NR. 2 • MARTS - APRIL - MAJ 2026
Bøn, der forankrer Som barn var jeg spejder på Mors. Jeg husker en gang, hvor vi spejdere skulle hjælpe en landmand med at samle sten på en mark. I middagspausen, ved spisebordet, overraskede landmanden os. Lige før spisningen indledte han med at bede bordbøn med os! Jeg husker, at vi var lidt forlegne i den situation ved middagsbordet. Jeg oplevede bordbønnen som fremmedartet. Jeg brød mig ikke om det. Mange år er gået – i dag har jeg et andet syn på bøn. Opgør med kristendom, tradition og bordbøn I Danmark har der været et stort kulturradikalt-ideologisk opgør med kirke og kristendommen i det 20-århundrede. I det opgør ville man frigøre mennesket fra kristendommens »undertrykkelse«. Man ville fremme individuel frihed og frisind ud fra en forestilling om, at det frigjorte menneske er forudsætningen for menneskelig trivsel og lykke. Som den førende strømning var kulturradi-
kalismen ikke blot én strømning blandt andre – kulturradikalismen blev simpelthen institutionaliseret i det danske velfærdssamfund. I dette ideologiske opgør lagde man afstand til hele den kirkelige tradition og arv. Og opgøret lykkedes på mange måder. Over tid er bordbønnerne i hjemmene blevet færre. Samfundets sekularisering tog til. Kirken blev marginaliseret. Men spørgsmålet står tilbage: Blev mennesket mere lykkelig over den nyvundne frigjorthed? Eller er vi blevet mennesker, der står rodløse tilbage – uden tradition, mening og retning? For kirken har opgøret været en anledning til selvransagelse. Har vi som kirke været undertrykkende overfor nogle mennesker? Hvad er det egentlig for en forestilling om Gud, som vi forkynder fra prædikestolene? Hvad går de kristne værdier ud på? Og hvad har vi som kirke at byde ind med over for nutidsmennesket?