âSom en blanding af Liza Marklund og Ă sa Larsson.â
Ă RETS BEDSTE KRIMI
DET SVENSKE KRIMINALAKADEMI
EN VERA BERGSTRĂM-KRIMI
GADS FORLAG
Af samme forfatter:
Lysningen (2024)
Sara Strömberg JORDSKRED
krimi
PĂ„ dansk ved Dorte Einarsson
Gads Forlag
Jordskred er oversat fra svensk af Dorte Einarsson efter Skred
Copyright © 2022 by Sara Strömberg
All rights reserved
Dansk copyright © Gads Forlag 2025
Published by arrangement with Sebes & Bisseling Literary Agency Scandinavia
ISBN 978-87-12-07490-8
1. udgave, 1. oplag
Omslag: Thomas SzĂžke, eyelab.dk efter originaldesign af Anders Nilsson, Nestorville
Omslagsillustration: Marléne Nilsén
Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook
Kopiering fra denne bog mÄ kun finde sted pÄ institutioner, der har indgÄet aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nÊvnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
FiolstrĂŠde 31-33 1171 KĂžbenhavn K Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
LÊs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion pÄ gad.dk
Til Ida og Emma
HAN efterlader store huller. Sneskorpen holder ikke lÊngere, han burde have tÊnkt pÄ det og bare taget en taxa hjem til gÄrden, da der ikke var plads pÄ nogen af snescooterne. Hver gang skorpen brister under stÞvlerne, ryger bukserne op, sÄ isstykkerne river i den nÞgne hud. Huden begynder at blive fÞlelseslÞs, men han kan stadig mÊrke, hvordan blodet lÞber ned ad skinnebenet, varmt og klÞende. Alle de andre er allerede oppe pÄ fjeldet, sidder vel i saunaen med hver sin GT. Bare tanken gÞr ham tissetrÊngende. Det begynder at blÊse op, da han standser og tÞmmer sig. Aprilvejr, men der er ikke sÄ langt at gÄ nu. Hvis han bare ikke skulle pisse hele tiden. Det var blevet til flere Þl efter dj-settet, i hurtigt tempo for at indhente det forsÞmte. Han bÞjer hovedet bagover, vender ansigtet op mod nattens mÞrke rum. Luften smager besk, som jord lugter om forÄret. Himlen er nÊrmere her, men ingen steder i à re kan man se stjernerne lyse rigtig kraftigt lÊngere, ikke engang i klart vejr. Ikke sÄdan som de gjorde, da han var barn.
Lyden nÄr ham, mens han knapper gylpen. En let, men vedholdende skraben. Er det flere, der skal til efterfest? Eller er det et dyr? Hjertet begynder at hamre i brystet. Hvorfor bliver han sÄ afsindig bange? Blandt de lave birketrÊer er der ikke andet end skyggerne, som de fjerne skibakkers projektÞrer kaster pÄ jorden. Det er sikkert bare beruselsen, der spiller ham et puds.
âHallo? Er der nogen?â rĂ„ber han.
Intet svar. Lyset flakker i blĂŠsten, og den skrabende lyd kommer nĂŠrmere.
Hvad der herefter fÄr ham til at miste balancen, forstÄr han ikke rigtig, men den sprÞde sneskorpe giver straks efter, da han falder. Kroppen begraves i sneen. Synker dybere og dybere ned, mens mÞrket roterer ovenover.
Der gÄr lidt tid, men til sidst lykkes det ham at rejse sig. Vaklende begynder han at gÄ igen. SÄ begynder det at sne. Hvert eneste hul, han efterlader, vil blive fyldt op igen. Andre huller vil opstÄ.
VERA
JEG sÄ revnen i vejen og begyndte at bremse i samme Þjeblik, som fjeldet à reskutan kom til syne mellem skyerne. Autocamperen med norske nummerplader, der havde ligget foran mig den seneste halve time, mÄtte have kÞrt hen over hullet i sidste sekund. Nu kunne hjulene sikkert sÊtte sig fast i revnen. Jeg kiggede i bakspejlet, fÞr jeg standsede.
