Ikke set siden

Page 1

SPÆNDINGSROMAN

REESE WITHERSPOON & HARLAN COBEN

Gads Forlag

krimi
PĂ„ dansk ved Niels Henning Krag Jensby

Ikke set siden er oversat fra amerikansk af Niels Henning Krag Jensby efter Gone Before Goodbye

Copyright © 2025 by Harlan Coben and Reese Witherspoon Dansk udgave © Gads Forlag 2025

Omslag: eyelab.design efter originaldesign af Hachette Book Group, Inc.

Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80174-0

Denne bog er beskyttet i medfÞr af gÊldende dansk lov om ophavsret. Kopiering mÄ kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun mÄ ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S FiolstrĂŠde 31-33 1171 KĂžbenhavn K Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

LÊs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion pÄ gad.dk

Til de mange lĂŠger og sygeplejersker i militĂŠret, der har udsat sig selv for fare for at redde hver eneste sjĂŠl, de kunne.

Tak for jeres mod og medfĂžlelse.

TriPoint, Nordafrika

Jeg hĂžrer ikke skriget.

Det gÞr sygeplejersken. Det samme gÞr anÊstesilÊgen. Men jeg er alt for langt inde i zonen, den zone, jeg kun fÄr adgang til, nÄr jeg befinder mig pÄ operationsstuen, nÄr brystbenet er delt pÄ den her mÄde, og mine hÊnder er inde i drengens brystkasse.

Det her er mit hjem, mit kontor, mit helle. Jeg er i zen her.

Flere skrig. Skud. Helikoptere. En eksplosion.

“Doktor?”

Jeg hÞrer panikken i hendes stemme. Men jeg rÞrer mig ikke. Jeg kigger ikke vÊk. Mine hÊnder, verdens Êldste kirurgiske instrument, er inde i brysthulen, min pegefinger palperer hjertesÊkken. Jeg er udelukkende fokuseret pÄ det, kun det. Der spiller ikke nogen musik. Jeg ved godt, at det er lidt underligt pÄ en moderne operationsstue, men jeg foretrÊkker stilhed pÄ dette hellige sted, selv nÄr vi har udfÞrt hjertetransplantationer, der varede otte timer.

Det irriterer mine kolleger. De har brug for afledningen, underholdningen, distraktionen, og det er netop det, der er problemet.

Jeg vil ikke distraheres. BÄde min glÊde og min dygtighed udspringer af min enestÄende evne til at fokusere.

Men lydene trÊnger sig pÄ.

Skyderi. Endnu en eksplosion. HĂžjere skrig.

De kommer nĂŠrmere nu.

“Doktor?” Stemmen dirrer panisk nu. Og sĂ„, fordi jeg tydeligvis ikke hĂžrer efter: “Marc?”

“Der er ikke noget, vi kan gþre ved det,” siger jeg.

Hvilket ikke ligefrem er nogen trĂžst.

Trace og jeg ankom til GhadamÚs for otte dage siden. Vi landede i Diori Hamani-lufthavnen, hvor vi blev taget imod af en ung kvinde, som Trace og jeg kendte, ved navn Salima, hvis det altsÄ er hendes virkelige navn, og en kraftig chauffÞr, der aldrig introducerede sig selv eller sagde sÄ meget som et ord til os. Vi fire rejste mod nordÞst i to lange dage, sov den fÞrste nat i et hus i AgadÚz, og den nÊste i et telt under stjernerne i Bilma. Vi efterlod chauffÞren i det nordlige Niger og rejste sÄ gennem Þrkenen i ly af natten, indtil vi blev samlet op af en anden bil.

Salima og Trace har et godt Ăžje til hinanden. Det overrasker mig ikke. Trace er definitionen pĂ„ en player. Selv nĂ„r vi er omringet af al den her dĂžd 
 eller mĂ„ske er det derfor.

