Issuu

Nattens gerninger

Lidt før kl. 22.00 tirsdag den 13. marts 1945 steg Eline Laursen ombord på motortoget til Risskov sammen med sin mand, Børge, og datteren Kirsten. Toget var næsten fyldt, men familien fandt alligevel plads i den forreste vogn tæt ved førerkabinen.

Risskovtoget forlod planmæssigt Østbanegården, og det lykkedes hurtigt togfører Jens Jensen at få hastigheden op på 35 km/t på trods af den dårlige ydelse, som den brændefyrede gasgenerator kunne levere. Af hensyn til mørklægningen var togets lanterner næsten helt afblændede, og derfor havde Jensen ingen jordisk chance for at opdage trykudløseren og sprængladningen, der var spændt fast til skinnerne få meter fremme.1

Jensen oplevede eksplosionen som et kraftigt skub og blev kastet rundt i den lille førerkabine. Bomben var detoneret direkte under den forreste vogn og havde afsporet toget. Noget forslået, men ellers nogenlunde uskadt, kravlede han ud af vraget og ned på jorden. Her så han, at siderne på den forreste vogn var væk, og at passagererne lå på jorden i et virvar af vragdele.2

Kl. 22.10 ringede telefonen hos Aarhus Kommunale Byvagt, der siden oktober 1944 havde fungeret som politi, efter at den tyske besættelsesmagt havde deporteret de danske

betjente til koncentrationslejre i Tyskland. En medarbejder hos Falck meddelte, at der var sket en togulykke på Risskovbanen lige før stoppet ved Sjette Frederiks Kro og Den Permanente Badeanstalt.3 Da byvagten nåede frem, var Falcks ambulancer og brandvæsenet til stede og i færd med at rigge den kraftige katastrofebelysning til. Første opgave bestod i at få evakueret de mange tilskadekomne passagerer. Byvagtens udrykningsleder O. Hansen skrev senere i sin rapport, at man i mørket måtte orientere sig efter lyden af folk, der jamrede eller skreg. Flere var klemt fast, og da lyset endelig blev tændt, fik redningsfolkene øje på en bevidstløs mand, der lå på oppe på taget af forreste vogn. Chokerede passagerer gik rundt ved ulykkesstedet som i en slags trance. I løbet af den næste time blev 18 ud af i alt 30 passagerer fragtet til skadestuerne på Aarhus Kommunehospital og Aarhus Amtssygehus.

Herefter undersøgte Hansen området, og han kunne hurtigt konstatere, at der ikke var tale om en ulykke, men at en bevidst handling lå til grund for katastrofen. Et stort stykke af den venstre skinne var bortsprængt, og lidt længere fremme på sporet fandt han tre ueksploderede sprængladninger. Hansen gav ordre til, at bomberne skulle bevogtes, indtil de kun-

ne fjernes sikkert. Dagen efter demonterede tyske ingeniørsoldater de sprængklare bomber.4

På skadestuerne arbejdede personalet natten igennem med at tilse de sårede og forsøge at redde de hårdt kvæstede. En af dem var civilingeniør Niels Ejnar Larsen, der var blevet hentet ned fra taget af den forreste vogn. Da han kom til sig selv, fortalte han, hvordan en søjle af ild pludselig var skudt op gennem gulvet. Han kunne ikke redegøre for, hvordan han var havnet på taget, men mente, at kraften fra eksplosionen havde slynget ham derop. Lægerne konstaterede, at Larsen havde brækket venstre fod og ben fem steder og led af alvorligt chok. Desuden blev han behandlet for en del rifter og sår.5

Ulykken gik især ud over de passagerer, der sad i den forreste vogn. Kraften fra eksplosionen havde bortsprængt det meste af ta-

get, smadret væggene i vognen og slynget passagererne til begge sider. Husassistent Ruth Elene Jacobsen blev kastet gennem luften og ramte rækken med kampesten, som udgjorde kystsikringen mod bugten. Ved sammenstødet med kampestenene blev hun voldsomt forslået, og knoglerne i venstre ben var brækket så mange steder, at lægerne ikke så anden udvej end at amputere benet.6

