”Forrygende fortælling (...) giver et historisk forløb kød og blod og dagligdag, ligesom den intelligente vinkling af stoffet gør De stridbare danskere til utroligt spændende og givende læsning.” – Kristeligt Dagblad
”... kaster et forfriskende nyt og voldsomt skær over danmarkshistorien (...) Bogen er skrevet i et særdeles billedrigt og levende sprog, og læseren bliver nærmest øjenvidne til historien, når Karpantschof i et hæsblæsende tempo tager os med til debatmøder, demonstrationer og optøjer.” – Politiken
”... det er stimulerende at få en anderledes stridbar historiefortælling, så den danske historie ikke bliver for pæn og renskuret. Karpantschof har fat i mange spændende vinkler af det danske samfund.” – Berlingske
” … giver læserne en kærkommen anledning til at tænke lidt mere over den nyere danmarkshistories krumspring.(...) Fortællingen om de stridbare danskere fungerer på et grundlæggende plan, og de dramatiske optrin er både lærerige og underholdende.” – Jyllands-Posten
”Et forfriskende opgør med den nationale myte om de fredelige danskere (...) indrammer den mest markante periode i danmarkshistorien (...) Nyttigt om René Karpantschofs velskrevne og veldokumenterede bog indgik som pensum i dansk debatkultur.” – Information
”Bogen er fremragende skrevet, den giver en glimrende forståelse for den brede befolkning, og forfatteren forstår gadens parlament som ingen anden. Konsensusfortællingens problemer bliver til fulde illustreret.”
Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tekstredaktion: Jon Voss
Forlagsredaktion: Martin Gylling
Illustrationer: Se billedtekster Forsidefoto: Konservative og kommunister i håndgemæng på Amager Strandvej, 1935 / Ritzau Scanpix
Repro: Narayana Press
Tryk: ScandBook
For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Forfatteren takker for støtte fra:
Statens Kunstfond
Grafisk Almenvelgørende Fond
Autorkontoen
Kambium
Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920
Også stor tak til (i alfabetisk rækkefølge): Camilla Esser, Helle Wisbech, Internationale Socialister, Jens Raadal, John G. Eiberg, Jytte
Løvland, Karin & Finn, Kira Paulli/Pixiweb, Morten Thomassen, Nigel Ching, René Petersen, Stig Hegn, Sune Hundebøll, Thomas Lund og Aase Elley. Og særlig hjertelig tak til Dea Petersen.
Bogen er udgivet med støtte fra:
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
ANDEN DEL. IDÉERNES FREMMARCH
4 1921-1922: Hvide mænd i Østen
mands byrde
5 1922-1924: Oprør mellem tvende have
Møgtøser og træskounger
6 1921-1926: I krig for kolonialismen
Respekt om det danske navn
Vesten, Islam og venstrefløjen
7 1923-1924: Danmarks første fascister
8 1925-1926: Amatørernes kupforsøg 236
Sortskjorter i gadekamp 237
Sønderjyder for selvstyre 241
Løjtnantoprør i Tønder
Højskole med hagekors
9 1927-1929: Verden krakker 263
Den forbudte hjemløsemarch 265
Dansk racehygiejne 269
Under hammer og segl 276
Palæstinauro i København 285
Ulven fra Wall Street 292
TREDJE DEL. VARSLER OM KATASTROFE
10 1930: Den store depression 302
Besøget hos hr. Hitler 303
Danmarks første ’nazier’ 308
Revolvermand i Folketinget 312
11 1931: Kommunister i vælten 318
De arbejdsløses terror 319
Den røde dag 322
Skudsalver i Nakskov 327
Ungkonservativ reaktion 336
Hvid hud, sort sjæl 340
12 1932: Fløjenes opmarch
Bønder mod systemet 349
Fornedrelsens år
Ind i rækken, proletarer! 364
Stormtropper og blåbluser
Valgkamp til døden
13 1933: I Hitlers skygge
Kanslergade og tåregas
heil, heil, heil!
Demokrati – slå til!
Krig og fred, kærlighed og had 412
Fascismen skal knuses! 416
Orgasmerevolutionen
Negerjazzfyrstens besøg
På flugt fra Nazityskland
14 1934: Vildskab over landet 438
Barrikader i Nyhavn
Jøder i indre opgør
under angreb
Nazigrever og dynamitattentat
15 1935: Stauning eller kaos 471
Arbejdslejre og kollektiver
Bondehær mod Amalienborg
Folkefront på Nørrebro
16 1936-1937: Ude og hjemme 505
Nazi-arkæologer på Bornholm 508
Begejstret i Berlin 516
Standhaftig i Madrid 522
Heldig i Landstinget 531
17 1937-1938: Forberedt på kamp 540
Tror man, vi får revolution? 541
Hævn, flugt, selvmord 547
Nazister på Blågårds Plads 549
18 1938-1939: Jorden brænder 557
Jødeflygtninge, nej tak! 558
Konservative nazister 566
Forsvundet i Moskva 570
Yderfløje til valg 577
Vi vil leve! 582
Kilder og litteratur 587 Noter 602 Registre 636
Jorden brænder. Der er tider i menneskehedens historie, da man kan være ved at glemme det. En sådan tid er vores ikke.
Mindst syv dage i hver uge får vi at mærke, at vi er kastet ind i et spragende og sydende bål. Er det undergangens flammer, der omspænder os? Vi ved det ikke.
Kaj Munk, 1938
Vi vil leve – og have noget ud af livet!
Alvilda Larsen, 1938
Forord
Da jeg havde skrevet De stridbare danskere 1848-1920, der udkom i 2019, lå det ligefor at fortsætte med en ny bog om den følgende tid. Det er nu blevet til De ekstreme danskere 1921-1939. Den kan læses helt uafhængigt af forgængeren. Det er igen en danmarkshistorie, dvs. en bred beskrivelse af Danmark, som kommer rundt blandt høj og lav og ud til alle dele af landet. Og det er en bog med den store og sammenhængende fortælling om danskernes vej gennem 1920’erne og 1930’erne, som længe har manglet på bibliotekernes hylder.
