Monumentet

MONUMENTET

BILLEDER AF

GRØNLAND I DANMARK

Bogen er udgivet med støtte fra:

Dronning Margrethes og

Prins Henriks Fond

BILLEDER AF

MONUMENTET GRØNLAND I DANMARK

GENNEM 100 ÅR

GADS FORLAG

Begyndelsen

Lærlingen Stenene

Tjenestepigen

Rejsen

Modellerne

Kajakken

Kameraet

Udstillingen

Koret

Brevet

Drengen

Vægtskålen

Festen

Bokseren

Statuetterne

Mindesmærket

Sorg

Telegrafisten

Torvet

Skuespilleren

Redaktøren

Coveret

Kunstnerinden

Bænkene

Gravkoen Mosaikkerne

BEGYNDELSEN

Der står et monument på Christianshavns Torv. Det står ikke midt på torvet, men er trukket lidt ind på pladsen, sådan cirka midt mellem indgangen og udgangen til Brugsen. Mange lægger slet ikke mærke til det. Der er så meget andet på torvet, der stjæler opmærksomheden. Christianshavns Torv har alle dage været en af de mest levende pladser i København. Trappenedgangen på torvet fører ned til det eneste metrostop på Christianshavn, og en stor del af den øvrige trafik mellem Amager og Indre By går også forbi torvet. Her blander alle slags mennesker sig for en kort stund: embedsmænd i blanke sko på vej mod Udenrigsministeriet, unge i hættetrøjer med kurs mod Christiania, hipstere på vej videre mod Refshaleøen, turister på lejede elcykler, cyklende studerende i skarpt tempo mod KUA, pensionister på vej ud af bussen sammen med trætte småbørnsforældre med barnevogne, der skal have et hurtigt kaffefix hos en af torvets bagere, skoleelever på vej i skole, christianshavnere på vej til arbejde, kunder i Brugsen, pølsevognen og blomsterhandleren og gadens folk, der mødes på torvet, dér mellem to af bydelens væresteder og i praktisk gåafstand fra Kofoeds Skole og Christiania. Det er den vrimmel, de fleste københavnere forbinder Christianshavns Torv med. Selv folk, der har krydset pladsen dagligt i årevis, fortæller, at de aldrig har lagt mærke til monumentet. Andre kender monumentet, har selv taget en pause på bænkene rundt om monumentets tre skulpturgrupper, siddet med ryggen mod soklen og studeret livet på torvet, eller ventet på en, der kommer om lidt, til fods, på cykel, med bussen eller metroen. Andre igen spørger tøvende, om det er det der monument, ”du ved, der hvor de hjemløse holder til?” Det er det monument, vi mener. Grønlandsmonumentet hedder det.

Der er ikke noget mærkeligt i, at folk ikke lægger mærke til et monument. Det er de fleste monumenters skæbne. De bliver planlagt og arbejdet på i årevis for at mindes nogen eller noget, som er så vigtigt, at fremtidige generationer af forbipasserende skal mindes om netop det, der skete eller den, der gjorde det. Derfor må denne vigtige person eller begivenhed æres med et monu ment i et uforgængeligt materiale, gerne bronze eller sten. Det er dyrt, det er tidskrævende, og det er tungt. Når det endelig står der, bliver det indviet med en højtidelig ceremoni, og der holdes taler om denne vigtige person eller begivenhed.

Foto: Emma Fager/Gads Forlag.

Og så sker det alligevel for langt de fleste monumenter, at ingen aner, hvorfor de står der, når der er gået et par årtier. De fleste byboere passerer monumenter, statuer og mindeplader dagligt uden overhovedet at ænse dem, med blikket vendt ned på fortovet eller ud mod trafikken og opslugt af tanker eller af podcasten i ørerne. Et monument kan ikke bare bryde ind og fortælle sin historie. Det er kun, når en forbipasserende stopper op og betragter monumentet, at det har mulighed for at komme til orde, og selv ikke da kan det altid lade sig gøre. Historiske monumenter fra ældre tid har ofte årstal skrevet med lange romertal, som mange opgiver at få mening ud af, og citater på noget gammelt dansk eller endda latin, som de færreste kan læse. Vind og regn har gjort de udhuggede bogstaver utydelige. Bronzens legeringer løber ned over skriften. Eller kunstneren har lagt betydning ind i symboler, som ingen i dag forstår: damer i sære lange kjoler og med ting i hænderne, der skal lede tankerne hen på et eller andet – men hvad? Dyr i kamp, som ikke bare er dyr, men bestemte lande, eller kræfter – men hvilke? Andre monumenter går det måske lidt bedre. Måske forestiller de en person, der stadig er kendt. H.C. Andersenstatuer er som regel lette at afkode. Det samme gælder Christian IV – kongen, som selv dem, der ikke kan kongerækken, som regel kan genkende. Grønlandsmonumentet er også umiddelbart let at afkode. Det forestiller en grønlandsk kajakmand stående ret op og ned foran sin kajak og fire grønlandske kvinder i færd med at fange små fisk, flænse en sæl, rense en fisk og nyde solen. Det er egentlig lige ud ad landevejen – hvis ikke det lige var for det lange, spegede forhold mellem Kalaallit Nunaat (Grønland) og Danmark, for kolonihistorien og de mange uretfærdigheder og traumer, den rummer. For hvorfor står der et monument af fem unavngivne grønlændere midt i menneskemylderet på Christianshavns Torv i København? Hvad er det for en historie, det vil minde os om? Hvorfor har nogen ment, at det var vigtigt at bekoste et så stort, tungt og kunstfærdigt – og derfor uden tvivl dyrt monument? Er det en respektfuld hyldest til de dygtige og modige inuit, eller er det en kolonial stereotyp? Hvorfor står det lige der på Christianshavns Torv? Hvorfor fandt man det nødvendigt at sætte det op, dengang det blev sat op, og hvornår var det egentlig? Hvorfor samles nogen om det, passer det og værdsætter det, mens andre forbinder det med en vis skam og helst undgår det? Og hvorfor dukker det gang på gang op som motiv hos grønlandske kunstnere og aktivister? Fortæller monumentet i virkeligheden en meget større historie om forholdet mellem Danmark og Grønland? Monumentet er skabt af den danske billedhugger Svend Rathsack, og opsat på Christianshavns Torv i 1938. Men det blev aldrig indviet, og kunstneren selv har kun fortalt ganske lidt om, hvad han ville med det.