Det er, nÄr man er tÊt pÄ dÞden, man fÞler sig allermest i live.

Salima tog os med videre nordpĂ„, langs grĂŠnsen mellem Algeriet og Libyen. Vi blev stoppet af seks tungt bevĂŠbnede soldater Ăžst for Djanet. De var alle unge – teenagere, tror jeg – og helt vĂŠk pĂ„ en eller anden form for meget potent narko. De blev kaldt for BĂžrnehĂŠren. Der var blod i luften. De greb fĂžrst fat i mig, stirrede pĂ„ mig med vidt opspĂŠrrede Ăžjne, dernĂŠst Trace. De unge soldater tvang mig ned pĂ„ knĂŠ.

De satte en pistol mod mit baghoved.

Jeg skulle vÊre den fÞrste til at dÞ. Trace skulle se pÄ. Bagefter var det hans tur.

Jeg lukkede mine Þjne, sÄ Maggies ansigt for mig og ventede pÄ, at nogen trykkede pÄ aftrÊkkeren.

BÞrnehÊren skÞd os selvfÞlgelig ikke. Salima, der taler minimum fire forskellige sprog flydende, faldt pÄ knÊ og talte hurtigt.

Jeg ved ikke, hvad hun helt précist sagde – Salima ville ikke fortélle os det – men bþrnesoldaterne gik deres vej.

Flere skrig. Flere skud. TÊttere pÄ nu. Jeg prÞver at skynde mig.

Jeg fortalte ikke Maggie sandheden, at den her sidste mission var farlig pÄ sÄ mange forskellige niveauer, ikke fordi jeg tÊnkte, at hun ville blive bekymret, men pÄ grund af de lÞfter, vi havde givet hinanden. Hun ville have insisteret pÄ at tage med.

Det er bare sÄdan, vi er, Maggie og jeg.

Vil du gerne vide, hvad der gÞr en helt til en helt? Uselviskhed, ja. Men ogsÄ ego, dumdristighed og smag for fare.

Vi frygter ikke det farlige. Vi frygter det normale.

Trace stikker hovedet ind ifþrt mundbind. “Marc?”

“Hvor meget tid har vi?”

“De har bréndt hele den nordlige del af lejren ned. Folk falder som fluer. Salima er ved at evakuere alle.”

Jeg kigger pĂ„ sygeplejersken og anĂŠstesilĂŠgen. “Smut,” siger jeg til dem.

“Du kan ikke redde ham,” siger sygeplejersken til mig, idet hun gĂ„r vĂŠk fra bordet. “Selv hvis du bliver fĂŠrdig i tide, selv hvis han pĂ„ en eller anden mĂ„de overlever den her operation, sĂ„ har de ikke tĂŠnkt sig at lade ham leve.”

Jeg ved ikke, hvem “de” er. Jeg kender ikke Ă„rsagerne, konfliktens oprindelse, historierne, fraktionerne, stammerne, krigsherrerne, fanatikerne, ekstremisterne eller de uskyldige. Jeg ved ikke,

hvem der er de gode, og hvem der er de onde, hvorfor disse folk befinder sig i en flygtningelejr, eller hvem der holder med undertrykkeren, og hvem der holder med de undertrykte. Det er ikke, fordi jeg ikke har nogen politisk overbevisning, men for bÄde Maggie, Trace og mig er det afgÞrende, at det ikke betyder noget.

Jeg fortsĂŠtter med at arbejde pĂ„ min patient, en femtenĂ„rig dreng ved navn Izil. Jeg hĂ„ber, at alle, jeg behandler, er uskyldige, men jeg tvivler pĂ„ det. Det er ikke vores job at finde ud af, hvem der holder med hvem. Vores job er, med fare for at lyde lidt for storladen, at redde deres liv. De siger: “DrĂŠb dem alle, og lad resten vĂŠre op til Gud.” Det er stort set modsat for os: Red dem alle, og lad resten 
 Du forstĂ„r, hvad jeg mener.

