Det lille kvindemenneske

DET LILLE KVINDEMENNESKE

Gads forlag

Det lille kvindemenneske

Arnarulúnguaq og Den store slæderejse

© Kirsten Hastrup og Gads Forlag

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Lene Nørgaard, Le Bureau

Grafisk tilrettelæggelse: Narayana Press, Gylling

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Tekstredaktion: Dorte Einarsson

Alle fotos er fra Arktisk Institut. Kortet s. 9 er tegnet af Per Jørgensen.

Repro: Narayana Press

Tryk og indbinding: Dardezde, Letland

Printed in Latvia

ISBN: 978‑87‑12‑07673‑5

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lovgivning om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Gads Forlag

Fiolstræde 31‑33

1171 København K Danmark

reception@gad.dk

INDHOLD

Forord 7

Kort over Thule-ekspeditionerne 9

Tak 11

En stille kvinde 13

Arnarulúnguaqs rolle 15

Rejsen tilbage 21

Historiens alvor 23

Tidligere ekspeditioner 26

Nye tider, ny opmærksomhed 27

Ydre omgivelser 30

Ukendte veje 33

Afhentning i Thule 36

Over havet 44

Rejser og naboer 50

Danskeøen og videre 53

Nye opgaver 59

Videre mod vest 63

Ventetid i forårsvejr 69

Tilbage til den gamle lejr 82

Vilde rener 84

Den nye rejsende 91

Noget for noget 104

Mod Alaska 109

På grænsen 115

Til nome 123

Beringstrædet 127

Sejlturen 130

nome – new York 1924 132

l eo hansen genfindes 134

Grønlændere i new York 137

Et andet land 145

Erindringens væsen 152

En stille kvindes eftermæle 154

Tidernes blik 155

litteraturliste 157

F o R o R d

2024 var hundredåret for afslutningen af den berømte 5. Thule-ekspedition fra Grønland til Amerika. den var planlagt af Knud Rasmussen og omfattede foruden ham selv og enkelte danske forskere en gruppe af mænd og kvinder fra nordvestgrønland – eller Thule, som danskere, der havde rejst en handelsstation der, kaldte stedet. det var derfra, ekspeditionen drog af i 1921.

den 5. Thule-ekspedition var Knud Rasmussens største og mest betydningsfulde ekspedition, hvor han gennemførte omfattende arkæologiske og etnografiske undersøgelser blandt de oprindelige folk. En uundværlig deltager var Arnarulúnguaq, ‘det lille kvindemenneske’. Alle de medrejsende medvirkede naturligvis til ekspeditionens succes, men Arnarulúnguaq fik en særlig betydning. hun rejste nemlig med Knud Rasmussen hele vejen fra øst til vest, længe efter at de danske forskere og de fleste nordvestgrønlændere var taget hjem. I det hele taget spillede kvinder en vigtig rolle på lange rejser i Arktis, hvor madens og skindtøjets kvalitet var afgørende for de rejsendes liv og velfærd.

Foruden Arnarulúnguaq var også Qâvigarssuaq, kaldet Miteq, ‘Edderfuglen’, fra nordvestgrønland med på den 18.000 kilometer lange ekspedition på hundeslæde. også han havde en stor del af æren for, at den krævende rejse –fra Grønland til hudsonbugten og videre til Alaska – overhovedet lod sig gøre. det var alt sammen nyt land, og det var i sig selv meget tiltrækkende.

For at finde Arnarulúnguaq må vi læse historien omkring hende. det er sjældent, man hører hendes egen stemme i de overleverede fortællinger, men hun er der og får mere og mere plads i løbet af det sidste år på den store slæderejse. Man fornemmer hendes tilstedeværelse – ikke blot i randen af historien, men midt i det praktiske arbejde med at gennemføre hele den lange ekspedition. I nyere tid er der skabt en del blæst om hende i Grønland; hun er kommet frem i lyset og har undervejs fået sit eget grønlandske

frimærke, der er skrevet digte om hende og senest optræder hun i et nyt, flersproget værk baseret på Knud rasmussens bog om den store slæderejse (Knudsen 2024).

