
3 minute read
Tema: Infrastruktur-projekter
Sjælland og øerne: Femern-forbindelsen fortsætter med fin aktivitet på ejendomsmarkedet
Det enorme byggeri af den lange tunnel til Tyskland fortsætter med at skabe vækst på Lolland-Falster og Sydsjælland. Der er stadig stor efterspørgsel på lejemål og investeringer på erhvervsejendomsmarkedet, men markedet er så småt ved at finde sit leje.
Martin Andersen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Sydsjælland og Lolland/Falster giver en lokal status: ”Når Nordeuropas største anlægsprojekt bygges, er det naturligvis en vækstdynamo for Lolland-Falster og et godt stykke op på Sjælland – både før, under og efter anlægsarbejdet. Vi har længe kunnet mærke, at Femern skaber en masse aktivitet på ejendomsmarkedet.”
”Især i starten af projektet havde mange virksomheder brug for lager- og produktionslokaler på Lolland, og helst så tæt på Rødbyhavn som muligt. Her var der gode muligheder for at leje lokaler ud, fx hvis en lokal virksomhed havde overskydende kapacitet. Det er sådan set stadig aktuelt, da efterspørgslen stadig er fin, men tingene er begyndt at falde mere på plads.”
Nyt stort erhvervsområde
Et sted hvor der stadig er fin aktivitet er i et nyt stort erhvervsområde i Maribo, fortæller Martin Andersen: ”Her er der bl.a. nogle tyske energiselskaber som for nylig har fundet erhvervsejendomme, da det er interessant for dem at være til stede i Danmark og være tæt ved Femern og altså på sigt have kortere afstand til hjemmemarkedet.”
”Det helt store rykind var tidligere på selve byggesitet ved Rødby, hvor mange virksomheder og entreprenører er i fuld gang med at bygge i stor stil. Vi har især oplevet, at de skal finde steder at bo til deres mange medarbejdere. Udover at vi generelt har solgt og udlejet flere kontor-, lager- og logistikejendomme end ’normalt’, så har vi også solgt et par hoteller her i området. Det er både i forhold til overnatning til de mange medarbejdere, men også som en investering, da endnu flere tyskere med tiden kommer på besøg.”
Fornyet vækst og aktivitet
Når tunnelen står færdig i 2028, vil det give fornyet vækst og aktivitet på det lokale ejendomsmarked. Martin Andersen siger: ”Det bliver virkelig spændende at se, hvordan markedet helt konkret vil ændre sig, når tunnelen står færdig, men det vil alt andet lige give endnu mere næring til vores landsdel. Kommunerne forudser en kraftig stigning i turismen fra Tyskland, som kan udløse flere investeringer i fx hoteller, campingpladser og sommerhusudstykninger. Flere virksomheder vil desuden etablere sig tæt på motorvejen og tunnelen, fx på udlagte erhvervsarealer. Det kan være inden for transport og logistik, og det kan være industrivirksomheder, som ønsker at være tættere på Tyskland.”
”Desuden er nyeste skud på stammen, at Lolland Kommune konkret har budt ind på, at betonelementfabrikken efter byggeriet af forbindelsen, måske kan bruges til andre formål. Her er netop kommet et forslag om, at der på sigt kan bygges krigsskibe på vegne af Staten sammen med en tysk virksomhed. Så ingen tvivl om, at Femern-forbindelsen giver mange ringe i vandet.”
Mere information
Martin Andersen, Partner, EDC Poul Erik Bech Sydsjælland og Lolland/Falster, Tlf. 5858 8380, mra@edc.dk