Jeg holder ikke med begge sider. Jeg holder ikke med nogen.

“Alle ud,” siger jeg. “Jeg vil have stuen for mig selv.”

“Marc,” siger Trace.

Vores blikke mÞdes over mundbindene. Trace og jeg har kendt hinanden lÊnge. Vi var i turnus sammen. Vi har ydet lÊgehjÊlp i humanitÊre kriser som den her overalt pÄ kloden. Han er en af de mest talentfulde hjertekirurger i verden.

Trace siger: “Jeg kan hjélpe dig med at lukke.”

“Jeg har styr pĂ„ det.”

“SĂ„ venter vi.”

Jeg ryster pÄ hovedet, men han ved det allerede.

“Lad en ambulance blive tilbage til mig,” siger jeg. “De skyder ikke pĂ„ en ambulance.”

Vi ved begge to, at det ikke lĂŠngere passer, ikke som verden ser ud i dag.

Vi skulle aldrig vĂŠre taget hertil. Jeg skulle ikke have givet tilladelse til det. Jeg skulle have gjort det, jeg var kommet for, sagt farvel og taget hjem.

Jeg burde vĂŠre sammen med Maggie lige nu.

Jeg siger ikke farvel til Trace. Han siger ikke farvel til mig.

Men det er sidste gang, jeg ser ham.

Nogle sekunder senere er der kun Izil og mig tilbage pÄ operationsstuen. Jeg skynder mig, fordi jeg, dum som jeg er, tror, at jeg kan nÄ det. Jeg er i gang med at lukke drengens brystkasse, da dÞren bliver sprÊngt op.

BevÊbnede soldater stormer ind. Jeg ved ikke hvor mange. De har alle sammen det samme vilde blik i Þjnene. Jeg har set det blik fÞr. Alt for mange gange. Det er ikke mere end et par dage siden, jeg sÄ det sidst, Þst for Djanet.

Og en gang imellem ser jeg det, nÄr jeg ser mig selv i spejlet.

Jeg lukker Þjnene, forestiller mig Maggies ansigt og venter pÄ, at nogen trykker pÄ aftrÊkkeren.

kapitel et

Baltimore

ET ÅR SENERE

Maggie McCabe skulle aldrig vĂŠre kommet.

“Hvor er du?” spþrger Marc.

Maggie kigger ned pÄ sin mands ansigt pÄ telefonskÊrmen.

“Det har jeg allerede fortalt dig.”

“Johns Hopkins?”

“Ja.”

“Er du ude pĂ„ plĂŠnen?”

“Ja.”

“Hvor vi mĂždte hinanden,” siger han. “Under rusugen pĂ„ medicinstudiet. Kan du huske det?”

“Selvfþlgelig kan jeg det,” siger Maggie.

“Jeg vidste, du var den eneste ene, i det Ăžjeblik jeg sĂ„ dig.”

“Stop, du giver mig kvalme.”

“Jeg prĂžver bare at fĂ„ dig lidt op med humĂžret.”

“Det fungerer ikke.”

“Men hvorfor er du der?”

Maggie tĂŠnker et Ăžjeblik tilbage pĂ„ fĂžrste gang, hun var her, blĂ„Ăžjet og stadig vĂ„d bag Ăžrerne, fuld af hĂ„b og optimisme, energi og livskraft og alt det sludder. Hvor naivt. Men pĂ„ den anden side, nĂ„r ens liv falder fra hinanden – nĂ„r man har haft alt og endda har fattet og vĂŠrdsat, at man havde alt, og aldrig, ikke sĂ„ meget som et Ăžjeblik, har taget det for givet, fuldt bevidst om, hvor heldig man var, og fordi man var sĂ„ taknemmelig, forventede man af en eller anden naiv grund, at man i sidste ende ville blive belĂžnnet af karma, eller at den i hvert fald ville lade en vĂŠre i fred – sĂ„ lĂŠrer man pĂ„ den hĂ„rdest tĂŠnkelige mĂ„de, at skĂŠbnen er lunefuld, og at livet er et kaos, som ingen slipper uskadt fra. Man kan have alt den ene dag og sĂ„ miste det igen den nĂŠste 


“Jeg stĂ„r lige og har lidt ondt af mig selv,” siger hun.

