2 minute read

INDLEDNING

Denne undersøgelse kortlægger seniorers boligforhold og boligønsker og bidrager med vigtig viden om effekterne ved etablering af forskellige typer af seniorboliger. Resultaterne af undersøgelsen kan udvikle og forstærke det vidensfundament, som kommunernes seniorboligpolitik bygger på. Det er målet med undersøgelsen at gøre kommunerne i stand til at vurdere, hvilke boligtyper der kan være attraktive i kommunen, og hvilke effekter etableringen af disse kan forventes af have.

Ældrebefolkningens kraftige vækst stiller nye krav til landets kommuner – særligt inden for boligområdet, hvor kommunerne skal sikre et tilstrækkeligt udbud af attraktive boligformer for seniorer. I den sammenhæng skal kommunerne også forholde sig til, at de nye ældregenerationer har boligønsker, der adskiller sig fra tidligere tiders ældre. Eksempelvis bor hver anden af de ældre mellem 50-84 år i et parcelhus, men det er sandsynligt, at hver fjerde vil flytte inden for de næste 5 år. Når parcelhusene fraflyttes af seniorerne, sætter det samtidig gang i flyttekæder, hvor børnefamilier flytter ind. Den udvikling kan have betydelige effekter for befolkningsudviklingen og i sidste ende for kommunaløkonomien.

Kommunernes boligpolitik har ofte et formål om at tilgodese generelle ønsker om at tiltrække flere børnefamilier. I mange kommuner opføres der nye boliger – typisk parcelhuse – som er målrettet børnefamilier. Udbygningen med parcelhuse sker ofte i eller nær det åbne land, og i mange tilfælde ligger de nye parcelhuskvarterer i udkanten af byerne eller i oplandsbyerne. Udfordringer med afstande til indkøb,

skole, kultur- og fritidstilbud mv. kan betyde en vis bilafhængighed for børnefamilierne, og der kan derfor stilles spørgsmål ved bæredygtigheden og tilgængelighedsprincipperne ved de store arealudlæg til nye parcelhusområder. Opførelse af attraktive seniorboliger kan igangsætte flyttekæder, hvor børnefamilier flytter ind i de fraflyttede boliger. Dermed kan etableringen af attraktive seniorboliger også understøtte en dagsorden om bæredygtig byudvikling.

Om undersøgelsen

COWI har sammen med Realdania og fem kommuner (Helsingør, Horsens, Kolding, Køge og Viborg) kortlagt seniorers boligforhold og boligønsker. Seniorer er i denne sammenhæng defineret som de +50-årige. Kortlægningen er bl.a. sket gennem en spørgeskemaundersøgelse og en række kvalitative interviews. Der er også foretaget en faktabaseret undersøgelse af 23 udvalgte seniorboligområder i de udvalgte kommuner med henblik på at kortlægge seniorboligerne og deres beboere. På baggrund af en registerbaseret undersøgelse af de +50-åriges demografi, boligformer og flyttemønstrene, er potentialerne og effekterne ved etablering af forskellige typer af seniorboliger også blevet undersøgt. Den samlede undersøgelse er afrapporteret i en hovedrapport samt fem kommunespecifikke rapporter.

Formålet med undersøgelsen er at gøre kommunerne bedre i stand til at vurdere, hvilke typer af seniorboliger, der kan være attraktive i kommunen, og hvilke effekter etableringen af disse kan forventes af have. Undersøgelsen kan dermed bidrage til at udvikle og forstærke det vidensfundament, som kommunernes seniorboligpolitik bygger på.

God læselyst! Begrebet seniorboliger kan dække over et bredt udvalg af botilbud, der henvender sig til den ældre befolkning, herunder eksempelvis rækkehuse i ét plan med en overskuelig have, boliger der er lettilgængelige for dårligt gående og forbeholdt seniorer på +50 år, egentlige plejeboliger og seniorbofællesskaber. Begrebet, seniorbolig, forekommer imidlertid at være det mest velegnede til at beskrive de boligtilbud, der er i fokus for denne undersøgelse.

Seniorbofællesskaber bruges til at beskrive den undergruppe, der er rettet specifikt mod målgruppen med et øget fokus på fællesskab. Seniorbofællesskaber har desuden ofte bestemte adgangskrav målrettet potentielle beboere. Endelig bruges betegnelsen seniorvenlige boliger om den undergruppe af boliger, der indgår på det almindelige boligmarked, men i praksis har vist sig at tiltrække målgruppen.

This article is from: