Indledning
Den udbredte skabelsesteologi
Ved første øjekast står skabelsesteologien stærkt i Danmark. Vi skal ikke opleve meget kirkeliv eller overvære mange teologiske debatter uden for Danmarks grænser, før vi må konstatere, at “de andre” ofte mangler en klar vægtning af skabelsesteologien i kristendomsforståelsen, som vi i folkekirken tager som en selvfølge. Det gælder i teologien, hvor kendskabet til blandt andet K.E. Løgstrups (1905-81) fænomenologiske analyser af vores (skabte) livsvilkår er udbredt. Det samme gælder konturerne af Grundtvigs skabelsesteologi, som har dannet skole i Skandinavien (jf. Gregersen m.fl. (udg.) 2017). Samtidig er der markant mere skabelsesteologi på spil i folkekirkens praksis end i andre lutherske kirker. Gudstjenesten indledes i folkekirken med en morgensang eller en anden form for lovsang (og normalt ikke med syndsbekendelse), ligesom der læses gammeltestamentlige tekster, der også ofte har skabelsesmotiver. Den apostolske trosbekendelse med første artikel om Gud som skaber lyder i enhver gudstjeneste som menighedens bekendelse, og der synges mange, lange salmer, hvortil Grundtvig med sine skabelsesteologisk vægtede, trinitarisk opbyggede salmer er den største tekstleverandør. Genklang af Grundtvigs skabelsesteologi finder vi også i dele af arbejdet i forskellige former for kirkelig fornyelse, som folkekirken præges af. Det nuværende salmeboom var utænkeligt – både i omfang og kvalitet – uden Grundtvigs salmesangsfornyelse som genlydsrum. Samtidigt er tendensen den, at Gud omtales mere end tiltales, mens Gud Skaber dog samlet tiltales klart mere end Kristus, der primært omtales i de nye salmer, som præges af (ofte vag) skabelsesteologi (Balslev-Clausen 2005).1 Af stor betydning for folkekirken er det, at såkaldt kulturkristne som regel befinder sig godt i folkekirken, ikke mindst fordi næsten alle, inklusive præsterne i folkekirken begynder med at tænke: “Her kommer et mennesket skabt i Guds billede”, før de spørger: “Hvordan har du det med Jesus?” Selv om Grundtvig som vækkelseskristen ikke ville kunne være præst i dagens brede folkekirke med samme plads til alle, har hans skabelsesteologi medvirket til, at vi har den åbne folkekirke, vi har. Også uden for kirken tales der oftere om “det skabte” eller “den skabte natur”. Eksistentiel besindelse, ofte forbundet med naturreligiøsitet, som ikke uden videre bunder i en skabelsesteologi, er i vækst (se kapitel 14).
1. Udviklingen går ganske hurtigt, så måske er Balslev-Clausens undersøgelse fra 2005 allerede ikke dækkende.
Den overfladiske skabelsesteologi
Alligevel mangler skabelsesteologien generelt både dybde og kraft i Danmark. Hertil medvirker den teologiske tendens til, at skabelsesteologi og kristologi skilles ad fx ved at sætte skel mellem det universelle (skabelsen) over for det specifikke (Kristus) i kristendommen (se kapitel 18). Den bibelteologiske traditions forståelse af det skabte som skabt ved og til Kristus (Hebr 1,2) er ofte fraværende. I sine erindringer skitserer Viggo Mortensen den danske skabelsesforståelses teologihistoriske baggrund og skriver så:
I dag fristes man til at sige, at skabelsesteologien har sejret ad helvede til. Alle taler om livet som skabt, som noget der er taknemlighed værd. Fra pædagogik over sociologi til sygepleje har talen om tillid gået sin sejrsgang. I de allerfleste prædikener, som man hører i dag, ligger der en grundtone af, at vi frelses ved at leve det gode liv. Ole Jensens (1937-2021) tese om forurening som blasfemi er om ikke blevet alment accepteret, så har den i hvert fald mistet sin provokative effekt – måske fordi vi er blevet mere vant til blasfemi! (Mortensen 2022, 127)
I praksis er de spørgsmål, som Løgstrup og hans elever ville løse, langt fra løst. Viggo Mortensen beskriver situationen således:
Skal man bevare naturen for dens egen skyld eller for menneskenes? De fleste vil sige både-og; men den anelsesfulde varsomhedsetik, som der blev lagt op til, er afløst af en etikteknologi, der gennemekserceres i etiske råd og udvalg, der har menneskets autonomi som den absolut højeste værdi, og hvor der stadig argumenteres rent nytteetisk. Gør man den menneskelige autonomi til højeste norm også inden for en økologisk etik, så gør vi os selv til verdens centrum og opfatter universet antropocentrisk. Heroverfor er der brug for et menneskesyn, der er åbent for en forståelse af, at mennesket er indfældet i kosmos (ibid. 128).
