Bibelens store linjer og mange stemmer
En indføring
Af Gertrud Yde Iversen og Kirsten Nielsen
Eksistensen
Bibelens store linjer og mange stemmer
En indføring
Gertrud Yde Iversen og Kirsten Nielsen
© Forfatterne og Eksistensen 2024
Bogen er sat med Chaparral Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook Omslag: Claus Nielsen
ISBN: 978-87-410-1061-8
Udgivet med støtte fra:
Konsul Georg Jorck’s og hustru Emma Jorck’s Fond
Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond
Ribe Stiftsråd
Haderslev Stiftsråd
Aalborg Stift, Det Bindende Stiftsbidrag
Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk
Gudsopfattelser i Det Nye Testamente 126
Gud som Kristus: De ægte Paulusbreve 127
Kristus som den himmelske ypperstepræst: Hebræerbrevet 132
Den lidende Kristus: De katolske breve 134
Jesus og Gud som hans far 135
Begyndelser på evangeliernes fortælling om Jesus 135
Jesus’ liv fra Galilæa til Jerusalem 139
Jesus’ lidelse, død og opstandelse 149
Afslutninger på evangelierne: Guds fravær og nærvær 155
Gud ved dagenes ende. Apokalyptiske visioner om dom, undergang og Kristus’ genkomst 159
og levet
Forord
De store linjer og de mange stemmer. Sådan sammenfatter vi hovedtankerne bag denne indføring i Bibelen. For det er en bog, som ikke blot viser sammenhængen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, men også lader de mange enkelte skrifter komme til orde i al deres forskellighed. I denne indføring ligger vægten på Bibelen som tekst, dens form og indhold. Bibelen behandles som et samlet værk. Det betyder, at Bibelen læses fra et kristent synspunkt, som kanon.
Bogen henvender sig bl.a. til deltagerne på Teologi for Lægfolk og kan også bruges i andre undervisningsmæssige sammenhænge.
Bogen har tre dele. I første del præsenterer vi Bibelen. Vi ser på, hvad det er, læseren får i hånden. Vi drøfter, hvis bog Bibelen er, hvordan denne samling af skrifter er blevet til kristendommens hellige bog, hvad skrifterne handler om, og hvordan de fungerer i al deres forskellighed. Og vi ser på, hvordan man har læst Bibelen til forskellige tider og på forskellige måder. Bibelens to skriftsamlinger er meget forskellige, og det har fået konsekvenser for måden, vi gennemgår henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente på. For Det Gamle Testamentes vedkommende ligger vægten på det overordnede fortælleforløb, og hermed får man et indtryk ikke blot af Det Gamle Testamentes omfang, men også af dets mangfoldighed. I gennemgangen af Det Nye Testamente ligger vægten i højere grad på de enkelte skrifters anliggende, tilblivelseshistorie og centrale teologiske pointer.
Anden del har overskriften Hvordan læser vi Bibelen i denne bog? Her præsenterer vi de overvejelser, som ligger til grund for vore læsninger. I bogens tredje del fremlægger vi udvalgte læsninger omkring to temaer, nemlig Gud og Mennesker og levet liv både i Det Gamle og i Det Nye Testamente. Læsningerne i Det Gamle Testamente er bygget tematisk op, fx Gud som person og Gud og naturen . I læsningerne af Det Nye
Testamente tager vi udgangspunkt i teksternes genrer, og trods en vis usikkerhed om teksternes dateringer følger vi en historisk og genretypologisk rækkefølge, fx behandles de paulinske breve før evangelierne.
Tilslut i bogen finder man registre og litteraturoversigter. Ved hjælp af bibelstedsregisteret er det muligt at se, om et bestemt skriftsted er behandlet i bogen og hvor. Ud fra emneregisteret kan man finde frem til de steder, hvor de enkelte emner er behandlet. Oversigten Hvor kan jeg læse mere? giver forslag til indblik og fordybelse i de enkelte emner. Tilsidst findes en mere generel litteraturliste, Litteraturforslag , der dels indeholder forskellige former for håndbøger og opslagsværker, dels litteratur af mere perspektiverende art.