Det var i vinteren 2020, at vi besluttede os for at undersøge monumentets historie og betydning nærmere. Kort tid efter blev Danmark lukket fuldstændigt ned under den første coronabølge. Alle biblioteker, arkiver og samlinger

lukkede i månedsvis. Pludselig kunne vi ikke komme videre ad den vej. Derfor fortsatte vi undersøgelsen ad alternative spor. Vi spurgte til monumentet på sociale medier og ringede og skrev til alle, vi kunne komme i tanker om, der måske vidste mere om det.

Mens vi undersøgte historien og talte med folk, gik det op for os, at monumentet var viklet ind i en større historie om suverænitetshævdelse og den ”grønlandsfeber”, der ramte Danmark i første halvdel af det 20. århundrede. Men også, at det ikke var hele historien om monumentet. Vi fandt en lang række historiske fotografier af monumentet, fra det blev sat op i 1938 og frem til i dag. Fotografierne var ikke bare billeder af monumentet, men også af mennesker, der har opholdt sig ved det, havde en relation til det, brugte det som iscenesættelse af noget eller forholdt sig til det. Og vi fandt ud af, at de mennesker, vi kom i kontakt med via monumentet, alle havde deres egne tolkninger af det, der trak i mange forskellige retninger. Både fotografier og fortællinger viste os, at monumentet havde skiftet betydning igen og igen gennem de sidste knap 100 år. Opdagelser, der fik os til at reflektere over danske blikke på Grønland og grønlandske forsøg på at ændre på de blikke. Efterhånden som vi arbejdede os frem, opdagede vi, at historien om monumentet slog sløjfer på sig selv og dannede nye forbindelser, som vi ikke have opdaget ved første øjekast. Den ene aha­ oplevelse afløste den anden. Personer viste sig at være relaterede til hinanden på overraskende måder. Tider og steder overlappede. Historiske begivenheder og enkeltpersoners historier var viklet ind i hinanden på sælsom vis.

Måske vigtigst af alt blev vi klar over, at monumentet ikke bare viser fem tilfældige figurer, men at de af mange forstås som to konkrete personer: Emma Lynge og Hans Christiansen. Ved at tale med deres efterkommere fandt vi efterhånden ud af, at monumentet gemte på en række skæbnefortællinger, der aldrig var blevet fortalt før. Samtidig fik vi et indblik i en historie, der sjældent er skrevet om, nemlig historien om grønlændere i København i begyndelsen af det 20. århundrede.

En vinterdag i 1932 bliver fire mennesker fotograferet i en have på Frederiksberg. De er hver især klædt på til arbejde. To unge piger holder hver sin skovl; måske har de lige ryddet den sti, de står på, for sne. I midten står billedhuggeren iført sin hvide arbejdskittel. Han har pænt tøj på indenunder, kan man se, for en butterfly titter op over kraven på kitlen. Ved siden af ham står en grønlandsk kvinde iført nationaldragt. Hun vrider kroppen let, så man kan se det fine skindbroderi på de lange kamikker. De fire personer står foran en dør. Om lidt vil to af dem gå ind ad døren og fortsætte ind i billedhuggerens atelier, og han vil gå i gang med at arbejde på sit værk, mens han fra tid til anden kaster et blik hen på sin grønlandske model, der har taget opstilling, som om hun er i færd med at rense en fisk – eller en sæl. Det forestiller vi os i hvert fald.

Fra venstre: Dudu, Svend Rathsack, Emma Lynge og Therese Petersen, 1932. Privat foto udlånt af Niels Rasmus Lynge og efterkommere.

Personerne på billedet er Svend Rathsack – skaberen af Grønlandsmonumentet, hans niece Therese, som blev kaldt Rese, og hendes bedste veninde, som de kaldte Dudu. Den grønlandske kvinde i nationaldragten er Emma Lynge. Det er hende, der har stået model til alle de fire grønlandske kvinder i Grønlandsmonumentet. Emma Lynge var samme år, i september 1932, kommet til Danmark fra Grønland, hvor hun var født. I Danmark arbejdede hun som tjenestepige, men stod også model for Svend Rathsack. Vi har fundet billedet blandt Emma Lynges private fotografier.

En person mangler på billedet. Svend Rathsacks kone, Magdalene, som blev kaldt Lone. Svend rejste ingen steder uden Lone. Det var hende, der dokumenterede hans værk, og hendes fotoalbum var fuld af billeder af dem, hun elskede højest. Det er nok hende, der har taget billedet.

