LUK HAM IKKE IND
Af samme forfatter
Den fremmede gæst (2018)
Og så var hun væk (2019)
Huset i Chelsea (2020)
Den usynlige pige (2021)
Den nat hun forsvandt (2022)
Sandheden om Josie Fair (2024)
Lisa Jewell Luk ham ikke ind
spændingsroman
På dansk ved Lisbet Kjær Johansen
Gads Forlag
Luk ham ikke ind er oversat fra engelsk af Lisbet Kjær Johansen efter Don’t Let Him In
Copyright © Lisa Jewell, 2025
Dansk udgave © Gads Forlag 2025
Omslag: eyelab.design
Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80325-6
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
1
November
Huset er et, man lægger mærke til. En kæmpestor, hvidpudset villa i tre etager plus loft med frit udsyn ud over havet, selv bagfra gennem de kæmpestore vinduespartier til begge sider. Jeg forestiller mig, at en væg er blevet revet ned for at kunne skabe en så åben planløsning i et victoriansk palæ. Stålbjælker lagt ind. Det er dyrt. Bare for at give ejerne mere lys og luft. Et stik af jalousi, som jeg ellers ikke plejer at dyrke. Det ligner ikke mig at være misundelig på andre. Jeg skænker dem egentlig kun nødigt en tanke. Men det her er noget helt andet. Jeg slukker motoren i varevognen og bliver siddende et øjeblik for at blive klar. Gennem vinduet på den anden side af huset kan jeg fornemme skygger, og idet jeg tager baseballkasketten på og åbner bildøren, hører jeg også dæmpede stemmer. Der står fire biler parkeret ude foran. Der er stadig gang i den. Jeg går om på siden af varevognen og trækker skydedøren til side. Derinde ligger den, dagens sidste leverance: en ekstrastor buket af hvide hortensiaer og roser. Der er ikke sparet på noget. Lyserødt papir. På kuverten står der ’Til Nina Swann & familie’. Jeg går hen til hoveddøren og kaster diskret et blik ind ad vinduet, da jeg går forbi køkkenet. En lille flok sidder forsamlet om
bordet, en blanding af yngre og ældre. De har alle vin i glasset, og alle er mørkklædt. Der er musik på anlægget, stearinlysene blafrer. Jeg kan se malerier og fotokunst og grafik på væggene. Jeg ser et designerkøkken i midnatsblå og lyserødt brudt af messing og kobber, store glødepærer hænger i varierende afstand ned fra loftet i gyldne kæder, der er grønne planter på hylderne. Gennem en dør bagerst i køkkenet skimter jeg nogle enorme veloursofaer, en mixerpult, en plakat med Gorillaz.
Det her hjem tilhører en Generation X-mand, der har taget kloge beslutninger, opnået noget i livet, etableret sig med målrettethed og præcision. Men hjemmet tilhører også en mand, som på et tidspunkt har truffet ét virkelig dårligt valg, som hans kone og hans familie nu kommer til at bøde for.
Jeg fortsætter forbi vinduet, hvorefter jeg trykker på dørklokken.
Ash takker blomsterbuddet, lukker derefter hoveddøren bag sig og bærer buketten ud i køkkenet. Her sidder hendes mor, Nina, hendes bror, Arlo, hendes bedstemor, hendes onkel, hendes tante, hendes tre fætre og kusiner, hendes bedste ven. De sidder om det store, massive træbord fuld af glas med vinsjatter, brugt service, smeltende pindemadder. Stemningen er på én gang sørgmodig og lettet. Det værste er overstået, de er kommet igennem dagen. Nu går Ash rundt på strømpefødder, hun smed skoene, så snart de sidste gæster var gået.
“Hvem er de fra?” spørger hendes mor. Hendes stemme er forgrædt.
“Øh …” Ash føler sig frem omkring det lyserøde svøb efter et kort, piller det af og rækker det til sin mor.
“Vil du ikke åbne det,” siger hendes mor til hende.
Ash trækker et lille kort ud af kuverten. Det er i samme lyserøde nuance som papiret og har en langstilket rose præget på forsiden. Uden at tænke over det lader hun en finger glide hen over rosen. Indeni står der et par ord, som en blomsterhandler har kradset ned. En dråbe har fået noget af blækket til at flyde ud.
Tænker på jer
Kærlige hilsener og kondolencer,
Familien Tanner
“Hvem er familien Tanner?”
Ashs mor sukker. “Det aner jeg ikke. Vil du sætte dem i vand?”
“Vi har ikke flere vaser.”
Hendes mor sukker igen, og Ash ved godt, at hun skal lade være med at besvære hende mere med blomster i dag. Hun stikker dem i en vase, hvor der allerede står en anden buket – de to buketter passer overhovedet ikke sammen, det er uæstetisk at kigge på. Herefter slutter hun sig til familien om bordet igen.