Revnen skar hele E14 over og sĂ„ ud til at vĂŠre helt ny. I det mindste havde den ikke vĂŠret der, da jeg kĂžrte hen til redaktionen i morges. Men turisterne i Kopparbranten havde sikkert allerede nĂ„et at slĂ„ alarm, bekymrede for at fĂ„ en skade pĂ„ deres fine SUVâer. Indtil videre var der kun fĂ„ sommerhusejere, men der lĂ„ bunker af bortsprĂŠngte sten, og gravemaskinerne kĂžrte dag og nat. PĂ„ kortet over grundene i Leif Trondes nyudlagte omrĂ„de Ăžst for Ă re by, mellem hotel Copperhill og Ă re Continental Inn, var der alene pĂ„ fĂžrste etape markeret tyve nye, bombastiske byggerier. Projektet havde sat stĂŠrke krĂŠfter i bevĂŠgelse mod hinanden. Som i de fleste stĂžrre turistomrĂ„der var det centrale spĂžrgsmĂ„l, hvem man egentlig byggede for, og hvorfor.
Nede pÄ vejen vÊldede grus og jord op af asfalten, vild kÞrvel og gederams hang lÞst i revnen med rÞdderne blottede. PÄ en mÄde skrÊmte det mig, prÊcis som alt det, der burde blive indeni, skrÊmte mig. Blod, brÊk og tÄrer. Jeg sukkede og kiggede pÄ uret. Langt over middagstid.
I stedet for at lÞbe en risiko og fortsÊtte de sidste tres kilometer hjem drejede jeg ind pÄ benzintanken. Sulten sled i mig. Jeg havde
ikke mĂŠrket suget i maven, fĂžr duften af stegt, krydret svinekĂžd trĂŠngte ind til skrivebordet, ruskede mig i skuldrene og angav arbejdsdagens slutning. Hvis jeg var heldig, havde butikken stadig Ă„ben.
Spisesedlerne rÄbte om krig, hÞje energipriser og renternes himmelflugt. Ikke underligt, at man ville have den lille verden ekstra tÊt pÄ. Jeg forsÞgte at kigge igennem de sorte butiksvinduer, men det var umuligt at se, om nogen rÞrte sig derinde. Lige sÄ umuligt at gemme sig udenfor. Det forbandede sommerlys. Troskyldigt og vildledende som en ung lommetyv. Men gadeskiltet stod stadig oppe ved indkÞrslen. Det fik mig til at standse motoren og gÄ ud. Jeg ledte efter min pung i jakkelommen, indtil jeg kom i tanke om, at den lÄ i kameratasken pÄ bagsÊdet.
BildÞren smÊkkede, sÄ blev stilheden intens. Aftenluften dampede af fugt. En skarp lugt af gennemblÞdt rejnfan slog imod mig, men det var i det mindste opholdsvejr. Vinduesviskerne var begyndt at knirke ud for UndersÄker. Hvor lÊnge havde det regnet?
Jeg mÄtte have gÄet i gummistÞvler i ugevis, skrevet mindst tyve artikler om bjergbÊkke, der svulmede op og bristede. Den kraftige strÞm lÞb ad nye veje nu, gravede sig ind i fjeldet mere effektivt end alle gravemaskiner i verden, nu hvor skoven, som tidligere sugede vandet op, var blevet fÊldet efter den nye byggelov.
Jeg gik ind pÄ tanken og bestilte en grillpÞlse med brÞd hos den unge, solbrÊndte fyr med vindblÊst hÄr ved kassen. Formentlig var han netop kravlet ned af sit paddleboard ved à resjön.
âHar du set revnen i vejen derude?â spurgte jeg.
Han fĂłr sammen, som om han ikke var vant til andre overvejelser end dem, der handlede om nĂžglen til toiletdĂžren, eller om hvorvidt man kunne kĂžbe glutenfrit pĂžlsebrĂžd.
âĂh, nej.â
Jeg strÞg hÄret vÊk fra panden og besluttede mig for at lade samtalen stoppe, fÞr den overhovedet var begyndt. Helt ligeglad
slÊbte han fÞdderne hen til disken, hvor en enkelt ÞlpÞlse lÄ og rodede i sit eget fedt. En enlig pÞlse, meget passende. Min ensomhed var sprunget ud i fuldt flor midsommeraften og ville vare et godt stykke tid endnu. Selvom jeg forsÞgte at undgÄ Facebook, lykkedes det statusopdateringerne at krybe ind under huden pÄ mig. FÊlles middage pÄ elegante verandaer og altaner. Leende ansigter ved langborde, kind mod kind i nÊrbillede. Jeg havde ingen gruppe at hÞre sammen med lÊngere.
