĂžr. Fra folkene bag

HjĂŠlp – min nabo er et monster og Offer for en datingsvindler. En podcast som dokumentar, en slags podumentar om man vil. Podcaster Alix Summer, kendt for Kvinde ind til benet, en serie om kvinder med succes, udsendte i juni 2019 miniserien Hej! Vi er fĂždt samme dag! om en kvinde i lokalomrĂ„det, som hun deler fĂždselsdag med. Under optagelserne

opdager Summer, at den ellers undseelige kvinde rummer meget mere, end hun havde forestillet sig. I lÞbet af kun et par uger ligger Summers liv i ruiner, og tre mennesker er dÞde. Et blik ind til nogle af menneskets underbelyste hjÞrner, der med garanti vil fÄ det til at lÞbe dig koldt ned ad ryggen: Du slipper den ikke, nÄr du fÞrst er begyndt.

Hej! Vi er fĂždt samme dag!

KUN PÅ NETFLIX

MĂžrk skĂŠrm. Langsomt toner et lydstudie frem.

PÄ skÊrmen stÄr der:

Optagelse fra Alix Summers podcast, den 20. juni 2019

En kvindes stemme toner frem. “Sidder du godt, Josie?”

“Ja, det er fint.”

“Dejligt. NĂ„. Mens jeg rigger til, kan du mĂ„ske fortĂŠlle mig, hvad du har spist til morgenmad i dag?”

“Åh. Øhm 
”

“Det er bare, sĂ„ jeg kan teste lyden.”

“Fint nok. Okay. Jamen jeg har fĂ„et ristet brĂžd. To skiver ristet brĂžd. En med syltetĂžj. En med peanutbutter. En kop te. Den der dyre fra Marks. I gulddĂ„sen.”

“Med mélk?”

“Ja. Med mélk.”

En kort pause.

Kameraet panorerer rundt i det mennesketomme studie, zoomer ind pÄ detaljer: linjer, der bevÊger sig op og ned pÄ skÊrmen, et par efterladte hovedtelefoner, en tom kaffekop.

“Hvordan lyder jeg? Er det okay?”

“Ja. Det er perfekt. Vi er klar. Jeg tĂŠller ned fra tre, og sĂ„ prĂŠsenterer jeg dig. Okay?”

“Ja. Okay.”

“Godt. SÄ   tre 
 to 
 en 
 Hej og velkommen! Jeg hedder Alix Summer, og her kommer der noget lidt anderledes 
”

Lydsiden fader, og billedet pÄ skÊrmen toner ud.

Forteksterne glider over skĂŠrmen.

LĂžrdag den 8. juni 2019

Josie kan fornemme sin mands ubehag, da de trÊder ind i den gyldent oplyste gastropub. Hun er gÄet forbi stedet hundredvis af gange.

TÊnkt: Ikke et sted for os. De Þvrige gÊster er for unge. Retter pÄ tavlen udenfor, som hun aldrig fÞr har hÞrt om. Hvad er bottarga?

Men i Ă„r har hun fĂždselsdag pĂ„ en lĂžrdag, og i Ă„r sagde hun ikke bare, Ă„h, det er da fint med takeaway og en flaske vin. I Ă„r tĂŠnkte hun pĂ„ det honningfarvede lys i Lansdowne, de mange stemmer, champagne i isspande pĂ„ bordene udenfor pĂ„ varme sommerdage, og hun tĂŠnkte pĂ„ den lille sum penge, som hun i sidste mĂ„ned havde arvet fra sin bedstemor, og hun havde set sig selv i spejlet og forsĂžgt at se sig selv som en, der fejrede sin fĂždselsdag pĂ„ en gastropub i Queen’s Park, og hun havde sagt: “Skal vi ikke gĂ„ ud og spise?”

“Okay,” havde Walter svaret. “TĂŠnker du pĂ„ noget bestemt?”

Og hun havde sagt: “Lansdowne. Den kender du godt. PĂ„ Salusbury Road.”

Han havde bare lþftet et þjenbryn og sagt: “Det er din fþdselsdag. Du bestemmer.”

Nu holder han dÞren for hende, og hun gÄr ind. De stÄr og flagrer lidt foran skiltet, hvor der stÄr Vent venligst her, og Josie knuger hÄndtasken ind til sig og ser rundt pÄ dem, der allerede sidder for at spise og drikke.