Endnu en person, der er vigtig for denne historie, mangler: Hans Christiansen, som stod model til kajakmanden. Men ham finder vi på et andet billede i Lone Rathsacks fotoalbum. Det foto er taget om sommeren i Rathsackparrets have på Frederiksberg, måske i en pause mens han stod model for billedhuggeren. Det gjorde han sandsynligvis første gang i august 1931. Ligesom Emma Lynge blev Hans Christiansen ven af kunstnerens familie.

Hans, Emma, Svend, Dudu og Rese smiler alle på fotografierne, men de befi nder sig i en nervøs tid. Når man læser danske aviser fra deres samtid, er det svært ikke at lægge mærke til de mange små notitser om arbejdsløse, der har taget livet af sig, hyppige arbejdsulykker, spædbørn forladt af desperate mødre og domme for fosterfordrivelser. Det var en tid med fattigdom, hvor arbejdsløse kunne få to måneders understøttelse, og hvor mænd i store frakker stillede sig i kø om morgenen foran Kofoeds Skole på Christianshavn for at få hjælp. Danmark havde klaret sig nogenlunde uden om 1. Verdenskrig. Men krigen kunne alligevel mærkes. Dansktalende sønderjyder var blev tvunget ind i krigen under tysk kommando. Mange overlevende vendte hjem med PTSD. Den spanske syge tog sig ikke af neutralitetserklæringer. Den ramte særligt børn og unge og slog mellem 15­18 .000 ihjel i Danmark mellem 1918 og 1920.1 Også andre dødelige sygdomme – særligt tuberkulose – hærgede både i Danmark og i Grønland. Sygdommen spredtes især blandt fattige, der boede tæt.

I aviserne fra denne tid finder man også reportager fra udlandet, der fortæller om voldelige kampe mellem politi og tidligere soldater i Washington D.C., franske arbejdere, der går i sultestrejke mod regeringen, om hungersnød i Tyskland og Rusland, notitser om udrensninger i toppen af det kommunistiske parti i Rusland, nazisternes fremmarch og et fascistisk Italien, der truer med at melde sig ud af Folkeforbundet – forgængeren for FN. Det var en tid, hvor demokratiet smuldrede i flere lande. Uroen forplantede sig også til Danmark. I marts 1920 afsatte kong Christian X regeringen, fagbevægelsen truede med generalstrejke og krævede en republik. I 1929 kom en socialdemokratisk ledet regering til magten, samme år som børskrakket. Der blev indgået en række politiske forlig for at styrke demokratiet og hæve levestandarden i Danmark.

Grønland var endnu fattigere og mærket af to hundrede års kolonistyre, der gennemsyrede alle aspekter af livet i Grønland. Også her ønskede mange reformer, der kunne afbøde fattigdommen og give befolkningen politisk indflydelse. Men Grønland var en koloni og kunne ikke selv bestemme retningen. Desuden var livsgrundlaget for de grønlandske fangere og familier truet. Fangsten af sæler gik mærkbart ned, uden at man helt kendte til årsagerne. Forandringen satte gang i diskussioner om mulige årsager, der gled over i tanker om fremtiden: Skulle man i Grønland fremover leve af fangst, eller lå fremtiden sna rere i uddannelse, moderne fiskeri, fåreavl og minedrift? Hvad ville det

Hans Christiansen i Rathsack­par rets have, ca. 1931. Privat foto udlånt af Niels Ditlev.

egentligt sige at være grønlænder, og hvad skulle man stille op med det faktum, at de danske kolonimyndigheder styrede alt fra indhandlingspriser til hvem, der måtte uddanne sig til hvad og bo hvor, og altid havde sin egen mening om, hvordan udviklingen skulle foregå?

I kølvandet på 1. Verdenskrig blev ideen om folkenes ret til selvbestemmelse en hjørnesten i folkeretten, og nye landegrænser blev trukket. Alligevel måtte man i Danmark forholde sig til en truende nabo i syd og frygtede krig og invasion. I Grønland havde man allerede i 200 år levet under en altdominerende dansk kolonimagt, der ikke havde tænkt sig at give slip. Danmark solgte De Vestindiske Øer under 1. Verdenskrig uden at spørge befolkningen på øerne først. Det fik mange i Grønland til at frygte, at Danmark også uden videre kunne finde på at sælge Grønland eller dele af det til en anden stat. Den frygt blev ikke mindre af en strid med Norge, der begyndte allerede under Fredskonferencen i Versailles i 1919 og kulminerede, da Norge i 1931 okkuperede et stykke land i Østgrønland og erklærede det norsk. I denne strid insisterede grønlandske politikere igen og igen på, at Grønland først som sidst var deres land. Et synspunkt de måtte kæmpe for at gøre gældende – trods alle paroler om selvbestemmelse. I både Grønland og Danmark anede nogle en lysere fremtid præget af teknologiske fremskridt, højere levestandarder, socialpolitiske reformer, konturerne af en velfærdsstat, en friere seksualmoral, lighed, større politisk indflydelse og – i de koloniserede dele af verden – endda måske en afslutning på kolonistyrets dominans. Andre var stadig i chok over 1. Verdenskrigs brutalitet og vedvarende konsekvenser. Nogle søgte tilbage til ældre tider for at finde et fast bolværk mod de mange forandringer. De holdt på det gamle, på traditio ­

ner og ville bevare eller søgte endda længere tilbage i tid for at finde en mere autentisk måde at være på. Tiden var en trykkoger af voldsomme politiske spændinger og konkurrerende radikale ideologiske strømninger og nye ideer, som satte sig spor i samfundsudviklinger, mange stadig hylder i dag: civilsamfundets fremvækst, et stort engagement i foreningslivet, sports­ og idrætsbevægelser, ligestilling, afkriminalisering af homoseksualitet, friluftsliv, bedre folkesundhed. Og udviklinger vi væmmes ved: raceteorier og racehygiejne, fascisme og fortsat kolonisering af andre folkeslag. Lige her i mellemkrigstiden stod det hele og vibrerede.

Hans og Emma. Svend, Lone og Rese. Ti år senere var Danmark besat, Svend og Lone døde, og Rese sad i en japansk krigsfangelejr, mens Hans havde taget fascinationen af den nye teknologi og det moderne samfund med sig tilbage til Grønland og fik en søn, der senere tegnede det grønlandske flag. Emma havde fået et barn, der voksede op uden at kende sin far. Og både barnet og krigen betød, at Emma aldrig igen skulle bo i Grønland. Det vidste ingen af dem selvfølgelig, da billederne blev taget.

Hvorfor et grønlandsmonument?

Vi ved ikke, hvad der skete i atelieret, hverken den sommerdag i 1931, da Hans blev fotograferet i haven, eller på vinterdagen i 1932, hvor Emma, Svend, Rese og Dudu blev indfanget af Lones kamera. Vi ved i det hele taget ikke ret meget om, hvorfor Svend Rathsack ville skabe et grønlandsmonument i København. Rathsack var uhyre produktiv og efterspurgt i sin samtid, og hans værker kan ses rundt om i hele landet. Han samarbejdede med arkitekter, der tegnede moderne boliger i tidens enkle, funktionalistiske stil, som dog stadig gav plads til dekorationer over døre og vinduer. Når man først bliver opmærksom på hans stil – særligt relieffer af dyr og græske guder – genfinder man den mange steder i særligt det københavnske bybillede. Men sidenhen gik han lidt i glemmebogen. Det er, som om han bevidst forsøgte at undgå at efterlade sig andet end sin kunst. Som om han ikke ville biograferes. Svend Rathsack døde pludseligt af mavekræft, og hans hustru Lone fulgte ham i døden bare få måneder senere. De efterlod sig stort set ingenting. Kun Rathsacks værker, nogle få breve og andre småtekster, der dukker op i andres arkiver.   Svend Rathsack blev i 1928 ridder af Dannebrogordenen og blev i den forbindelse bedt om at indsende en levnedsbeskrivelse. Da vi knap 100 år senere udbeder os den, bemærker den kongelige ordenshistoriograf i mailen til os, at Svend Rathsacks levnedsbeskrivelse ”unægteligt hører til i den fåmælte ende af skalaen”. Svend Rathsack har besvaret opfordringen til at beskrive sit liv og sine værker med en halv håndskrevet side, hvor han i helt korte sætninger fortæller, at han blev født i 1885 i Fredericia, som søn af premierløjtnant

V.S.L. Rathsack og Anna Bybjerg, og at han i 1915 giftede sig med Lone, hvis

fulde navn var Magdalene Johanne Thiele Andersen, født i Rønne i 1887, tidligere gift med ingeniør Frederik Anton Thiele. Han slutter brevet med bemærkningen: ”Forøvrigt maa jeg hvad Levnedsbeskrivelse angaar henvise til mine Arbejder”.

Heller ikke indkaldelsen til en levnedsbeskrivelse til Weilbachs Lexikon, som er det største biografiske opslagsværk om danske bygnings­ og billedkunstnere, brugte Svend Rathsack lang tid på at udfylde. Kortfattet angiver han ”Grønlandsmonument, Granitrelief i Haderslev og Manden” som sine tre mest betydningsfulde værker. Rubrikken med spørgsmål 12: ”Oplysninger i øvrigt om Deres Liv og Forhold, Kunstbetragtninger og Interesser, som De maatte anse for at være af Interesse for Weilbachs Lexikon” lader han stå blank.

Det tætteste, vi nogensinde kommer på en egentlig beskrivelse af Rathsacks intention med Grønlandsmonumentet, finder vi hos kunsthistorikerne Erik Zahle og Leo Swane, som er de to kunsthistorikere, der har skrevet mest om Rathsacks værker. De har begge kendt Rathsack personligt og nævner begge, at Rathsack fik ideen til værket ”i begyndelsen af 1920’erne”. 2 Men det er ikke meget, de skriver om intentionen bag. Zahle er den, der er mest udførlig:

”Engang i 1920’erne havde Rathsack faaet den Idé, at man burde opstille Statuer af en Grønlænder og en Færing ved Christiansborg, saa kunde Rigsdagsmændene daglig blive mindet om, at der ogsaa var Folk i fjerne Egne, de skulde tage Vare paa. To nu forsvundne Skitser fra 1923 er de tidligste Vidnesbyrd om, at han alvorligt tænkte paa et Grønlandsmonument, og formodentlig havde han dengang allerede bestemt sig for at bruge grønlandske Motiver alene.”3

Det er muligt, at Svend Rathsack selv havde beskrevet intentionen for Erik Zahle. Men det er også muligt, at Zahle fik oplysningen fra Lone Rathsack i de få måneder, der gik mellem Svend Rathsacks og hendes egen død, hvor hun selv arrangerede en stor mindeudstilling for ham i Den Frie Udstillingsbygning. Ud over Lone Rathsacks beretninger og optegnelser har Zahle haft adgang til en række brevvekslinger mellem Svend Rathsack og familie og venner, som vi ikke har kunnet lokalisere.

Erik Zahles to tidsskriftartikler og Leo Swanes lille bog fra 1934 er de eneste egentlige sammenhængende beskrivelser af Rathsacks liv og værk og udgør sammen med nekrologer og et mindeskrift udgivet sammen med mindeudstillingen det meste af den viden, der i dag findes om Rathsacks arbejde og hans idé til Grønlandsmonumentet. Dertil kommer en del senere artikler og bøger, hvor Rathsacks værker behandles i sammenhæng med værker fra andre danske billedhuggere fra samme periode, men her optræder Grønlandsmonumentet sjældent. Monumentet nævnes hyppigere i bøger om danske monumenter, men vi har ikke her fundet flere oplysninger om Rathsacks intention end dem, man finder hos Zahle og Swane. 4

Hos Zahle finder vi en antydning af, at Svend Rathsack har haft en politisk intention med værket – Rigsdagens medlemmer skulle dagligt mindes om deres forpligtelser over for befolkningerne i Grønland og Færøerne. Zahle påpeger, at geografiske motiver, der viser repræsentationer af byer, landsdele –eller kolonier – er ret almindelige i udlandet, men sjældent brugt i Danmark, og at Rathsacks idé i den forstand var ret original. Han antyder samtidig, at ideen voksede på Rathsack undervejs: ”Interessen for Grønland og dets indfødte Beboere uddybedes hos ham i Løbet af et Aarti: oprindeligt havde han jo tænkt en skulpturel Fremstilling af vore ’Dominions’, men ved fortsat Beskæftigelse med Planen voksede Grønlandsmonumentet i Omfang og blev sig selv nok”, skriver Zahle.5

Men Zahles få sætninger om Svend Rathsacks oprindelige idé stiller i virkeligheden flere spørgsmål, end de giver svar. For hvorfor mente Svend Rathsack, at det var nødvendigt med et monument, der skulle minde danske parlamentarikere om deres forpligtelser over for befolkningerne i de danske kolonier? Hvad mener han med ”Dominions” i gåseøjne, og hvor blev Færøerne af? Hvis intentionen var at sætte monumentet foran Christiansborg, hvorfor står det så på Christianshavns Torv? Og hvornår i ”begyndelsen af 1920’erne” var det mere præcist? 1920, 1921, 1922 eller 1923? Hvert årstal rummer næsten i sig sin egen mulige forklaringsmodel, der hænger sammen med historiske begivenheder og strømninger, som alle er med til at tegne monumentets kontekst, og måske kan give os noget af svaret på, hvad Rathsack og de, der støttede opsætningen, har villet med monumentet.

Undervejs i bogen følger vi derfor kunstneren Svend Rathsacks arbejde med monumentet ved at undersøge de billed­, idé­ og vidensproducerende miljøer, som han bevægede sig i eller forholdt sig til: kunst­ og forfattermiljøet; videnskabsmænd og polarforskere; Grønlands Styrelse og Den Kongelige Grønlandske Handel; politikerne i Rigsdagen og regeringen. På den måde forsøger vi dels at nærme os de tanker og ideer, Rathsack selv kan have haft, men det giver os samtidig også mulighed for at dykke ned i og undersøge, hvilke forestillinger om Grønland og dets befolkning, der blev skabt i denne periode i Danmark – og hvordan grønlandske politikere og intellektuelle forsøgte at agere i og påvirke disse forestillinger.

Men et monument er mere end dets kunstner og dennes æstetiske og eventuelle politiske intention. Kunstneren arbejder aldrig alene, som kunsthistorikerne Amalie Skovmøller og Mathias Danbolt gør opmærksom på: ”Et monument er betinget af alle mulige relationer mellem kunstneren, håndværkerne, dem, der fremskaffer materialet, dem, der bestiller og betaler for monumentet, dem, der kommer til indvielsen, dem, der senere bliver ved med at poste penge i at bevare det, og så videre.”6 Til det kan man i Grønlandsmonumentets tilfælde lægge modellerne; de folk, der bevæger sig rundt omkring det, og de folk, der tillægger det en betydning eller måske endda bruger det til at skabe

nye betydninger. Det er hele den historie, vi fortæller i denne bog. Derfor interesserer vi os også for de materialer, Rathsack anvendte. De dragter og redskaber han lånte for at få detaljerne på plads. Den stenhugger, der hjalp ham. De folk, der støttede opsætningen og finansierede monumentet. Den plads, det står på. De folk, der har brugt det gennem tiden. De andre monumenter, statuer og mindesten, som monumentet selv korresponderer med, er inspireret af eller har inspireret til. Og først og fremmest interesserer vi os for modellernes liv og færden i København og Grønland.

Ved at følge Emma Lynge og Hans Christiansen og deres færden i København og omegn og senere i Grønland får vi et glimt af et lille, men voksende grønlandsk miljø i Danmark og et indblik i deres løbende kamp for selv at få lov at vælge indholdet i deres eget liv. Til vores egen overraskelse viste det sig, at både Emma Lynge og Hans Christiansen også selv havde sat sig mange spor i arkiverne. Deres navne dukkede ikke bare op i skibslister og folketællinger, men også i avisartikler, film og sågar i en novelle.

Hvordan bogen blev til og er bygget op

Monumentet blev til i en periode af den grønlandsk­ da nske historie, som på sin vis er både overbelyst og underbelyst. Det er en periode, der i Danmark mest af alt associeres med polarforskere som for eksempel Knud Rasmussen, Lauge Koch og de mange store grønlandsekspeditioner. Det var i kraft af polarekspeditionerne, at Grønland for alvor blev kendt af den brede danske offentlighed. Danmark blev i første halvdel af det 20. århundrede ramt af en form for ”grønlandsfeber”, en intens, næsten febrilsk tørst efter alt, hvad der havde med Grønland at gøre. Den var skabt af det faktum, at andre lande i samme periode gjorde krav på landet, men også af stor efterspørgsel på underholdning hos en dansk befolkning, der ikke kunne rejse ret meget selv – hvis overhovedet.

Fascinationen af polarforskerne er stadig intakt i Danmark. Den del af historien er blevet behandlet i en lang række bøger og dokumentarer gennem tiden, og der udkommer til stadighed nye bøger om danske polarforskere.

Polar forskerne spillede en væsentlig rolle både for dannelsen af billeder og forståelser af Grønland i første halvdel af det 20. århundrede og for den grønlandspolitik, der blev ført. Der optræder derfor også enkelte polarforskere i denne bog, men de er ikke hovedemnet.

I sammenligning med polarforskningshistorien er mange andre aspekter af samme periode til gengæld noget underbelyste, i nogle tilfælde endda næsten ubeskrevne. Det gælder ikke mindst historien om de grønlændere, der kom til Danmark i først halvdel af det 20. århundrede – en historie vi undersøger i bogen, uden at den dog skal læses som et forsøg på en systematisk redegørelse.

Mens vi har arbejdet på denne bog, er der igen kommet lidt fokus på retsprocessen mellem Danmark og Norge om retten til Østgrønland, der blev afgjort i 1933 ved Den Permanente Domstol i Haag. Men meget mangler stadig at blive u ndersøgt. I denne bog læser vi retsprocessen ind i den situation, som opstår ud af fredsforhandlingerne efter 1. Verdenskrig og medtænker Danmarks ageren ikke bare i forhold til Grønland, men også andre danske kolonier og tidligere rigsdele: Dansk Vestindien, Færøerne, Island, Norge og Sønderjylland. Bogen bidrager samtidig med helt ny viden om selve retsprocessen og ikke mindst om de grønlandske indlæg.

Først og fremmest stiller vi i bogen skarpt på de billeder, ideer og forestillinger, man i Danmark gjorde sig om Grønland, i den periode Grønlandsmonumentet blev skabt. På denne tid var Grønland effektivt spærret af for almindelige danskere. Kun folk, hvis ærinde i Grønland var godkendt af det øverste administrative organ vedrørende Grønland, Grønlands Styrelse, fik tilladelse til at rejse ind i landet. Et mindre antal kunstnere, forskere og forfattere fik lov at rejse til Grønland, og mange af dem skabte kunstværker og en lind strøm af vildt populære rejsebøger, lysbilledforedrag og enkelte film, som blev ivrigt konsumeret af det danske publikum. Også danske politikere begyndte i denne periode som noget helt nyt at rejse til Grønland. De skrev gerne rejsebøger, avisartikler og kronikker om deres oplevelser, ligesom ansatte i Grønlands Sty relse og udsendte præster skrev bøger og artikler eller holdt foredrag. Disse værker, billeder og fortællinger blev slugt af danske læsere.

Det var folk fra disse miljøer, det vil sige polarforskere, kunstnere, politikere og ansatte i koloniadministrationen eller i søfarten, der producerede størstedelen af de billeder og den viden om Grønland, der var tilgængelig i Danmark i første halvdel af det 20. århundrede, hvor monumentet blev skabt. Deres billeder styrede ikke bare den danske grønlandspolitik i perioden. De blev også langt hen ad vejen hængende som folkelige danske forestillinger om Grønland. Forestillinger, som blev ved med at spille ind på – ikke bare grønlandspolitikken, men også på relationer og møder mellem danskere og grønlændere langt op i det 20. århundrede. Nogle hænger stadig ved.

Billederne, forestillingerne og ideerne fik konsekvenser i Grønland og for grønlændere i Danmark. Som historikeren Jens Heinrich pointerer, så lå ”[d]en danske opfattelse af grønlænderne til grund for det udfoldelsesrum som grønlænderne havde i første halvdel af det 20. århundrede”.7 Eller som historikeren Daniel Thorleifsen påpeger, så kom danske udsendte til Grønland med andre opfattelser, forestillingsverdener, billeder og modeller end dem, der fandtes i landet. Billeder, begreber og modeller, som man i Grønland var nødt til at tilegne sig og agere indenfor i kraft af det asymmetriske magtforhold mellem kolonisator og koloniseret, mellem danskere og grønlændere. 8

De danske aktører dominerede begrebs­, idé– og billedskabelsen, men grønlandske aktører forsøgte samtidig at udfordre den og fylde deres eget indhold ind i de modeller, kolonimagten stillede op.9 Det skete dels på et politisk plan, hvor grønlændere i bøger, artikler, breve og telegrammer henvendte sig til både en grønlandsk, dansk og udenlandsk offentlighed med krav om bedre forhold, lige rettigheder og politisk selvbestemmelse.