I Är havde jeg ikke tÊnkt mig at tage en eneste feriedag, jeg havde ingen sÊrlige planer og kunne lige sÄ godt tilbringe hele sommeren med at arbejde. Alt ville fÞles lettere til efterÄret. SÄ ville Thomas i hvert fald vÊre kommet hjem fra den der idiotiske danserejse i Argentina, som han var pÄ. Jeg savnede ham uventet meget. Ikke fordi det var lettere at vÊre ensom sammen med en, der var lige sÄ ensom, men fordi jeg havde det godt i hans selskab. MÄnederne fÞr han tog afsted, havde vi vÊret meget sammen, nÊsten lige sÄ intenst som da vi var bÞrn, og jeg vÊnnede mig frygtelig hurtigt til at have en ven at tale med. At spise middag og gÄ i skoven med.
âKetchup og sennep?â
Fyren havde allerede foldet sin hÄnd rundt om flasken med ketchup, som hang ned fra loftet.
âBare stĂŠrk sennep og en masse rĂ„ lĂžg, tak.â
Du skal ikke tage noget for givet, knĂŠgt.
Myggene overfaldt mig, da jeg gik ud for at spise. De smÄ djÊvle.
Jeg forsÞgte at vifte dem vÊk. De ville helst ind i Äbningerne, komme til struben. Flere gange mÄtte jeg skifte hÄnd. Senneppen lÞb ned ad fingrene, jeg slikkede den af, havde som sÊdvanlig glemt at tage en serviet.
Jeg spiste hurtigt, Äbnede bildÞren og smed pÞlsepapiret ind til alt det andet skrald pÄ gulvet ved passagersÊdet. Gravede myggemidlet frem og sprayede mig over det hele. Det lykkedes ikke duften af citron at overdÞve den stÊrke lugt af kemikalier. SÄ
tÊndte jeg en cigaret og blev stÄende lidt. NÞd stilheden. Selvom vejret hidtil havde gjort sit bedste for at stoppe cyklister, vandrere og klatrere, var det, som om sommerens karavane aldrig sluttede. Coronaepidemien havde skabt en fjeldepidemi. Heldigvis var det ikke lykkedes trÊngslen at stÄ i vejen for landskabets skÞnhed. Vandet, som rislede i dalen mellem bjergene, trÞstede med blÞdt grÞnt, vajende grantrÊer og birkekroner. Men trÊgrÊnsen rykkede sig hÞjere og hÞjere op. Eller var det det nÞgne fjeld, som flygtede for at vÊre i fred fra menneskehÊnder? Det vilde var stÞrre og strakte sig lÊngere, end vores fingre kunne nÄ, vi troede bare, vi kunne rÞre ved alt.
Blikket blev igen tiltrukket af revnen i E14, fÞr det fortsatte lÊngere op pÄ bjerget, skrÄt over for tankstationen. En afsats begyndte at ryste, sÄ lidt jord dryssede ned. Fuglene lettede med bange vinger. Med ét opdagede jeg, at alle trÊer og lygtepÊle lÊnede sig i samme retning. Hjertet slog hurtigere. Jeg kastede skoddet i en krukke med slatne stedmoderblomster og bakkede instinktivt. SÄ buldrede det.
Et afgrundsskrig fra selve jorden. Store jordknolde lÞsnede sig og pÄbegyndte en glidebane, aflÞbsrÞr og elkabler blev presset op af jorden. Alt blev blandet sammen til en eneste brunsort masse, som sÄ ud til at blive mere og mere flydende. Snart rullede hele skrÄningen, trak alt med sig, der fandtes pÄ den, som om Gud bare fejede nogle krummer vÊk med hÄnden. Jeg sÄ, hvordan de grÞnne farver forsvandt, da grÊstÞrvene blev vendt rundt og kvalt i mudderet. Vejnettet rundt om de fÊrdige grunde blev udvisket. Vandet fossede, stenene flÞj omkring, birketrÊer og gadelygter faldt som pinde i et pindespil. LÊngst oppe balancerede to feriehuse pÄ en kant, fÞr terrÊnet blev trukket vÊk under dem. Lyden af trÊvÊgge, der gik i stykker, overdÞvede resten af larmen, fÞr husene kollapsede og gled ned i jorden. TÊnk, hvis der ogsÄ var mennesker derinde. For helvede, for helvede, for helvede.
Ud af Þjenkrogen sÄ jeg, hvordan dÞren flÞj op bag mig. Klokkerne ved indgangen ringlede.
âHvad sker der?â
PĂžlsefyrens stemme hakkede.
âJordskred i Kopparbranten! LĂžb vĂŠk herfra for en sikkerheds skyld!â rĂ„bte jeg uden at vende mig om.
âHvad med dig? Skal du ikke âŠ?â
âLĂžb!â
DĂžren gik i, hurtige skridt bevĂŠgede sig hen over asfalten.
Styrken i flodbÞlgen af mudder syntes bare at accelerere. Ville skredet komme tÊttere pÄ, mÄske endda nÄ helt hertil? Jeg ville ogsÄ gerne skynde mig vÊk og komme i sikkerhed, men jeg stod der stadigvÊk, selvom benene knap nok kunne bÊre mig. HÊnderne rystede, da jeg fik kameraet op af tasken. Teleobjektivet sad stadig pÄ efter formiddagens dÊkning af lÞbekonkurrencen i EdsÄsdalen. Jeg trak vejret stÞdvist, mens jeg lÞftede linsen mod ÞdelÊggelserne og lod teknikken knitre. Netop da druknede strÞmmene en gammel lade i en fordybning. FugleskrÊmslet ved siden af segnede i dybet, men dets strÄhat flÞd videre. Den lignede min fars sommerhat. En kraftig kvalme tvang mig til at synke, fÞr jeg fortsatte arbejdet. I et halvt minut var der bare skredet og mig, ikke andet. Alt det som faldt, og mig der altid forsÞgte at holde mig oprejst. Men snart hÞrtes sirenerne, fÞrst pÄ afstand, siden tÊt pÄ. Det begyndte at ringe i lommen. Jeg sprang de indledende fraser over.
âJeg er pĂ„, StrĂžmmen.â
JĂ€mtlandspostens chefredaktĂžr Nils âStrĂžmmenâ Strömqvist, ogsĂ„ kaldet Satan af oplagte grunde, rĂžmmede sig med snus i munden. Skovmandsskjortens knaplukning var sikkert allerede gledet om pĂ„ siden af maven bare ved tanken om snart i realtid at kunne fĂžlge stigningen i antallet af klik pĂ„ hjemmesiden.
âFor satan, allerede? Jeg er stadig pĂ„ redaktionen og har ringet efter nyhedschefen og Jönsson. Folk kan jo for satan komme til
skade, endda dĂž i sĂ„dan et jordskred, biler kan blive trukket med. SĂ„ du nogen, som âŠ?â
âNej, indtil videre er det umuligt at vide. Jeg skriver nogle linjer om, hvad jeg har foran mig. I fĂ„r en notits og nogle billeder om et Ăžjeblik, sĂ„ mĂ„ vi opdatere lĂžbende. Kan webredaktionen tage den fĂžrste snak med redningstjenesten og politiet, mens jeg forsĂžger at komme nĂŠrmere?â
âAbsolut. Vi tager en ting ad gangen, det er helt rigtigt. Du, der kan komme flere skred, sĂ„ vĂŠr forsigtig.â
âJeg er altid forsigtig.â
âDu lyver lige sĂ„ stĂŠrkt, som en hest kan rende, Vera.â
âDet er muligt.â
I det samme sprÞjtede vandet og jordmasserne ud over E14 og fortsatte nedefter, mod den gamle byvej. Nu var der sikkert blokeret mod à re by, à nn og Storlien. Hvor langt op var skredet gÄet? Hvor bredt var det? MÄske var vejene deroppe slet ikke farbare.
Men jeg havde alligevel ikke tid til at tage omveje for at komme hjem og sove, det ville blive en lang nat pÄ redaktionen.
STINA
HAN var der ikke. Heller ikke der. HÄndleddene gjorde ondt, og buksebenene havde fÄet mÞrke rande af sort markjord og mÄske ogsÄ af stivnet blod. Havde hun virkelig ligget pÄ knÊ sÄ lÊnge?
Stina vidste ikke lÊngere, hvad hun fÞlte. Skuffelse, lettelse eller bare en slags meningslÞshed. Et sted mÄtte han jo vÊre. Selvom der var gÄet mere end et Är, huskede hun dagene fÞr og efter brorens forsvinden, som om det var i gÄr. Minutterne blev afspillet i hovedet som fragmenter af en film pÄ repeat. Indimellem kom ogsÄ minder fra barndommen til hende. De stod pÄ kirketrappen og sÄ pÄ hinanden, skÊrmede for gravstenene og mÞrket nedenfor.