Larsens og Jacobsens skader var typiske – hele 15 ud af 18 sårede havde et eller flere brud på fødder og ben. I fem tilfælde var det nødvendigt at amputere. Desuden havde flere patienter sprængte trommehinder og symptomer på hjernerystelse. Samtlige patienter blev behandlet for rifter og snitsår.7

Derudover krævede bombeattentatet tre menneskeliv. Det første dødsoffer var Elise Laursen, der var steget på toget i selskab med

Tysk terror mod civilbefolkningen ramte Aarhus hårdt og betød, at 31 aarhusianere blev dræbt i 1944 og 1945. Den civile togtrafik var et yndet terrormål, og den 13. marts 1945 var turen kommet til det tætpakkede motortog til Risskov.

sin mand og datter. Redningsfolkene fandt hende ovenpå kystsikringen, og hun blev erklæret død ved ankomsten til skadestuen. På ligsynsattesten opregnes en uhyggelig liste over dødbringende kvæstelser, der peger på, at fru Laursen måtte have befundet sig direkte ovenpå bomben, da den detonerede.8 Hendes mand, Børge, var alvorligt kvæstet og svævede i flere dage mellem liv og død. Han var svært forbrændt på overkroppen og i ansigtet og havde brud på begge fødder og ben, og hans højre ben måtte amputeres. Parrets datter, den 8-årige Kirsten, havde også brud på begge ben og måtte tilbringe to måneder på hospitalet, inden hun kunne udskrives.9

De øvrige dræbte var kontorassistent Kirsten Margrethe Jensen, der døde den 14. marts, og motortogets billettør, Frank Holm Jensen, der døde af en infektion og stivkrampe den 28. april – blot otte dage før den tyske kapitulation den 5. maj 1945.10

Professionelle terrorister

Mens lægerne kæmpede for at redde de kvæstedes liv, var gerningsmændene i fuld gang med at forberede næste aktion. Den lille gruppe mænd var samlet i Aarhus’ gamle rådhus og politistation ved siden af domkirken, der siden november 1944 havde huset det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkvarter.

Gerningsmændene tilhørte en rejsende specialenhed med kodenavnet Unternehmung Peter, der var sat i verden for at gengælde modstandsbevægelsens mange sabotageaktioner. Enheden blev senere kendt som Petergruppen og bestod især af tyskere med tilknytning til SS og håndplukkede danske nazister, der var klar til at udøve terror mod deres egne landsmænd.

Efter aktionen mod Risskovtoget fik nogle af mændene sig en lur, mens andre efterså de allerede klargjorte sprængladninger, der skul-

le bruges til nattens aktion. Ligesom ved attentatet mod toget anvendte de britisk plastisk sprængstof af typen P.E. No 2. Ved den første aktion brugte gerningsmændene en mindre ladning på 800 gram, der var mere end tilstrækkelig til at afspore toget og fuldkommen ødelægge den forreste vogn. Til nattens aktion blev mængden af sprængstof forøget betragteligt, så den bestod af fire ladninger a 15 kg. Hver bombe blev pakket i en kuffert og forsynet med to forladninger, detonatorer og en dobbelt langsomt brændende tændsnor på fem meter, der skulle give gerningsmændene otte minutter til at komme væk.11

Rådhuset raseres

Kl. ca. 02.30 kørte en mørkeblå Opel Kaptajn langsomt forbi rådhuset og standsede ved det lille torv med skulpturen Agnete og Havmanden på Park Allé.

Aarhus Rådhus var byens stolthed – et teknisk vidunder af et hus, der med sin funktionalistiske arkitektur effektivt formidlede budskabet om, at Aarhus var en moderne by med ambitioner for fremtiden. Det havde været noget af en folkefest, da rådhuset blev indviet af kronprinseparret den 2. juli 1941, samtidig med at byen kunne fejre 500-års jubilæum som kongeligt privilegeret købstad.