Grønlandsmonumentet, dets historie og de mange tolkninger af det, kan på den måde fungere som et prisme til, hvordan Danmark har betragtet Grønland gennem de seneste 100 år – og hvordan grønlændere aktivt har forsøgt at ændre på de forestillinger. Det er monumentet og de folk og historier, der knytter sig til det, der styrer bogens fortælling. Historiske billeder af monumentet, modellerne, kunstneren, hans værker eller i enkelte tilfælde andre fotografier og billeder, der knytter sig til dem, fungerer bogen igennem som, det den tyske filolog Erich Auerbach kalder et ”ansatzpunkt”, altså et slags afsæt til at fortælle en større historie. 10 Monumentet står i København, og derfor er København også udgangspunkt og omdrejningspunkt for de fleste af fortællingerne i denne bog, og bogen først og fremmest en undersøgelse af danske ideer, forestillinger, blikke og billeder af Grønland – og af grønlandske aktørers liv i København. Af og til tager vi nogle afstikkere til andre byer; Nuuk, Ilulissat, Haag, Tórshavn, Paris og Holte. Og nogle gange ser vi længere ud i verden for at kunne forklare det internationale bagtæppe, som begivenhederne udspiller sig på. Eller vi går tilbage i tid og ud i verden for at forklare nogle forhold, der gjorde sig gældende i samtiden, og som er vigtige for at forstå monumentets samtid og de senere tolkninger, der knytter sig til det. Monumentet blev sat op i 1938, men ideen opstod i 1920’erne, det vil sige, at det blev til i mellemkrigstiden. Derfor er denne periode tyngdepunktet i bogen. Men et monuments fornemste opgave er at blive stående og minde om noget. Og monumentet blev stående længe efter, at dets skaber og modeller havde forladt København igen eller var døde. Som erindringsforsker James E. Young har vist, skifter både historiske steder og monumenter betydning over tid.11 Arkitekturhistoriker Andrew M. Shanken kalder ligefrem monumenter for ”shape shifters”, hamskiftere.12 Derfor følger vi også de nye lag af billeddannelser og fortolkninger, der sidenhen opstod omkring monumentet. Billeddannelser, der ligesom monumentet selv ofte er forankret i ældre tider, men som ændrer sig under indtryk af nye udviklinger og begivenheder, der finder sted i samtiden. I dette tilfælde specifikt Grønlands overgang fra koloni til amt i 1953; den politiske mobilisering frem mod indførelsen af Hjemmestyret i 1979; og de fortsatte diskussioner om selvstyre og statsdannelse efter Selvtyreloven i 2009 – men også mere generelt den sociale udvikling i København i 1960’erne og frem.

At det overhovedet blev en bog, er lidt af et tilfælde. Vi kendte ikke engang hinanden, da vi gik i gang med indsamling af materialet til den. Martine var på sporet af Mosaikmysteriet: Gennem et par år havde en ukendt kunstner sat mosaikker, der forestillede Grønland op, rundt omkring i København, og en af dem hang på Grønlandsmonumentet. Samtidig arbejdede Astrid på et forskningsprojekt om spor af kolonialisme på Christianshavn. Hun stødte ved et tilfælde på en guidet tur til Grønlandsmosaikkerne, som Martine stod bag. Efter at have konstateret, at vi havde overlappende interesser om spor af kolonialisme i det offentlige rum i København, besluttede vi os for at skrive nogle magasinartikler sammen.

Det var først gennem to grønlandske kunstprojekter, der tematiserede monumentet, at vi for alvor fik øje på det. Til trods for at vi faktisk begge godt kendte monumentet i forvejen og før havde undret os over det. Astrid havde kendt Grønlandsmonumentet siden sin barndom i Indre By. Alligevel var hun gået uden om det, da hun for nogle år siden i bogen Ingen undskyldning (2017) skrev, at der ikke var nogen mindesmærker til minde om kolonitiden i Danmark. (Det var før kunstneren Bright Bimpongs statuer af fagforeningsleder David Hamilton Jackson, general Buddhoe og halvfiguren ”Freedom” blev givet af borgere på St. John som folkegave til Danmark, og før kunstnerduoen Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle fik deres skulptur ”I Am Queen Mary” opstillet på Toldboden).13 Grønlandsmonumentet passede ikke rigtigt i nogle af de kategorier, hun arbejdede med. Det var ikke et mindesmærke for kolonialismens mørke sider, men omvendt lignede det egentlig heller ikke rigtigt de storladne fejringsmonumenter for kendte kolonisatorer, som man kan se i lande som Spanien, Portugal og Storbritannien. Så hvad var det så?

Martine havde beskæftiget sig med monumentet som journalist på Grønlands Radio, KNR, hvor hun havde citeret en dansk kunstanmeldelse, der sablede monumentet ned og foreslog det flyttet til Diskobugten. Men hun havde glemt det igen og kom først i tanker om den historie, da artiklen dukkede op under den første informationssøgning. Hun var som så mange andre gået forbi Grønlandsmonumentet tusind gange uden at stoppe op.

Det var en undren over monumentets betydninger, der satte os i gang. Da det er de historiske fotografier af monumentet og modeller og kunstners personlige historier, der styrer fortællingen, springer vi derfor i et vist omfang hen over en lang række vigtige politiske begivenheder i perioden mellem 2. Verdenskrig og frem til slutningen af 1970’erne. Ligesom der også er mange andre vigtige aspekter og personer i de perioder, vi dækker mest intenst, som vi heller ikke beskæftiger os med. Ambitionen er ikke at dække alle facetter af, hvordan man i Danmark har forstået Grønland i det 20. århundrede.