Bogen er skrevet under forfatternes stadige samtale og diskussion, dog således at Kirsten Nielsen har hovedansvaret for de gammeltestamentlige læsninger og Gertrud Yde Iversen for de nytestamentlige læsninger.
Professor dr.theol. Kirsten Nielsen har i årene 1971-2009 undervist og forsket i Det Gamle Testamente ved Det Teologiske Fakultet i Aarhus og har ikke mindst interesseret sig for Det Gamle Testamentes billedsprog. Cand.theol. og ph.d. i Ny Testamente Gertrud Yde Iversen har som teolog, seminarielektor og præst beskæftiget sig med undervisning i de bibelske tekster, især inspireret af lektor Geert Hallbäck (1948-2017) og hans arbejde med fortolkningen af Det Nye Testamente.
Bogen blev første gang udgivet i 2010 i Bibelselskabets kontekstserie med titlen En indføring i Bibelen . Den foreliggende bog er en opdateret udgave, hvor vi har inddraget væsentlige, nyere forskningsresultater. Vi har modtaget inspiration fra mange sider, men vil især takke lektor Gitte Buch-Hansen og teolog Søren Holst for værdifulde kommentarer. Bibelcitater er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. Når et skrift behandles, og der er mere end en henvisning, står det første gang med skriftnavn og efterfølgende alene med tal fx (Matt 3,1) og derefter (8,9).
Fredericia/Aarhus, april 2024
Gertrud Yde Iversen og Kirsten Nielsen
Hvordan blev Bibelen til, hvis er den, og hvad består den af?
Udgivelser og oversættelser
Der er store, der er små, der er tykke, der er tynde. Det drejer sig om forskellige udgivelser af den samling af skrifter, som kristne siden 300tallet har kaldt Bibelen. Den er en hellig bog i kristendommen på tværs af trosretninger over det meste af verden – dele af Bibelen er oversat til mere end 2000 sprog. Den har spillet en væsentlig rolle som kode for kultur, dannelse og kunst igennem århundreder og ind i vor tid – også i Danmark. Bibelen er en brugsbog. Men betydningen af teksterne ændrer sig, når man hører, læser og fortolker dem i forskellige kontekster, og på den måde kan man sige, at Bibelen er en brugsbog i bevægelse.
Skrifterne, i det vi kender som henholdsvis Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, samles sidst i 300-tallet til Bibelen og har siden haft status som kanon for kristne – deres autoritative skriftsamling. Inden da havde man jødedommens hellige skrifter som kanon. Fra den første tid, da alle kristne var af jødisk herkomst til videre identitetsdannelse, institutionsopbygning, kirke, kanon og statsreligion i Romerriget har Kristus-troende været bogens folk.
Der findes kun få hele tekstsamlinger fra den tid – de såkaldte kodekser. Ordet stammer fra latin og var romernes ord for en bog med håndskrevet tekst på træplader eller skrevet på det dyrere papyrus eller pergament, og netop sådan er de ældste udgaver af Bibelens tekster blevet til.
Det Gamle Testamente er skrevet på hebraisk (og aramæisk), Det Nye Testamente på græsk, og allerede tidligt opstod behovet for oversættelse.