Mens de medrejsende forskere, arkæologer og etnografer selv skrev deres rapporter og forelagde resultaterne for fagfæller i danmark og andre steder, skrev hverken Arnarulúnguaq, Qâvigarssuaq eller de andre deltagere fra nordvestgrønland om deres oplevelser. de skrev simpelthen ikke. det gjorde de videnskabelige deltagere, Kaj Birket-smith og Therkel Mathiassen, til gengæld. Knud rasmussen skrev også digre værker om turen i sin egen stil, og som han så historien, og det er for en stor del hans beskrivelser af Arnarulúnguaq og hendes meritter, der giver stof til at forstå hendes betydning for rejsen. Beskrivelserne af deltagerne er spredte, og ligesom andre samtidige arktiske ekspeditioner var også denne styret delvist af tilfældige møder, skiftende vejrlig – og uforudsete faldgruber. Arnarulúnguaq fulgte med i alt på turen og synes til enhver tid at falde ind i den virkelighed, der omgav hende, men uden at gøre noget væsen af sig. der er dog meget at lære om hende i en omhyggelig læsning af de mange og lange rapporter fra den 5. Thule-ekspedition, hvor hendes talenter inden for syning, madlavning, husbygning, udgravning, slædekørsel med mere kommer til syne, vel at mærke gennem andres pen og mere eller mindre spredt. hun deltager i hele projektet med sine egne talenter, men siger meget lidt og høres kun sporadisk. hun er en stille kvinde – men bestemt langt mere end et navn; hun arbejder, handler og bidrager.

hvad angår navne og stavemåder på personer såvel som steder, har jeg i store træk valgt at holde mig til dem, som bruges i Knud rasmussens digre værk om den store slæderejse – som er der, hvor Arnarulúnguaqs historie især udfoldes. Andre har også givet deres besyv med, men det er især i hans værker, hun for alvor får plads. hos Knud rasmussen kaldes hun Arnaruluk, andre steder Arnaluq, mens fotografen l eo hansen, som blev en del af ekspeditionen i den sidste fase, kalder hende Fokina.

Kort over 5. thule-ekspedition

Knud rasmussens 5. Thule-ekspedition vises her nedenfor. den strakte sig fra Grønland, over adskillige strækninger i Amerika og frem til Alaska – og et lille smut til s ibirien. ekspeditionen var tre og et halvt år på farten, og Arnarulúnguaq var som sagt med på hele turen; dog næppe på den kortvarige sejltur over Beringshavet fra Alaska til sibirien, som vi skal vende tilbage til senere. det er kun en lille detalje i den store fortælling om ekspeditionen, der fortsatte og blev til meget mere end en lang slæderejse. den blev også til det lille kvindemenneskes gennembrud som sig selv.

Bag kortet gemmer der sig en livshistorie, som vil blive udfoldet i de følgende kapitler. det handler ikke kun om Arnarulúnguaqs rejse fra opvæksten i nordvestgrønland til den store slæderejse gennem nordamerika, men også om den fornemmelse, hun gradvist får af sin egen styrke. hun starter i det stille, men som vi skal se, vil hun efterhånden blive til den, hun (også)

er – dygtig og selvsikker. Gennem knud rasmussens beskrivelser af hendes menneskelige evner og utrættelige vilje til at tage fat på alle slags opgaver lærer vi hende at kende. Man forstår den plads, hun havde, da de endelig satte i vej mod vest – væk fra de to år med udgangspunkt i huset Blæsebælgen på danskeøen, videre langs den nordamerikanske kyst og siden rundt om alaska. Bevægelserne er med til at skrive hende frem, og de viser på deres egen måde, at hun i høj grad er sig selv. Nok er hun ‘det lille kvindemenneske’, men hun er både stærk og stolt.

I bogen skelnes der mellem de nordvestgrønlandske inughuitter og de inuitter, som var den almene betegnelse for de folk, der levede langs den amerikanske nordkyst fra øst til vest og delvis i indlandet såvel som på øerne. de kunne have forskellige lokale navne, sommetider givet dem af forskere eller andre amerikanske fangere, som det nu faldt sig efter deres livsform. de var langt mere bevægelige og blandede end de grupper, man nu kender på kysten, og som er mere bofaste og har hver deres navn.

