44. ÅRG · NR 1 · 2025 · DECEMBER · JANUAR · FEBRUAR
»Dem og os« Da jeg læste teologi på Menighedsfakultetet (en privat uddannelsesinstitution), var vi bevidste om, at man også kunne læse teologi på universitetet i Aarhus. Når jeg valgte Menighedsfakultet, var det for min del et valg om at læse teologi et sted med lærere, der troede på Bibelens ord som autoritet. Det havde dog den uheldige slagside, at vi til tider kom til at tale om universitetet som »dem og os«. At vi i bund og grund talte ned til dem i stedet for at søge dialogen og møde hinanden med nysgerrighed. Senere læste jeg selv min kandidat på Aarhus Universitet, og det var jeg også glad for. Når jeg skriver dette, gør jeg det fordi, jeg har reflekteret over, hvad Jesus mon vil sige til de udfordringer, vi i dag står i som kirke. Hvordan skal vi forholde os til dem, vi er uenige med? Og endnu stærkere: Hvordan forholder vi os til dem, som vi kalder fjenden? Det, som kendetegnede Jesu fællesskab, da han gik på jorden, var meget iøjnefaldende. Han var sammen med dem, som åbenlyst levede et syndigt liv og ikke overholdt jødernes lov. Altså dem, man kunne pege fingre af og mene ikke havde styr på deres liv. Jesus spiste blandt andet sammen med toldere, som blev anset som landsforrædere (Mark 2,16). Jesus blev endda som skældsord kaldt synderes ven (Matt 11,19). Og det var Jesus. Og da Jesus skulle fortælle, hvem og
hvor meget man skulle elske, fortalte Jesus beretningen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37). Jesus vælger altså at lade historiens helt være en person fra en nationalitet, som en jøde på Jesu tid ville have haft det meget svært med. Meget lig forholdet mellem jøder og palæstinensere i dag.
ukrainere. Det gælder ethvert menneske uanset overbevisning og tro.
Og pointen med historien var ikke blot, at samaritaneren blev en helt, men at pligten til hvem vi skal elske ikke kender nogen grænser.
Det er aldrig lige meget, hvordan man behandler sin krop, sig selv og sin næste. Det er en ting, vi skal turde også at tale om. Samtidig med at Jesus advarer os imod, at vi nemt kommer til at se splinten i andres øjne, men ikke bjælken i vores eget (Matt 7,1-5). Altså vi overser egne fejl og blinde vinkler.
Tag bare hvordan Jesus mødte kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud (Joh 8,1-11) eller tolderen Zakæus (Luk 19,110). Jesus var ikke bleg for at italesætte deres livsførelser, men han startede et andet sted. Han startede med at vise dem omsorg og vise, at han gerne ville være sammen med dem. Så der er ingen grænser for, hvem Jesus mødte med kærlighed. Mange jøder håbede, at Jesus ville samle sine tilhængere til oprør, som så mange andre gjorde det på denne tid og bruge sin indflydelse til at smide romerne på porten. Men i stedet helbredte han en romersk officers tjener (Matt 8,5-13). Jesus gjorde ikke oprør imod en ellers ond besættelsesmagt. Det var til stor skuffelse for mange, og nok også en af årsagerne til, at så mange i sidste ende var klar til at korsfæste ham. Så hvad er min pointe? Pointen er, om vi som kirke er klar over, at der ikke findes et menneske med en nationalitet, seksualitet og tro, som Jesus ikke elsker? Enhver af os er jo netop ikke elsket, for det vi gør, men fordi, vi er skabt. Det gælder jøder, såvel som palæstinensere. Det gælder russere så vel som
Jesus er ikke ligeglad med, hvordan vi forvalter vores liv. Derfor var han så optaget af at irettesætte farisæerne, og sagde flere gange til mennesker, han helbredte eller hjalp: »synd fra nu af ikke mere« (Joh 5,14; Joh 8,11).
Samtidig med at vi heller ikke må glemme det første: At Jesus elsker enhver af os, og han ønsker at ethvert menneske må kende ham som sin frelser. Jesus kom først til denne verden for at gøre os til sine børn, ikke for at dømme os. Der er intet os og dem. At blive frelst handler i sidste ende ikke om, hvordan jeg forvalter mit liv, eller om jeg har den rette lære om Jesus, men om jeg bekender Jesus som den opstandne Herre og frelser (Rom 10,9). Jesu invitation om fællesskab må vi ikke glemme at give videre, også til dem som lever et liv, der strider imod Bibelens værdier og til dem, der står på hver sin side af en grusom krig. De er alle vores næste. Og det er vores vigtigste ærinde i dag: kirken er for enhver. Hvordan sørger vi for, at der er plads til alle uanset hvad? Tak fordi du læste med. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så tøv ikke med at skrive eller ringe til mig. De bedste hilsner Andreas Sahlholdt
1