Skip to main content

Staby - Madum kirkeblad - Nr. 3 - 2024

Page 1

kirkebladet.nu

NR. 3 • JUNI - JULI - AUGUST 2024

For et træ er der håb… Træet er et gennemgående symbol i de bibelske tekster. Træet kan være et symbol på mennesket – og menneskets forhold til Gud. Det karakteristiske ved et træ er dets livskraft. Bare der er vand nok, så kan træet gro. I Jobs Bog i Biblen hedder det et sted: For et træ er der håb, hvis det fældes, kan det skyde igen; det holder ikke op med at sætte friske skud. Selv om rødderne i jorden er gamle, og stubben dør i mulden, gror det igen, så snart det mærker vand, og sætter grene som et nyplantet træ. (Jobs Bog, kap. 14,7-9) Ordene udtrykker det, som man tænkte i det gamle Israel, når man så et træ. Derfor har det også været nærliggende at bruge netop træet som et billede på mennesket. Ikke ethvert menneske, men det menneske, der lever sit liv i nær forbindelse med Gud. I Salmernes bog kapitel 1, hedder det for eksempel om det gudfrygtige og retfærdige menneske:

Han er som et træ, Der er plantet ved bækken; Det bærer frugt til rette tid, Og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, får han lykke til. Salmen lægger ikke skjul på, at når det går den retfærdige godt, så skyldes det, at han »grunder på Herrens lov dag og nat«. Med andre ord: Den retfærdige henter næring fra de hellige skrifter, ligesom træet drikker af bækken. Når træet fældes En af de gammeltestamentlige profeter, der i særlig grad har brugt træ-symbolet er profeten Esajas, der levede i 8 årh. f. Kr. Han var profet på et tidspunkt, hvor assyrerriget var en trussel mod Israel. Ved sin kaldelse som profet havde Esajas fået en tung opgave fra Gud at gå med. Han skulle forkynde for sine landsmænd, at Gud selv ville fjerne landets befolkning. At byerne skulle ligge øde hen og at jorden skulle blive som en ørken.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Staby - Madum kirkeblad - Nr. 3 - 2024 by Videbæk Bogtrykkeri A/S - Issuu