Ensidig åbenbaringsteologi dræber troen
Med dagens klima- og naturkriser skal man være meget hårdhjertet for at overse behovet for besindelse på menneskets stilling i det skabte, sådan som Viggo Mortensen efterlyser den. Jeg går imidlertid et skridt videre ved (også og især) at pege på et videre behov for en langt stærkere skabelsesteologi, simpelthen for kristendommens overlevelses skyld. Mit synspunkt er, at en stærk skabelsesfor-
ståelse er afgørende for kristendommens troværdighed og mulighed for at virke iblandt os. Da Paulus stod på Areopagos, kunne han pege på den Jesus Kristus, som Gud har “gjort troværdig for alle ved at lade ham opstå fra de døde”. Det kunne han, fordi han forud havde konstateret, at athenerne troede på en ukendt Gud, “der giver alle liv og ånde og alle ting” (ApG 17,31 og 25). Trosbekendelsens første artikel er “en grundvold for de to andre artikler i troen” (Mortensen 2022, 126). Udfordringen er, at vi ikke kan forudsætte en blot nogenlunde fuldtonende skabelsestro i dag. Et typisk, nyere luthersk, vagt mellemstandpunkt finder vi fx hos den erfarne teolog og sjælesørger, Leif Andersen, der siger:
Kernen i sjælesørgerens menneskesyn dannes ikke i mødet med mennesker, men i mødet med Kristus … Det er sandt, at vi i kraft af skabelsestroen kan forvente at finde anelser af Kristi menneskesyn fx i andre religioner. Men al den stund, at der med Jesus af Nazaret overhovedet kom noget nyt ind i verden, er det også at forvente, at det først i ham brød klart igennem (Andersen 2024, 24f.).
Der er ikke så mange, men i det mindste to stærke teologer, der utvetydigt har peget på, at Kristus-forkyndelsen forudsætter skabelsestroen. Her først den lundensiske etikprofessor Gustav Wingren (1910-2000), som vi vender tilbage til i kapitel 10. Han aktualiserede og spidsformulerede i 1979 indsigterne fra sine flittige ungdomsstudier af oldkirkens teologer, herunder den kætterdømte Marcion (85 til 160 e. K.), der ville udelukke Det Gamle Testamente fra kanon, således:
Man kan sammenfatte Marcions teologi i denne tese: Gud har åbenbaret sig i Kristus og kun i ham. At kirkefædrene betragtede denne teologi som en større fare for troen end ateismen, det vidner om deres gode dømmekraft. Også nu på 1900-tallet, er dette åbenbaringsbegreb en faktor, som dræber troen (Wingren 1979, 76, min oversættelse).
Wingrens kritik går på, at den moderne teologi gør inkarnationen og dermed evangeliet utroværdigt, når de markant underordner skabelsen under Guds åbenbaring i Kristus. Når teologien og kirken ikke tør tale om hverdagens menneskeliv som skabt af Gud, overlader de mennesker til sekulariseringen og isolerer sig i en kirke, der forkynder en Kristus, der enten er rent menneske eller rent overnaturlig guddom. I stedet må det fastholdes, at der i skabelsen og inkarnationen og dermed i frelsen er tale om “samme realitet set fra to forskellige udgangspunkter” (Wingren 1947, 39): “Gud skaber og mennesket skabes, Gud giver
og mennesket modtager ” begge steder (Uggla 2010, 65).2 Som Gud er generøs i skabelsen, er han det i frelsen (se videre i kapitel 10).
I sit kapitel om Grundtvigs skabelsesteologi, der er det bedste, der hidtil er skrevet om emnet, fremhæver den engelske grundtvigforsker, Canon A.M. Allchin (1930-2010) skabelsesforståelsens betydning for, at Kristus-forkyndelsen kan høres:
Ved første bekendtskab med Grundtvig opdager man, at læren om skabelsen – verdens og menneskers – har en særlig betydning for ham. Kun i lys af vor forståelse af Guds skaber handling kan det guddommelige frelses værk forstås rigtigt (Allchin 2002, 133).
