
4 minute read
Højeste tomgang for lagerlokaler i mere end syv år - men udviklingen vil vende
Højeste tomgang for lagerlokaler i mere end syv år – men udviklingen vil vende
Udbuddet af lager- og logistikejendomme i Danmark er steget 11 kvartaler i træk, og tomgangen har nået det højeste niveau i over syv år, viser tal fra Ejendomstorvet.dk. De lokale forskelle er store, og i Østjylland er lejemarkedet fortsat særdeles aktivt. Det gælder især store, moderne lokaler med god loftshøjde og nærhed til motorvejsnettet. Med aftagende nybyggeri og solid økonomi forudser EDC Erhverv Poul Erik Bech faldende tomgang i de kommende kvartaler.
Danske virksomheder på jagt efter deres næste lagerlokale, logistikejendom eller produktionshal har lige nu flere muligheder at vælge imellem. Det skyldes, at udbuddet af lager- og logistikejendomme i Danmark er steget 11 kvartaler i træk og nu ligger på højeste niveau i over syv år. Det viser tal fra Ejendomstorvet.dk.
Jacob Wegener, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk, siger: ”Ved udgangen af 2022 var udbuddet af lokaler til lager, logistik og produktion kommet ned under 1 mio. m² eller blot 1,3% af det samlede areal herhjemme. Men siden er udbuddet eller tomgangen steget 11 kvartaler i træk og er blevet mere end fordoblet til 3,1%. For at finde et større udbud skal vi tilbage til starten af 2018.”
I runde tal har Danmark i løbet af 2022-2025 fået omtrent 7 mio. ekstra m² lager- og logistiklokaler, hvilket især skyldes omfattende nybyggeri i Trekantområdet, i Østjylland og på Østsjælland med Køge og Greve som spydspidser. Det betyder, at den samlede bygningsmasse nu overstiger 81 mio. m², mens tomgangen varierer fra 1,6% i Nordjylland til 6,3% i Østsjælland.
Bedre tider på vej
På trods af den aktuelle udvikling ser fremtidsudsigterne for lager- og logistikmarkedet lysere ud. Det vurderer Mads Bjerrum Christensen, industrichef EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus.
”Efterspørgslen på lagerlokaler har egentlig været pæn i løbet af 2020’erne. Men vi må også konstatere, at markedet lige nu er relativt mættet på den ældre ejendomsmasse, herunder især ældre produktionsejendomme med lav loftshøjde og specialtilpassede installationer. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der forekommer store lokale forskelle. Særligt i Østjylland oplever vi faktisk fortsat stor interesse på lejemarkedet, og ofte er der tale om et puslespil med først at leje lokalerne ud og så herefter sælge ejendommene.”
”Moderne lokaler med mange m² tæt på motorvejsnettet, der har en god loftshøjde med plads til kraner eller lagerrobotter og effektive læsseramper er i særlig høj kurs. Virksomheder efterspørger også plads uden om bygningerne, så store køretøjer let kan komme frem og tilbage. Vi forventer, at udviklingen vil vende, og vi forventer faktisk, at vi allerede om 6-12 måneder vil se en lavere tomgang. Det skyldes, at nybyggeriet er mere afdæmpet nu og økonomien fortsat er god. Samtidig ser vi eksempler på, at danske virksomheder henter produktion og tilhørende lager hjem fra fx Østeuropa, så vi får flere aktive købere i markedet.”
Ejendomstorvet.dk har et udbud på lidt over 11.500 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet, heraf lige knap 1.700 lokaler til lager, logistik, produktion eller værksted. Af de 1.700 lokaler ligger 39% på Sjælland, 10% på Fyn og 51% i Jylland.
Tendenser for lager- og logistiklokaler
Udbud/tomgang på lidt over 2,5 millioner m² eller 3,1% af det samlede areal – det højeste udbud af lokaler siden 2018.
Tomgangen nåede ned på 1,3% ved udgangen af 2022 – det laveste i de over 20 år, Ejendomstorvet.dk har data for.
I kraft af nybyggeri er bestanden af lokaler vokset til over 81 mio. m² fra 74 mio. m² ved indgangen til 2022.
Fortsat efterspørgsel på moderne lokaler og på ejendomme tæt på motorvejsnettet.
Begrænset interesse for ældre ejendomme, især med lav højde.
Nethandlen (og det tilhørende behov for lagerplads) har tilsyneladende stabiliseret sig.
Mere information
Mads Bjerrum Christensen, Industrichef EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus • Tlf.: 5858 8670 • madchr@edc.dk