Indledning »Sverige er måske det største og mest radikale politiske eksperiment i verden,« konstaterer Rune Lykkeberg indledningsvis i Informations lille bog om 30 store svenskere fra 2018.14 Chefredaktøren formulerer her præmissen for den dobbelthed, der præger mange danskeres forhold til broderlandet: Midt imellem Bulderby-idyl, skærgårdsferie, bløde skibakker og endnu blødere köttbullar findes noget, vi på denne side af sundet har svært ved at forstå; en radikalitet, som gennem årtier har defineret svensk kultur, politik og samfund. Uanset om vi taler feminisme, forsvarspolitik, indvandring, udkant, kriminalitet, pandemi eller politisk debat, er svenskerne hele tiden et skridt foran. Og de ved det godt selv. »Når jeg møder udenlandske kolleger, siger de, at Sverige afviger i asylspørgsmålet. Men ’nej’, siger jeg. ’Det er er jer andre, som er afvigende. Jer alle sammen’,« lød det fra Anders Danielsson, generaldirektør hos landets migrationsmyndighed, i 2015.15 Meget kan man mene om svensk udlændingepolitik, men generaldirektøren satte i hvert fald ord på det, som nogen elsker, og andre elsker at hade ved Sverige: den stolte, svenske exceptionalisme. Under Anden Verdenskrig stod man på sidelinjen. Under Den Kolde Krig stod man midt imellem. Under flygtningekrisen gjorde man som ingen andre, og da coronakrisen ramte, opsummerede den tidligere svenske statsepidemiolog Johan Giesecke situationen således: »Alle andre lande gør det forkert.«16 Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor de svenske dødstal oversteg Danmarks, Norges og Finlands. Tilsammen. Gang på gang skiller Sverige sig ud. Og ikke sjældent med en udpræget selvfølgelighed, som får naboerne til at løfte øjenbrynene. Et progressivt og humanistisk foregangsland, hævder nogle. Indledning
Det svenske eksperiment.indd 13
13
29.06.2022 08.34
