HVAD LIVET HAR LÆRT
PILOU ASBÆK · SVEND BRINKMANN
SØREN ULRIK THOMSEN · SØRINE GOTFREDSEN
Nogle gange ser jeg på billedet
Søren Ulrik Thomsen – om frygten for at sne inde i sig selv
Sørine Gotfredsen – om det frygtelige at miste troen på, at livet er vigtigt
Ærgerrighed
Udødelighedens horisont
Pilou Asbæk – om at følge egne behov på bekostning af andre
Alex Vanopslagh – om at finde noget, man kan blive dygtig
Sanselighed
Ét enkelt blik
Jørgen Leth – om at holde fast i de ting, der rører ens hjerte
Christian Stadil – om at tage toppen af egoet og give en smule slip
Alenehed
En vintermorgen på Banegården i Aarhus
Anne Sophia Hermansen – om at give livet alvor, retning og inderlighed
Leonora Christina Skov – om at være bange for, at der ingen er
Forbundethed
Tak for turen
Ghita Nørby – om, at de største ting findes i det mindste
Svend Brinkmann – om, at man som regel ved, hvad der er det rigtige at gøre
Prolog –
Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan finder man frem til sig selv og til det, der er vigtigt?
Denne bog er et forsøg på at samtale mig frem til, hvordan vi har noget til fælles, selvom vi kommer i utallige entalsformer.1 Der er stadig hjørner af sindets gådefuldhed, jeg ikke har fået på plads. Det får jeg næppe heller. Jeg kan ikke kortlægge den, jeg er, for der vedbliver at være dele, jeg ikke forstår mig på. Det er en eviggyldig erkendelse, for vi er hele tiden på vej.
I løbet af bogen præsenteres en række indsigter fra mennesker, der har påvirket vores samfund kulturelt. Ved et sammenkog af en lang række samtaler med kunstnere, tænkere, politikere og præster, der alle har gjort deres passion til et levebrød, har jeg har fundet frem til fem grundlæggende værdier, som synes væsentlige for et menneske. Jeg har udvalgt ti samtaler. Hver især indrammer de én af værdierne. Jeg har sat bogens portrætter stævne en for en, og de bidrager med deres løsrevne tankestrømme, indfald og bud på, hvad de vigtigste ingredienser i tilværelsen er. Hvert kapitel indledes med en personlig tekst, hvori jeg prøver at vise den enkelte værdis fremtræden i mit eget liv. Fælles for teksterne er, at jeg har skrevet om et øjeblik, der altid vil være hos mig, og som har ændret den, jeg er.
Det forunderlige opstår i afvigelsen. Det er først, når vi møder noget, vi ved, vi ikke længere kan beherske, at vi begiver os ud der, hvor livet begynder. Når vi tillader os selv ikke at være i kontrol, opstår magien. Der er øjeblikke i et liv, man ikke kan glemme. Det er de øjeblikke, hvor man bliver overrumplet. De øjeblikke, der lagrer sig i hjertet og sætter sig på sjælen. Når
du kigger ud ad vinduet, og snefnuggene daler ned fra himlen juleaftensdag. Når du tager en kvindes hånd i et udsmykket Tivoli, selvom du ved, at du kan miste den igen, men vover på trods, fordi det føles rigtigt. Når du befinder dig i en tankevækkende samtale med et fremmed menneske, som jeg atter og igen har mærket det i arbejdet med denne bog. Når du taler ud i lokalet for at forstå alting klarere. Når et lyn af pludselig, momentan indsigt slår ned i dig, og du desperat famler for at fastholde det. Det er det, jeg har forsøgt at gøre. Jeg kender ikke sandheden om et menneske, men gennem samtalerne har vi måske sammen nærmet os noget menneskeligt. Det har været ambitionen.
I samtalen med fremmede mennesker kan man nærme sig de gådefulde dele af sindet. Hver dag lærer man sig selv at kende på ny i mødet med den anden, hvis man tør møde vedkommende med nysgerrighed, åbenhed og sårbarhed. Vi har hinanden, men det er også alt, hvad vi har. Jeg stoler på hjertets oprigtighed i det møde. Jeg stoler på en nærværende samtale om alt det, vi er og ikke er.