Der er en dyb teologisk sammenhæng mellem skabelse og frelse.3 En skabelsesteologi som Grundtvigs er andet og mere end en naturlig teologi, hvor især naturen giver mennesker en fornemmelse af Gud. For Grundtvig gælder det, at verden er skabt ved og til Kristus, som det hedder i den nikænske bekendelse fra 325/385. Det er Guds egen skabte verden (kosmos) med dens mennesker, Gud rækker ud mod i Kristus. Skabelsesteologien gør det til at forstå, hvorfor Gud elsker verden, så han sender sin søn for at frelse den. I dag er skabelsesforståelsen direkte blevet en afgørende forudsætning for Kristus- og for den sags skyld Gudstroen. Tror vi ikke omtrent som trosbekendelse siger på “Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber”, bliver evangeliet til abracadabra. Tror vi – med Torkild Grosbøll (1948-2020) – ikke på “en skabende og opretholdende Gud” (Grosbøll 2003, 9), er det svært at høre andet end myter, fabler og evt. lidt livsfilosofi i Jesus-historien, ligesom helbredelserne og opstandelsen i Det Nye Testamente må opfattes som sære mirakler grænsende til spøgelseshistorier. Og Grosbøll er ikke alene med sin form for ikke-tro, han er nærmere mainstream. Hvad vi ved om de mest udbredte holdninger i Danmark i dag, skal jeg komme tilbage til i kapitel 14.
2. Jeg refererer her med velberåd hu Wingrens kritik af den dialektiske teologi i hans egen kradse form. Andre har sluttet sig til den i en mere afdæmpet form, således fx Niels Henrik Gregersen allerede i Gregersen (red.) 1992, 68f.
3. I de senere år er sammenhængen især anerkendt af teologer, der er påvirket af den skandinaviske skabelsesteologi og/eller dialogen mellem naturvidenskab og teologi: “To understand God as Creator is … fundamental to all that Christian theology says about God and Christian experiences from other – sociological and eschatological – perspectives” (Henriksen 2014, 4), jf. også Gregersen 2024, 159: “[Scandinavian Creation Theology] SCT does argue that one can’t understand the Christian message without a strong creation theology as its interpretative horizon”.
Skabelsesteologien må udvikles og gøres gældende som en forudsætning for, at Kristustroen og Helligåndserfaringen kan få mening. Den tid er forbi, hvor det gælder om at fremhæve skabelsen for at blive fri for Kristustroen og Helligåndsteologien, som ofte har været forbundet med en særlig kirkelighed og fromhed. I dag handler skabelsesforståelsen om muligheden for, at kristendommen kan få mening og styrke for og blandt mennesker.
Er vi naturalister af ånd i dag?
Når Grundtvig mener, at hans vækkelseskristne venner sagtens kan have skole og kultur sammen med så godt som alle andre i landet, er det, fordi han i sin tid anser det store flertal i landet for at være “Naturalister af Aand”. De allerfleste mennesker på Grundtvigs tid tror faktisk på, at alting er skabt af Gud, ligesom de også regner med, at der er sket et stort brud med syndefaldet. Striden står om, hvordan syndefaldets skader kan repareres, for det er langt fra alle Grundtvigs samtidige, der har en kirkelig Kristus- og Helligåndstro som Grundtvigs. At man er “af Aand” betyder for Grundtvig, at man forstår, at menneskers livsånde og alt liv beror på Guds skabende livsånde. Denne klare forståelse har sekulariseringen frataget os.
Det er ikke blot den folkelige mentalitet, men også teologien, der er ramt af sekulariseringen siden Grundtvigs tid. Så vidt jeg kan se, indtrådte den sekularistiske fejlslutning i store dele af den protestantiske teologi med styrke i midten af 1900-tallet: Kristologien og Helligåndsteologien var problematiske. I stedet blev den sekulære tænkning inkorporeret i teologien under angivelse af, at sekulariseringen er en følge af skabelsesteologien, da den angiveligt sætter mennesket i centrum. I sin oversigtsfremstilling fra 1970 karakteriserer den lundensiske dogmatikprofessor Per Erik Persson (1923-2019) forholdet således:
Sekulariseringen tér sig som et konsekvent udtryk for kristendommens skabelsestro – alt i denne verden er ikke-guddommeligt, det er noget, som mennesker “råder” over, og det er som skabt ikke noget mindreværdigt i forhold til en højere “åndelig” verden. Det er nemlig noget “godt” (Persson 1970, 42, min oversættelse).