âDu vil alligevel altid vĂŠre min sĂžster,â sagde han.
SĂ„dan et smukt ord.
SĂžster.
Hun var ved at blive sindssyg, hun vidste det. Det Äd sig ind pÄ hende. Hendes latter lÄ hele tiden farlig tÊt pÄ grÄden. Hvis bare de fandt ham, dÞd eller levende spillede nÊsten ikke nogen rolle lÊngere. Uvisheden var alligevel det vÊrste.
Hun havde vÊret i GrÄsjön i flere timer. Tippet om, at Jonte kunne vÊre dumpet i en ruin i det gamle Þde omrÄde, havde virket mere trovÊrdigt end de tidligere gange, men nu vidste hun det. Svaret pÄ, hvad der skete med Jonte, kunne hun ikke finde i de barske egne oven for Kallsedet.
Natten var ovre. Fuglene begyndte at kvidre, nuancerne skiftede. Det sÞlvagtige lys trak sig tilbage, og morgenen kom snigende over fjeldet, fugtig og grÄ som var den hugget ud af sten. Selvom hun
havde lovet sig selv kun at arbejde, mens andre sov, var hun blevet ved med at grave. Hjertet hoppede, sÄ snart spaden stÞdte pÄ noget hÄrdt for derefter bare at synke endnu lÊngere ned. Det var som at trÊde i kviksand. Om natten tÊndtes hÄbet. Da virkede alt muligt.
Men om morgenen blev man indhentet af virkeligheden, det var lige sÄ sikkert som opkast efter en brandert.
Denne gang var hun blevet ved for lÊnge. Martins hÊnder rakte vel allerede ud efter hende i sÞvne. Inden lÊnge ville hendes mand vÄgne og opdage, at hun ikke lÄ i sin halvdel af sengen. Hun begyndte at gÄ ned igen. Efter et stykke tid havde hun ruinerne fra ladegÄrdene af skifer bag sig. Marken sluttede brat, men visse steder var der trapper at gÄ pÄ. BÊkkene skvulpede og brusede. Overalt var der rester af liv. Gamle byggegrunde og kÊldre. Tegn pÄ kamp. Men menneskene havde ikke overlevet der.
Bilen stod stadig i vejkanten, omgivet af vild kÞrvel. Hun vidste, hun var i sikkerhed, da hun begyndte at kÞre, drejede af mod BonÀshamn, tog HusÄvÀgen og siden FröÄvÀgen i stedet for E14.
Det havde hun ogsÄ gjort i nat, da jordskredet allerede var overstÄet.
En mĂŠrkelig fĂžlelse at fĂŠrdes under et tĂŠt dĂŠkke af grantrĂŠer, afskĂŠrmet fra kaos.
Hun parkerede neden for gÄrden, ingen ville lÊgge mÊrke til hende, hvis hun gik gennem forhaven. Forsigtigt Äbnede hun lÄgen. En blank hinde havde lagt sig over haspen, over grÊsplÊnen. Pludselig sÄ hun, at flere af stolperne i det elektriske hegn var blevet slappe igen. Lidt vÊk lÄ stolperne ned, og stikkende stÄltrÄd stak op af jorden. Hvordan kunne det gÄ til? De havde jo lige lavet det.
Bekymringen ulmede i maven. MÄske var der ogsÄ opstÄet et hul et sted? Det mÄtte de i sÄ fald straks se at fÄ gjort noget ved. Mange troede, at los og ulv var de stÞrste trusler, men lÞse hunde gjorde ofte mere skade end vilde rovdyr.
En lyd. Hun standsede, stilheden susede i Ăžrerne. Lige siden
Jonte forsvandt, havde hun haft en fornemmelse af, at nogen iagttog dem, listede rundt i nÊrheden uden at give sig til kende. Dér var lyden igen! Grene og kviste knÊkkede lige bag hende. Hun snurrede rundt, men nÄede kun at se en skygge ud af Þjenkrogen, fÞr den ilede ind i skoven. En skygge, men den havde haft et tydeligt omrids som et menneske. Eller? Hun blev usikker. Man blev ofte snydt af lyset pÄ denne tid af Äret. Spaden brÊndte i hÄnden, da hun med bankende hjerte skyndte sig afsted, knÊene sved, jo, de havde blÞdt.
