45. ÅRG · NR 3 · 2026 · JUNI · JULI · AUGUST
Når livet er svært som kristen... Vi går endelig sommeren i møde. Forhåbentlig med varme, sol, strandture, is, ferie og alt muligt andet godt. Men på trods af at solen skinner udenfor, er det ikke sikkert, det altid opleves, som om solen lige skinner ind i dit og mit liv. Og hvordan skal man egentlig lige forholde sig til det som menneske og kristen? Burde det ikke være sådan, at når man tror på Jesus, så får man et nemmere liv? Det ville være en naturlig tanke. Men det er desværre tit, at virkeligheden ikke er sådan, og det er heller ikke sådan mange af de personer, vi kan læse om i Bibelen, oplevede det. Kong David fra Bibelen er én af dem. Og det er bemærkelsesværdigt, for David var særligt udvalgt af Gud til at være konge. Af alle mennesker i Israel var det David, som Gud gerne ville have til at beskytte og lede sit folk. Men i en af sine salmer skriver David sådan her: »Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre? Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig? Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet og daglig have sorg i mit hjerte?« (Sl 13,2-3). Sådan kan der være tider for enhver kristen, og det er hårdt! Her er det vigtigt at slå fast, at det ikke er noget, vi har gjort, der gør, at vi pludselig har det svært eller ikke kan mærke Gud. For uanset hvad, er Jesus faktisk allerede nu så nær ved os, som han overhovedet kan være. Han bor i alle, der er døbt og tror. Det siger alt om, hvor meget vi betyder for ham, og vi skal ikke kæmpe for at møde ham eller mærke ham. Han er her allerede og træder frem for os, som han selv vil det. Det er vi ikke selv herre over.
Frustrerende på én gang, men også dybt forløsende. Vi skal ikke kæmpe for at nå Jesus; han er her allerede – uanset om vi mærker det eller ej. Og selvom der kan være tider, hvor det føles, som om man har mistet Gud, er det heldigvis ikke det samme, som at han har mistet os. Men bare vi kommer til ham, så viser han os aldrig bort (jf. Johannesevangeliet 6,37). Det er fuldstændig unikt ved kristendommen. Det er den ret, vi vandt i dåben. Vi er hans børn – også dér, hvor vi måske kan være nogle vrede børn, fordi vi ikke forstår, hvad Gud har gang i. Men hvordan står vi så fast som kristne, når vi har det svært? Jeg læste for nylig en glimrende bog af Erling Rimehaug: Tørsten giver lys. Forfatteren beskriver, hvordan han har det svært, men det virker som om, Jesus har forladt ham dér i mørket. Til sidst går det op for ham: Jesus har ikke forladt ham, på trods af hvad han ellers kan føle. Han skriver sådan her: »Jeg kunne være stærkt plaget af angst og alligevel eje visheden om, at alt er vel, fordi det ligger i Guds hånd.« (Tørsten giver lys, s. 108). Han beskriver så, hvordan han fik en ny forståelse. Han vidste nu, at Jesus var lige ved siden af på trods af hans skiftende oplevelser og følelser.
holde fast ved, at Gud er nær på trods af hans tavshed. Herefter citerer han så en nonne kaldet Teresa af Avila fra 1500-tallet, som smukt har sagt det: »Lad ingen forstyrre dig, den der har Gud, har alt.« At vide, at Jesus er her, selv om jeg føler mig forladt af ham, fordi jeg har det svært – det er den største gave, vi som kristne kan få. Vores frelse afhænger ikke af, hvordan vi har det med Gud, men af, hvad Jesus allerede har gjort for os. Jesus har al magt, og han kan gøre alt. Og vi må bede ham om alt. Jesus siger, at vi skal komme til ham med alt, hvad vi længes efter. Men han vil ikke kun være vores problemløser; han vil være vores Herre og ven. Så selvom vi ikke nødvendigvis får dét, som vi kunne have drømt om i livet med Jesus, så er han der stadig. Jeg synes, det er et udfordrende spørgsmål at stille sig selv som kristen: »Hvis du mister alt, som du betragter som succes i din tjeneste og dit liv, er Jesus så stadig din Gud?« Vil vi søge Jesus, bare fordi han er den, han er, og ikke fordi han kan give os nogle særlige gaver i livet? Vores mål i livet må være dér, hvor vi ser Jesus som umistelig i sig selv.
Så var der noget, der ikke længere var særligt vigtigt for ham: nemlig de store åndelige oplevelser eller behovet for selv at lykkes og for at opnå storhed.
Det er en livslang læring for enhver kristen, som også går igen i så mange af Bibelens beretninger. Men samtidig er det også dybt befriende. For det betyder jo, at har vi Jesus, så har vi allerede alt, så er vi i mål – også selv om det til tider langt fra opleves sådan.
Det, der var tilbage at søge og stræbe efter, var derimod det enkle og nære: at søge relationen med Jesus for relationens egen skyld.
Jeg ønsker for dig, uanset hvor du er i livet, og om dit liv er let eller svært for tiden, at du må få en velsignet sommer.
Det vil sige at læse Bibelens ord og modtage gudstjenestens velsignelse og nadver. Og så
Sognepræst, Andreas Sahlholdt
1