En vigtig stemme i hævdelsen af, at skabelsesteologi måtte være identisk med afsakralisering af verden, var den tyske teolog Friedrich Gogarten (1887-1967), som inspirerede Kaj Thaning (1904-94) til udlægningen af Grundtvigs skabelsesteologi som sækulariseringsteologi i disputatsen fra 1963. Sekulariserings-
teologien er imidlertid en falsk skabelsesteologi, som ikke for alvor ser og agter verden og dens mennesker som Guds skabninger. Bedre bliver situationen ikke af, at kirkelige teologer, der ser, hvordan sekularisterne kaprer “skabelsesteologien” af samme grund nedprioriterer skabelsestanken til fordel for kristologien og kirketeologien. Hvad der her går tabt for begge parter, er forvaltertanken og i det hele taget respekten eller ‘agtelsen’ for det skabte i dets egen ret, som Ole Jensen udtrykte det.
Et eksempel er ejendomsretten over jorden. Den er i dag blevet så sekulær og totalitær, at politikerne tager for givet, at landmænd skal have erstatning for at holde op med at gøde og sprøjte, så drikkevand, vandløb, søer, havvand, fiskebestand, naturområder og biodiversitet ødelægges. Jeg er med på, at jordbesidderne har ret til at dyrke deres jord, men hvornår har de fået ret til at ødelægge grundvand, vandløb, søer, havvand og natur? Det svarer til, at slaveejerne på de Vestindiske Øer forlangte erstatning, da von Scholten havde frigivet deres slaver i 1848. Grundtvig sagde nej, for man kan ikke få erstatning, når man fratages noget, man aldrig har haft ret til at eje eller disponere over! For mennesker kan ikke eje andre mennesker, der også er skabt i Guds billede (GBB 2023, 321). Vor tids forureningskatastrofe er ikke emnet her, men det er et dagsaktuelt eksempel på, hvor radikalt materialistisk der ses på vores fælles skabte jord i dag – og en illustration af, at skabelsesteologien, som diskuteres i denne bog, har betydning langt ud over dens funktion som en nødvendig del af evangeliet.
Når alt det er sagt, er det dog stadigt muligt at tale om naturalister af ånd, selv om der måske ikke er så mange, der opfylder Grundtvigs krav om tro både på skabelse og syndefald i bibelsk forstand. En moderne “naturalisme med ånd” finder vi fx hos biosemiotikeren Jesper Hoffmeyer (1942-2019), der talte om livet som gave og under og fastholdt, at naturen ikke blot er biologisk levende, men også bærer på tegn med en betydning:
At vi/jeg er her på jorden, forbliver ligefuldt et under. Forskellen er blot, at nu er underet ikke i strid med, hvad vi ved om naturen; livsunderet og videnskaben er ikke uforenelige størrelser (hvad de unægtelig er i en ortodoks afsemiotiseret forståelse af naturen) (Hoffmeyer 2009, 233).4
Her – som mange andre steder i moderne videnskab – er der mulighed for en samtale, fx på den højskole, der efter Ole Jensens opfattelse har som opgave at vække folk til undren – til at se, at livet ikke bare handler om mennesket, men er en gave og gåde, der er langt større end mennesket (se s. 79). Og mere
4. Hoffmeyers synspunkter udfoldes videre i kapitlerne 12 og 13.
endnu: samtalen mellem videnskab og tro foregår i dag på ligebyrdige vilkår i flere miljøer på universiteterne, selv om der fortsat er forskere, der går i pindsvinestilling, når troen kommer på tale (jf. kapitlerne 11-13).
Bogens sigte: Skabelsen først, kristen så
Sigtet med denne bog er, at den grundtvigske reformation skal fortsættes – i teologien og derfra ud i kirke og samfund. Eller lidt mere præcist sagt: Grundtvigs skabelsesteologi skal gøres gældende i teologien og den folkelige skabelsesforståelse med inddragelse af det, der allerede sker i kirke og samfund. Det er forståelsen af menneskelivet som indfældet i hele Guds skabte kosmos, jeg primært vil bidrage til at belyse ud fra Grundtvigs indsigter. Behovet for en stærkere skabelsesteologi har længe været tydelig. Med julens magi kan vi næsten tro på, at det er Guds søn, der fødes i stalden. Men straks når vi kommer til Maria Bebudelsesdag 5 eller Jesus helbredelser, begynder vi at trække på smilebåndet: Det kan jo ikke lade sig gøre, den slags. Men hvorfor dog ikke, hvis vi tror på “at Gud har skabt mig og alle andre skabninger”, for nu at citere Luther i Den Lille Katekismus ?