Historien kan altid fortælles på nye måder. Denne bog adskiller sig med et stærkere globalt perspektiv end normalt for en fremstilling af Danmarks historie. Det betyder konkret, at jeg følger med en række danskere ud i Europa og til fjerne kontinenter, ligesom jeg konsekvent fortæller, hvordan danskerne i det hjemlige politiske liv og helt ned i dagligdagen skiftevis blev inspireret og skræmt af tidens internationale udvikling. ”Så meget skete, at det hele flimrer”, som et øjenvidne fra dengang har sagt, og ingen historiebog kan få alting med. Historikere må fokusere, og mit særlige fokus er det ekstreme. Dermed mener jeg yderliggående idéer og radikale udtalelser samt vilde og voldsomme handlinger. Det er ikke noget tilfældigt fokus. Den verdenskendte historiker Eric Hobsbawm har kaldt perioden, som min bog beskriver, for begyndelsen på The Age of Extremes, ekstremernes tidsalder. Jeg binder mig ikke til nogen bestemt definition af, hvad der er ekstremt. For mig kan det være
yderliggående at argumentere for fred, når flertallet forbereder krig. Jeg fortæller også om adfærd, der var normal dengang, men som regnes for ekstrem i dag. Endelig handler det ekstreme ikke kun om datidens yderfløje af nazister og kommunister. Det angår også folk fra de store politiske partier, toneangivende aviser, kulturlivet og myndighedernes behandling af fattige og afvigere. Min hensigt med at fokusere på det ekstreme, er at kaste et skarpt lys på fortiden, så den fremstår mere markant.1
De ekstreme danskere kan læses af alle uden at kende til emnet på forhånd. Bogen er opbygget som en dramatisk føljetonkrønike, hvor læseren føres gennem den vilde periode fra 1921 til 1939 ved at komme helt tæt på virkelige begivenheder og rigtige mennesker fra dengang. Undervejs lærer man om de historiske personer, strømninger, konflikter, traktater osv., efterhånden som de dukker op. Jeg gør meget ud af de dramaer, der faktisk skete. De er et slags forstørrelsesglas, der viser danskernes karakter i praksis, og hvordan deres samfund reelt fungerede. Jeg gør også meget ud af det litterære, altså hvordan jeg skriver, for at gøre bogen læsevenlig og fængende. Således skriver jeg med vilje sådan, at læseren oplever fortiden, som den så ud for dem, der stod midt i det hele. I 1932 troede man f.eks., at Hitler var en færdig mand, selvom vi godt ved, at han året efter fik magten over Tyskland. Det med det litterære skal i øvrigt ikke misforstås. Jeg opdigter intet, og hvert eneste citat i bogen er noget, som datidens mennesker selv har sagt eller skrevet.
Hvad angår citatteknik, har jeg ændret citater til nutidig retskrivning, herunder skift mellem små og store begyndelsesbogstaver, hvis sætningen kræver det, ligesom jeg har oversat fra tysk og engelsk til dansk. Alle citater er dokumenteret med en notehenvisning. Tre tøveprikker, betyder, at jeg har udeladt noget i et længere citat, og nogle steder har jeg citeret helt ned til blot et enkelt ord. Jeg har naturligvis bibeholdt selve betydningen af det, som jeg citerer fra. Formålet med at citere på den måde er, at man i noterne kan se, hvilke kilder jeg baserer min fremstilling på. Dermed kan læserne selv tjekke, om de er enige i min kildebrug. Kilderne er bl.a. dati-
dens aviser, pjecer, foreningsblade, sagsakter, mødereferater, rapporter, breve, dagbøger og senere erindringer. Jeg har naturligvis også læst mange af mine historikerkollegers fagbøger og videnskabelige artikler, men pga. min dramatiserende skrivemåde er det eneste, jeg har citeret derfra, udsagn fra de fortidige mennesker selv.
Flere af bogens emner diskuteres stadig i dansk og international forskning. Som læser kan man udmærket mene, at jeg burde have nedtonet nogle og fremhævet andre aspekter af f.eks. kolonialismens konsekvenser, forholdene i Sovjetunionen og zionismens historie. Jeg har dog holdt mig til faglige opfattelser, som der findes bred anerkendelse af i forskningen – selvom der kan findes andre anerkendte opfattelser, for emnerne er som sagt til diskussion. Jeg kan kun opfordre kritiske læsere til via mine noter at se, hvilken forskningslitteratur, jeg har brugt, og hvordan jeg har brugt den. Derudover vil jeg pointere, at bogen først og fremmest beskriver de fortidige menneskers egne synspunkter og debat om tingene dengang.
De ekstreme danskere fortæller om en mørk tid, men også om mennesker med humor og håb. Alligevel kan bogen sine steder være ubehagelig læsning. Det er en historiebog, der lader danskernes egne ord og gerninger vise, hvordan de var. Læseren skånes ikke for, hvad der blev sagt om sorte mennesker, jøder og homoseksuelle. Eller om godsejere, direktører og kristne. Disse set med nutidens øjne kontroversielle udsagn er i bogen ikke tænkt som en afsløring eller udstilling af nogen. Meningen er at give et levende indblik i, hvordan danskerne, og relevante udlændinge, diskuterede tidens emner, og hvordan de så på sig selv, på hinanden og på verden. Flere politiske partier, aviser, firmaer og familier fra dengang eksisterer stadig i dag. Jeg vil derfor understrege, at min bog beskriver hændelser, der ligger omkring 100 år tilbage. Det er længe siden, og det, man sagde, lød ikke altid så slemt, som det kan gøre nu. Man skal også huske, at mennesker kan forandre sig, og det gør flere af dem i min bog. Det, de mener på side 80, mener de måske ikke længere på side 160.