De fleste af de grønlændere, vi beskæftiger os med, opholdt sig i Danmark i kortere eller længere perioder og talte dansk. Ophold, der var med til at præ­

ge dem og deres forståelse af både Danmark, kolonialismen og fremtiden. Til at begynde med var de en lille gruppe. Som årene gik, blev den større og større. Flere af dem fik stor indflydelse på det politiske miljø i Grønland. Men de var ikke nødvendigvis enige med hinanden, og det er vigtigt at understrege, at andre grønlændere, end dem, vi præsenterer her, levede helt andre liv i de to lande, erfarede andre ting og havde andre forståelser end dem, der er med i denne bog. Det her er altså ikke et forsøg på at indfange ”den grønlandske holdning” til den politiske udvikling i ental.

Vi har valgt dem, der er med i denne bog – både grønlændere og danskere – fordi det er de personer, der knytter sig mest direkte til monumentet og den plads, det står på, eller fordi udsagn, vi har fra dem, kan være med til at kaste lys over Hans Christiansens, Emma Lynges og Svend Rathsacks liv og de billeder og forestillinger, der har floreret i Danmark om Grønland. Kunstneren og modellernes historie er fortalt ud fra de kilder, vi har kunnet finde om dem i arkiverne, og de historier, deres efterkommere har ønsket at fortælle os. Hvordan deres liv helt præcist udfoldede sig, vidste de selvfølgelig kun selv.

Sprogbrug

Monumenter skifter betydninger. Det samme gør ord. Hvad angår stednavne i Grønland har vi valgt at bruge de grønlandske stednavne, også i de perioder, hvor de også havde danske navne, fordi det allerede var de navne, man på grønlandsk brugte om stederne. De geografiske betegnelser staver vi med den nugældende grønlandske retstavning.

Der kan let opstå forvirring omkring Knud Rasmussens og Peter Freuchens handelsstation, der blev anlagt på bostedet Uummannaq i det nordligste Grønland – de kaldte den ”Thule”, men det var kun på dansk, at dette var navnet. Der findes også et (større) bosted længere mod syd, som også hedder Uummannaq – og ”Thule” blev også brugt som det danske navn for den by, der i dag hedder Qaanaaq. Vi bruger betegnelsen ”Avanersuaq” som betegnelse for det område, hvor handelsstationen lå. Tidligere ville man på dansk have skrevet ”Thule­ distriktet”. Når vi bruger betegnelsen ”kolonien Thule”, er det udelukkende i historisk kontekst.

”Kolonien Scoresbysund”, der blev etableret i Østgrønland i 1925, hedder på grønlandsk ”Ittoqqortoormiit”. Dette navn ser dog ikke ud til at have været almindeligt brugt, før kommunalbestyrelsen i 1978 besluttede sig for at ændre kommunens officielle navn til ”Ittoqqortoormiit”. I de grønlandske aviser frem til starten af 1970’erne findes kun navnet ”Scoresbysund” – også på grønlandsk. Når vi i bogen anvender navnet ”Scoresbysund”, er det således i en historisk kontekst. ”Tasiilaq” i Østgrønland kaldtes tidligere på dansk ”Ammassalik” (i gammel retstavning: ”Angmagssalik”) efter den store fjord i nærhe­

den. Det grønlandske navn var både dengang som nu ”Tasiilaq”, og det er derfor det navn, vi anvender i bogen, men i nogle citater kaldes stedet ”Am massalik” eller ”Angmagssalik”.14

Man har gennem årene brugt forskellige betegnelser for grønlandske bosteder. Mellem 1911 og 1952 skelnede koloniadministrationen mellem ”koloni(sted)”, ”udsted” og ”boplads”. Fra 1952 brugte man betegnelserne ”by” (”illoqar fik” – et sted, der har huse) og ”bygd” (”nunaqarfik” – et sted, der har hjem), hvor hver by var hovedby i en kommune. I 2023 skrev den grønlandske regering i en landsplanlægningsredegørelse, at tiden var løbet fra disse betegnelser, og at de fremadrettet ville anvende betegnelsen ”bosted” (”inoqarfik” – et sted, der har mennesker) for beboede steder i Grønland, hvilket vi også gør i denne bog – dog krydret med betegnelsen ”by”, som vi anser som et almindeligt hverdagsord på dansk, der for det meste ikke har konnotationer til den danske koloniadministration.15

I de ældre danske kilder, vi anvender, blev både betegnelserne ”inuit”, ”grønlænder” og ”eskimo” brugt. Det sidste som regel, men ikke konsekvent, om befolkningerne i Nord­ og Østgrønland. Vi bruger kun det sidste, der i dag opfattes som en nedsættende betegnelse, i værktitler og enkelte direkte citater, men ellers kun ”grønlænder”, ”inuit” og i visse tilfælde ”inughuit”, som er nav net på den befolkning, der lever i Avanersuaq. Vi anvender ”inuit” som et flertalsord, som det er på grønlandsk.

Monumentet har også vist sig at have mange navne. Københavns Kommune omtaler det oftest som ”Grønlandsmonumentet”, men det er, som om monumentet aldrig har fået et egentligt navn i offentligheden. Nogle gange omtales det som ”Grønlandsmonumentet” i et eller to ord, andre gange som ”grønlænder monumentet” eller ”grønlænderskulpturene”, ”Fangstmand”, ”Fangstmand med kajak”, ”Sælfanger med kajak”, ”Fangstmand med sin kajak”, ”Grønlænder med kajak”, ”Arbejdende grønlænderinder”, ”de grønlandske figurer på Christianshavns Torv”, ”Grønlandske kvinder”, ”grønlænderfigurerne” eller ”den grønlandske figurgruppe”. Vi har søgt på alle mulige og umulige søgeord og også bare på Christianshavns Torv, som i en periode blev stavet Kristianshavns Torv.