“Fair,” siger hun til den unge mand, der dukker op med et clipboard. “Josie. Et bord klokken 19.30.”

Han smiler fĂžrst til hende, sĂ„ til Walter og tilbage igen, fĂžr han siger: “Til to, ikke?”

De bliver ledt hen til et godt bord i et hjÞrne. Walter sÊtter sig pÄ en bÊnk, Josie i en polstret velourstol. De fÄr spisekortet, et stykke papir pÄ et clipboard. Hun har tjekket menuen pÄ hjemmesiden, sÄ hun kunne nÄ at google de ting, som hun ikke kendte i forvejen, og hun ved allerede, hvad hun vil have. De bestiller champagne. Hun er ligeglad med, hvad Walter synes.

Hendes opmÊrksomhed bliver fanget af nogen, der stÞjende gÞr sin entré. En kvinde kommer ind med en ballon i hÄnden med ordene Dagens Donna. Hendes meget lyse hÄr er klippet, sÄ det bÞlger. Hun er iklÊdt bukser med brede ben og en bluse sammensat af to stykker sort stof med blonder i siderne. En hel flok fÞlger efter hende, de andre jÊvnaldrende; nogle med en buket blomster; andre med diverse dyre gaveposer.

“Alix Summer!” siger kvinden med gennemtréngende stemme. “Bord til fjorten.”

“Se,” siger Walter og prikker let til hende. “En anden, der ogsĂ„ har fĂždselsdag.”

Josie nikker distrĂŠt. “Ja,” siger hun. “Det ser sĂ„dan ud.”

Flokken fĂžlger efter tjeneren hen til et bord lige over for Josies.

Josie bemÊrker, at der allerede stÄr tre champagnekÞlere pÄ bordet med to flasker i hver. De tager stÞjende plads, mens de rÄber til hinanden om, hvem der skal sidde hvor, og hvem der for guds skyld ikke vil placeres ved siden af deres mÊnd, og hende, der hedder Alix Summer, viser dem alle til rette med et tandpastasmil, mens en hÞj, rÞdhÄret mand, som sikkert er hendes mand, tager ballonen fra hende og binder den til stoleryggen. Snart er de alle placeret, og

den fĂžrste prop springer, og der skĂŠnkes i fjorten glas, der holdes frem af fjorten personer med solbrĂŠndte arme og guldarmbĂ„nd og nystrĂžgne hvide skjorteĂŠrmer, og de skĂ„ler alle sammen, og dem, der sidder for bordenderne, rejser sig og lĂŠner sig frem, og alle udbryder de: “SkĂ„l for Alix! Tillykke med fĂždselsdagen!”

Josie fĂ„r Ăžjenkontakt med kvinden. “Hvor gammel tror du, hun er?” spĂžrger hun Walter.

“Kors. Det aner jeg da ikke. Det er svĂŠrt at sige efterhĂ„nden. FĂžrst i fyrrerne mĂ„ske?”

Josie nikker. I dag fylder hun femogfyrre. Det er svÊrt at fatte. Engang var hun ung, og dengang tÊnkte hun, at femogfyrre fÞrst var om en evighed, helt utÊnkeligt langt ude i fremtiden. Hun havde troet, at femogfyrre kun eksisterede i en helt anden verden. Men det er kommet hurtigt, og det er slet ikke, som hun havde troet, det ville vÊre. Hun skÊver til Walter, han er ogsÄ blevet Êldre, og hun gad vide, hvor anderledes alting havde vÊret nu, hvis hun ikke havde mÞdt ham. Hun var fjorten, da de mÞdte hinanden. Han var lidt Êldre end hende; meget Êldre faktisk. Alle var chokerede dengang bortset fra hende selv. Gift som nittenÄrig. Mor som toogtyveÄrig. Mor for anden gang som fireogtyveÄrig. Et liv levet i dobbelt hastighed, og det var sÄ nu, hun skulle have vÊret pÄ sit hÞjeste, hvorefter det var meningen, hun skulle begynde nedstigningen i god ro og orden, men det fÞles, som om hun, hvis der nogensinde har vÊret et hÞjdepunkt, kigger lige lukt ned i en traumatisk afgrund, som hun bliver ved med at kredse om igen og igen med en knude i maven.