Jeg er ikke gået en direkte vej til denne bog om skabelsestroen. I kølvandet på Grundtvigbiografien Grundtvig. Biografi og breve 2013 (GBB ) var der især et spørgsmål til Grundtvigs teologi, som det udfordrede mig, at jeg ikke var i stand til at svare klart på. Jeg fik flere gange spørgsmålet, hvordan Grundtvigs “menneske første, kristen så” egentlig skal forstås? Mit svar er nu – efter snart to års arbejde med denne bog, at “menneske først” og “sandt menneske at være” hos Grundtvig betyder at være og forstå sig selv som skabt i Guds billede, ved Guds ord og ånd, til at leve i tro, håb og kærlighed sammen med alle andre mennesker som en del af hele Guds gode skabelse af hele kosmos. De undersøgelser, der førte mig til dette svar og forholdet mellem skabelsen og Guds anden sendelse i Jesus Kristus fremlægges i bogens første dele, mens de senere dele går videre til spørgsmålet om betingelserne for at arbejde med denne form for skabelsesteologi i dag. Jeg tror ikke, at sekulariseringens nivellering af livsforståelsen kan brydes alene med en indsats for udbredelsen af en stærkere skabelsesforståelse i teologien. Men jeg tror, at der er meget at vinde, hvis en sådan indsats begynder mellem teologisk tænkende mennesker, herunder dem, der kalder sig grundtvig-
5. I gudstjenesten på DR1 17. marts 2024 talte provst Jørgen Christensen fra slotskirken i Hillerød om Marias bebudelse som Guds anden skabelses gode begyndelse. Det er sådan, der skal tænkes og forkyndes!
ske. I biografien (GBB ) har vi vist, hvordan Grundtvig i næsten 200 år har været katalysator i kirke og folk i Danmark. Jeg tror på, at han har kraft til fortsat at være det samtidigt med, at han er den bedste fællesnævner vi har, når det gælder fælles tænkning om menneskelivet i Danmark.
Bogens opbygning
I de fem kapitler i bogens Del I er fokus på, hvordan Grundtvig både kan være kristen vækkelsesprædikant og markeret skabelsesteolog og samfundsbygger –og hvordan han har store visioner for verdensmissionen, ligesom han er inkarneret, eskatologisk tænkende kirkekristen, men samtidigt ikke mener, at missionens tid er inde. Grundtvig har et meget større vingefang end så at sige alle os andre. Derfor er han i stand til at forene teologiske modsætninger, der som regel får os andre til at gå i bakgear. Når Gud for ramme alvor tros som himlens og jordens skaber, som han er det for Grundtvig, er der en dyb sammenhæng bag, hvad vi andre alt for hurtigt ser som modsætninger.
I de fem kapitler i bogens Del II fremhæver jeg kilderne bag Grundtvigs skabelses- og missionsteologi, som den er fremlagt i Del I: det handler om Bibelen især, den oldkirkelige teologi, særligt den hos Irenæus, den store økumeniske tradition, som Grundtvig studerer og gendigter i mange salmer, og endelig om hans historiesyn og sandhedsbegreb. Til sidst i denne del udfoldes Grundtvigs teologi i forhold til Gustav Wingren, som er den teolog i det 20. århundrede, der er mest kompatibel med Grundtvig.
I de fire kapitler i bogens Del III vises det, hvordan forskningens verdensbillede har åbnet sig markant, siden Løgstrup – på et universitet næsten helt domineret af positivistisk videnskab – måtte snige sig til at få sine fænomenologiske analyser af de suveræne livsytringer accepteret med Den etiske fordring fra 1956. I dag er der også åbne tilknytningspunkter for kristendommen i sociologien hos Hartmut Rosa især og i store dele af lægevidenskaben og naturvidenskaben. Parallelt hermed viser der sig nye tilknytningspunkter mellem teologi, kirke og folkelig tilværelsesforståelse i Danmark i dag.