I bogen nævner jeg, at en jødisk dreng, Leo Karpantschof, blev født i København i 1933. Som tiårig flygtede han sammen med sin familie fra nazisternes holocaust, og siden blev han min far. Det er min måde at deklarere, at jeg har et personligt forhold til meget af det, som bogen handler om. Min mor, Aase Elley, blev født i 1945 i en vestjysk husmandsfamilie. Hun kom først ud at tjene og blev senere assistent i Åndssvageforsorgen i Ribe. Der legede jeg som barn med andre børn, der var indespærrede på Ribeanstalten, selvom man lang tid efter fandt ud af, at flere af dem kunne have fået et meget bedre liv udenfor. Forholdene for den nederste klasse, heriblandt tjenestefolk og arbejdsløse foruden anstaltsanbragte og minoriteter som f.eks. jøder, siger meget om et samfund, og derfor får de forhold en stor plads i denne fremstilling. Som ung i 1980’erne var jeg BZ’er og voldelig venstrerevolutionær, der så min egen kamp i forlængelse af 1930’ernes røde antifascister. Den oplevelse har jeg trukket på, når jeg skulle forestille mig fortidens demonstranter. Uanset min personlige baggrund har jeg først og fremmest skrevet De ekstreme danskere som faghistoriker. Som sådan vil jeg gerne vise, at historien er menneskeskabt og altid har taget uventede drejninger. Jeg forsøger også at vise, at når man går tæt på historiske begivenheder, er tingene sjældent så enkle og romantiske, som de kan tage sig ud i Hollywoodfilm. Ingen i fortiden var rene engle, og heller ingen var rene djævle. De var alle mennesker med bekymringer og drømme. Jeg kommer hverken med fordømmelser eller færdige svar. Mit formål med bogen er at fremme kendskabet til og interessen for danskernes og verdens historie. Resten er, som altid med bøger, op til læserne selv.
René Karpantschof, København, august 2025
FØRSTE DEL
Ud af kaos: År 1921
Et lys på himlen
En aften i august 1921 samlede et lille selskab sig uden for et astronomisk observatorium på bjerget Mount Hamilton nær stillehavsbyen San Francisco i USA. Lick-observatoriet var kendt for sin kuppel med et 17 meter langt linseteleskop, der engang var verdens største. Denne aften havde observatoriets direktør og hans hustru inviteret gæster, og nu betragtede de alle solnedgangen fra den 1.300 meter høje bjergtop. Mens solen fortonede sig i horisontens dis, undrede en af gæsterne sig over et stærkt lysende objekt på himlen. Gæsten var ikke selv astronom og sagde først ikke noget. Så vovede han det dumme spørgsmål: ”Hvad er det for en stjerne til venstre for solen?”
De tilstedeværende astronomer var ham svar skyldig. Med deres fagkundskab udelukkede de hurtigt, at det kunne være Merkur, solsystemets mindste planet, som ellers ofte kan ses tæt ved solen.
De mente også, at der bestemt var tale om et udenjordisk objekt. Men næste morgen var der intet usædvanligt at se. Det gådefulde himmelobjekt var væk. Et telegram blev sendt ud, og snart rapporterede astronomer fra andre verdensdele, at de ligeledes havde set et mystisk lys. Noget havde der altså været, og man blev enig om, at det måtte være en hidtil ukendt komet.2
I årtusinder har mennesker iagttaget, hvordan solen, månen, stjerner og planeter alle følger fuldkommen faste og evigt gentagne
bevægelser hen over himlen. Med sjældne mellemrum har en komet så forstyrret den normale orden ved helt uventet og ud af det blå at dukke op. Som et tegn på, at gudernes himmel og menneskenes verden alligevel kan forandre sig på uforudsigelig vis. I den tro opfattede førmoderne mennesker de overraskende kometsyn som varsler om massedød, rigers undergang og vældige begivenheder. I virkeligheden er kometer blot en slags kæmpe snebolde af dybfrosset gas og støv, som astronomerne i 1921 godt vidste kredser rundt om solen i spidse parabolske baner. De vidste også, at en komet lyser med en flot hale på himlen, når den med rasende fart passerer tæt indenom solen. ”Jorden er gået gennem en komets hale!” meddelte Reuters Bureau til danske aviser få dage efter Lick-kometens tilsynekomst. Når resterne af sådan en komethale rammer Jordens atmosfære, brænder halens små støvkorn op i korte glimt og giver nætter med ekstra mange stjerneskud. Hvert efterår kan heldige jordboere opleve stjerneskudsregnen fra Halleys komet, den berømteste af alle. Den bruger blot 75 år på sin omløbsbane. En nat for to årtusinder siden var det muligvis Halleys, der strålede på himlen over Betlehem. Lick-kometen, som astronomerne fandt ud af vitterlig var en komet, menes at være 8.000 år om et omløb. Den er derfor ikke set siden den augustaften på Mount Hamilton i 1921. Netop det år hjemsøgtes Jordens lande af voldsomme hændelser og stor uorden. Det lignede præcist den slags, som de førmoderne kometvarsler handlede om. På den anden side, varslede Lick-kometen måske bare noget godt. Måske ville noget storslået snart ske. Ligesom det tre vise mænd i Betlehem engang havde håbet på. Men hvad hvis menneskene ikke var enige om, hvad der var storslået?3
I Jordens lande
I 1921 var danske avisforsider fyldt med udenlandsstof. ”Frygtelige gadekampe i Moskva”, ”Bondeoprøret i Ukraine” og ”Belej-
ringstilstand i Ungarn”, lød det fra øst. ”Kamp mellem serberne og montenegrinerne”, ”Mordet på den spanske ministerchef” og ”Generalstrejke og blodige uroligheder i Italien”, lød det fra syd. ”Sinn-Feinerne terroriserer London”, hørte man fra vest. ”Store militærindkaldelser i Norge”, meddeltes fra nord, og fra fjernere egne: ”Revolution i Persien”, ”Rædslerne i Marokko” og ”Frygtelige racekampe i Amerika” samt blot 5 km fra grænsen til Danmark: ”Blodigt sammenstød i Flensborg”. Danskernes konge var den 50-årige Christian 10. Han havde sikkert hørt fra sine forældre, om dengang nyheder fra udlandet kunne være uger gamle, inden de nåede København. Nu spandt den trådløse telegraf, motoriseret skibstransport og flyrejsende diplomater et tættere og tættere net rundtom hele kloden. Det, som skete i andre lande, fik hurtigere end nogensinde konsekvenser herhjemme. De danske avisredaktører gjorde derfor ret i at fylde deres forsider med udenrigsstof.4