FÄrene tog ikke notits af hende, da hun passerede den Äbne liggehal. Hun smuttede ind bag det gamle legehus og lÊnede spaden op ad et af de forvredne grantrÊer, hun havde vÊret sÄ bange for som barn. Der ville Martin ikke opdage den. Hendes mand var blevet trÊt af hendes eftersÞgning for lÊnge siden, han syntes, hun skulle stole pÄ, at politiet gjorde deres arbejde, sÄ de i stedet kunne fokusere pÄ at fÄ mad pÄ bordet.
Endnu ingen aktivitet i gĂŠstehyttens kĂžkkenvindue, men inden lĂŠnge ville Henning sidde der med morgenkaffen â sin specialkaffe fra risteriet i Trondheim. Hvis de ikke havde kendt hinanden, ville hun have betragtet den mand som en rigtig snob, men efterhĂ„nden havde hun lĂŠrt at sĂŠtte pris pĂ„ farbrorens smĂ„ sĂŠrheder.
Han havde hjulpet hende op af den dybeste afgrund, det ville hun aldrig glemme.
Netop da hun passerede indgangen, hĂžrte hun, at dĂžren gik op.
SÄ var han alligevel vÄgen.
âHvordan gik det?â teaterhviskede Henning bag hende. Hun vendte sig om. Farbroren stod pĂ„ verandaen, barfodet i blĂ„- og hvidstribet pyjamas, morgensolen glĂždede i det lyse hĂ„r. NĂ„r han ikke havde nĂ„et at rede det tilbage, mindede han sĂŠrlig meget om faren. En frisk far, sĂ„dan som han var, fĂžr sygdommen tog ham. Ikke den barske afholdsmand Einar, mere den legende dyreven. Indimellem sĂ„ hun ogsĂ„ Jonte i Henning. Det drillende
blik og de let sammenklemte nÊsebor, som var gÄet i arv i gud ved hvor mange generationer af bondeslÊgt.
âIngenting?â fortsatte han.
Hun rystede pÄ hovedet. Ikke en snus. Sidste gang havde hun i det mindste fundet et lille dyrekranium.
âJeg er sĂ„ ked af det, Stina. Som du sagde, det tip fĂžltes virkelig anderledes, jeg troede ⊠Pyt med hvad Martin siger, nĂŠste gang vil jeg hjĂŠlpe dig igen.â
Han holdt altid med dem, der var kede af det.
âVi fĂ„r se. Men tak i hvert fald,â sagde hun og smilede.
Det ville vare et stykke tid, fĂžr hun gravede igen, det fĂžltes temmelig nyttelĂžst og svĂŠrt at holde Martin udenfor. Noget knirkede i blĂŠsten. Hun skĂŠvede til stuehuset, men nej, det var sikkert bare flagstangen.
âNĂ„, hej ven, er det tid til at vĂ„gne nu?â sagde Henning.
Duck, som sÄ ud til at have accepteret farbroren som sin nye herre, var listet ud og havde stukket nÊsen ind mellem hans ben. FÞr bekymrede hun sig altid over dens gÞen, men nu hvor den var blevet Êldre, forholdt hyrdehunden sig stille og roligt imellem arbejdsopgaverne.
âSĂ„ du for resten noget til jordskredet?â fortsatte Henning, mens han klĂžede border collien under hagen.
âNej, jeg lĂŠste bare om det i nat. FĂžr jeg tog afsted.â
âDet er skrĂŠmmende, at alting bare kan revne sĂ„dan dĂ©r. Der er altsĂ„ store krĂŠfter pĂ„ spil.â
âMen det er der vel ingen, der kan blive overrasket over, nĂ„r man tĂŠnker pĂ„, hvor lĂŠnge naturen er blevet udfordret til sit yderste i denne by, ja, i hele fjeldverdenen,â sagde hun og anstrengte sig for ikke at hĂŠve stemmen.
I et par tavse sekunder sÄ han pÄ hende med hÊvede Þjenbryn.
En helt rimelig reaktion, indsÄ hun i samme Þjeblik. Henning kunne umuligt have et fuldt billede af, hvad der var gÄet for sig i
hans gamle hjemby i det seneste Ärti. Alle rejser hid og did. Alle brokker sig. Han havde trods alt ikke vÊret hjemme i treogtredive Är. En menneskealder egentlig. Man nÄr at blive en anden pÄ den tid, hÊvdede Martin, som fÞlte sig sikker pÄ, hvem Henning var blevet til, siden han havde fÄet Þje pÄ alle de gamle billeder pÄ nettet af farbroren og hans kone, der minglede til diverse sammenkomster.