I bogens fjerde og sidste del søger jeg at følge nok et stykke i Grundtvigs spor – ved at opdatere hans forståelse af skabelsen som centreret omkring ånd og ord samt tro, håb og kærlighed, så disse udtryk kan bruges umiddelbart – om end ikke altid gnidningsløst – i dag. Som fremhævet i GBB er Grundtvigs ideal ikke at opfinde alverdens nyt, men at opdage det, vi allerede lever af og på, så vi kan genformulere det og sætte det i omløb i en opdateret, ny form igen. Om sidste del af den proces bruger Grundtvig især ordet at “oplyse”. Det sker fx, når han
skriver tekster om kristendommen som i artiklerne “Kirkelige Oplysninger især for Lutherske Christne” (1840-42) eller i Den Christelige Børnelærdom (1868), som han i forordet kalder “Oplysninger om den Christelige Børnelærdoms Forhold til det Christelige Liv”. Grundtvig “oplyser” sine medkristne om kristendommen på en måde, som det endnu ikke var muligt for hans forgængere, “Apostlerne”, Irenæus og Luther at gøre det.6 Eksplicit og prætentiøst optræder han som den Kristi apostel i den sjette menighed, der oplyser om kristendommen i ajourført udgave. Jeg har ikke en profetisk eller apostolsk selvforståelse på linje med Grundtvigs, så jeg nøjes med at opdatere Grundtvig, dels de (relativt få) steder, hvor han går galt i byen i sin fortolkning af skabelsesteologien, og dels dér hvor hans sprogbrug og tankeformer er ude af trit med vores sprogbrug i dag. Som forslag til genformulering af skabelsesteologien peger jeg på en række nyere salmer, som især Jens Rosendal (1932-2023) har bidraget med. Jeg behandler de fire centrale områder i skabelsesteologien, som er fremhævet i kapitel 2: a) Hvad er ånd og hvad vil det sige, at vores liv er båret af ånd? Kan vi ikke svare på det, er vi ilde stedt både som kirke og samfund. b) Hvad tænker vi om de levende ord i dag – hvor kommer de fra, og hvad kan og skal de? Hvordan lærer vi, at sand poesi er skabelse af en ny forståelse af den faktiske virkelighed og ikke blot et metaforisk sprog, som taler om en fiktion, der ikke rigtigt har med virkeligheden af gøre? c) Hvordan tænker vi om, og hvordan lever vi med tro, håb og kærlighed? Hvad betyder det, at kærligheden er fra Gud? Og endelig: d) Hvordan forstår vi forholdet mellem skabelse og åbenbaring i kristendommen og det fælles omdrejningspunkt: gudbilledligheden? Hvordan omgås vi hinanden, inklusive dem der er anderledes end os, hvis det er rigtigt, at alle mennesker – og naturen med – er skabt og skal genskabes i Guds billede?
Hertil kommer i sidste kapitel en samlet overvejelse over de former for skabelsesteologi, der byder sig til i dag.
Bogens efterskrift vedgår, at det ikke er ligetil at gøre Grundtvigs skabelsesteologi gældende i dag. Mange steder lurer faren for misbrug af skabelsesteologien. Blot reducerende tilpasning, afmytologisering og sekularisering er imidlertid ikke en farbar vej. Kristendommens livskraft afhænger af, at vi tør gå til store teologier som Grundtvigs for at få sans for det dybt meningsfulde i det dybt anderledes. Det er her, vi lærer, at der kan tænkes anderledes, også i folkekirken. Jeg forstod det vist første gang i forbindelse med mine studier i Tanzanias lutherske kirke i slutningen af 1970’erne. Selv om man ikke kan overtage noget én til én, er der en dyb inspiration at hente i at leve og studere sig ind i en kristen
6. Jeg trækker her på iagttagelser fremlagt af Anders Holm i mødet i Grundtvig Selskabet december 2024.
tro fra en anden tid eller et andet sted (Iversen 1981, 10). Det forudsætter imidlertid, at vi tager hele turen – først tilbage til Grundtvig og så retur til i dag. Det forsøger jeg at gøre blandt andet ved at tale i nutid ikke blot om i dag, men også om Grundtvig og hans tid, hvor det kan lade sig gøre.