Få år tidligere havde der været udsigt til ro og orden i verden. Den Store Krig 1914-1918 mellem Tyskland, Østrig-Ungarn og det tyrkiske Osmannerrige på den ene side og Frankrig, England, USA og Rusland på den anden var afsluttet. Italien lovede først at støtte den tyske side, men endte med at gå med franskmændene og de andre. Mange flere lande havde været involveret, og 20 millioner soldater og civile var døde i det, der også bare blev kaldt verdenskrigen. Nu var den krig slut. Men intet blev som før. En af krigens følger var undergangen for de tre mægtigste monarkier på det europæiske fastland. Det var kejserdømmerne i Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland, der alle havde ørne i deres rigsvåben, og Ørnenes fald illustrerede på grandios vis, at de gamle tider var ovre. Før krigen brød ud havde europæerne haft årtier med fred, fremskridt og sorgløs optimisme. Da man senere så tilbage, kaldte man det for la Belle Epoque, den skønne periode. Her fik de bedrestillede telefon, elektrisk lys og automobiler, og vejen til uset velstand og lykke lå åben. Den østrigske forfatter Stefan Zweig huskede, hvordan ”vi mente at øjne en ny morgenrøde. I virkeligheden var det skæret fra verdensbranden, der nærmede sig”. Modernisering og industri førte ikke til
lykken. Det førte til maskingeværer, giftgas og bombefly. ”Gud er død”, havde filosoffen Friedrich Nietzsche sagt. Nu så han ud til at få ret. Hvad turde man tro på? Tvivl og skepsis bredte sig, og den nye kunstretning dadaisme producerede vrøvletekst af tilfældigt sammensatte ord. Verden var alligevel meningsløs.5
Nogle vendte sig mod efterlivet for at finde en mening der. I New York begik en professor selvmord for at undersøge det hinsides. Planen var, at han efter døden skulle tage kontakt til sin spiritistkreds og fortælle om oplevelsen. Men han vendte aldrig tilbage. Måske var der heller ikke meget at komme med. Da den afdøde forfatter
Oscar Wilde angiveligt meddelte sig til en engelsk spiritist, fortalte han: ”At være død er livets kedsommeligste oplevelse næstefter at blive gift eller at spise til middag sammen med sin lærer”. Andre gik mere videnskabeligt til værks. I København indviede universitetet i 1921 et opsigtsvækkende ”atom-institut”. Det lå på Blegdamsvej og blev ledt af den berømte professor Niels Bohr. Da han fik besøg af sin endnu mere berømte kollega, tyskeren Albert Einstein, glemte de to ivrigt diskuterende professorer at stå af deres sporvogn, så de endte med at oscillere mellem Hellerup og Valby Station. Én ting var Bohr og Einstein enige om. Virkeligheden var ikke, som den umiddelbart tog sig ud. Nede i atomerne og ude i rummet fandtes en dybere sandhed om hele universets beskaffenhed. Det forklarede Bohr med sin kvantefysik og Einstein med sin relativitetsteori. Var man dermed tæt på at løse selve ”verdensgåden?” Og hvad med ”tanke-atomer?” ville en journalist vide, da han besøgte atominstituttet på Blegdamsvej. ”Her beskæftiger vi os kun med de fysiske”, måtte Niels Bohr skuffe. Den tankeinteresserede journalist kunne i stedet investere 2 kr. og 35 ører, som var prisen på en ny bog med titlen Det ubevidste: Om psykoanalyse – om drømmen. Det var den første danske oversættelse af østrigeren Sigmund Freud. Nu syslede nervelægen fra Wien med en teori om, hvordan menneskers bevidste personlighed, Jeg’et, blev styret af ubevidste instinkter og drifter. Men også af samfundsskabt moral og samvittighed, Overjeget, der dæmpede drifterne til aggression og sex. Mens videnskaben ryk-
kede frem med sine moderne forklaringer, fandt mange mennesker mening i det at skabe en helt ny samfundsorden.6
Efter tre års uophørlige tab i verdenskrigen rejste krigstrætte folkemasser sig i Rusland og omstyrtede det århundredgamle zardømme. Sådan hed det, for på russisk var kejser kort og godt blevet til zar. Folkerejsningen var den russiske revolution i 1917, og den endte med, at Vladimir Lenin og hans bolsjevikker omdannede Rusland til det, der nu hed Sovjetrepublikken. Bolsjevikkerne kom fra det russiske socialdemokrati og blev efter revolutionen kendt som kommunister. Uanset hvad man kaldte tingene, blev verden dermed vidne til noget fuldkommen utænkeligt. Simple arbejdere og bønder kunne vælte en prægtig kejserstat og tage privilegierne fra herremænd som godsejere og fabrikanter. Chokket var ubeskriveligt og gik som en bølge gennem landene. Mange frygtede det, andre håbede på det, og de smarte lærte af det. Fremtidens politiske magt lå i at få masserne med sig.
Det var lykkedes Danmark at holde sig ude af verdenskrigen. Alligevel fik de følgende fredsaftaler betydning for landet. De sejrende magter Frankrig og England støttede nemlig danskerne i, at den store taber, Tyskland, skulle afgive det Sønderjylland, som havde været tysk siden krigen i 1864. Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 skete efter en folkeafstemning i Slesvig, hvor nordslesvigerne, dvs. sønderjyderne, selv stemte for at blive danske. Sydslesvigerne ønskede at forblive tyske, og det fik de lov til. Afstemningen fulgte den idé om folkenes nationale selvbestemmelsesret, som den danske og internationale fredsbevægelse længe havde foreslået. Idéen vandt hævd, fordi Woodrow Wilson, præsidenten for verdenskrigens tredje store sejrherre, USA, gjorde sig til talsmand for denne måde at løse grænsekonflikter på.
’Folkenes selvbestemmelse’ lød godt. Og alligevel ikke helt for tidens kolonimagter som England og Frankrig. Deres nylige krig mod Tyskland var ført under flotte paroler om frihed, og hjemme hos dem selv regerede man da også efter demokratiske principper. Ude i kolonierne var det imidlertid anderledes. Her bestemte de
europæiske erobrere, og det gjorde de uden at spørge de indfødte, om de hellere ville styre deres egne samfund selv. USA var kommet ud af krigen som verdens største økonomi og ønskede sådan set koloniernes selvstændighed. Det ville åbne for international frihandel til gavn for netop USA. Engang havde USA selv været engelsk koloni. Måske derfor havde dets præsidenter udviklet en særlig evne til velklingende taler om freedom. Men samtidigt med at de hvide amerikanere frem til 1920’erne førte en indre krig mod landets egne indianere, intervenerede deres U.S. Marines i Hawaii, Puerto Rico og Filippinerne, og gjorde dem til USA’s kolonier. Marinekorpset blev også sendt til Cuba, hvor USA etablerede en militærbase ved Guantánamo. Og til Panama, Haiti, Mexico, Nicaragua, Honduras og Den Dominikanske Republik, hvor man flere steder indsatte USA-tro lydregeringer. Et satirisk hoved fandt på udtrykket ”bananrepublik”, for den militære indgriben handlede ofte om at styrke amerikanske firmaer som United Fruit Company (i dag Chiquita).