I de ældre tekster, som indgår i denne bog, inklusive knud rasmussens rejsebeskrivelser, har jeg foretaget en mild modernisering af sproget og for eksempel udskiftet store bogstaver med små, hvor det falder mere naturligt i dag. det vil altid være muligt at søge tilbage til originalen, som der henvises til. Hvis man synes, at knud rasmussen fylder meget, er det nok rigtigt; men det er som sagt næsten kun via ham, og punktvist via andre deltagere, at vi overhovedet hører om arnarulúnguaqs bedrifter. Selvom hun ikke selv skrev, kommer der indimellem pludselig store ord og elegante fortællinger med hende som afsender til syne. de fleste sted- og personnavne følger samtidens normer. Stavemåderne lå ikke altid fast, men her har jeg ønsket at gøre det relativt enkelt ved at følge samtidens og litteraturens forslag.

I arbejdet med denne lille bog skylder jeg en varm tak til venner og bekendte i avanersuaq (Nordvestgrønland), som igennem mine mange besøg i regionen har beriget mig med deres viden og historier og givet mig en fornemmelse af isens og fangstens betydning og – ikke mindst – af menneskers stilhed i det store Nord.

Tak også til dorte Einarsson, hvis klare blik på teksten har bidraget afgørende til, at bogen er blevet til et hele, selvom den er bygget på fragmenter af en større historie om en særlig kvinde, hvis historie først er nedskrevet af en mand. og tak til Gads Forlag for at påtage sig udgivelsen.

Kirsten Hastrup

Deltagere fra den 5. Thule-ekspedition med deres fortjenstmedaljer i sølv. Fra venstre: Arkioq, Arnánguak, Arnarulúnguaq, Akátak, Nasaitsordluarssuk og Qâvigarssuaq. Den lille Navarana, som blev født på Danskeøen, står til venstre foran sine forældre.

EN STILLE KVINDE

Enhver fortælling om et menneske, der ikke længere kan svare igen og selv vise sig som den, hun er, er en udfordring for fortælleren. Det gælder også den fortælling om Arnarulúnguaq, der udfoldes på de følgende sider i et forsøg på at placere hende i en tid og i en verden, der var under hastig forandring for hundrede år siden. Den var dog stadig genkendelig for den gruppe af grønlandske og danske rejsende, som sammen og siden hver for sig rejste til Nordamerika for at finde sporene af andre inuitgrupper og disses bevægelser fra øst til vest i både nutid og fortid. Ikke mindst var de optaget af at møde de inuitfolk i Amerika, som de var beslægtede med, og hvis sprog de forstod, som det til deres store glæde snart skulle vise sig.

Arnarulúnguaq var en af de få, der var med på hele den 5. Thule-ekspedition, som var iværksat af Knud Rasmussen, for hvem det var afgørende at have nogle inughuitter med fra det Nordvestgrønland, som han kendte så godt og havde den dybeste respekt for. Vi kommer til at møde ham i flere kapitler, ikke bare fordi han var leder af ekspeditionen, men især fordi det var ham, der nedskrev den historie, som samlede rejsedeltagernes bevægelser og deres nye viden. Også Arnarulúnguaqs ofte skarpe blik blev givet videre. Både hun og de andre medrejsende fra Nordvestgrønland bidrog afgørende til forståelsen af de amerikanske frænder og deres sprog. Det var bestemt også deres fortjeneste, at de danske forskere kunne opnå ny viden om tidligere folk i de udvalgte områder.

Den 5. Thule-ekspedition udgik – ligesom de tidligere Thule-ekspeditioner, der fandt sted i Nordgrønland – fra den lille tange neden for det højdedrag, der senere blev til den amerikanske Thule Air Base (nu Pittufik Space Base). Den stod klar i 1953, hvorefter de inughuitgrupper, som enten boede der mere eller mindre permanent eller mest brugte tangen som en trædesten på ruten op og ned langs kysten, blev tvunget til at flytte. Det var

Arnanguaq og Arnarulúnguaq ved huset Blæsebælgen.

absolut ikke populært, men jeg vil ikke komme nærmere ind på det her, da det jo af gode grunde ikke ramte vores hovedperson.