Chaufføren blev siddende i bilen, mens hans enlige passager sprang ud og gik om til bagagerummet. Et øjeblik efter kom fire mænd til syne fra Rådhusparkens mørke og nærmede sig bilen. Efter en kort samtale fik hver mand udleveret en kuffert, inden de forsvandt ind i passagen, der fører ind i parken. Bilen satte sig i bevægelse og kørte mod Banegårdspladsen.

I parken klatrede mændene op ad muren, der vender ind mod rådhusets lave administrationsbygning i den sydlige ende af rådhuskomplekset. Herefter mavede de sig gennem

græsset med kufferterne slæbende efter sig. Da de nåede hjørnet med den høje fløj, rådhustårnet og den lave administrationsbygning, placerede de bomberne klos op ad muren. Mens de riggede lunterne til, blev de opdaget af en vagtmand, der formentligt havde set gerningsmændenes lygter uden for vinduet.12

Vagtmanden løb hurtigt fra stedet og fik trykket på en alarm, der gjaldede i den stille nat. Kl. 02.58 antændte mændene lunterne, og syv-otte minutter senere detonerede bomberne i kufferterne, som smadrede de store ruder, og bygningens indre blev forvandlet til et virvar af forvredet metal og splintrede møbler. De dobbelte hoveddøre var flået af hængslerne og kastet ud på Rådhuspladsen, og i selve rådhushallen mod Frederiks Allé var ruderne knust, og lamper faldet ned.

I den høje fløj med de mange kontorer var dørene blæst ind, og møbler og arkivskabe kastet omkring. Det kunstfærdigt udførte gelænder ved trappeløbene og på afsatserne var slået helt ud af facon, og den nederste etage var omdannet til et ufremkommeligt landskab af smadrede møbler, murbrokker og splintret glas. Værst var det gået ud over den lave fløj på rådhusets sydside med turistkontoret, folkeregistret, kommunens hovedkasse og skattekontoret. Her eksploderede de 60 kg sprængstof, og det havde sprængt et mandsstort hul i marmorbeklædningen og den bagvedliggende jernbeton. Indenfor var alt raseret, persienner og mørklægningsgardiner hang i laser, og møblerne var slået til pindebrænde. Luften var fuld af iturevne dokumenter, der langsomt dalede ned over det ødelagte kontorlandskab.13

Det var anden gang på blot fire uger, at attentatmænd udsendt af det tyske sikkerhedspoliti forsøgte at lægge rådhuset i ruiner. Første attentat fandt sted den 21. februar 1945, hvor lufttrykket fra eksplosionen knuste ruderne i dele af rådhuset og blæste vinduerne i styk-

ker i lejlighederne og forretningerne på Park Allé. Derudover var folkeregistrets indgangsparti og turistkontoret i den lave fløj fuldkommen raseret, ligesom en del af de kostbare marmorplader på murene var knust. Man var lige blevet færdige med at udskifte de mange ruder og udbedre skaderne, da attentatet natten til den 14. marts fandt sted.14

Nattens aktion var en delvis succes for gerningsmændene, der havde formået at rasere, men ikke fuldkommen ødelægge, Aarhus Rådhus. At det ikke lykkedes, skyldtes formentlig, at bomberne ikke blev placeret inde i selve rådhuset, og at der ikke opstod brand. Til gengæld betød attentatet, at byens vigtigste bygning var sat ud af spillet for en stund, ligesom de havde formået at vise, at intet var helligt. Selv om der under eksplosionen havde befundet sig flere vagtfolk og en håndfuld personer fra Statens Civile Luftværn i rådhuset, kom ingen noget til.

Dræb viceborgmesteren!