“Hold op med det. GĂ„ indenfor.”

“Jeg har lyst til at tage hjem.”

Marc rynker panden. “Lad vére med det.”

“Jeg er ikke klar.”

“Jo, du er sĂ„. Please? Jeg vil gerne have, at du gĂžr det. GĂžr det for min skyld.”

“Mener du det?”

Hun kigger op pÄ den hvide kuppel oven pÄ Shriver Hall og holder en enkelt tÄre tilbage. For en time siden havde hun modvilligt ifÞrt sig en formel, langÊrmet kjole i marineblÄt stof, der gÄr ned til midt pÄ lÊggen. Den er ikke sort. Det ville have vÊret for morbidt. MarineblÄt virkede som et sikkert sats. Det var respektfuldt nok til lejligheden, men tiltrak sig ikke for megen opmÊrksomhed. Faktisk ville hun lige netop i aften hellere gÄ i ét med tapetet end vÊre noget, der bare mindede om iÞjnefaldende.

“Maggie?”

“Jeg er her stadig.”

“GĂ„ ind. Det ville betyde meget for mig. Og for din mor.”

“Wauw,” siger Maggie.

“Hvad?”

“Du plejer ikke at vĂŠre sĂ„ sentimental og manipulerende.”

“Jo da, altid,” siger Marc.

Hendes stemme lyder nu blid. “Jo da, altid.” SĂ„: “Det her er forfĂŠrdeligt.”

“Hvad?”

“Ikke noget, det er lige meget.”

For toogtyve Är siden dimitterede Maggie fra dette hÞjt respekterede universitet med samtlige udmÊrkelser, en medicinstuderende kunne fÄ. Hun var turnuskandidat pÄ NewYork-Presbyterian, hÞstede hÊder for sit arbejde med rekonstruktiv kirurgi, tjente sit land som krigskirurg ved fronten i Afghanistan og resten af MellemÞsten, giftede sig med Marc og flyttede sÄ med ham om pÄ den anden side af jorden for at yde lÊgehjÊlp til verdens mest udsatte.

Marcs stemme fra telefonen: “Hallo?”

“De kommer til at stirre pĂ„ mig.”

“Selvfþlgelig gþr de det,” siger han. “Du er helt afsindigt lékker.”

Maggie rynker panden. Visse ting ĂŠndrer sig aldrig.

“GĂ„ ind,” siger han.

Hun nikker, fordi han har ret, og afslutter opkaldet. Hendes telefonetui er dekoreret med to M&M’s-figurer, den gule M&Mfyr rékker en buket blomster til den grþnne M&M-kvinde. Marc havde givet hende etuiet som en semi-alvorlig, semi-for sjov gave.

Maggie & Marc. M&M. Marc kĂžbte pudebetrĂŠk med M&M’s pĂ„. Han kĂžbte pyntepuder med M&M’s pĂ„. Marc syntes selv, det var bedĂ„rende. Maggie syntes, det var kikset, hvilket selvfĂžlgelig kun gav ham blod pĂ„ tanden.

“Maggie?”

Stemmen fÄr det til at gibbe i hende, og hun lÊgger med det samme telefonen ned i sin taske. Hun vender sig om og ser sin gamle klassekammerat, Larry Migid, en hudlÊge. Sidst hun sÄ Larry, var for fem Är siden i Nepal, da han var flÞjet derhen for at hjÊlpe hende og Marc med et udbrud af spedalskhed. De endte med at arbejde pÄ det samme hospital og endda pÄ samme etage, og derfor har han et indgÄende kendskab til hendes nuvÊrende kvaler.