Ella pjasker noget hvidvin i Ashs tomme glas. Ash sender hende et luftkys.
Solen har ikke skinnet i dag, ikke en eneste solstråle er trængt igennem, og det er ironisk, for Ashs far var besat af solskin, han jagtede solen rundt i haven, rundt om kloden, han havde en lysterapilampe derhjemme til overskyede dage, han granskede vejrudsigten nærmest religiøst, han insisterede på at grille, så snart der var det mindste tegn på forår. Han havde valgt det her hus, fordi det var sydvendt. Han havde sine yndlingssolgryder i haven, særligt et sted, hvor han kunne tage solbad selv i februar, og som han kaldte ’Ibiza’. “Jeg tager lige en tur til Ibiza,” kunne han finde på at sige en solrig morgen med en kop kaffe i den ene hånd og solbriller i panden. Der stod altid en solcreme ved havedøren. Året rundt.
Men i dag, den dag, hvor de sagde farvel til ham, holdt solen sig væk. Ash ville gerne tro, at det var, fordi han havde taget den med sig. Men på den anden side – nej. Hun tror sådan set slet ikke, at døde mennesker har indflydelse på noget som helst.
Han blev fireoghalvtreds.
Han blev dræbt af en ukendt.
Skubbet ned på sporet.
Under et tog.
Han var på vej hjem fra en restaurantåbning, ikke en af sine egne,
men en vens, i Soho. Han var meget fuld. Han havde ifølge sin ven drukket tequila slammers. Festens midtpunkt. Altid festens midtpunkt.
Manden, der skubbede ham, hed Joe Kritner.
Sådan. Forbi. På et øjeblik. To liv. Flere, hvis man talte togføreren, vidnerne og ambulancefolkene, der skulle fjerne ligresterne fra sporet, med.
Der ligger et fotoalbum på bordet; Ash og hendes bror Arlo har lavet det. De har ladet nogle sider stå tomme bagerst, hvor gæsterne kunne sætte deres billeder ind af deres far, af Paddy. Ash slår op på en tilfældig side og sukker ved synet af sin far i bøllehat og solbriller med en fadøl i plastickrus i hånden til en eller anden festival. Fra da 90’erne var på sit højeste, tænker Ash. Han blev født i 1970, så han må have været femogtyve på billedet. Samme alder som hun er nu.
“Hvor er det her taget?” spørger hun sin mor og vender albummet rundt, for at hun kan se det.
“Ha, Glastonbury. Uden tvivl.”
“Uden tvivl,” siger Ash tørt. “Var du der også?”
“Jep. Oasis. Pulp. The Cure. Alle de store. Vi var der med Lena og Johnny. Far blev meget, meget …”
“Fuld?” foreslår Arlo.
“Ja, blandt andet.”
De smiler alle sammen vemodigt. Alle ved, hvordan Paddy var. Han kunne godt lide at drikke sig fuld, han kunne godt lide at tage stoffer, han kunne godt lide at ryge sig skæv. Han hørte musik nonstop, gik altid rundt med høretelefoner. Han kunne godt lide vinyler, han kunne godt lide band-T-shirts, koncerter, at have mennesker omkring sig, god mad.
Paddy Swann var det mest ukomplicerede menneske på kloden, men så for to uger siden kom Paddy Swann til at indgå i et sygt
menneskes tankespind, og han blev skubbet ned under et tog. Og nu er han død.
De tilbageværende i klanen er højrøstede nu, de kan ikke finde ud af at være stille, ikke engang når dagen, hvor de begravede ham, er ved at rinde ud. Men alt er ikke, som det skal være. Hans stemme mangler, hans grin, alt det, han fyldte. Det faktum, at når dagen er omme, vil de alle være nødt til at leve videre uden ham.
Ash smækker albummet i, tager sit vinglas og hælder indholdet i sig uden at lade sig mærke med den søde, klistrede varme, der breder sig i munden og lægger sig som en hinde i mundhulen. Hvordan skal de kunne gå i seng i aften? Hvordan kan de få sig selv til at sige, at nu er dagen omme, nu begynder deres nye liv?
Januar
Ash samler kortet op, som står på skænken i køkkenet, og læser det.
Kære Nina og familie,
Jeg har lige hørt om Paddy. Jeg er så knust over at høre, at han gik bort sidste år. Paddy og jeg arbejdede sammen på en restaurant i Mayfair for mange, mange år siden. Han var en af de sødeste fyre, jeg nogensinde har kendt, og en af de bedste kokke, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. For et par år siden kom jeg tilfældigt forbi hans restaurant i Whitstable, og det var først, da han viste sig ude mellem bordene, at det gik op for mig, at det var hans sted. Jeg hev fat i ham, og vi fik os en snak, og han så ud til at have det virkelig godt, han havde stadig sit gode humør og sin generøse tilgang til tingene. Han trak en stol hen og satte sig sammen med mig, mens jeg spiste færdig, hældte vin på mig. Vi talte om, hvad der var sket siden sidst, han havde stiftet familie og havde skabt et restaurantimperium på sydkysten, mens jeg boede alene og drev en vinbar ikke så langt fra det sted, hvor vi arbejdede sammen i Mayfair. Jeg havde altid troet, at vore veje
ville krydses igen en skønne dag. Det var min mening at tage tilbage til Whitstable og nyde en time eller to mere i hans skønne selskab, spise endnu en af hans lækre retter, men det blev ikke til noget, livet kom i vejen, og nu er det for sent.
Jeg ville egentlig bare fortælle jer, at jeg holdt meget af Paddy, og jeg blev så ked af at høre, at han gik bort i en alt for ung alder og under så tragiske omstændigheder.
De kærligste hilsener og al min medfølelse,
Nick Radcliffe
Ash vifter med kortet i retning af sin mor, som står henne ved kedlen, som hun venter på kommer i kog.
“Sødt kort, hva’?”
Hendes mor vender sig om. Hendes øjne er trætte, og hun har sorte rande under dem.
“Nå ja,” siger hun. “Meget sødt.”
“Én, du kender?”
“Nej. Det tror jeg ikke. Ikke én, jeg husker i hvert fald.”
Ash fisker telefonen op af lommen, googler hans navn og tilføjer Mayfair i søgefeltet. Han dukker op på LinkedIn, og hun klikker sig ind på profilen.
Nick Radcliffe står opført som ’Medstifter og ejer af Bar Amelie i London W1.” På profilbilledet ligner han en på omkring de halvtreds, han har kridhvidt hår, et trimmet, hvidt fuldskæg, meget blå øjne og et imødekommende smil. Hun vender telefonen om, så hendes mor kan se det. “Se,” siger hun.
Hendes mor kaster et distræt blik på billedet og siger: “Nope. Ham har jeg aldrig set før. Men han er da en flot mand.”
Ash sender sin mor et forfærdet blik.
“Hvad er der?” siger hendes mor. “Det er vel ikke ulovligt.”
Ash googler ’Bar Amelie’ og finder en fancy hjemmeside. Den ligger i en sidegade til Curzon Street, elegant og smuk indretning – pudset messing og afdæmpet velour, tre forskellige slags kaviar at vælge imellem på barmenuen. Det helt modsatte af hendes fars restauranter med sand på gulvene, rå murstensvægge, tavler og kridt, masser af træ, chowder og grillet hummer.
“Vi kunne tage derhen,” siger Ash og viser vinbarens menu til sin mor. “Få ham til at fortælle om, hvordan far var, før du mødte ham.”
“Din far kendte så mange, før jeg mødte ham.”
“Det ved jeg godt. Men ham her lyder virkelig flink. Måske har han mere at fortælle.”
“Jamen du er velkommen til selv at tage derhen,” siger hun. “Jeg er sikker på, at han hellere end gerne vil møde Paddys smukke datter og fortælle hende alt, hvad han ved. Og måske kan du få et måltid på husets regning. Eller få tilbudt et job.”
Den sidste sætning niver og efterfølges af en anspændt pause.
“Det kan være,” siger Ash. Så sætter hun kortet fra sig på skænken igen med et demonstrativt svirp med hånden. “Måske gør jeg det.”
Ash arbejder i en fancy tøjbyttebutik i nærheden. Folk afleverer deres brugte tøj, og hun og butiksejeren, Marcelline, damper det ude bagved for at fjerne eventuel lugt, hvorefter de hænger det op på dyre bøjler ved siden af opsatser med silkeblomster. Hvis tøjet bliver solgt, får kunden halvtreds procent, butikken resten.
Det var meningen, at hun bare skulle arbejde der midlertidigt, en overgang hen over sommeren, hvor hun flyttede hjem igen, efter det ikke gik, som hun havde håbet, i London. Men så var det blevet september, oktober, så døde hendes far, og nu er det januar, snart februar, og hun arbejder stadig i tøjbutikken og sover stadig i sit
gamle børneværelse, og om lidt er hun seksogtyve, og hun havde ikke forestillet sig, hun stadig ville bo hjemme i den alder.
Men selvom hun godt er klar over, at hun ikke burde bo her, så har hun heller ikke lyst til at flytte. Ikke nu. Hun vil gerne bo i det smukke hus, som hun er vokset op i, og som stadig dufter af hendes far.
Hun regredierer. Hun bevæger sig bagud. Hun falder.