Gerningsmændene havde endnu en aktion på programmet, inden de kunne holde fyraften. Efter at have observeret eksplosionen ved rådhuset fik attentatmændene nu ordre om at cykle til ejendommen Stadion Allé 31 A, hvor de skulle dræbe byrådsfuldmægtig Keld Jarde, som formentlig ville blive tilkaldt for at besigtige skaderne på rådhuset. Mændene havde fået oplyst af chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Aarhus, Kriminalrat og SS-Hauptsturmführer Rudolf Renner, at tyskerne navnlig forhandlede med Jarde, der var notorisk tyskfjendtlig. Samtidig havde tyskerne fået den opfattelse, at Jarde var viceborgmester i Aarhus, og det placerede ham på sikkerhedspolitiets sorte liste.

Da gerningsmændene nåede frem, så de Jarde springe ind i Aarhus Kommunale Byvagts bil, der straks kørte i retning af rådhuset.

Natten til den 14. mats 1945 forsøgte tyske terrorister for anden gang at ødelægge rådhuset. Det var et klart signal om, at næsten fem år med nogenlunde civiliserede forhandlinger var forbi. På billedet ses selve eksplosionsstedet.

Herefter cyklede de tilbage mod rådhuset, hvor de håbede på at få fat i Jarde. Ved rådhuset var der stor aktivitet og alt for mange vidner til, at mændene kunne skyde løs. De ventede dog helt til kl. 06.30, inden de opgav og cyklede tilbage til politistationen, hvor de aflagde rapport.

Det var anden gang på et døgn, at gruppen var sendt ud for at dræbe Jarde. Første forsøg fandt sted den 13. marts, da Jarde ved 17-tiden var på vej hjem på motorcykel. Gruppen havde fulgt efter Jarde gennem byen i bil, indtil de kom til Stadion Allé, hvor han kørte ind gennem en port. Da mændene steg ud af bilen for at indhente Jarde, så de, at en gruppe små piger havde samlet sig om ham. Den intetanende byrådsfuldmægtig besluttede sig for at give hver af pigerne en tur på motorcyklen. Det fik gruppen til at aflyse aktionen.15 Jarde erfarede først i forbindelse med retsopgøret efter krigen, at beslutningen om at køre en tur med gadens børn havde reddet hans liv.16

Hitlers hævn

Attentaterne mod Risskovtoget og Aarhus Rådhus og drabsforsøget på byrådsfuldmægtig Keld Jarde var beordret af chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, SS-Standartenführer Otto Bovensiepen, der boede i København og havde ansvaret for de tyske gengældelsesaktioner, som befolkningen kendte som schalburgtage og clearingdrab. I interne skrivelser omtalte tyskerne indledningsvis terroren som Sühnemassnahmen (soningsforanstaltninger), der var teknokratsprog for kollektiv afstraffelse. Senere blev udtryk som Vergeltungsmassnahmen (gengældelsesforanstaltninger) eller Gegenterror (modterror) også brugt. Det var den tyske rigskansler, Adolf Hitler, der personligt beordrede modterror i Danmark, efter at der i efteråret 1943 var sket en stigning i sabota-

gen samt overfald og drab på tyske militærpersoner.17

Modstandsbevægelsens sabotager og stikkerlikvideringer skulle hævnes eller gengældes med tilsvarende aktioner rettet mod civile danskere, infrastruktur samt private og offentlige ejendomme. Ud over selve afstraffelsesmotivet håbede tyskerne, at befolkningen ville blive så skræmte, at de ville lægge afstand til modstandsgruppernes sabotage og stikkerlikvideringer. Logikken var, at frygten for at miste folkets opbakning ville få sabotagegrupperne til at indstille eller i hvert fald reducere antallet af aktioner.18

I Aarhus blev gengældelsen planlagt og udført som et samarbejde mellem besættelsesmagtens rejsende terrorenhed, Petergruppen, og det lokale hovedkvarter for det tyske sikkerhedspoliti, der siden november 1944 havde haft til huse i det gamle rådhus og politistation på Domkirkepladsen 2. Attentatet

Keld Jarde var fuldmægtig ved kommunen og varetog under det meste af besættelsen forhandlingerne med tyskerne på kommunens vegne. Han var ekspert i at bruge juraen til at bremse tyske krav, hvilket gav ham et ry for at være stærkt tyskfjendtlig.