“Hej, Larry.”

Han krymper sig. “Er du her for 
 AltsĂ„, Ăžh, skal du til 
?”

Han peger over mod bygningen.

“Jep,” siger Maggie.

“Åh.”

“Hvad?”

“Ikke noget.”

“De har opkaldt et stipendium efter min mor,” siger hun.

“Klart, det hþrte jeg godt.”

“Det er derfor, jeg er her.”

“Klart. Jeg mĂ„ smutte. Mickey venter sikkert pĂ„ mig.”

Han skynder sig vĂŠk, og Maggie fĂžler sig fristet til at rĂ„be efter ham, at hun har fĂ„et spedalskhed. Hun har lyst til at tage sin telefon, ringe til Marc igen og pibe: “Hvad sagde jeg?,” men telefonen ligger allerede i hendes taske, og nu, hvor hun alligevel er en smule irriteret, kan det vĂŠre lige meget.

Maggie trasker tÞvende op ad den samme trappe, som hun engang for to Ärtier siden sÄ entusiastisk havde marcheret op ad for at tage imod sit diplom. PÄ banneret over dÞren stÄr der:

FEJRING AF ÅRETS STIPENDIER

VELKOMMEN TILBAGE, JOHNS HOPKINS-ALUMNER!

Salen summer. Musikken, en strygekvartet bestĂ„ende af nuvĂŠrende studerende, spiller Mozarts strygekvartet nr. 19 i C-dur. Maggie har hĂŠnderne ned langs siden og kan ikke lade vĂŠre med at bevĂŠge sine fingre i takt til musikken, som om hun havde en violin i hĂ„nden. Omtrent fem hundrede mennesker – lĂŠger og stipendiater – gĂ„r omkring i den store sal. Man ved, det er en medicinsk begivenhed, fordi alt for mange af mĂŠndene har butterfly pĂ„. Det er et hit hos lĂŠger, hovedsageligt fordi et almindeligt slips hĂŠnger lĂžst og kommer i vejen under undersĂžgelser. Hendes far, en militĂŠrkirurg, der ogsĂ„ arbejdede i felten – Vietnam i hans tilfĂŠlde – gik altid med farvestrĂ„lende, blomstrede butterfly. Han pĂ„stod, at det fik hans patienter til at se ham som et lidt fjollet og derfor empatisk menneske.

Da Maggie endelig gÄr ind i den store sal, stopper alle ikke op eller tier stille eller noget i den dur, men der er med sikkerhed en vis tÞven i luften.

Hun bliver stÄende i et langt Þjeblik og fÞler sig utrolig akavet, som om hendes hÊnder pludselig er blevet for store. Hun rÞdmer. Hvorfor er hun kommet? Hun leder efter et venligt eller bare velkendt ansigt, men det eneste, hun ser, er det, der er pÄ en plakat oppe pÄ podiet.

Mor.

Åh gud, hvor var hendes mor smuk engang.

Billedet, de har forstĂžrret op, blev taget for fem Ă„r siden til skolens adressebog, det sidste Ă„r hendes mor underviste her. Det var lige inden diagnosen, som hun holdt hemmelig for sine to dĂžtre de efterfĂžlgende tre Ă„r, indtil hun endelig ringede til Maggie pĂ„ den nye klinik i Ghana og sagde: “Jeg har noget, jeg gerne vil fortĂŠlle dig, hvis du kan love mig, at du ikke kommer hjem, nĂ„r jeg har fortalt det. Dit arbejde er alt for vigtigt.” SĂ„ Maggie lovede hende

det, og hendes mor fortalte hende om diagnosen, og sĂ„ grĂŠd de begge to, men Maggie holdt sit lĂžfte, indtil hendes sĂžster, Sharon, ringede og sagde: “Det er ved at vĂŠre tid.” SĂ„ kyssede Maggie Marc farvel i Dubai International og bad ham om at blive fĂŠrdig og komme hjem snart, hvorefter hun flĂžj hjem for sammen med Sharon at vĂ„ge over moren de sidste dage.