USA blandede sig også i Ruslands indre anliggender, da amerikanerne sammen med England og Frankrig førte krig mod Lenins nye Sovjetrepublik. Her kæmpede de udenlandske tropper i en rodet indsats på de hvides side mod de røde. De hvide var kontrarevolutionære russere, der ville knuse Sovjet og genoprette zardømmet. De røde var kommunisterne efter farven på deres fane. Også hos dem var der soldater fra andre lande, heriblandt tyskere, østrigere, ungarere og kinesere, der i forvejen befandt sig i Zar-Rusland som krigsfanger eller gæstearbejdere, og som så sluttede sig til revolutionen. En af dem var nordjyden Poul Schiøtz. Han stod nu over for sit livs eventyr.7
Der var forvirrende mange dagsordener, da Paris i 1919 var centrum for international forhandling om grænserne i Europa efter Den Store Krig. En krig, som englænderen H.G. Wells havde kaldt The War That Will End War. Det blev en kendt vending: Krigen, der ville gøre ende på alle krige. Den siddende amerikanske præsident, Woodrow Wilson, kunne også noget med flotte ord. Han foreslog, at landene fremover løste deres konflikter i det, der skulle
hedde Folkenes Forbund. Den nedtrykte østriger Stefan Zweig blev atter optimist. Han så i Wilson et fornuftens opgør med ”barbariets uciviliserede århundreder” og et håb om ”en ny og bedre verdensorden”. Håbet blev forstærket den 15. november 1920. Den dag mødtes delegerede fra 42 nationer i Genève til den første generalforsamling i Folkenes Forbund. ”Verdensparlamentet” skrev en begejstret Politiken-journalist. Danmark var med til stor glæde for den danske vinder af Nobels Fredspris i 1908, Fredrik Bajer. Sammen med fredsfolk fra mange lande havde den efterhånden 83-årige dansker længe kæmpet for et mellemstatsligt samarbejde som netop Folkeforbundet. Det samme havde den noget yngre Henni Forchhammer. Hun var en af dansk kvindesags mest kendte skikkelser og medskaber af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, og hun blev officiel delegeret i det nye Folkeforbund. Desværre for præsident Wilson holdt hans eget USA sig udenfor. Som plaster på såret blev forbundets hovedkvarter i det pompøse Hotel National i Genève til hans ære omdøbt til Palais Wilson. Uanset USA’s fravær fandtes der nu en fast institution for international ret og samarbejde mod krig. Sådan noget havde man aldrig set før.8
Måske var menneskeheden virkeligt kommet til fornuft. Ud af verdenskrigens tummel kom der mere demokrati. Før krigen var Danmark blandt de få lande, der allerede var demokratiske, ligesom England og Frankrig var det derhjemme. Til glæde for alle tilhængere af frihed bredte den folkelige styreform sig til Tyskland, Østrig og flere steder i Østeuropa, og snart var der over tyve demokratier i verden. Lige efter zarens fald så man også tegn på parlamentarisk demokrati i Rusland. Men tingene faldt aldrig til ro. Først forsøgte den antisocialistiske hærchef i den nye overgangsregering et militærkup for at komme af med venstrefløjen. Bagefter kuppede Lenin og bolsjevikkerne sig til hele magten og forhindrede demokratisk styre med forskellige partier, som man kendte det fra Danmark og få andre steder.
I Europa var nye grænser påtrængende. Sammen med ørnenes fald gik også tyrkernes vidtstrakte Osmannerrige i opløsning pga.
nederlag i krigen, og mange grænseområder blev genstand for lokale magtaspirationer og nationale krav. Politiken viste læserne det forandrede Europakort, som i 1921 blev resultatet af de forskellige fredsaftaler. Der var helt nye stater som Tjekkoslovakiet og Jugoslavien samt det genopståede Polen, der længe havde været delt mellem Tyskland og Zar-Rusland. Men i årets løb måtte Politiken-læserne erkende, hvor lidt det fine kort medførte fred og stabilitet. På trods af det med folkenes selvbestemmelse endte millioner af tyskere som indbyggere i andre stater. Da provinsen Øvre Schlesien i det østlige Prøjsen skulle deles efter en folkeafstemning, valgte de fleste områder stadig at høre til Tyskland. Så gik polske militser til angreb og sikrede en lidt større del til Polen, der også kom til at indbefatte den lille by Oswiecim. Eller på tysk: Auschwitz. Længere østpå i Ukraine-området udkæmpede polakker, ukrainere, sovjetkommunister og de vestligt støttede hvide zardømmetilhængere en alle mod allekamp frem til 1921. Lenin havde iværksat en hård krigsøkonomi, så når de røde dominerede, konfiskerede bolsjeviksoldater bøndernes korn. Når de hvide havde magten, gjorde de præcist det samme, ligesom de arresterede ukrainske nationalister og forbød ukrainernes sprog. Og hvor småbønder havde tiltaget sig jord i ly af revolutionen, gav de hvide jorden tilbage til godsejerne. Midt i dette kaos nåede polakkerne helt til Kyiv, før det atter gik baglæns til Warszawa. En af de røde sovjetkommandanter, polakkerne løb ind i, var en kaukasier ved navn Josef Stalin. I det skrumpede og nu selvstændige Ungarn rasede revolutionsforsøg og borgerkrig. Alligevel fandt ungarerne overskud til at true Østrig, hvis hovedstad Wien helt af sig selv blev ramt indefra af dødelig arbejderuro. I Tjekkoslovakiet udbrød der skyderi mellem den nye stats hær og den sudetertyske befolkningsgruppe. Tyrkiet og Grækenland var allerede i åben krig, og i Dublin og Belfast genlød gaderne af skudsalver, da den irske republikanske hær (IRA), sloges for uafhængighed fra Storbritannien. Indtil videre havde verdenskrigen altså ikke endt al krig. Der blev også kæmpet uden for Europa. Rundtom i Storbritanniens kolonier rejste de lokale sig til oprør mod deres uønskede hvide