Socialdemokraten Einar Stecher

Christensen var borgmester i Aarhus 19421945. Som borgmester var han kendt som en venlig og fremkommelig person, men han gik ikke af vejen for at lade Gestapochefen vide, hvad han mente om de hårdhændede arbejdsmetoder.

mod Risskovtoget var gengældelse for sabotagen mod de tyske troppetog, der benyttede sig af den jyske længdebane og Aarhus Havn, når der skulle transporteres soldater mellem det besatte Norge og Tyskland. Sabotageformen var i stærk fremvækst, og siden årsskiftet og frem til den 12. marts havde sabotagegrupperne udført mindst 33 aktioner imod jernbanenettet i og omkring Aarhus.19

Terroren mod rådhuset skulle straffe Aarhus Kommune for den illegale aktivitet, som foregik på rådhuset og på kommunens kontorer og oplagspladser. I december 1944 havde det hemmelige politi Gestapo gennemført en razzia på rådhuset, hvor de i kælderen fandt et professionelt, elektrisk trykkeri og en stor bunke eksemplarer af det illegale blad Frit Danmark. Under samme razzia fandt Gestapo et trykt katalog med navne på 1.506 aarhusianere, som modstandsorganisationen Frit Danmark mente var landsforrædere, og som skulle interneres, når krigen var slut. En del af Gestapos danske medhjælpere og ansatte figurerede på listen.20

Som om det ikke var belastende nok, havde Gestapo haft held til at afsløre kommunalt ansatte personer i at give sig af med modstandsarbejde, heriblandt selveste stadsingeniør Axel Rambøll og rådhusforvalter Herluf Halding. Derfor var aktionerne mod rådhuset i februar og marts resultatet af flere måneders opsparet raseri, der nu kulminerede. På samme måde skulle drabsforsøget på byrådsfuldmægtig Keld Jarde kommunikere budskabet om, hvad man risikerede, hvis man modarbejdede besættelsesmagten eller ligefrem engagerede sig i det illegale arbejde.21

Reaktionerne

I dagene efter attentaterne bragte aviserne i store dele af Danmark artikler og notitser, der

i neutrale vendinger beskrev togkatastrofen i Aarhus, og at endnu en bombe havde raseret Aarhus’ nybyggede rådhus. Journalisterne fokuserede mest på ofrene for eksplosionen i Risskovtoget og holdt sig fra at spekulere over bagmænd. Om rådhuset hæftede journalisterne sig mest ved de mange knuste ruder og udtrykte forfærdelse over, at det moderne centralvarmesystem var ødelagt, og at det ville blive frygteligt dyrt at udskifte. Beskrivelserne havde et nærmest teknisk præg, og når man læser dem i dag, virker det påfaldende, at de ikke forholder sig til det uhyrlige i, at nogen kunne finde på at bombe et rådhus eller et persontog.22

Det var naturligvis pressecensuren og frygten for repressalier fra tyskerne, der hindrede, at journalisterne kunne skrive frit. Det var heller ikke nødvendigt, for de neutrale beskrivelser signalerede tydeligt, at tyskerne stod bag. Selv om tyskerne ikke officielt vedkendte sig ansvaret, benægtede de det ikke. Pointen med attentatet var jo, at man ville signalere, at modstandsgruppernes sabotager ville blive besvaret. Måske spillede det også en rolle, at historier om attentater, drab og ødelæggelser ikke havde samme nyhedsværdi som tidligere, fordi det i 1944-1945 forekom uhyggeligt ofte. Terroren var blevet en del af dagens orden i større byer.

