42. ÅRG · NR 4 · 2023 · SEPTEMBER · OK TOBER · NOVEMBER
Gud er altid med Om ikke alt for længe skulle min kone og jeg gerne tage imod en lille pige, som jeg skal på barsel med. Det glæder vi os over! Vi forbereder os så godt, vi kan. Men i sidste ende kan vi ikke styre, hvordan fødslen går, hvilket »slags« barn vi får, og hvordan livet som familie på fire bliver. Der er dog én, der allerede nu ved præcist, hvordan vores og dit og alle andres - liv kommer til at se ud i fremtiden, og det er Gud. Måske kan man bruge dette billede om Gud: Du kører en tur i din bil, og ved siden af dig sidder Gud. I er ude på en dejlig køretur sammen og har fået indstillet GPS’en, sat skøn musik på, og der er styr på køresnacks. Og du tænker nok, at I er et team, men du har den fulde kontrol. Det er dig, der kører. Det er dig, der har adgang til rat, bremser og speeder. Bilen starter og standser ikke uden dig, og er du uenig i ruten, så finder du en ny vej. Hvad du lige har glemt er, at Guds side af bilen er designet som en kørelærers bil. Du har godt nok rattet, men han har også bremser, kobling og speeder. Du kan dreje bilen, men Gud har også noget at skulle have sagt. Og dette billede kunne godt være skræmmende, hvis ikke det var fordi, det handlede om Gud. Og Gud har ingen planer om at køre os ud
over en klippe eller insistere på 130 km/t på motorvejen. Vi må gerne blande os i kørslen og brokke os over hårde opbremsninger. For Gud er en kærlig Gud, og han har kun planer om lykke for os (Jer 29:11). Det betyder ikke, at bilturen altid går, som vi planlægger. Vi kan løbe tør for benzin eller lignende. Vi kan punktere et dæk. Ja, vi kan risikere, at vi kører galt. Også med Gud i bilen. Og den virkelighed er ikke rar. Vi vil jo gerne, at Gud altid bruger den bremse, han har til rådighed. Men det er en kendsgerning, at der sker frygtelige ting med mennesker nogle gange. Og kristne er slet ikke forskånede heller. Og hvorfor sker disse ting så, hvis Gud kun ønsker gode ting for os? Bibelen har ikke ét fyldestgørende svar, der kan tilfredsstille enhver smerte og frustration. Vi ved, vi lever i en brudt verden, hvor Edens perfekte samhørighed med Gud er væk. Vi ved, at Gud ikke styrer os som marionetdukker, men at vi har frie viljer - også til at gøre hinanden ondt. Og vi ved, at vi ofte ikke kan gennemskue Guds planer - og gode gaver - midt i alt det onde. Men selv med den viden er vi ofte overladt til store spørgsmål alligevel. Job, der mistede alt, kom selv frem til, at bare det, at Gud var ham nær i lidelserne, var lindring nok,
også selvom han ikke forstod, hvorfor han skulle lide. Gud var der, og han var ikke efterladt alene. Ingeborg Prytz Fougner har skrevet et digt over Matt 10,29, der siden også er blevet til en sang. Sangen udtrykker på smuk vis den tillid til Gud, vi alle må søge. Ikke en spurv til jorden, uden at Gud er med. Ikke en sjæl mod døden uden hans kærlighed. Ikke en blomst er visnet, ikke en tåre faldt, uden at Herren ved det, han, som er overalt. Tro det, når stormen hærger bladløse vintertræ´r. Tro det, når brænding bryder over de nøgne skær. tro det, når ubeskyttet midt i en kamp du står. Tro det, når helt alene du med en smerte går. Tro det, når noget brister uden at vokse frem. Tro det, når nogen mister det, som var alt for dem. Tro det, når håb går under uden at rejse sig Ikke en spurv til jorden! Det er et ord til dig. Sognepræst Andreas Sahlholdt
1