Oversættelsen af Det Gamle Testamente bygger på et enkelt kildeskrift, Codex Leningradensis. Dette kildeskrift stammer fra 1008 e.Kr., men stemmer indholdsmæssigt godt overens med betydeligt ældre kildeskrifter. Det indeholder samtlige gammeltestamentlige skrifter. Codex Leningradensis har desuden den fordel, at ordene, i modsætning til de ældste kildetekster, er vokaliserede. Det vil sige, at hvor teksterne før kun indeholdt konsonanttegn, blev der senere tilføjet vokaltegn. Vokaliseringen af de hebraiske tekster fandt først sted i perioden 700-1000 e.Kr. og havde som formål at gøre teksterne mere entydige og lettere at læse. De såkaldte Dødehavstekster er betydeligt ældre end Codex Leningradensis. De stammer fra perioden ca. 200 f.Kr.-70 e.Kr. Her findes dels (fragmenter af) de fleste gammeltestamentlige tekster dels en række ikke-bibelske tekster, der giver et indblik i Dødehavsmenighedens teologi og livsform. De første af Dødehavsteksterne blev fundet i Qumran i 1947. Fundet har haft meget stor betydning for studierne af Det Gamle Testamente, for hvis man fx sammenligner Esajasbogen, sådan som den er bevaret i Dødehavsteksterne, med Esajasbogen i Codex Leningradensis, er der forholdsvis små indholdsmæssige variationer. Nogle steder stemmer ordlyden i Dødehavsskrifterne dog bedre med ordlyden i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, den såkaldte Septuaginta. De skrivere, der gennem århundrederne har skrevet teksterne af, har været uhyre omhyggelige med at gengive teksterne korrekt. Så selv om den danske oversættelse bygger på et håndskrift fra 1008 e.Kr., så er tekstgrundlaget over 1000 år ældre. Et andet af de mest berømte kodekser er Codex Vaticanus fra den første halvdel af det 4. århundrede. Det er et græsk bibelhåndskrift skrevet på pergament. Oprindeligt har det været en komplet bibel med hele Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, men enkelte dele af skriftet er gået tabt og er blevet erstattet med nye pergamentblade i det 15. århundrede.
Hvordan blev Bibelen til, hvis er den, og hvad består den af?
Der findes ikke ét enkelt kildeskrift som grundlag for oversættelse af Det Nye Testamente. Codex Vaticanus hører sammen med Codex Sinaiticus (4. årh.) og Codex Alexandrinus (5. årh.) til antikkens ældste og mest komplette bibelmanuskripter, der er bevaret i dag. Men skrifter i Det Nye Testamente kendes allerede i 100-tallet i oversættelser til latin og syrisk og senere til bl.a. koptisk, etiopisk og armensk. Men det blev latin, der blev kirkens hovedsprog i form af oversættelsen til latin, der kaldes Vulgata fra ca. 400-tallet, som med tiden blev den vestlige kirkes nytestamentlige tekst.
Sandsynligvis er der en bibel inden for rækkevidde af denne bogs læsere. Lige meget hvordan den end ser ud, er den én blandt mange forskellige oversættelser og formater. I Danmark har der siden den første oversættelse til dansk i 1550, været 12 autoriserede danske bibeloversættelser og revisioner. Den seneste udkom i 1992.
Bibelen er udgivet i mange forskellige formater – lige fra en flere kilo tung såkaldt Dronningebibel til et lommeformat i 5x10 cm, som er nem at tage med. Nogle støder måske ind i en bibeludgave, der også indeholder de såkaldte gammeltestamentlige apokryfer, som er en gruppe tekster, der regnes som tillæg til Det Gamle Testamente. I den katolske kirke er disse tekster en del af Bibelen.
Bibelen består af en større samling af forskellige tekster med hver sit særlige navn. Den er opdelt i to dele: Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Hver af teksterne er inddelt i kapitler og vers. Teksten blev først delt op i kapitler omkring år 1200 i en udgave fra Paris’ Universitet, og det blev denne, der dannede grundlag for Gutenbergs tryk i 1455. Inddelingen i vers stammer fra ca. 1550.
Udgaver af 1992-oversættelsen har fortløbende sidenummerering som andre bøger, og på den måde kan man fra indholdsfortegnelsen finde frem til de enkelte skrifter. Men hvert enkelt skrift har sin egen identitet i den forstand, at man traditionelt læser med bevidsthed om, hvilket skrift man er i gang med, mere end hvilket sidetal man er nået til. Og selv om man læser Bibelen i ét stræk, vil man snarere lægge mærke til, om man læser en fortælling eller en lovparagraf end til, at man er nået frem til en bestemt side i Bibelen. Derfor henviser man ikke til sidetal