
1 minute read
ANBEFALINGER
På baggrund af seniorboliganalysen er der udviklet et sæt af otte anbefalinger, som henvender sig til kommuner, udviklere og andre aktører med interesse i at etablere attraktive seniorboliger. Anbefalingerne er opdelt i tre kategorier, som omhandler udbuddet af seniorboliger, de konkrete seniorboliger og -områder samt livet i seniorboligerne.
Det første sæt af anbefalinger er målrettet udviklingen af udbuddet af seniorboliger. Anbefalingerne omhandler markedsføring af den attraktive seniorbolig samt en aktiv synliggørelse af udbuddet.
1. Markedsfør seniorboligerne gennem den attraktive fortælling
Tænk identifikation ind i markedsføringen af seniorvenlige boliger og seniorbofællesskaber for at gøre op med stereotype forestillinger om beboergruppen.
2. Tilbyd overskuelige boligtyper med lavt vedligehold
Styrk udbuddet af overskuelige boligenheder med lavt vedligehold.
3. Synliggør udbuddet af seniorboliger
Synliggør kommunens udbud af seniorvenlige boliger og seniorbofællesskaber gennem åbent-hus-arrangementer, offentlige ventelister og kortlægning af boligernes placering i forhold til udvalgte lokalområder.
Det andet sæt af anbefalinger omhandler planlægningen og udviklingen af seniorboligområderne. Anbefalingerne omhandler professionelt organiserede udviklingsselskaber, der målrettes etablering af betalbare og vedligeholdelsesfri seniorboligområder.
4. Professionel organisering af udviklingen af seniorboliger
Styrk den professionelle organisering omkring opførelsen af seniorbofællesskaber, så de rette kompetencer inddrages til rette tid.
5. Tilbyd det bedste fra de almene lejeboliger
Styrk udbuddet af betalbare boliger i kommunen målrettet seniorer, og indarbejd kvaliteterne ved den almene lejebolig i kommunens øvrige boligtilbud. Det er særligt vigtigt at imødekomme målgruppens ønske om hjælp til reparationer og en husleje, der er til at betale.
Det tredje og sidste sæt af anbefalinger omhandler det gode hverdagsliv i seniorboligerne. Anbefalingerne er særligt målrettet udviklingen af socialt samvær og samhørighed samt et niveau af selvstændighed.
6. Skab aktivitetsskabende rum
Understøt beboernes fysiske og mentale velbefindende såvel som ejerskabet over egen bolig igennem aktivitetstilbud, værksteder og hobbyrum, der inspirerer den enkelte og inviterer til samvær på tværs.
7. Byg samværet ind i boligen
Inviter til socialt samvær på tværs af beboere ved at indrette mødesteder, nicher og opholdszoner på fælles inden- og udendørsarealer.
8. Understøt en selvstændig tilværelse gennem byfortætning
Anlæg en fortætningsstrategi i planlægningen af nye boliger eller tydeliggør nærheden imellem bolig og centrale hverdagsdestinationer ved at kortlægge eksisterende adgangsveje og forbindelser.