44. ÅRG · NR 4 · 2025 · SEPTEMBER · OK TOBER · NOVEMBER
Er du uundværlig? Jeg gætter på, at det gælder de fleste af os, at vi gerne vil sætte vores aftryk. Det skal jo gerne være sådan, at hvis man ikke er der, så er man savnet. At hvis man er væk fra arbejdspladsen, skolen eller familiemiddagen, så er der nogen, der savner én. Vi vil gerne høre til. Men spørgsmålet er, på hvilken baggrund er det, vi hører til? Hvis vores tilhørsforhold kun bygger på evner og kvalifikationer, bliver det svært – for sådanne ting er midlertidige og usikre. Hvad sker der, hvis jeg ikke klarer mig så godt? Hvis jeg bliver syg? Eller hvis der kommer én, der er yngre og dygtigere? Har jeg så ikke længere en plads i fællesskabet? I den sammenhæng er det interessant at kigge på, hvad det er, som gør os til en del af kirken. Er det vores arbejde for kirken? Her i Kirkerne på Klitten drives mange fantastiske initiativer af frivillige – og det er vigtigt at understrege, at vi er helt afhængige af frivillige kræfter. Uden jer ville kirken og dens aktiviteter se helt anderledes ud. Så tak til alle jer, der har frivilligt arbejde, om det er med hjælp til kaffen, hjælp til Ulvetime, rytmiske gudstjenester eller noget helt fjerde. Vi kunne ikke gøre det uden jer! Og på den baggrund er I uundværlige i forhold til at gøre kirken med de mange tilbud, vi har, til det den er. Men det gode spørgsmål er samtidig, om det er vores indsats i kirken, der gør os uundværlige i Guds familie og i kirken generelt. Det interessante ved Jesus er, at han ser fællesskab an-
derledes end mange andre. I hans fællesskab er man ikke med, fordi man har særlige evner eller interesser. Og vi kan faktisk ikke give ham noget, som gør, at han vil elske os mere. Man kunne formulere det sådan her: Som Jesu tjenere er vi ikke uundværlige, men som hans børn er vi umistelige. Jesus vil gerne bruge os i forskellige sammenhænge, men vi er ikke en del af kirken eller Jesu familie på grund af det, vi gør. At Guds rige vokser, er i sidste ende Jesu ansvar, og det er fantastisk, at vi må få lov at være med. Jesus er først og fremmest mere interesseret i, hvad han kan få ind i os, end ud af os. Det vigtigste er i sidste ende ikke, hvad vi kan tjene kirken med, men at vi har en plads hos Jesus. En plads, som ikke kan erstattes af andre, og som altid vil stå tom, hvis lige præcis du ikke er med. Vi sættes altså fri til at tjene Jesus. Så uanset hvor godt vi gør det, har vi altid en plads hos ham, hvis vi ønsker det. Den kan ingen tage fra os. På et tidspunkt gjorde Jesus dette meget klart for sine disciple. Disciplene var nogen, som ofte kunne komme op at skændes om, hvem der mon var den vigtigste og mest betydningsfulde af disciplene - altså hvem der var den mest uundværlige. Men den leg ville Jesus slet ikke lege. Da disciplene havde disse diskussioner, trak Jesus et barn hen foran dem og sagde, at hvis de ikke blev som sådan et barn, ville de slet ikke blive frelst (Mattæusevangeliet kapitel 18 vers 1-3). Og hvad kendetegner et barn? De er gode til at være modtagelige og vise tillid. Er der noget, børn er
gode til, er det at vide, hvem de hører til hos. De ved, hvor de hører hjemme. Og de ved også, at de ikke skal gøre sig fortjent til at have forældre. Børn forventer i stedet, at vi er der, når de kalder og har brug for hjælp. Børn har naturlig tillid til deres forældre og forventer at få noget af dem: omsorg og kærlighed. Det er den relation, Jesus ønsker at have med os. At vi ved, at vi ikke er uundværlige i forhold til det, vi kan gøre for Jesus, men at vi er uundværlige, som dem vi er. Der er ingen, der kan erstattes. Gud ønsker, at vi alle må kende ham som vores Far i himlen. Jesus vil relationen med os som det vigtigste altid, og ikke hvad han kan bruge os til. Jesus gjorde det klart, hvordan han så på sine disciple, og sagde sådan netop sådan her til dem: »Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.« (Johannesevangeliet kapitel 15 vers 15). Vores forhold til Jesus handler ikke om, hvad vi kan yde, men om en personlig relation, han ønsker at have med hver enkelt af os. Så kirken er ikke først og fremmest et arbejdsfællesskab, men en familie. Så det er svaret på titlen til denne artikel: Ja, du er uundværlig i Jesu øjne, bare fordi du er dig, og derfor er der intet, Jesus hellere vil, end at du skal kende ham. Velkommen i kirken til enhver! Sognepræst, Andreas Sahlholdt
1