Som læserne måske vil opdage, har jeg benyttet min mulighed for at samle op på forskellige studiefelter og bringe dem i sammenhæng. Jeg markerer i noter undervejs, hvor og hvordan jeg indimellem arbejder videre med tidligere udgivelser. Og så håber jeg selvfølgelig, at læserne kan have noget af den fornøjelse af det, som jeg har haft med opsamlingsarbejdet undervejs.
En kort læsevejledning til sidst: Jeg benytter henvisninger med forfatters efternavn, udgivelsesår og sidetal i parentes i teksten samt så få noter som muligt. Hvor jeg kun henviser til en reference i forbifarten, omtaler jeg titlen på bidraget på en måde, så den interesserede let kan søge titlen frem, mens jeg undlader at tage den med i litteraturlisten. Med hensyn til Grundtviglitteraturen benytter jeg de gængse henvisninger, jf. forkortelseslisten foran i bogen. En række steder, hvor det har været muligt, har jeg tjekket citater og antagelser efter den igangværende digitale udgave www.grundtvigsværker.dk (GV). Også hvor jeg bringer et citat fra én af de gamle samleværker, US og VU eller originale udgivelser af Grundtvig, kan læseren fremover ved hjælp af nogle ord frea citatet søge efter hele teksten på GV. Da jeg har arbejde med denne bog i forlængelse af grundtvigbiografien GBB , tillader jeg mig ofte at referere til den for nærmere udredninger og videre henvisning til originale kilder. Hvor det er muligt, henviser jeg til numrene i HS og DDS .
Til allersidst en metodisk bemærkning. Da jeg i 1981 sammen med Jan Lindhardt skulle udgive en vejledning i skriftlige opgaver for teologistuderende, lærte jeg af ham, at det er bedst at begynde et studium med den gode sekundærlitteratur. Det gør jeg også mange steder i denne bog, selv om jeg i første del om Grundtvigs teologi lægger vægten på hans egne tekster. Et eksempel er min tolkning af K.E. Løgstrup, hvor jeg holder mig til Ole Jensens bog Historien om K.E. Løgstrup, som af de fleste regnes som autoritativ. At gå via sekundærlitteraturen er imidlertid en arbejdsmåde, der har sine begrænsninger. Løgstrup og mange i hans kølvand læste ikke Grundtvigs tekster, men kun Thanings udlægning af ham som sekulærteolog i disputatsen fra 1963. Jeg måtte også ty til Thanings disputats for at få et samlet billede af Grundtvig, da jeg begyndte mit Grundtvigstudium i 1979. Mit held var, at jeg havde ældre kolleger som Christian Thodberg (1929-2020) og Anders Pontoppidan Thyssen (1921-2004), der kendte den originale Grundtvig så godt, at de fra første færd fik gjort mig kritisk over for Thanings fortolkning, hvis fordrejninger jeg siden har søgt at bidrage til at udbedre. Det er betingelsen i al forskning: There is no view from nowhere
Man må se ud fra det sted, hvor man står. I sidste instans må man vægte studiet af kilderne.
Taksigelser
Listen over mennesker, der har givet oplysninger, læst med eller kommenterer på dele af dette manuskript er meget lang. Jeg tror, at de fleste er nævnt undervejs i noter eller markeret i form af referencer. Særskilt må jeg her nævne: Salmeforskeren Peter Balslev-Clausen har hjulpet med afklaringen af mange kildespørgsmål undervejs. Sognepræst Lars Toftdahl Andersen har bidraget med en intensiv korrespondance om Grundtvigs bibelbrug, tilladelse til at citere fra hans prisopgavebesvarelse og transcription af to Grundtvigprædikener, der bringes til sidst i bogen. Min favorit blandt tidligere sproglærere i gymnasiet, der yderligere udmærker sig ved et stort kendskab til Grundtvig, Edward Broadbridge, har fulgt bogens tilblivelse, læst kritisk korrektur på det hele og tilmed foreslået bogens endelige titel. Den sidste store korrektur af manuskriptet har professor emerita Kirsten Nielsen foretaget. Dansk teologis store færgemand, redaktør Henrik Brandt-Pedersen, har nok engang befordret manuskriptet fra computer til bog. Følgende fonde har bidraget til at dække bogens produktionsomkostninger: Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Carlsen-Langes Legatstiftelse og Velux Fonden. Grundtvig Selskabet, i hvis fornemme serie bogen er optaget, har også støttet udgivelsen. Alle skal have af hjertet tak. Bogen tilegnes Ida, sine qua non .