herrefolk. Ét sted så briterne ud til at støtte de indfødte. Under verdenskrigen havde den britiske oberst T.E. Lawrence redet sammen med arabiske stammefolk i deres kamp mod tyrkernes Osmannerrige. Det gav obersten tilnavnet ’Lawrence of Arabia’. Som brite stolede han på sin regerings løfte om arabisk selvstændighed, når først osmannerne var besejrede. Men oberst Lawrence og araberne måtte tro om. Da Lenins kommunister tog magten i Rusland, fandt de en skuffe i zarens udenrigsministerium med et forbløffende indhold. Her stod sort på hvidt, at der var lavet hemmelige aftaler mellem de krigsallierede England, Frankrig, Zar-Rusland og Italien. Planen var at dele meget af Mellemøsten og Tyrkiet imellem sig. Russerne og italienerne fik dog alligevel ikke noget tyrkisk land. Dels fordi Zar-Rusland endte som Sovjet, og dels fordi nationalisten Mustafa Kemal lykkedes med at skabe den nye republik Tyrkiet. Men England og Frankrig fik deres Mellemøsten fra Bagdad i øst til Beirut i vest. Aftalerne blev offentliggjort i den sovjetiske kommunistavis Pravda og derfra spredt til den internationale offentlighed. Det var yderst pinligt, og oberst Lawrence var forfærdet.9
Der var måske håb endnu. I 1919 drog en amerikansk kommission under Folkeforbundet rundt i det arabiske Mellemøsten, hvor den indsamlede næsten 1.900 tilkendegivelser fra over 400 forskellige samfundsgrupper om deres ønsker for fremtiden. Et klart flertal ønskede en ”demokratisk” styreform. I det syriske område med Damaskus, der stadig var kontrolleret af arabernes egen frihedshær fra kampen mod osmannerne, foretrak 88 procent demokratiet. Araberne nægtede desuden at blive ”et bytte for kolonisering”, som de sagde. I foråret 1920 grundlagde de det uafhængige Kongedømmet Syrien ”uden tilladelse fra de høje herrer i Paris og London”, bemærkede den danske avis Nationaltidende. Styreformen blev ”et civilt, repræsentativt monarki”. Altså ligesom i Danmark med et regeringsbærende folkevalgt parlament og en konge som formelt statsoverhoved. Mellemøsten havde fået sit første demokrati. Kvinderne fik ikke stemmeret. Det havde de heller ikke i europæiske demokratier som Frankrig, Belgien, Italien og Schweiz, og kun
delvist i England. Til gengæld lovede den nye arabiske forfatning lighed for alle minoriteter, og de kristne blev ligefrem overrepræsenterede med tre ministre i regeringen. Desværre for det frie Syrien var England og Frankrig jo også rykket ind i Mellemøsten. Efter nogle måneder gjorde franske tropper en blodig ende på arabernes demokratiforsøg. Samtidigt trak de to kolonimagter lange streger gennem det mellemøstlige landskab og skabte de moderne grænser for Palæstina, Jordan og Irak, der tilfaldt briterne, og for Libanon og Syrien, som franskmændene fik. Det vestligt dominerede Folkeforbund gav de britiske og franske besættere mandat til at beherske Mellemøsten, indtil man mente, at de lokale var ”i stand til at klare sig selv”. Den evne syntes mange arabere selv, at de lige havde demonstreret med deres demokrati, som europæerne straks havde knust.10
Foreløbigt lignede de nye mandatområder andre vestlige kolonier. Det handlede også om briternes interesse i strategiske havne som Haifa i Palæstina og i de lovende irakiske olieforekomster. Netop irakerne startede et oprør, og London gav grønt lys til at bruge giftgas i form af den tåregas, som franskmændene havde introduceret i verdenskrigen. I Irak blev det af praktiske grunde ikke til noget med tåregassen, der kunne gøre fjenden ukampdygtig, men i øvrigt sjældent var dødelig. Irakerne undgik dog ikke almindelige sprængstofbomber nedkastet af briternes nye Royal Air Force. T.E. Lawrence kaldte det en ”skændsel” og anslog, at 10.000 arabiske landboere og byfolk blev dræbt den første oprørssommer. Her og andre steder led de antibritiske oprørere nederlag. Imens holdt Frankrigs kolonihære lokale selvstændighedsbevægelser nede i Nordafrika og Indokina. I de fjerne ørkener og jungler havde danske mænd længe deltaget i kampen for den europæiske kolonialisme, og det blev de ved med.11
Andre danskere gjorde sig bemærkede på den internationale scene med fredelige midler. Henni Forchhammer var med til at oprette en særlig flygtningekommission under Folkeforbundet. Kommissionen skulle hjælpe kristne kvinder, som muslimske stormænd i det nu
slagne Osmannerrige havde tvunget ind i deres harem. I 1921 kunne Berlingske Tidende fortælle, at ”vores landsmandinde frk. Karen Jeppe” var udpeget som den ene af kommissionens tre medlemmer. Karen Jeppe fra Gylling nær Odder i Østjylland havde virket som børnehjælpsarbejder i den tyrkiske del af Armenien under verdenskrigen. Uforfærdet forblev hun i området, mens så mange som en million kristne armeniere omkom under tyrkernes massakrer og fordrivelser. Karen Jeppes sprogkyndighed og erfaring med hjælpearbejde gjorde hende oplagt til sin nye internationale post, hvor hun fik kontor i Aleppo i det franskkontrollerede Syrien.12
USA var et af verdens få erklærede demokratier. Alligevel blev millioner af indfødte indianere og sorte afroamerikanere nægtet stemmeret. Det var ikke det værste. Da den danske forfatter Thit Jensen i 1921 besøgte hovedstaden Washington, skrev hun hjem til B.T. om ”lygtepæle, hvorfra der dingler sorte”. På beskyldning om at ”genere hvide piger … klynger man negrene op”, forklarede hun. Det var de såkaldte lynchninger. Samme sommer kom en sort arbejdsmand i byen Tulsa til at træde en hvid kvinde over tæerne i en elevator. Tulsa lå i Oklahoma, en hjemmebane for den voksende hvide bevægelse Ku Klux Klan. Da en hvid folkemængde ville lynche arbejdsmanden og blev stoppet af selvbevidste sorte krigsveteraner med geværer, greb politiet ind på de hvides side. Snart omdannede brandbomber den sorte bydel Greenwood til en rygende ruinhob med forkullede børnelig. En hvid talsmand for borgerretsorganisationen NAACP besøgte Tulsa og vurderede, at 50 hvide og 200 sorte var omkommet, men, understregede han, en stor del af byens hvide ”fordømte i uforbeholdne vendinger” de mange drab på uskyldige sorte. I Tulsa fik politiet hjælp af en lokal afdeling af den nye American Legion. Den var et slags hjemmeværn domineret af hvide middelklassepatrioter, og dens erklærede mål var ”100 procent amerikanisme”. Efter den russiske revolution løb den såkaldte ”red scare”, altså forskrækkelse over den røde kommunisme, gennem de amerikanske stater. ”En almindelig arbejder kan ikke tænde sin pibe … uden at blive mistænkt for et bombeattentat”, ironise-
rede en avis. I den stemning lagde Den Amerikanske Legion i 1919 ud med at storme en fagforeningsbygning, så det kom til dødsfald på begge sider. Legionen stod også sammen med sheriffer og soldater fra hæren i et opgør med sorte landarbejdere i sydstatsbyen Elaine ved Mississippifloden. Det blev hurtigt fastslået, at fem hvide herunder to legionærer blev skudt ihjel. Omfanget af dræbte sorte stod derimod hen i det uvisse, men et antal på op til 856 blev nævnt. Det lignede en massakre. I 1921 lød der med maskingeværsalver i West Virginia, hvor måske 150 arbejdere, soldater og politifolk omkom i den blodigste af flere stedlige minearbejderkampe. Den Amerikanske Legion var igen med, og mens USA’s nye luftvåben rekognoscerede, bombede små privatfly området med 10.000 riffelbærende arbejdere, som den lokale guvernør mente blev opildnet af ”bolsjevikker”.13
I Rusland tog kampen for kommunisme en uventet drejning. De revolutionære, men skuffede Kronstadtmatroser, gjorde nemlig oprør mod deres egen Sovjetrepublik. 3.000 blev dræbt i den interne røde krig, og danske avislæsere fik indtryk af, at dagene var talte for den unge kommuniststat. På Den Iberiske Halvø vaklede Portugal og Spanien mellem svage republikker og militære kupmagere, der så sig selv som løsningen på et kaos af tilbagevendende opstande og attentater. I Italien stødte bevæbnede strejkende sammen med en ny type modstandere ”kendt under navn af fascister”. Sådan skrev Politiken i november 1921 uden at nævne fascisternes leder, Benito Mussolini, der alligevel også var ukendt for danskerne. Mussolini fandt inspiration i landsmanden Marinetti. Han var ophavsmand til den fremtidsbegejstrede strømning, futurisme. Her hyldede man bevidst ukritisk alt det moderne. Brølet fra motorer var vidunderligt. Maskingeværild var smukt. Krig var pragtfuldt. Og fremtiden skulle skabes ved at smadre tværs gennem al moral og humanisme og bare drøne derudad uden at se sig tilbage. Gud var alligevel død. ”Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne”, havde Nietzsche også sagt. Kaos var der nok af på Jorden under Lick-kometen, og i Tyskland var noget nyt på vej.14
Ved Danmarks grænse
Stefan Zweig begræd, at Den Store Krig havde ødelagt de gode gamle dage, der for ham var blevet til Verden af i går. Hans tyske forfatterkollega, Oswald Spengler, så det anderledes. I sit aktuelle storværk, Der Untergang des Abendlandes, Aftenlandets undergang, kaldte Spengler verdenskrigen for et nødvendigt ”historisk vendepunkt”. Den ”vesteuropæisk-amerikanske” kultur nærmede sig sin afslutning, hvor ”pengenes diktatur og dets politiske våben, demokratiet” ville blive brudt af ”cæsarismen”, den stærke mands styre, hvis ”rødder rækker dybt ned i blodets og traditionens undergrund”. Bogen blev en bestseller trykt i over en halv million eksemplarer, og selv hvis de tyske læsere ikke fik alle nuancer med fra det 1.200 sider lange værk, bed mange mærke i det med en stærk mand, blod og tradition.15
I efteråret 1921 opstod der panikagtige scener ved den dansk-tyske grænse. Det var sønderjyderne, der strømmede til butikker i Flensborg og andre nordtyske byer for skyndsomt at omsætte deres tyske mark til fysiske varer. Mange sønderjyder, der året forinden havde været borgere i Tyskland, sad stadig inde med private formuer i den tyske markmønt. Nu faldt den tyske valuta med rekordfart, og derfor var det bare om at få brugt sine mark, inden de blev alt for lidt værd. Sagen var, at Tyskland befandt sig i en alvorlig krise. Det havde landet været i lige siden verdenskrigens slutning, hvor det kejserlige styre blev erstattet af en demokratisk republik. Socialdemokrater og borgerlige gik sammen om at regere den nye republik, der byggede på den såkaldte Weimarforfatning. De blev straks udfordret af stærk folkelig utilfredshed. På venstrefløjen blev kommunisterne opmuntret af revolutionen i Rusland, og deres mål var at gøre Tyskland til sin egen arbejderstyrede sovjetrepublik. På højrefløjen rasede man over den ydmygende Versaillestraktat. Med den traktat gav England og især Frankrig tyskerne hele skylden for verdenskrigen og dikterede nogle fredsbetingelser over for Tyskland, der var så hårde, at USA ikke ville være med.16
Men Versaillestraktaten stod ved magt. Tyskland skulle afgive flere landområder og fremover nøjes med et lille og letbevæbnet rigsværn i stedet for en egentlig hær. Det var en forfærdelig tanke for stolte tyske nationalister. Rigsværnet kom straks i aktion for at stoppe bevæbnede kommunistiske arbejdere og højrenationale kupmagere. Kampene foregik fra München i syd til Hamborg i nord. Selv i hovedstaden Berlin blev murene arrede af skudhuller og rendestenene fyldt med blod. Versaillestraktaten pålagde Tyskland at betale en krigsskadeerstatning på vanvittige 132 milliarder guldmark. De panikslagne sønderjyder var de første danskere, der mærkede konsekvenserne af den dødsmærkede tyske økonomi. Samme år omkom talrige tyske rigsværnssoldater og kommunistiske oprørere i nye kampe, der også bredte sig til Flensborg lige ved grænsen til Danmark, sådan som danske aviser skrev om. På den anden fløj samlede hjemvendte krigsveteraner sig i Stahlhelm (Stålhjelm) og andre paramilitære frikorps for at hævde den sårede tyske nation og bekrige de røde i gaderne. Et af frikorpsene var Sturmabteilung (Stormafdeling), SA, og det tilhørte Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti), NSDAP.
Det lille og blot et år gamle parti fik i 1921 en ny leder. Han var også krigsveteran og hed Adolf Hitler.
Ung dansk højrefløj
I 1921 udkom en dansk roman, der ifølge forfatteren selv mest blev læst ”af slimet nysgerrighed for dens pikante emne. Elskov mellem kvinder”. Forfatteren var Emmy Carell, født Rasmussen, og romanen Kan mænd undværes? byggede på hendes egen affære med en svensk filmdiva, hun havde mødt i de københavnske societykredse. Samme år forklarede den kendte københavnerlæge J.S. Johnsson den kvindelige ”homoseksualisme” som et slags venskab ”ofte ledsaget af et kæleri, der ikke går ud over det konventionelt tilladelige”. Lægen præciserede ikke grænsen for det tilladte, men Emmy Carell og hendes diva nøjedes i hvert fald ikke med at stryge hinanden på kinden. ”Når dine læber først har suget et kvindelegemes følsomme steder, længes den kvinde imod dig … efter dine sugende læber og vidunderlige hænder, de hænder, der kærtegner, indtil man skriger af fryd”, udpenslede Emmy Carell.17
Aldrig havde den danske offentlighed hørt noget så kontant om kvinder, der havde sex med andre kvinder. Og det var for meget for myndighederne. Snart troppede politibetjente op i boghandlere landet over og på selve forlaget i Thisted for at beslaglægge Carells roman. Forlagets ejer Johan Galster fik en bøde på 200 kr. for overtrædelse af straffelovens § 184 om ”den, som offentliggør et utugtigt skrift”. I Folketinget brugte gårdmand Pinstrup fra Venstre og
den konservative Carlsen-Skiødt den nu forbudte bog som argument for, at bestemte ”umoralske” forfattere burde fratages deres statsstøtte. Det kunne ikke passe, at skattekronerne blev misbrugt til at ”tilsmudse de unges sjæleliv”. Da forlagsejeren begik selvmord efter sin bødestraf, voksede sagen til en perfekt skandale. I sidste akt blev et par betjente sat til at smide 3.000 beslaglagte bøger i ilden på Thisted Gasværk. Men seksuallivet var og blev et af tidens uomgængelige emner, og romantitlen Kan mænd undværes? levede videre i avissatire og revyer i lang tid fremover. Emmy Carell var dog ikke sagen for alle danske unge.18
Søndag morgen den 16. oktober 1921 blev dørene åbnet til festsalen på Hotel Kolding i byen af samme navn. Ind trådte delegerede fra forskellige afdelinger af Konservativ Ungdom og satte sig på deres pladser. Det fashionable provinshotel var inspireret af renæssancens Venedig, og de unge i festsalen var selv midt i noget, man kaldte en ”konservativ renæssance” altså genfødsel, som det franske ord jo betød. Så gik formanden, den 27-årige jurastuderende John Christmas Møller, på talerstolen. Han kunne glæde tilhørerne med, at ”fremtiden er ungdommens”. Landet rundt strømmede medlemmerne til Konservativ Ungdom, KU, og der fandtes efterhånden 62 lokalafdelinger med 11.000 medlemmer. Hitler og Mussolini var ikke det store samtaleemne, endnu. Men blandt KU’erne på Hotel Kolding sad der flere, som havde deres særlige idéer om, hvad en genfødt dansk konservatisme burde indebære.19
Stå skal vort fædreland
Få år tidligere kunne man mange aftener støde på to unge mænd, der travede frem og tilbage langs Søerne i København. Den ene hed Max Kjær-Hansen. Han var tilflytter fra Esbjerg, søn af en mejerist, og han boede nu på pensionat på Vesterbro. Den anden var en københavner med det potente navn Ole Bjørn Kraft. Hans far var dr.phil., men døde, da Kraft var barn. Selv var Kraft en emotionel og
idealistisk sjæl, som her i sin ungdom mente at besidde en vis lyrisk sans. Han havde allerede høje tindinger, der understøttede hans selvsikre optræden med et skær af modenhed. Kraft og Kjær-Hansen var begge i starten af tyverne og statskundskabsstuderende ved Danmarks eneste universitet, som lå i hovedstaden. På deres traveture blev der udvekslet tanker om verdenssituationen og kvinder. Nogle gange stødte flere kammerater til. Så endte turen måske med revyforestilling i Scala eller musik og dans i et af byens udbud af selskabslokaler.20
Lørdagsballerne i Studenterforeningen var særlig populære. Foreningen var også en traditionsrig borgerlig højborg og rugekasse for kommende topembedsmænd og politikere. Den havde sin egen femetagers bygning på hjørnet af Studiestræde og Vestre Boulevard (i dag H.C. Andersens Boulevard), hvor den tronede med søjleindgang, balkoner og karnaptårn med udsigt til Rådhuspladsen. Bygningens store sal kunne rumme 800 personer svarende til omtrent en tredjedel af alle universitetsstuderende. Heriblandt stud.polit.’erne Ole Bjørn Kraft og Max Kjær-Hansen. Det hændte, at en af kammeraterne var heldig at følge en studine fra et bal og måske kysse hende i gadedøren. Men ikke noget med at gå med hende indenfor! Ole Bjørn Kraft lagde vægt på, at Studenterforeningens kvinder var veninder, ikke elskerinder. ”For at intet skulle skade deres rygte, havde vi ofte en aftale om at mødes, når vi havde fulgt den unge dame hjem, så kunne man se, at alt var, som det skulle være”, forklarede han. Han oplevede selv suset fra ”en pigekind mod min”, uden at det blev til mere end ”en hånd, der vinker før døren lukkes”. Kraft var konservativ af indstilling ligesom de fleste i Studenterforeningen. Trods øl og whiskysjusser var der stadig noget, der hed ære og anstændighed, og sex var forbeholdt det hellige ægteskab. På den tid blev danskerne dog skilt som aldrig før. Som man kunne forvente, var københavnerne de mest troløse. Hver gang hundrede par blev gift i hovedstaden, blev ti par skilt, og af hundrede nygifte københavnerpar undgik de 16 efterhånden kirken for i stedet at blive viet på rådhuset. De konservative dyder var truet og ikke kun på familiefronten.21