Walter er gÄet pÄ pension nu, han har ikke mere hÄr tilbage pÄ hovedet, og han hÞrer og ser heller ikke for godt. Hans hÞjdepunkt midt i livet ligger mange Är tilbage og er sÄ indhyllet i tÄge, efter de har opfostret deres bÞrn, at det er nÊsten umuligt at huske, hvordan han var, da han havde den alder, hun har nu.

Hun bestiller fladbrĂžd med feta og soltĂžrrede tomater. Derefter tagliata af tun (“Ordet TAGLIATA er afledt af verbet TAGLIARE, at skĂŠre”) med mos af hvide bĂžnner, og en flaske Veuve Clicquot (“Veuve Clicquots Yellow Label med kĂŠlenavnet Den gule enke er vellidt pĂ„ grund af sin afrundede tĂžrhed”). Hun tager Walters hĂ„nd og lader sin tommelfinger glide over den leverplettede hud og spĂžrger: “Er du okay?”

“Ja, selvfþlgelig. Jeg har det fint.”

“Hvad synes du om stedet?”

“Det er 
 tja. Det er fint. Jeg kan godt lide det.”

Josie lyser op. “Godt,” siger hun. “Det er jeg glad for.”

Hun lþfter glasset og holder det frem mod Walters. Han klinker og siger “Tillykke med fþdselsdagen.”

Josie smiler stadig, mens hun betragter Alix Summer og hendes store venneflok, hendes rÞdhÄrede mand, der afslappet sidder med armen om hendes stoleryg, mens store fade med kÞdretter og brÞd gÄr rundt ved bordet, som om de er blot har materialiseret sig ud af ingenting, deres lyde, stÞjen, mÄden de indtager stedet med stemmer og arme og hÊnder og ord. Energien er sprudlende, hvirvlende, berusende som nordlyset i al deres herlige fÞlelse af at vÊre til stede her med stÞrste selvfÞlge. Og der i midten af det hele sidder Alix Summer med sit store smil og sit tandsÊt og hÄret, der reflekterer lyset, og de enkle guldsmykker med et eller andet vedhÊng, som strejfer de skinnende kraveben, hver gang hun gÞr en bevÊgelse.

“Jeg gad vide, om det ogsĂ„ er hendes rigtige fĂždselsdag i dag,” siger hun.

“MĂ„ske,” siger Walter. “Men det er jo lĂžrdag, sĂ„ det er ikke til at vide.”

Josie tager sig til den halskÊde, som hun har gÄet med, siden hun

blev tredive; hendes fÞdselsdagsgave det Är fra Walter. MÄske skulle hun ogsÄ tilfÞje et vedhÊng. Noget skinnende blankt.

I det Ăžjeblik skubber Walter en lille gave hen over dugen til hende. “Det er bare en lille ting. Jeg ved godt, du sagde, at du ikke Ăžnskede dig noget, men jeg tror ikke pĂ„ dig.” Han smiler over hele hovedet, og hun gengĂŠlder hans smil. Hun pakker den lille gave op og finder en flaske Ted Baker-parfume.

“Hvor skĂžnt,” siger hun. “Tusind tak.” Hun lĂŠner sig frem og kysser forsigtigt Walter pĂ„ kinden.

Ved bordet overfor Ă„bner Alix Summer gaveposer og lĂŠser fĂždselsdagskort og rĂ„ber tak til familie og venner. Hun lader et kort ligge pĂ„ bordet, og Josie ser, at det har tallet 45 pĂ„ forsiden. Hun puffer til Walter. “Se,” siger hun. “Femogfyrre. SĂ„ er vi prĂŠcis lige gamle.”

SÄ snart hun har sagt det, mÊrker Josie den nagende sorg, som hun har haft det meste af livet. Hun har ikke indtil nu fundet noget at hÊnge fÞlelsen op pÄ; hun har aldrig kunnet forklare det. Men nu forstÄr hun, hvad det er.

Den vil sige hende, at hun tager fejl, at alting, bogstavelig talt alt ved hende, er galt, og at tiden til at rette op pÄ det er ved at rinde ud.

Hun ser Alix rejse sig og gĂ„ i retning af toiletterne og skynder sig selv at sige: “Jeg skal lige tisse.”

Walter ser forblÞffet op fra parmaskinken med melon pÄ tallerkenen, men undlader at kommentere det.

Et Þjeblik efter stÄr Josie og Alix begge foran spejlene ved hÄndvaskene.

“Hej!” siger Josie med hþjere stemme, end hun havde forestillet sig. “Vi er fþdt samme dag!”

“Åh!” siger Alix med et ansigtsudtryk, der straks er varmt og imĂždekommende. “Har du ogsĂ„ fĂždselsdag i dag?”

“Ja. Jeg fylder femogfyrre!”

“Åh, wow!” siger Alix. “Det gĂžr jeg ogsĂ„. Tillykke!”

“I lige mĂ„de!”

“Hvad tid pĂ„ dagen er du fĂždt?”

“Gud,” siger Josie. “Det aner jeg ikke.”

“Det gþr jeg heller ikke.”

“Er du fþdt her i nérheden?”

“Ja. PĂ„ St. Mary’s hospital. Hvad med dig?”

Josies hjerte springer et slag over. “OgsĂ„ mig!”

“Wow!” udbryder Alix igen. “Det er nérmest lidt uhyggeligt.”

Alix tager sig til vedhĂŠnget i halskĂŠden, og Josie ser, at det er en humlebi. Hun skal lige til at sige noget mere om, hvor tilfĂŠldigt det er, da dĂžren gĂ„r op, og en af Alix’ gĂŠster kommer ud.

“Der var du!” siger hun. Hun har forvaskede jeans i 70’er-stil pĂ„, en top trukket ud over skuldrene og kĂŠmpestore hoops.

“Zoe! Hende her er fþdt samme dag som mig! Og hende her, det er min storesþster, Zoe.”

Josie smiler til Zoe og siger: “FĂždt samme dag pĂ„ samme hospital.”

“Hold da op! Det var da utroligt,” siger Zoe.

SĂ„ drejer Zoe og Alix samtalen vĂŠk fra Det Utrolige SammentrĂŠf, og Josie fornemmer straks, at Ăžjeblikket er forpasset, dette forunderlige Ăžjeblik, hvor de var forenede. For Alix var det forbipasserende og uden stĂžrre betydning, men for Josie er det af en eller anden grund vigtigt og meningsbĂŠrende, noget, hun har lyst til at holde fast og puste liv i, men uden at hun formĂ„r det. Hun mĂ„ gĂ„ tilbage til sin mand og fladbrĂždet og lade Alix gĂ„ tilbage til sine venner og sit selskab. Hun fĂ„r lavmĂŠlt sagt: “Jamen, sĂ„ farvel,” da hun vender sig for at gĂ„, og Alix ser glĂŠdestrĂ„lende pĂ„ hende og siger: “Tillykke, fĂždselsdagstvilling!”

“I lige mĂ„de,” siger Josie.

Men Alix hĂžrer det ikke.

Kl. 01.00

Alix’ hoved snurrer. Tequila-slammers ved midnat. For meget. Nathan skĂŠnker sig selv en whisky, og duften fĂ„r det til at kĂžre endnu mere rundt for Alix. Alle er gĂ„et til ro. Sommetider, nĂ„r de har en babysitter med meget energi, er bĂžrnene stadig vĂ„gne, nĂ„r de kommer hjem, og er rastlĂžse og irriterende vĂ„gne. Sommetider er fjernsynet tĂŠndt, og lyden skruet helt op. Men ikke i aften. Den lavmĂŠlte barnepige i halvtredserne er gĂ„et for en halv time siden, og der er ryddet op overalt, opvaskemaskinen sat i gang, katten trĂŠder hen over sofaen til Alix, og den spinder allerede, inden Alix rĂžrer pelsen.

“Hende pĂ„ restauranten,” rĂ„ber hun til Nathan, mens hun lemper en af kattens klĂžer ud af bukserne. “Hende, der blev ved med at glo. Hun kom ud pĂ„ toilettet. Det viste sig, at hun ogsĂ„ fylder femogfyrre i dag. Det var derfor, hun gloede sĂ„dan.”

“Ha,” siger Nathan. “En fþdselsdagstvilling.”

“Og hun var ogsĂ„ fĂždt pĂ„ St. Mary’s. SkĂŠgt. Du ved godt, at jeg altid har haft den fornemmelse, at jeg var Ă©n ud af to. Som barn gik jeg altid og tĂŠnkte pĂ„, om min mor havde glemt min tvilling pĂ„ fĂždeklinikken. MĂ„ske er det hende?”

Nathan lader sig dumpe tungt ned ved siden af hende og snurrer en enkelt isterning rundt i glasset, en af de kémpestore cylindriske, som han laver af danskvand. “Hende?” siger han. “Det er meget usandsynligt.”

“Hvorfor det?”

“Fordi du er sĂ„ lĂŠkker, og hun 
”

“Er hvad?” Alix mĂŠrker en lyst til at forsvare kvinden. Hun elsker, at Nathan synes, hun er flot, men hun ville ogsĂ„ Ăžnske, at Nathan kunne se skĂžnheden i mindre konventionelt smukke kvinder. Det

fĂ„r ham til at fremstĂ„ overfladisk og kvindehadende, nĂ„r han nedgĂžr andre kvinders udseende. Og det fĂ„r hende til at fĂžle, at hun i grunden ikke bryder sig om ham. “Jeg syntes, hun sĂ„ ret fin ud. Du ved, hendes Ăžjne var sĂ„ mĂžrkebrune, at de var nĂŠsten sorte. Og sĂ„ hendes store hĂ„r. Men det er da underligt, ikke? Tanken om to mennesker fĂždt samme sted pĂ„ samme tid.”

“Egentlig ikke. Der blev sikkert fĂždt ti andre ogsĂ„ den dag pĂ„ St. Mary’s. MĂ„ske endda flere.”

“Men sĂ„ at mĂžde en af dem. PĂ„ sin fĂždselsdag.”

Katten har nu lagt sig til rette i hendes skĂžd. Hun lader fingrene glide gennem pelsen ved halsen og lukker Ăžjnene. Stuen snurrer igen. Hun Ă„bner Ăžjnene, puffer katten fra sig og lĂžber ud til gĂŠstetoilettet i hallen, hvor hun brĂŠkker sig voldsomt.

08.12

SÞndag morgen er det varmt med hÞj luftfugtighed. Nathan ligger ikke i sengen ved siden af hende, og Alix forsÞger at samle stumperne af sin erindring om aftenen fÞr for at genkalde sig det store billede. Pubben, champagnen, tequilaen, turen hjem gennem parken, tale med Ênderne inde bag indhegningen, rap rap, Nathan der skÊnkede sig en whisky, katten i skÞdet, duftpindene pÄ gÊstetoilettet blandet med lugten af hendes brÊk, synet af de sovende bÞrn, Þjenvipperne mod kinderne, natlampeskÊr, nattÞj, Nathan i spejlet ved siden af hendes, hans mund mod halsen, hÊnderne fat om hendes hofter som optakt til sex, nej, gider du lige, derpÄ i seng. Men hovedpuden i Nathans side af sengen er urÞrt. SkÊndtes de? Hvor er han? Hun stÄr forsigtigt op og kigger ind i vÊrelset ved siden af. Han er ikke der. Hun gÄr ned ad trappen til hallen og hÞrer sine bÞrn. Fjernsynet i kÞkkenet kÞrer, og Eliza ligger i sofaen med katten pÄ

brystet. Leon sidder med den bÊrbare. Efterladenskaber fra morgenmaden stÄr pÄ den lange, flÞdefarvede bordplade.

“Hvor er far?”

Eliza ser op. Hun trÊkker pÄ skulderen.

“Leon. Hvor er far?”

Han tager hovedtelefonerne af og kniber þjnene sammen. “Hvad?”

“Hvor er far?”

“Ved ikke.”

Alix gÄr ud i haven. Fliserne pÄ terrassen er allerede varme under hendes fÞdder. Nathan er ikke i skuret; han er heller i lydstudiet. Hun fisker telefonen op af pyjamaslommen og ringer til ham. Han tager den ikke.

“Har du set ham?” spþrger hun Eliza, da hun er tilbage i kþkkenet.

“Né. Mor?”

“Ja.”

“Kan vi godt gĂ„ i boghandlen i dag?”

“Ja. Selvfþlgelig. Selvfþlgelig kan vi det.”

Alix laver kaffe og drikker vand og spiser ristet brÞd. Hun ved godt, hvad der er sket, og hun ved godt, hvad hun kan forvente. Det er flere mÄneder siden sidst, men kan sagtens huske omstÊndighederne, det forfÊrdelige, langtrukne mareridt. Mindet om den dejlige fÞdselsdagsmiddag er allerede mudret til.

Da hun sidder med sin anden kop kaffe, kommer hun i tanke om noget fra aftenen fĂžr.

Hende pÄ toilettet, som ogsÄ havde fÞdselsdag. Hvad var det nu, hun hed? MÄske sagde hun det ikke engang.

Hun spekulerer pÄ, hvad hun mon foretager sig her til morgen. Gad vide, om hendes mand ogsÄ lige sÄ stille er listet ud af huset i nat, og hun ogsÄ er vÄgnet op alene. Nej, tÊnker hun. Nej, selvfÞlgelig er han ikke det. Det gÞr andres mÊnd ikke. Kun hendes.

Han dukker op ved firetiden. Han har det samme tÞj pÄ som i aftes. Han stryger bare lige forbi hende i kÞkkenet og hen til kÞleskabet, hvor han tager en Zero og hÊlder den i halsen.

Alix betragter ham og venter pÄ, at han skal sige noget.

“Du gik ud som et lys,” siger han. “Jeg havde stadig 
 lyst til mere. Jeg havde bare brug for at 
”

“Drikke mere?”

“Ja! Eller, nej. Jeg mener, jeg kunne jo drikke herhjemme. Men jeg havde lyst til at vére, du ved, ude.”

Alix lukker Ăžjnene og trĂŠkker vejret dybt. “Vi var ude hele aftenen. Hele aftenen. Fra seks til midnat. Vi var sammen med alle vores venner. Vi drak i seks timer i streg. Vi havde det sjovt. Vi tog hjem. Du drak en sjus. Og sĂ„ havde du lyst til mere?”

“Ja. Noget i den retning. Jeg mener 
 jeg var plþrefuld. Jeg ténkte mig ikke om. Jeg fulgte bare en indskydelse.”

“Hvor tog du sĂ„ hen?”

“Ind til Soho. Mþdtes med Giovanni og Rob. Fik bare et par drinks med dem.”

“Indtil klokken fire om eftermiddagen?”

“Jeg indlogerede mig pĂ„ et hotel.”

Alix stĂžnner for sig selv. “Du betalte for at sove pĂ„ et hotel i stedet for at tage hjem?”

“Jeg var ikke i stand til andet. Det virkede bare som det mest oplagte i situationen.”

Han er i en elendig forfatning. Hun forsÞger, om hun kan se ham for sig vÊlte rundt i Soho midt om natten. Hun forsÞger, om hun kan se for sig, at han vÊlter ind pÄ et hotel klokken fire om morgenen med uglet hÄr og dÄrlig Ände af sprut og fed mad lige op i hovedet pÄ receptionisten, fÞr han kollapser oppe pÄ vÊrelset, alene og snorkende.

“Smed de dig ikke ud ved middagstid?”

Han gnider sig om de grĂ„sprĂŠngte skĂŠgstubbe og skĂŠrer ansigt. “Jo,” siger han. “De prĂžvede at fĂ„ mig op. Det, Ăžhm, endte med, at de lĂ„ste sig ind. Bare for at tjekke, at jeg var, ja, i live.”

Han smiler skÊvt, da han siger det, og det gÄr op for Alix, at det for tyve Är siden havde vÊret noget, de havde lavet sjov med. Det ville have vÊret sjovt, at en voksen mand drikker i nÊsten tolv timer, smutter til Soho uden at sige noget om det, og tvinger personalet til at lÄse sig ind pÄ hotelvÊrelset, fordi de anser det for en mulighed, at han ligger dÞd derinde, men bare finder ham liggende halvnÞgen pÄ sengen, helt vÊk, stadig fuld, frastÞdende.

Hun havde grinet af det dengang.

Men ikke nu.

Ikke nu hvor hun er fyldt femogfyrre.

Ikke nu.

Nu ĂŠkles hun bare ved det.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.