Den type nyheder blev formidlet i de illegale blade, der på mystisk vis blev kastet ind ad brevsprækker eller pludselig lå fremme i frokoststuerne på arbejdspladser. Her kunne man finde modstandsgruppers opfattelse af sandheden om den tyske besættelse af Danmark. Her tordnede man imod, hvad man kaldte de tyske morderbander og deres danske håndlangere. Læste man Aarhus Ekko eller Aarhus Budstikken i marts 1945, fik man oplyst, at gerningsmændene var danske nazister fra Hipokorpset – det tyske hjælpepoliti. Det er uklart, hvorfra

de illegale blade fik oplysningen, og i alle fald var den noget upræcis, for selv om Hipokorpset var kommet til Aarhus først i 1945, udøvede de ikke bombeterror i Aarhus. Til gengæld havde de illegale skribenter fuldkommen ret i, at tyskerne stod bag attentaterne, og at danske nazister var involveret.23

De illegale blades skriverier tjente flere formål. Dels handlede det om at sikre, at ingen blev narret til at tro, at danske sabotører stod bag ødelæggelserne, dels ønskede man at stimulere folkets vrede og støtte til modstandskampen. Et tredje formål var at give folk troen på, at krigen snart var slut, og at den tyske terror i foråret 1945 var udtryk for en tiltagende desperation fra et forbryderisk regime, der snart ville gå til grunde.

Det er ikke så let af afgøre, hvad aarhusianere tænkte om terroren. Samtidige breve og dagbøger er sjældne, men de mange angreb på civile personer skabte med sikkerhed utryghed i befolkningen. Til gengæld fylder terroren ganske meget i erindringsmaterialet, hvor skribenterne husker tilbage på, hvordan usikkerheden og frygten for at blive ramt af den vilkårlige vold havde inficeret hverdagslivet hos de fleste. Et eksempel findes i læreren Else Byriths erindringer, hvor hun fortæller, hvordan hun på cykel og i stiv modvind fragtede sin 4-årige søn hele vejen fra Aarhus til Stenderup ved Horsens i det tidlige forår 1945, fordi hun ikke turde tage toget.24

En samtidig reaktion på terroren findes i Einar Stecher Christensens borgmesterarkiv, hvor der er en brevveksling mellem borgmesteren og Erik Møller – en af arkitekterne, der havde tegnet rådhuset. Møller skrev til borgmesteren, at noget inde i ham var ”slaaet i Stykker”, og at han ville vise sin deltagelse i den sorg og harme, som tidens urimelige ulykker havde fremkaldt. Borgmesteren svarede, at selv om man i Aarhus var græde-

færdige og i sorg, så ville man med ”fortættet Energi gaa til Genrejsning” ikke bare af rådhuset, men også alt det andet, som var blevet ødelagt i de danske byer. Borgmesteren afsluttede sit brev ved optimistisk at forudse, at der nok ikke ville gå lang tid, inden genopbygningen ”kan foregaa under de sædvanlige rolige, danske Former”.25

Samarbejdets endeligt

Både borgmesteren og Erik Møller var harme over attentatet. Arkitekten, fordi hans værk var forsøgt ødelagt, borgmesteren, fordi tyskerne

havde angrebet rådhuset. Måske følte Stecher Christensen sig også forrådt af tyskerne, som han havde samarbejdet og ført forhandlinger med i næsten fem år. Borgmesteren i Aarhus havde som de fleste andre politikere fulgt den samarbejds- og forhandlingslinje, som samlingsregeringen udstak umiddelbart efter den tyske besættelse den 9. april 1940. Samarbejdet i Aarhus fungerede de første år forholdsvis gnidningsløst, og kommunen formåede længe at skærme borgerne imod de værste overgreb. Eftersom tyskerne formelt anerkendte dansk suverænitet, skulle forhandlingerne være lovlige i henhold til dansk lovgivning. Det betød, at de danske forhandlere kunne forhale ubehagelige anmodninger fra tyskerne ved at henvise til, at det skulle undersøges, om det ønskede var lovligt. Det kunne der bruges lang tid på, hvilket naturligvis irriterede tyskerne.