Mens de medrejsende forskere, arkæologer og etnografer selv skrev deres rapporter og forelagde resultaterne for fagfæller i danmark og andre steder, skrev Arnarulúnguaq og de andre nordvestgrønlandske deltagere som nævnt ikke om deres oplevelser. det gjorde knud rasmussen til gengæld så rigeligt. derfor er det for en stor del hans beskrivelser af Arnarulúnguaq og hendes meritter, der giver stof til at forstå hende – som hun synes at have set sig selv. Beskrivelserne af deltagerne er som nævnt ofte temmelig spredte, blandt andet fordi ekspeditionen var delvis styret af tilfældige møder og uforudsete udfordringer med vejrliget, ligesom det gjaldt for andre samtidige arktiske ekspeditioner. Man var i et nyt landskab.

v i lærer Arnarulúnguaq at kende og forstår den plads, hun havde, da de endelig satte i vej mod vest efter de næsten to år i det primitive hus

Blæsebælgen i Hudsonbugten på den canadiske østkyst. nu gik det mod vest langs den nordamerikanske kyst og helt til Alaska på en rejse, som skulle sætte langtrækkende spor i forståelsen af de mennesker, der boede på de nordligste kyster. det var også her, Arnarulúnguaq trådte frem som en selvstændig del af den 5. Thule-ekspedition. Hun synes at have fundet sig fint til rette med både de amerikanske inuitter og de danske rejsende, og hun kunne altid finde sig selv.

der er meget at lære gennem en opmærksom læsning af de mange og lange rapporter fra den 5. Thule-ekspedition. Arnarulúnguaq er åbenlyst engageret i hele projektet, og ligesom den anden nordvestgrønlandske ekspeditionsdeltager qâvigarssuaq var hun reelt uundværlig. Hvor Arnarulúnguaq skulle holde rejsetøj, telte, ild og gryder i orden, skulle qâvigarssuaq skaffe proviant og være slædekører. Begge var fortrolige med vilkårene og vidste, hvad der ventede dem.

noget af det, der springer i øjnene, når man kommer tæt på Arnarulúnguaq, er hendes utrættelige interesse for både de mennesker, hun rejste sammen med, og dem, hun mødte undervejs. s læderejsen var – ligesom den hverdag, hun kendte fra barndommen i nordvestgrønland – krævende og uforudsigelig. v i ved ikke så meget om, hvad hun egentlig tænkte om rejsen som helhed, men det står klart, at hun var højt skattet af både de grønlandske og danske deltagere i ekspeditionen. Hun tænkte sjældent højt – der var jo heller ikke så meget at sige ud over det, alle kunne se. Men hun kunne faktisk blive ligefrem livlig indimellem. det skal vi høre mere om i senere kapitler.

Arnarulúnguaqs rolle

Arnarulúnguaq blev født i nordvestgrønland i 1896 og døde i samme region i efteråret 1933, da hun var 37 år gammel. s elvom hendes liv ikke blev så langt, som man kunne have ønsket for hende, var det overordentligt rigt og omskifteligt. som deltager i den 5. Thule-ekspedition berejste hun store dele af den nordamerikanske kyststrækning, fra Hudsonbugten til Alaska, og fra knud rasmussens omfattende bøger og rapporter fra ekspeditionen ved vi, at hun spillede en væsentlig rolle for dens succes, ikke mindst det

sidste halvandet år, hvor der kun var få deltagere tilbage. i praksis drejede det sig, foruden knud rasmussen, om hende og qâvigarssuaq, og siden også om fotografen l eo Hansen, som kom til på ruten. de andre deltagere, der havde været med fra begyndelsen, både de danske forskere og de øvrige grønlandske deltagere, var da vendt hjem igen.