”Med ingen kan man dele sine inderste tanker. Det vigtigste i verden er man alene med”, skrev Tove Ditlevsen tilbage i 1969. Hun har ret, men vi skal prøve alligevel.
Efter gymnasiet kunne jeg vælge fra alle hylder. Jeg var nysgerrig og interesseret i mange forskellige emneområder specielt indenfor alt det, der vedrører samfund og eksistens. Min personlighed var formativ og plastisk, og jeg blev påvirket af mine omgivelser. Det gør vi ganske givet livet igennem. De mennesker, man tilbringer tid sammen med, sætter sig i en. Vi er formet af andre og skaber ikke os selv. Den frie vilje består i, at vi har pligt til selv at fylde i rygsækken. Jagte det, vi finder efterstræbelsesværdigt. Hvis jeg evner at følge min nysgerrighed og de interesseområder, jeg dyrker af glæde og lyst, havner jeg sandsynligvis et mere passende sted end det, jeg umiddelbart troede var min rette hylde. Hvor jeg kommer fra, har jeg ikke indflydelse på, men jeg har mulighed for at påvirke den retning, mit liv bevæger sig i.
Visse værdier besidder en opbyggelighed, der gør, at de i sig selv er værd at prioritere. Hvis man holder sig til dem, er risikoen for at komme på afveje mindre. Man kan finde hjem, hvis man er faret vild. Nysgerrigheden er en sådan grundlæggende instans i et menneskes liv, der hjælper os med ikke at forfalde til navlepilleri, men opmuntrer os til at gå på opdagelse i verden.
Grundlæggende er det en tro på, at man kan elske sig ud af fattigdom. Fattigdom kan se ud på mange måder, og her tænker jeg ikke på fattigdom i monetær forstand, men den fattigdom, der kan indtræde, hvis man rammes af ligegyldighed overfor livet. Hvis man bruger sine kræfter i forkerte sammenhænge. Hvis man ikke formår at fremelske de kvaliteter, man bærer rundt på. Der er ikke meget ved at være velhavende, hvis man lider af åndelig armod, fordi man i sin bestræbelse på penge og prestige har gjort vold mod den, man er. Derfor har vi brug for en anvisning på, hvordan vi løsriver os fra den hyperobservante perfekthedskulturs lænker og i s tedet følger vores nysgerrighed.
Søren Ulrik Thomsen taler jeg med hjemme i hans lejlighed i Bartholinsgade i København. Han er på vagt overfor at sne inde i sig selv. Det er rammende formuleret. Alt det, man værdsætter i tilværelsen, kan ende med at lukke sig om en, hvorved ens verdensbillede bliver meget snævert og lægger sig om livet som en spændetrøje. Hvordan sørger man for at holde sin horisont åben? Hvordan forbliver man nysgerrig på verden og omgivelserne? Hvordan bliver man ved med at være videbegærlig, så verden hver eneste
dag kan blive en lille smule større? Det kredser Søren Ulrik Thomsen om og indrammer således nysgerrigheden.
Sørine Gotfredsen lægger vægt på, at vi skal forsøge at rette blikket væk fra os selv. Det er et velmenende besyv at give med i vores tid. Det er vigtigt at være opmærksom på dem, man har kær, og det, man værner om. Derudover betoner Sørine vigtigheden af at have taknemmelighed overfor tilværelsen.
Hvis man ikke har det, kan livet blive for småt, og man kan miste troen på, at livet er vigtigt. Her spiller nysgerrigheden ind overfor det, som vi umuligt kan vide noget om, og troen bliver vores holdepunkt.
Nogle gange ser jeg på billedet er en erindringstekst om noget, jeg ikke kan glemme. Det er som en uhørlig hvisken, der bliver ved med at tone. Den handler om den sidste aften, jeg tilbragte i Rio de Janeiro med et menneske, jeg elskede. Vi var klar over, at vi nok aldrig ville se hinanden igen, men i stedet for at forfalde til vemod, lod vi nysgerrigheden råde og forevigede et øjeblik, jeg bliver ved med at se for mit indre blik.