42. ÅRG · NR 3 · 2023 · JUNI · JULI · AUGUST
Guds uforanderlighed Vi mennesker har det med at være ueni ge. Klima, økonomi, køn, politik og syg dom. Der er rigeligt, vi mennesker kan blive fjender over. Og disse emner er ikke uvæsentlige. Overhovedet. Hvis vi ikke griber ansvaret og tager snak kene og handler på vores værdier, ja, hvem er vi så som mennesker? Som mennesker er vi blevet givet an svaret for at forpagte jorden, skabe fred og hjælpe vor næste. Det magter vi egentlig ikke. Vi har brug for Guds hjælp. Alligevel virker det til, at vi også nogle gange har et behov for at tage an svaret for Guds eksistens på vores skuldre. Som om det er vores opgave at definere, kategorisere, ja, måske endda kontrollere Gud. Det tror jeg ikke, vi mennesker hverken kan eller skal. Gud rækker ud over, hvad vi mennesker forstår, som Bibelen også beskriver det: »Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kir ken og i Kristus Jesus i alle slægtled i
evighedernes evighed!« (Ef 3:20-21, min kursivering). Jeg tror på, at uanset om vi mennesker nogensinde finder fred med hinanden, så er der en bestandig Gud, hvis ufor anderlige søgen efter fred med os trum fer alt. Guds inderste væsen forandres ikke, uanset hvad vi mennesker finder på her på jord. Hans eksistens og væ sen afhænger ikke af vores eksistens og væsen. Den smukke salme »Herre Gud! Dit dyre navn og ære« beskriver det så fint: »Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde.« Måske kan man sige, at Gud er ligesom Vesterhavet. Uagtet om der er blikstille eller bølgerne slår ind mod strandbred den, så er vandet det samme. Uanset om man kender havet som sin levevej eller man bruger det til leg og sport, ja, selv hvis man mishandler det med olie læk og skrald, så er havet det samme hav. Og sådan er Gud også. Uanset
hvilket forhold man har til ham eller uanset omstændighederne i verden, så er Gud den samme. Hans kerne rokkes ikke og tåler meget. Gud kan godt tåle, vi skælder ud på ham. Gud går ikke i stykker over, at vi mennesker er optaget af at sprænge rammer for, hvordan vi opfatter os selv og opfatter Ham. Gud forandres ikke, bare fordi vi gør. Hans budskab om frelse, tilgivelse, nåde, omvendelse og usigelig kærlighed består uanset, hvor dan vi mennesker forandres. Så spørgsmålet må være: Hvem siger Gud så selv, han er? Jesus fortæller og spørger sådan her i Johannesevangeli et 11:25-26: »Jeg er opstandelsen og li vet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Med ønsker om en dejlig sommer til al le! Sognepræst Andreas Sahlholdt
1