Maggie ser sin mor pÄ plakaten i Þjnene, for lige nu er det det eneste venligtsindede ansigt i lokalet. Hun holder hovedet hÞjt, mens hun gÄr hen mod podiet. Hun hÄber, at det bare er hendes egen narcissisme, men det fÞles, som om samtalerne omkring hende stopper eller i hvert fald dÊmpes, idet hun passerer folk. Der mumles, eller mÄske er det ogsÄ alt sammen i hendes hoved. Hun kigger stadig ikke vÊk, giver ikke sig selv lov til at se ud af Þjenkrogen. Hun holder blikket rettet mod sin mor, men nu mÊrker hun de andres blikke i nakken.

En velkendt skikkelse tréder ind foran hende og siger: “Det overrasker mig, at du tþr vise dig her.”

Det er Steve Schipner, ogsĂ„ kendt som Slibrige Steve, plastikkirurg ligesom hende selv, men det er sĂ„ heldigvis ogsĂ„ det eneste, de har til fĂŠlles. Han har over en million fĂžlgere pĂ„ Instagram, hvor han lĂŠgger fĂžr og efter-billeder op og kalder sig selv Brysthviskeren. Hun og Steve er fra samme Ă„rgang og var begge turnuskandidater pĂ„ NewYork-Presbyterian/Columbia University, hvor de blev undervist af dr. Evan Barlow. Steve er typen, der ikke kan sige godmorgen uden at fĂ„ det til at lyde som en sjofel hentydning, deraf kĂŠlenavnet. Han bor nu i Dubai og arbejder, ifĂžlge bio-teksten pĂ„ hans profil, med “ambitiĂžse influencere, der vil forbedre deres liv, forstĂžrre deres fĂžlgerskare – og deres bhstĂžrrelse.”

“Jeg er fuld af overraskelser,” siger Maggie.

Han kigger rundt og bemérker de fjendtlige blikke. “Jeg er i hvert fald glad for at se dig.”

“Tak, Steve.”

“Har du set Barlow?”

“Har du?” spþrger hun.

“Nej.”

“Jeg tvivler pĂ„, at han dukker op.”

“Jeg hĂžrte, at han ville komme,” siger han. “Jeg vil gerne tale med ham om en meget lukrativ partnerskabsaftale og 
” Han stopper, vender sig om og sender hende et stort, blĂŠndende smil. “NĂ„ ja, gĂŠt lige, hvor jeg arbejder nu.”

Hun har ikke lyst til det, men det bliver kun vérre, hvis hun ikke leger med. “Dubai var det sidste, jeg hþrte.”

“Ja, men hvor i Dubai?”

“Jeg ved det ikke, Steve. Hvor?”

Han léner sig frem og hvisker. “Apollo Longevity.”

Maggie prĂžver at bevare et neutralt ansigtsudtryk. Det krĂŠver en betydelig anstrengelse.

Steve fortsétter: “Er det ikke der, hvor du og Marc plejede at 
?”

“Jeg har ikke léngere noget med dem at gþre.”

Maggie prÞver at forstÄ det. Apollo Longevity er stadig aktive. Selv nu. Selv efter alt det, der er sket.

Det er ikke godt.

Steve ser op og ned ad hende, hans blik kravler over hende som regnorme efter et skybrud. “Du ser godt ud, Mags.” Han héver det ene bryn, fþr han tilfþjer: “Virkelig godt. Rigtig godt.”

Maggie siger en fravérende lyd a la “aha”.

“SĂ„ veltrĂŠnet, sĂ„ slank,” fortsĂŠtter Steve og spĂŠnder sin biceps for at understrege sin pointe. “Hvad trĂŠner du med, hĂ„ndvĂŠgte? Dyrker du pilates?” Han hĂŠver brynet igen. “Hot, svedig yoga?”