I Aarhus var samarbejdet mellem borgmesteren, byens øvrige myndighedspersoner og tyskerne ikke uden konflikter, men byggede trods alt på et fælles ønske om at få tingene til at fungere. Der var desuden gensidig respekt mellem den tyske bykommandant i Aarhus, major Carl Hans Kruse, og hans danske modspillere. Når Kruse anmodede om at beslaglægge gymnastiksale på byens kommuneskoler eller pludselig krævede at overtage alle aftentiderne i svømmehallen Spanien, var han som regel villig til at indgå kompromis, så borgerne i byen blev tilgodeset. Herved fik tyskerne det, de ønskede – nemlig arbejdsro og plads til de mange soldater, heste og militært gods, der ventede på at blive udskibet til det besatte Norge. På sin vis havde ordningen tjent begge parter godt, men noget ligeværdigt forhold var det på ingen måde. Den diplomatiske forhandlingsform lå som en tynd fernis over det faktum, at tyskerne til enhver tid kunne tvinge deres krav igennem med magt.26

Krigens udvikling og den fremvoksende modstand i Danmark betød, at samarbejdet og forhandlingsforhold kom under pres. Især efter auguststrejkerne i 1943 med regeringens afgang og det tyske sikkerhedspolitis officielle indtog i Danmark i september stod det klart, at tyskerne nu havde helt andre magtmidler til rådighed. Alligevel var det stadig den tyske politik at gå diplomatiets vej. Med indførslen af gengældelsespolitikken først i 1944 demonstrerede de, at de ville tage kollektive afstraffelsesmetoder i brug til at bekæmpe den tiltagende modstandsaktivitet. Det fik aarhusianerne at føle første gang, da de første terrorbomber detonerede i Aarhus den 3. februar, hvor medlemmer af Petergruppen ødelagde det populære konditori Emmery i Guldsmedgade og samtidig myrdede landsretssagfører Holger Christensen uden for hans hjem i Klintegaarden.27

Den hårde kurs afspejles også i de bevarede referater fra forhandlingerne mellem kommunen, major Kruse og de øvrige aktører fra besættelsesmagten. Nu var den tyske tålmodighed med kommunens forhalinger af sager sluppet op, og de krævede handling.28 I slutningen af 1944 blev den ellers så forstående Kruse udskiftet med kaptajn fra Kriegsmarinen Udo Bogislav von Bonin, der hurtigt blev berygtet for sine raserianfald og uforsonlige fremfærd. Nu var det ikke længere anmodninger, men ufravigelige krav, der skulle efterkommes øjeblikkeligt.29

Længe havde man fra byens side søgt samarbejdets og forhandlingens vej, der måtte være den bedste måde at beskytte byen og borgerne imod krigens gru. Med attentaterne i 1945 stod det klart, at strategien havde mistet sin effekt, og at det var nyttesløst at forhandle med en besættelsesmagt, der dræbte civile og gik til angreb på demokratiske institutioner med bomber. Forholdene i de større

danske byer var i foråret 1945 begyndt at nærme sig dem, der herskede i Europas tyskbesatte lande, hvor nådesløs undertrykkelse og krigsforbrydelser hørte til dagens orden. Helt så skærpede blev forholdene aldrig i Danmark eller Aarhus, men der var milevid forskel på, hvordan krigen påvirkede befolkningen i de første fredelige besættelsesår og i den sidste kaotiske tid.

En vigtig historie om Aarhus og provinsen

Målet med denne bog er at vise, hvordan aarhusianerne oplevede den gradvise bevægelse fra en relativt fredelig hverdag mod et tiltagende kaos mod krigens slutning. Den handler om de begivenheder og mennesker, der var med til at drive udviklingen eller blev fanget midt i dem.

Det handler først og fremmest om aarhusianere og deres bestræbelser på at få hverdagen til at hænge sammen i en usikker tid med rationering, mørklægning og skud i natten. Det er også en beskrivelse af, hvordan lokale myndighedspersoner og politikerne måtte gå en svær balancegang i forsøget på at imødekomme strømmen af tyske krav og samtidig forsøge at beskytte borgerne mod de værste overgreb. Det er også historien om nogle af dem, der tog et valg og enten gik til modstand eller allierede sig med tyskerne. Endelig tegner bogen et billede af besættelsesmagten og fortæller om nogle af de ca. 550.000 tyske soldater, der rejste igennem Aarhus i de fem besættelsesår.

