Issuu

1200-TALLETS DANSKE STADSRETTER PÅ MODERNE DANSK

NORD ACADEMIC

1200-tallets danske stadsretter på moderne dansk

Redigeret af Helle Vogt og Anders Leegaard Knudsen

Oversættelse: Anders Leegaard Knudsen

Forlagsredaktion: Peter Bejder

Tekstredaktion: Lino Vogt

Omslag: Sune Ehlers/River

Forside: Slesvig Stadsret. Foto: Miriam Jensen Tveit

Grafisk design: Per Demuth/Demuth Grafisk

Repro: Narayana Press

Tryk: Print Best

ISBN: 978-87-12-07542-4

1. udgave, 1. oplag

Printed in Estonia, 2025

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Tekst & Node, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Nord Academics klimakompensering af vores bogproduktion på nordacademic.dk

Nord Academic Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark kontakt@nordacademic.dk nordacademic.dk

SELSKA b ET S f ORORD

De ældste danske love udgør en væsentlig kilde til vores viden om det danske samfund i middelalderen, ligesom de er enestående vidner til tidens kultur- og retshistorie. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har en lang tradition for at udgive de middelalderlige love, både i deres originale sprogform og i oversættelser til moderne dansk. Imidlertid har kun en mindre del af købstads- og rigslovgivningen foreligget i moderne oversættelse. Det er derfor en glæde for selskabet, at Helle Vogt og Anders Leegaard Knudsen nu har påtaget sig at udsende denne samling af købstadsretter fra 1200-tallet. Oversættelsen er blevet til som del af projektet ”Danmarks gamle love på moderne dansk”, der ud over købstads- og rigslovgivningen omfatter en ny oversættelse af landskabslovene. De to delprojekter nyder godt af fagkyndig bistand fra selskabets tilsyn, Anne Mette Hansen, Thomas Hansen, Eva Skafte Jensen, Bjørn Poulsen og Gorm Tortzen.

I de seneste år har flere af Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgivelses- og oversættelsesprojekter beskæftiget sig med middelalderens verden. Arbejdet med lovoversættelserne har særlig tilknytning til Diplomatarium Danicum og Danmarks Riges Breve, som efter en mere end 80-årig udgivelsesperiode for nylig er blevet digitalt tilgængelige i deres helhed på selskabets udgivelsesplatform Tekstnet. Her vil også nærværende oversættelser af købstadslovgivningen blive tilgængeliggjort. Projektet er finansieret af Augustinus Fondens kulturarvspulje og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Projektet er ledet af professor Helle Vogt, Københavns Universitet, som står for den generelle indledning, og som har koordineret udgaven med et forskningsprojekt om magt og ret i 1200-tallets danske byer, der også blev støttet af Augustinus Fonden. Oversættelserne og indledningerne er udarbejdet af seniorredaktør Anders Leegaard Knudsen, Det Danske Sprogog Litteraturselskab. Udgivelsen er støttet af Augustinus Fonden, Dreyers Fond, Ernst Andersens Fond, Det Finneske Legat og Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Johnny Kondrup, formand

Simon Skovgaard Boeck, Dorthe Duncker, Camilla Zacho Larsen, Erik SkyumNielsen, Helle Vogt

Karen Skovgaard-Petersen, direktør

København, oktober 2025

1200-TALLETS DANSKE by ER 1

Helle Vogt

Hvad er en by? Spørgsmålet giver ikke megen mening for os i dag, hvor det urbane rum karakteriseres af tæt bebyggelse og fraværet af landbrugsproduktion. Denne adskillelse har ikke nødvendigvis været så klar for fortidens mennesker, eftersom de tidlige byer ofte var tyndt befolkede og havde tilhørende marker, meget sigende kaldet bymarken, hvor store dele af byens fødevarer blev produceret. I løbet af middelalderen blev adskillelsen mellem det urbane og rurale tydeligere, byerne omsluttedes af volde og palisader med porte, der markerede, at bebyggelsen ikke var en landsby. I landsbyerne lå gårdene ganske vist ofte tæt omkring en åben plads – forten – mens byen adskilte sig med sine etagebygninger og for de større byer de talrige kirker.2 Markerne fortsatte dog med at være under byens lov og jurisdiktion. For de fleste byer er det umuligt at fastslå, hvor bymarkerne har været, men enkelte stadsretter som f.eks. Flensborgs giver nogle indikationer af, hvor meget af det omgivende land der hørte til byen.

Det var dog ikke kun fysisk, at byen adskilte sig fra det omgivende land. Byerne kan ses som retlige enklaver, hvis indbyggere af deres herre havde fået særlige privilegier, således at de kunne drive handel og ville blive beskyttet, mod at herren fik andel i afgifter og skatter. Det ældste bevarede danske privilegium, der giver indbyggerne i en by ret til ikke at blive stævnet uden for byen, er fra 1236 og blev givet til Ribe.3 Slesvig Stadsret har inkorporeret ældre privilegier, der måske går tilbage til 1070’erne.4 I løbet af

1 For en grundig gennemgang af de danske byer i middelalderen se Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen, Danmarks byer i middelalderen (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2016) og Per Andersen, Bjørn Poulsen og Helle Vogt red., Ret og regulering i 1200-tallets danske byer (København: Nord Academic, 2025), hvor fokus er mere snævert på 1200-tallets regulering.

2 Lund havde 24 kirker og tre klostre, mens Roskilde havde 12 kirker og fem klostre.

3 Erik Kroman, Danmarks gamle købstadlovgivning, 2, 4. Et ældre privilegium, der er dateret mellem 1202 og 1214 og fritager ripenserne for told og afgifter i resten af riget, er også kendt, men her er privilegiet ikke rettet mod forhold i byen. Diplomatarium Danicum, 1. rk., bd. 4, Niels Skyum-Nielsen red., København: C.A. Reitzels Boghandel, 1958, nr. 54.

4 Bjørn Poulsen, ”Slesvigs første stadsret. Lag på lag” i Ret og regulering i 1200-tallets danske byer, red. Per Andersen, Bjørn Poulsen og Helle Vogt (København: Nord Academic, 2025), 68-112.

1200-tallet blev privilegierne for en lang række byer suppleret med stadsretter, meget mere om disse senere.

Urbanisering i Danmark kan spores tilbage til 700-tallets Ribe,5 og i slutningen af århundredet kom Hedeby, der blev flyttet til Slesvig i 1060’erne, til.6 I det sene 900-tal og de første årtier af 1000-tallet kommer der en bølge af kongeligt grundlagte byer som Roskilde, Lund og København. Ændrede samfundsstrukturer, bl.a. som følge af at kristendommen vandt indpas med etableringer af katedraler og den medfølgende gejstlige administration, øget handel og håndværksspecialisering førte til en kraftig stigning i byanlæggelser i det sene 1100-tal og 1200-tallet, således at der omkring år 1300 var 88 byer i Danmark.

Langt de fleste byer blev grundlagt af en konge, men der er også eksempler på, at andre fyrstelige personer, stormænd eller gejstlige institutioner optræder som bygrundlæggere.7 På nær København, der tilhørte roskildebiskoppen, var størstedelen af 1200-tallets byer underlagt territorialherren, dvs. kongen for kongerigets byer og hertugen for Sønderjyllands.8 Byens herre sikrede freden i byen, og han optræder i større eller mindre grad i alle stadsretterne. Han er mindst fremtrædende i Lund Stadsret fra det tidlige 1200-tal, hvor kongen ikke er tildelt nogen aktiv rolle og primært optræder i forbindelse med bødebetaling. I den modsatte ende af spektret finder vi Slesvig Stadsret, også fra 1200-tallets begyndelse, og København Stadsret fra 1294. I begge spiller hhv. konge og biskop en aktiv rolle, i Slesvigs tilfælde sammen med hertugen.

Hvis man ser bort fra København, hvor indtrykket er, at roskildebiskoppen spillede en stor rolle i byens daglige drift, så var byerne langt hen ad vejen selvstyrende, selvom herrens lokale repræsentant tog del i både domsfunktionen og den udøvende magt.

5 Søren Bitsch Christensen, red., Ribe Bys Historie, bind 1. 710-1520 (Esbjerg: Esbjerg Kommune, 2010) og Morten Søvsø, Ribe 700-1050. From Emporium to Civitas in Southern Scandinavia (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2020).

6 Volker Hilberg, ”Hedeby’s Demise in the Late Viking Age and the Shift to Schleswig” i New Aspects on Viking-Age Urbanism c. AD 750-1100. Proceedings of the International Symposium at the Swedish History Museum, April 17-20th 2013, red. Lena Holmquist, Sven Kalmring og Charlotte Hedenstierna-Jonson (Stockholm: Stockholm University, 2016), 63-80.

7 Kristensen og Poulsen, Danmarks byer i middelalderen, 152-153.

8 Slesvigs stilling mellem konge og hertug var lidt speciel, hvilket formentlig skyldes byens alder. Se Poulsen, ”Slesvigs første stadsret”.

Der vides meget lidt om, hvordan byerne var organiseret og styret, før byrådene, der omtales i de fleste af stadsretterne, blev etableret fra midten af 1200-tallet og frem. I nogle af de jyske og fynske byer findes der spor af, at de tidligere kan have være ledet af oldermænd – seniores på latin. Oldermændene er bedst kendt fra Slesvig, hvor byen var inddelt i fire kvarterer med hver sine oldermænd.9 Hvor stor magt oldermændene har haft, og hvorvidt de kunne træffe beslutninger uden resten af bymændenes accept, er uvist. Lund Stadsret omtaler et møde – moth – sammen med bytinget,10 men dets funktion bliver ikke specificeret, så det er umuligt at afgøre, hvordan det adskilte sig fra tinget. Et bymøde, hvor de juridisk fuldgyldige indbyggere deltog, og hvor byens styring og andre vigtige ting blev drøftet, kendes fra de norske bylove.11 Det er muligt, at en lignende institution har været anvendt i Danmark, at oldermændene er blevet valgt på disse møder, og at møderne har lagt retningslinjerne for byens styrelse.

Det er usikkert, hvornår de første danske byråd blev etableret, den første omtale af et byråd er fra Lübeck i år 1201, hvor byen var under dansk overherredømme. Men om det var som en direkte konsekvens af det danske overherredømme eller ej, kan vi ikke vide.12 Rådet optræder også i Tønder Stadsret fra 1243, men da denne lov var en afskrift af Lübeck Stadsret, siger det ikke noget om, hvorvidt institutionen var brugt andre steder i Danmark. Et kongeligt diplom til Ribe fra 1252 nævner rådet,13 som også optræder i alle købstadslove fra 1200-tallets anden halvdel.14 Størrelsen på rådet kunne variere, men normalt bestod det af 12 mænd. Byrådenes funktion var både at lede byen og være til stede på bytinget og – ofte sammen med fogeden –

9 A.D. Jørgensen, ”Bidrag til Oplysning af Middelalderens Love og Samfundsforhold”, Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie (1872), 290-309. Se også Christian Radtke, ”Kommune og gilde i Slesvig i højmiddelalderen” i Gilder, lav og broderskaber i middelalderens Danmark, red. Lars Bisgaard og Leif Søndergaard (Odense: Odense Universitetsforlag, 2002), 41-62.

10 § 10; Paulsen, ”Den skånske birkeret”, 31.

11 Om mot i Norges byer, se Miriam Jensen Tveit, ”Norske bylove og bystyre” i Ret og regulering i 1200-tallets danske byer, red. Per Andersen, Bjørn Poulsen og Helle Vogt (København: Nord Academic, 2025), 120-122.

12 Kristensen og Poulsen, Danmarks byer i middelalderen, 147.

13 Kongeligt privilegium til Ribe i 1252, Diplomatarium Danicum, 2. rk., 1. bd., red. C.A. Christensen og Herluf Nielsen (København: C.A. Reitzels Boghandel, 1975), nr. 68.

14 Om rådets opkomst se Marko Lamberg, Dannemännen i stadens råd. Rådmanskretsen i nordiska köpstäder under senmedeltiden (Stockholm: Stockholmia Förlag, 2001), 37-84, Sofia Gustafsson, Svenska städer i medeltidens Europa. En komparativ studie av stadsorganisation och politisk kultur (Stockholm: Stockholms Universitet, 2006) og Kristensen og Poulsen, Danmarks byer i middelalderen, 146-148.

vurdere de beviser (ofte i form af vidneudsagn og eder), der blev fremlagt af de stridende parter. Det er usikkert, hvordan råderne blev valg, men fra senere tider ved vi, at rådet var selvsupplerende, og selvom Ribe Stadsrets § 29 foreskriver en rotationsordning, hvor alle på nær fire skulle gå af hvert år, så viser senere praksis, at mange rådmænd sad længe eller ligefrem på livstid.15 Fra senere tider ved vi, at råderne ofte var medlemmer af ledende gilder – mere herom nedenfor. Der er ikke spor af den praksis i de ældste stadsretter, men i den dansksprogede, udvidede version, der kom af Flensborg Stadsret i 1300-tallets begyndelse, var det Knudsgildet, der valgte rådmændene.16

Byrådet fungerede i tæt samarbejde med byherrens lokale repræsentant, der går under forskellige navne. I Lund fandtes en gældker, som primært havde til opgave at opkræve skatter og afgifter både i byen og i resten af Skåne.17 Han ser dog ikke ud til at have haft nogen udøvende funktion; den blev ligesom i de andre byer varetaget af byherrens repræsentant, der i de ældste love kaldes bryden (latin villicus), mens ombudsmand (latin exactor) er den mest almindelige betegnelse i 1200-tallet. Ordet foged kommer ind i dansk fra det tyske Vogt i 1200-tallets slutning. Uden for Skåne tog fogeden sig også af at opkræve afgifter og skat, holde opsyn med, at handlende og håndværkere ikke snød på vægten eller med kvaliteten, og sammen med byrådet havde han en vis domsmyndighed.18

Selvom fogeden og byrådet havde den formelle magt i byerne, lå meget af den uformelle magt hos byens gilder. Gilderne kan spores tilbage til 1100-tallet i byerne og fungerede som sociale og religiøse fællesskaber, hvis medlemmer havde juridiske og økonomiske forpligtelser over for hinanden. De skulle f.eks. stå hinanden bi i retssager – sikkert som en konsekvens af, at byboerne ikke i samme omfang som landboerne havde et omfattende netværk af slægtninge.19 Det mest magtfulde gilde i en række byer var Knudsgildet, som havde Knud Lavard, der var blevet helgenkåret i 1170, som

15 Kristensen og Poulsen, Danmarks byer i middelalderen, 146-148.

16 Kroman, Danmarks gamle købstadlovgivning, bd. 1, Flensborg, nr. 3, § 131, 134.

17 Lund Stadsret, § 11, se også Kirsten Berth Paulsen, ”Den skånske birkeret”, Scandia, 44, 1978, (25-57), 32-33.

18 Om domsmyndighed i stadsretterne se Per Andersen og Helle Vogt, ”Ret og magt i 1200-tallets stadsretter” i Ret og regulering i 1200-tallets danske byer, red. Per Andersen, Bjørn Poulsen og Helle Vogt (København: Nord Academic, 2025), 141-145.

19 Om gilderne se Lars Bisgaard og Leif Søndergaard, red., Gilder, lav og broderskaber i middelalderens Danmark (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2002).

skytshelgen. Der var en tæt forbindelse mellem byens råd og de magtfulde gilder, og mange rådmænd var også prominente gildemedlemmer.20 Gilderne havde udstrakt selvjurisdiktion, og deres medlemmer havde særstatus i en del af stadsretterne, hvor de kunne fungere som karaktervidner for hinanden og dermed var bedre stillet end personer, der ikke var i et gilde eller kom fra landet. Handlende og håndværkere var organiseret i lav, som havde særlige love for deres medlemmer, og overtrædelse af vedtægterne kunne betyde bøder til lavet. I alvorlige tilfælde kunne overtræderen miste sit medlemskab af lavet og dermed sit udkomme, men der er ikke noget, der tyder på, at lavene havde den samme indflydelse på retslivet som gilderne. København adskiller sig fundamentalt fra de øvrige danske byer, idet gilder og lav blev forbudt under trussel om en stor bødestraf eller udvisning af byen i § 1 i 1294-loven. Der er næppe tvivl om, at roskildebiskoppens modvilje mod specielt gilderne skyldtes, at de udgjorde et alternativ til den jurisdiktion, som bispen styrede. Forbuddet har givetvis været en medvirkende årsag til, at borgerne gjorde oprør året efter. Det blev dog slået ned med hård hånd, og gilder og lav blev først genetableret i København, efter at byen i 1417 kom på kronens hånd.21

Lovgivning i byerne – privilegier, stadsretter og landskabslove

Fokus for denne bog er de vigtigste stadsretter fra 1200-tallet, men det er vigtigt at forstå, at stadsretterne var kun en del af de overlappende retlige reguleringer, der var gældende i en middelalderlig købstad. De ældste reguleringer var de privilegier, som byherrerne gav til byerne, og som førte til, at de kom til at udgøre en retlig enhed, der var adskilt fra det omkringliggende land. Retligt bestod Danmark af tre hovedlande: Skånelandene med Bornholm, Sjælland, der fra 1284 også omfattede Lolland, Falster og Møn, samt Jylland med Fyn. Disse lande – eller som vi siger i dag: landsdele – havde hver sit eget landsting. De får i 1200-tallet nedskrevne love, der var gældende for hele landsdelen inklusive byerne. Administrativt var landsdelene opdelt i en række administrative enheder: herrederne, der havde sit eget

20 Om forholdet mellem gilder og rådmænd, se Kristensen og Poulsen, Danmarks byer i middelalderen, 148-149.

21 Anders Leegaard Knudsen, ”Erik af Pommerns erhvervelse af København fra roskildebiskoppen: Et overgreb mod kirkens frihed eller afklaringen af et gammelt mellemværende”, Kirkehistoriske Samlinger, 2013, 7-47.

lokale ting. Herredsinddelingen går formentlig tilbage til 1000-tallet anden halvdel, selvom det er omdiskuteret, hvornår den var endelig på plads, da det gavebrev som Knud 4. den Hellige (r. 1080-1086) gav til Lund Domkirke i 1085 ikke oplister alt jordegodset efter dets placering i herreder.22 Herredsindelingen er dog så sen, at det betyder, at at næsten alle de byer, hvis love er oversat i denne bog, er ældre end herredsinddelingen og formentlig har været adskilte juridiske og administrative enheder, som ikke blev påvirket af den. Tønder er dog en undtagelse, da dens historie ikke kan føres længere tilbage end 1100-tallets begyndelse.

De to ældste danske stadsretter er fra hhv. Slesvig og Lund.23 Ingen af dem kan dateres med nøjagtighed, men det er rimeligt at antage, at de begge er blevet skrevet ned i 1200-tallets begyndelse. Slesvig Stadsret er utvivlsomt ældre end Jyske Lov fra 1241, mens det er usikkert, om Lund Stadsret er ældre eller samtidig med Skånske Lov, der normalt dateres til tidsrummet 1202-1215. For resten af rigets byer gælder det, at de først fik stadsretter, efter landskabslovene var trådt i kraft. Måske har landskabslovene været en vigtig faktor for, at der i flere og flere byer opstod et ønske om, at have en stadsret, ikke kun for at regulere handel og håndværk, men også de andre specielle forhold for en by. De danske stadsretter dækkede kun forhold af speciel interesse for en by, f.eks. handel, håndværk, byrådet og strafferet, som gerne var hårdere i byerne, hvor mange tilkomne ikke havde et stærkt netværk af slægtninge. Sagt med andre ord var stadsretten lex superior i forhold til landskabsloven og eventuel rigslovgivning på de områder, hvor der var uoverensstemmelse mellem de to love, men landskabsloven regulerede stadig 80-90 % af byens ret. Landskabsloven har skabt og aktualiseret behovet for at få en særlig købstadsret, der på særlige områder kunne have forrang for landskabsloven. Dette er formentlig også grunden til, at vi ser en bølge af købstadslove i 1200-tallets anden halvdel, hvor også landskabslovene for alvor slog igennem i retslivet og dermed nedbrød gamle sædvaner. Perioden 1150-1250 er også kendt som det juridiske århundrede, da det var tiden, hvor de juridiske lærdomscentre, som senere blev til universite -

22 Diplomatarium Danicum, 1. rk., 2. bd., red. C.A. Christensen og Herluf Nielsen, København: C.A. Reitzels Boghandel, 1975, nr. 21. Aksel E. Christensen, ”Tiden 1042-1241” i Danmarks Historie. Bind 1. Tiden indtil 1340, red. Inge Skovgaard-Petersen, Aksel E. Christensen og Helge Paludan (København: Gyldendal, 1977), 253-255.

23 For dateringen af Slesvig Stadsret, se Poulsen, ”Slesvigs første stadsret”. For Lund se Paulsen, ”Den skånske birkeret”, 25-57.

ter, blev etableret, og hvor kirkens ledere – paver og biskopper – begyndte at lægge lige så meget vægt på juridisk lærdom som den teologiske.24 Dette fokus på at fastlægge retten smittede også af i Danmark. Det er næppe et tilfælde, at de ældste love, vi med sikkerhed kan datere, er de to kirkelove for hhv. Sjælland og Skåne fra 1170’ernes begyndelse.25 Lovene fremstår som kompromiser mellem befolkningen og biskopper. Befolkningen accepterede, at en tredjedel af deres tiende skulle gå til biskoppen, mod at de fik forskellige garantier, primært af økonomisk og processuel art, i sager, som involverede kirkeretten. Det var i det hele taget i det østlige Danmark, at lovgivningsbølgen begyndte. I år 1200 gav kong Knud 6. (r. 1182-1202) en forordning om straf og straffeproces, der er kendt som Knud 6.s Manddrabsforordning, 26 selvom forordningen også regulerer vold og fredsbrud. Forordningen blev få år efter fulgt op med endnu en kongelig forordning, denne gang med en uddybning af spørgsmålet om slægtninges inddragelse i betaling af drabsbøder. Dele af indholdet i begge forordninger blev inkorporeret i Skånske Lov, der blev nedskrevet et sted mellem 1202 og 1215.27 Loven røber ikke noget om, hvem der udstedte loven, men meget taler for, at den er et produkt af samarbejde mellem den verdslige og gejstlige elite og kongemagten, og loven er givetvis blevet vedtaget på landstinget.28 At loven har været genstand for forhandling, kan ses i Skånske Lov: Dette vil nogle mænd nu have til lov og Men kongen vil have det til lov 29

24 Harold J. Berman, Law and Revolution I: The Formation of the Western Legal Tradition (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1985).

25 Per Andersen, ”Dating the Laws of Medieval Denmark: Studies of the Manuscripts of the Danish Church Laws” i Denmark and Europe in the Middle Ages, c. 1000-1525: Essays in Honour of Professor Michael H. Gelting, red. Kerstin Hundahl, Lars Kjær og Niels Lund (Farnham: Ashgate, 2014), 183-202.

26 Alle landskabslove, de to kirkelove og de omtalte kongelige forordninger findes i moderne dansk oversættelse i Erik Kroman og Stig Iuul, Danmarks gamle Love paa Nutidsdansk, bd. 1-2 (København: G.E.C. Gads Forlag, 1945). De oprindelige tekster er udgivet i serien Danmarks gamle Landskabslove 1933-1961.

27 Om dateringen af landskabslovene se Helle Vogt, Slægtens funktion i nordisk højmiddelalderret –kanonisk retsideologi og fredsskabende lovgivning (København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2005), 85-98, og Per Andersen, Lærd ret og verdslig lovgivning. Retlig kommunikation og udvikling i middelalderens Danmark (København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2006), 80-86, 94-105, 140-142 og 164-169.

28 Se også Per Andersen og Helle Vogt, ”The King as Legislator – Possibilities and Limitations in Medieval Denmark” i Kings as Legislators in Medieval Europe, red. Erik Opsahl og Jørn Øyrenhagen Sunde, De Gruyter, accepteret.

29 Skånske Lov, kap. 78, 80 og 125 (Thæt willæ nu summi men at loghum hauæ og æn konung wil þæt at loghum hauæ).

1200-tallets danske stadsretter på moderne dansk

HELLE VOGT OG ANDERS LEEGAARD KNUDSEN