Hun ryster pĂ„ hovedet. “Virker det der nogensinde, Steve?”

“Hele tiden, Mags. Ved du hvorfor?”

“Du behþver ikke sige det,” siger Maggie, “men det gþr du sikkert alligevel.”

Han lĂŠner sig ind mod hendes Ăžre. “Fordi jeg er en rig, succesfuld, syvogfyrreĂ„rig kirurg nu. Jeg kan fĂ„ langt yngre sild i nettet end dig.”

Hun skérer en grimasse. “Sagde du lige ‘yngre sild’?”

“Du er ikke for god til mig,” siger han. SĂ„ tilfĂžjer han, med en ondsindet hvisken: “Ikke lĂŠngere.”

Efter det sniger Steve sig vĂŠk.

Det spor, Steve trĂŠkker efter sig, fĂžrer hen til en forsamling af deres tidligere klassekammerater nede i hjĂžrnet af salen. Hun kender dem alle sammen, men da hun kigger derhen, stikker de hovederne sammen og gĂžr deres bedste for at lade, som om de ikke ser hende. En del af Maggie er rasende, og hun har lyst til at konfrontere dem, men der er ogsĂ„ en anden, stĂžrre del – en mere ĂŠrlig del – der spekulerer pĂ„, om hun ville have vĂŠret med i den samme undvigende klike, hvis det var en anden klassekammerat end hende, der var blevet udskammet.

Fuck det.

Maggie gĂ„r direkte hen mod gruppen og siger: “Hej, alle sammen.”

Tavshed.

Hun ser fra ansigt til ansigt. Der er ingen, der vil se hende i Ăžjnene.

“Stephanie,” siger Maggie til en gammel ven, der stirrer pĂ„ sit champagneglas, som gemte det pĂ„ en eller anden hemmelighed. “Hvordan har Olivia det?”

Olivia er Stephanies datter.

“Åh, hun, þh, hun har det godt.”

“Var min anbefaling til nogen hjélp?”

Maggie ved, at det havde den vÊret. Hun havde skrevet brevet for et Är siden, dengang hendes navn kunne Äbne dÞre, ikke smÊkke dem i, og hun vidste selvfÞlgelig, at Olivia var kommet ind, men lige nu er Maggie ikke i humÞr til at lade dem slippe sÄ let.

“Stephanie?”

FĂžr Stephanie kan nĂ„ at svare, tager en anden klassekammerat, Bonnie Tillman, fat i Maggies albue. “Kan vi tale sammen under fire Ăžjne et Ăžjeblik, Maggie?”

Bonnie er en ÞjenlÊge fra Washington, DC, som stadigvÊk er (og til evig tid vil vÊre) deres studenterreprÊsentant. Hendes hjelm af hÄr er grundigt sat fast med hÄrlak. Hun fremtvinger et smil. Hun gÞr sig store anstrengelser for at bevare det. Man siger, at man bruger sytten muskler, nÄr man smiler, men treogfyrre, nÄr man rynker panden. I Bonnies ansigt forholder det sig tydeligvis omvendt.

De gÄr gennem et sÊt gamle glasdÞre og ud pÄ en terrasse.

“Vi er alle kede af at hĂžre om de problemer, du har haft pĂ„ det seneste,” begynder Bonnie med en stemme, der ikke ville kunne lyde mere nedladende uden en eller anden form for kirurgisk indgreb, “men det er ikke nogen undskyldning for det, du gjorde.”

Maggie siger ikke noget.

“Den her begivenhed,” fortsétter Bonnie, “er for velrenommerede léger.”

“Den er for alumner.”

“Du ved bedre end at gþre det her.”

Stilhed.

“Du har mistet din autorisation,” fortsétter Bonnie.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.