Arnarulúnguaqs indsats for ekspeditionen var udpræget kvindearbejde, som var absolut nødvendigt og stærkt påskønnet. s om nævnt drejede det sig om praktiske ting som at sy og vedligeholde rejsetøjet, om madlavning og mange andre forefaldende opgaver på de ofte lange rejser. Hun var ikke sen til at bygge et hus af sten og tørv, når det var nyttigt; hun mestrede både hundeslæder og fiskefangst, kødgryder og kamikker. Men hendes indsats drejede sig også –og ikke mindst – om modet til bogstavelig talt at gå nye veje. Hendes bidrag bemærkes af og til i de andre deltageres værker, hvor hun dog mest står som en skygge, hvis håndelag med skindtøj og telte var af uvurderlig betydning. værdsat var hun uomtvisteligt, selvom hun ofte forsvinder lidt som person. ligesom Arnarulúnguaq gjorde qâvigarssuaq Miteq som nævnt hele turen med fra øst til vest, og som man vil se af det følgende, var også hans bidrag tydeligt. Han var født i 1899 og døde i 1978, som det fremgår af hans gravsten på den gamle kirkegård på Thule-tangen. kirkegården var lukket land i de første mange år efter Thule-basens opståen. Men med tiden fik inughuitterne igen adgang til tangen og til den gamle kirkegård – hvortil de kunne sejle eller køre på hundeslæde, når isen var til det, uden at skulle op på selve basen. selv har jeg haft stor glæde af at tale med nogle af qâvigarssuaqs efterkommere i nordvestgrønland, et sted jeg har besøgt og genbesøgt over mange år siden 2007. Efterkommerne er ikke specielt interesserede i Thuleekspeditionen, som de knap nok kender til, men til gengæld taler de gerne om deres bedsteforældre, som de husker med stor veneration, og som har fortalt dem noget om endnu ældre slægtninge. det er dog meget svært at finde nogen, som husker Arnarulúnguaq som person. Hun er efterhånden blevet en næsten mytisk karakter i eftertiden, om end ikke rigtig ‘kendt’, som man kan forstå det f.eks. af ivalo o lsvigs arbejde med at genfinde Arnarulúnguaqs plads i den 5. Thule-ekspedition (o lsvig 2018 a & b).

i de følgende kapitler står der ikke så meget om folkegrupper og fangstdyr her og der i Amerika, selvom de fik en væsentlig del af ekspeditionens etnografiske opmærksomhed. de bliver nævnt indimellem, men bogens fokus er mest på de rejsendes oplevelser og forventninger under skiftende vinde, vintre og somre, som er rigt udfoldet i knud rasmussens beskrivelser af rejsen fra øst til vest. Beskrivelserne omfatter også de observationer, de rejsende gjorde sig om de fangstdyr, der var til rådighed for de bevægelige inuitgrupper i nordamerika og for de rejsende inughuitter fra nordvestgrønland, som nødvendigvis måtte leve mere eller mindre på samme måde. Her spillede Arnarulúnguaq en stor rolle.

v i skal også glimtvis møde de danske forskere, kaj Birket-s mith og Therkel Mathiassen, som arbejdede med at lokalisere og udgrave gamle bopladser samt identificere de redskaber og fangstmetoder, der dukkede op af de ofte frosne jordlag i de områder, de havde udset sig. Med var også Helge Bangsted fra danmark og Jakob o lsen fra grønland, som begge bidrog til arbejdet med at afdække sporene af tidligere, forhistoriske inuitgrupper. landet var nyt og forventningerne store. Forskernes observationer er rigt dokumenteret i deres skriftlige, videnskabelige rapporter, som dog sjældent nævner de uundværlige medrejsende fra nordvestgrønland.

Arnarulúnguaq kommer dog til syne som en vigtig og ret selvstændig deltager på rejsen i knud rasmussens digre værk. det gælder også, da de drager videre mod vest efter afviklingen af det fælles lejrcentrum på danskeøen i Hudsonbugten. Herefter var hun og qâvigarssuaq med på resten af vejen fra øst til vest på det amerikanske kontinent fra sommeren 1923 til henimod efteråret 1924. Hun fulgtes med knud rasmussen hele vejen i både sommer- og vintervejr. v i finder hende i telte og igloer, på slæder, ved gryder, der koger, skindtøj, der skal syes, og fangst, der skal parteres. Hun levede enkelt som en inughuit og var den helt rette til at holde væsentlige praktiske, ‘huslige’, interesser i gang. s amtidig var hun også meget nysgerrig over for den nye verden, hun mødte; den var jo også hendes – og den var i store træk genkendelig, ligesom kvindernes opgaver var det.