Det er i sig selv et stykke spændende lokalhistorie, men er samtidig også historien om besættelsen set fra et provinsperspektiv. Ud over at handle om besættelsen i landets

Den 3. februar 1944 blev aarhusianerne introduceret for den tyske gengældelsespolitik, da terroristerne fra Petergruppen sprængte det populære konditori Emmery i Guldsmedgade i luften. Frem mod befrielsen i maj 1945 udførte tyskerne mindst 40 bombeattentater mod civile mål i Aarhus.

næststørste by er provinsperspektivet vigtigt, for selv om der er lavet gode lokalhistoriske undersøgelser om eksempelvis Esbjerg og Aalborg, tager de fleste fortællinger udgangspunkt i københavnske forhold.

Ser man bort fra værket Aarhus under Besættelsen, som udkom allerede i november 1945, er der kun udkommet få bøger, der fortæller historien om Aarhus under besættelsen. Med undtagelse af Hans Kirchhoffs store værk om augustoprøret i 1943 er det begrænset, hvad professionelle historikere har skrevet om Aarhus eller andre provinsbyer under besættelsen.30

Det kan virke utroligt, at der ikke allerede eksisterer en gedigen stabel bøger om Aarhus under besættelsen, når man tænker på den utrolige mængde bøger, der er skrevet om denne korte periode af danmarkshistorien. Årsagen er formentlig, at professionelle historikere mest har fokuseret på besættelsens politiske historie og alt det, der foregik ved landets politiske magtcentrum i København. Det er ikke unaturligt, for det var trods alt i hovedstaden, at de væsentligste beslutninger blev

truffet. Men det betyder desværre også, at det oftest er livet i København, der fortælles om, når der gives eksempler på, hvordan krigen og den førte politik påvirkede borgerne.

Det er ærgerligt, fordi man let kan få den opfattelse, at forholdene og livsbetingelserne i hovedstaden var repræsentative for livet i resten af Danmark. Samme geografiske skæve fokus bliver med få undtagelser underbygget gennem spillefilm, tv-serier og anden populærkultur og efterlader publikum med det indtryk, at væsentlige begivenheder alene fandt sted i København.

Krigen oplevedes forskelligt alt efter, om man boede i København, på landet eller i en stor provinsby. Derfor er de mange beskrivelser af københavnske forhold utilstrækkelige som eksempler på, hvordan livet udspandt sig i det besatte Danmark. Der boede og bor fortsat flere mennesker i provinsen end i hovedstaden. Derfor er der behov for selvstændige beskrivelser, som indføjer lokale perspektiver den store historie om Danmark under Anden Verdenskrig.

1. Gestapos hovedkvarter, 1943-1944. Kollegierne på Karl Verners Vej.

2 Gestapos hovedkvarter, 1944-1945. Domkirkepladsen.

3. Havnekatastrofen, den 4. juli 1944. Kornpier.

4. Hovedkvarter for Flugabwehrkommando Dänemark. Regina, Søndergade.

5. Høegh-Guldbergs Gades Kaserne.

6. Kampen på Bispetorvet, 5. maj 1945.

7. Kasernen i Vester Allé.

8. Kommandobunker for Admiral Skagerrak. Havreballe Skov.

9. Kommandobunker for Flugabwehrkommando Dänemark. Marselisborg Skov.

10. Langelandsgades Kaserne.

11. Schalburgtage, den 22. februar 1945.

12. Tysk konsulat. M.P. Bruuns Gade.

13. Tysk kommandantur. Østergade.

14. Aarhus Arrest. Vester Allé.

15. Aarhus-Hallen. Sankt Knuds Torv.

16. Aarhus Kommunehospital . Nørrebrogade.

17. Aarhus Rådhus (fra 1941). Rådhuspladsen.

Besat og befriet