âNej, nej, men alligevel,â sagde Henning til sidst. âDer var Ă„benbart ogsĂ„ en person, der rĂžg med. Jeg lĂŠste lige nyhederne.â
Oplysningen gav hende bare en fÞlelse af tomhed. Store kriser gjorde et menneske bÄde stÊrkere og mere sÄrbart, men ogsÄ lidt bedÞvet.
Inde i stuehuset fik hun tÞjet af og proppede det i vaskemaskinen, fÞr hun smuttede i den tyndslidte morgenkÄbe. Kiggede ind pÄ Martin. Lugten af svinestald fra mandens porer sivede ud ad dÞren, der stod pÄ klem. Den store tunge krop vred sig, klynkede lidt i drÞmme. Hun lukkede forsigtigt dÞren og listede ud i kÞkkenet.
Der var lidt te tilbage i kanden. SelvfĂžlgelig iskoldt. Hun varmede sjatten i mikroovnen, foldede hĂŠnderne om koppen og satte sig ved bordet med computeren.
JÀmtlandsposten toppede selvfÞlgelig med nyheden om jordskredet. Journalisten, der rapporterede, var velkendt. Vera Bergström. Stina orkede hverken at se videoen eller lÊse artiklerne.
I stedet gik hun pÄ Facebook. Gruppen Find Jonte havde syv tusind medlemmer, og der kom hele tiden nye til. Profilbilledet var det sidste foto, der var blevet taget af broren. Han stod midt pÄ torvet i à re, grinende i en mÞnstret skjorte over en sort T-shirt og blÄ jeans. Hans fingre, klaverfingre til forskel fra hendes pÞlsefingre, holdt om en lommelÊrke, som snart skulle lÊgges tilbage i baglommen. Tatoveringerne klatrede op ad armen.
SĂ„ levende. Det var ufatteligt.
Hun ville gerne have, at netop dét billede skulle sÊtte sig fast
pÄ folks nethinder. MÄske kunne signalementet vÊre til hjÊlp pÄ et tidspunkt. Blive afgÞrende. Hun havde andre erindringsbilleder af ham, som hun vÊrnede mere om, men de blev mere og mere utydelige.
Martin, der overhovedet ikke forstod sig pÄ sociale medier, vidste selvfÞlgelig ikke noget om Facebookgruppen. Han troede, hun var blevet lidt sky, at hun bevÊgede sig rundt imellem fÄrene, haven og kÞkkenet, kun dér, mens hun i virkeligheden havde kontakt med flere end nogensinde.
Jonte ville vÊre fyldt 25 i dag. De fleste i gruppen vidste det. En forsvinden gjorde noget ved mennesker. Nogle fik endda nÊring af det. Blev trÞstet af en sÄ tragisk skÊbne. Hun havde lÊrt sig at bÊre over med sÄdan noget, fordi det ogsÄ lÄ i menneskets natur at ville lÞse gÄder. Enten levede man, eller ogsÄ gjorde man ikke. En ung mand, som havde eksisteret kort forinden, kunne ikke bare gÄ op i rÞg. Drab fandt sted, ikke udraderinger. Til sidst ville hemmeligheden blive tvunget op til overfladen.
Indbakken var allerede fuld af meddelelser. Hun burde virkelig ikke Äbne dem, de pÄvirkede hende altid mere bagefter, end hun kunne forestille sig, og det blev bare vÊrre og vÊrre for hver mÄned, der gik. Men hun vidste ogsÄ, at hun ikke kunne lade vÊre. TÊnk, hvis der var vÊrdifulde tips midt i alt det andet. Et vidne, som havde set eller hÞrt noget.
Hvor havde hun lagt sine briller? Oven pĂ„ emhĂŠtten. Stina lĂŠste meddelelserne hurtigt og effektivt, nĂŠsten som en lĂŠge, der skimmede en patientjournal. Mange troede, de kendte Jonte. FĂždselsdagshilsner og emojis â rĂžde hjerter, roser og nuttede hunde, der sendte luftkys. Hun nĂ„ede at slappe af. Netop derfor blev den sidste meddelelse vĂŠrre, end den havde behĂžvet at blive, et voldsomt elektrisk stĂžd. Da hun sĂ„ billedet, skvulpede teen ud pĂ„ dugen.